Kiøbenhavn d: 8d. April 1836.
Kjæreste Hr. Etatsraad Thorvaldsen!
Ved Professor Møller afsendte jeg i Slutningen af December Maaned 1835 en liden Summa Penge til Küchler i Rom for dermed at afgjøre et Mellemværende, og i Januar 1836 (om jeg erindrer ret – d: 4de.) afgik et Brev desangaaende fra mig til Küchler, og hvori jeg havde indesluttet en Skrivelse til Dem. Ved et Brev fra Küchler, som for nylig er kommen mig tilhænde, seer jeg med Forbauselse at han vel har modtaget Pengene, men ikke min senere Skrivelse. Dette har været mig høist ubehageligt, deels formedelst Opsættelsen af Pengenes Brug, men i Særdeleshed fordie min Taushed maa forekomme Dem, Hr Etatsraad høist besynderlig. Hvad maa De tænke om mig, at jeg i den hele lange Tid ikke har ladet Dem høre noget fra Kiøbenhavn, eller ved en eneste Linie bevidnet Dem min Høiagtelse og min Taknemmelighed for Deres bestandige Godhed imod mig. Det var allerede galt at min første Skrivelse afgik saa seent, men Grunden til min Dvælen var Ønsket om, at tilskrive Dem saa bestemt som muligt om Deres Arbeiders Tilstand ved Udtagelsen af Kasserne, hvilket gik meget langsomt for sig og henstaar endnu hvad Apostlerne angaar, hvilket ventelig stemmer overeens med Deres Ønske. Jeg beretter Dem vel intet Nyt ved nu at fortælle, at Gibsafstøbningerne ingen væsentlig Skade har faaet, men jeg veed ikke om De ganske vil blive tilfreds med Maaden hvorpaa man har afbødet enkelte smaa Uheld. Hele Kiøbenhavn strømmer daglig til Charlottenborg for at glæde sig ved Synet af dem i Udstillingstiden, og den største Deel er smagfuldt opstillet i det for Hr Etatsraaden bestemte Attellie, nemlig den botaniske Haves forrige Læsesahl med tilhørende Sideværelse. Ogsaa er det glædeligt at flere Sahle paa Chrestiansborg Slot ere indrømmede til samme Bestemmelse, og hvor tillige de af Dem hjemsendte Malerier og Kunstsager henstaa. Jeg behøver vistnok ikke at afmale Dem den Entousiasme hvormed man her omtaler Dem og Deres herlige Kunst: saameget er vist, at ligesaalidt som det er mueligt at den kan stige højere, ligesaalidt vil den nogensinde kunde tabe sig formedelst dens virkelig reelle og sande dybe Grund; og hvad der er saa sjeldent, Begeistringen gaar ligefra Kongen til den simple Mand af nogenlunde Dannelse. Ved min Audients hos Kongen maatte jeg vidtløftig besvare saamange Spørgsmaal om Dem, at den varede over en halv Time: gjentagne Gange yttrede han at “Danmark kunde ikke gjøre nok for Dem” og at han med Længsel ventede Deres Komme: Oprettelsen af Deres Musæum omtalte han ligeledes med stor Interesse, men meente at De Selv personlig her maatte anordne denne vigtige Sag. – Med Prinds Christian talede jeg ogsaa længe, og maatte saa godt som jeg formaaede, beskrive ham Deres allerseneste Kunstværker: han Yttringer røbede tydelig den Stolthed han sætter i, som Præses for Akademiet, at staa i et Slags Kunstforhold til en Mand som Dem. – En varm Beundrer og en tro og meget formaaende Ven ejer De i Conferentsraad Collin, til hvem jeg vilde tilraade Dem, Hr Etatsraad, i ethvert vigtigt Tilfælde at henvende Dem, ifald Omstændighederne endnu ikke tillod Dem at opfylde Alles Ønske og snart at gjensee Danmark. –
Af de herværende Kunstnere er Freund beskjæftiget med at fortsætte Arbeidet af sit Basreliev: Nordens Guders Undergang: han hugger tillige i Marmor et Døbefont, bestemt til Faaborg, og har udført 2de. Skizzer til Reformations-Medailler, der skal skjæres af Christensen og Krohn. Ligeledes sees hos ham en Mindesteen for Hans Thausen, den første lutherske Præst i Danmark, og som skal opstilles paa en historisk mærkelig Plet i Viborg. Bissen modellerer et stort Basreliev, der skal anbringes i Frisen paa Galleriet i Christiansborg Slots Riddersal. Det forestiller Guddommens Omsorg for at hæve Menneskeslægten fra Livets lavere Trin til et cultiveret og sædeligt Samliv, hvilket især motiveres ved Viinavlens og Agerdyrkningens Indførelse. I Marmor har han ogsaa udført flere Portraitbüster, hvoriblandt Hertuginden af Montebello; een støbes i Bronze. – Professor Lund maler til Christiansborg Slots Riddersal fire store Fremstillinger af Nordens religiøse Liv, og Eckersberg maler til samme Sal fire Billeder af den danske Historie. Striden over Højers Malerier i den ny Universitetsbygning lader til at være endt, og hans Arbeider atter udkradsede af Væggene trods Mallings Ønske at de maatte bevares til Deres Hjemkomst og Omdømme. –
Jeg slutter mit Brev, kjære Hr Thorvaldsen med gjentagen Tak for alt godt i Rom, og beder Dem, ved at paalægge mig hvilkensomhelst Comission for Dem her i Kiøbenhavn, at give mig et Beviis paa at De ikke er vred paa mig: jeg haaber da ved min Hurtighed og Iver at vise Dem hvor ondt det har gjort mig, muligen at have været udsat for Deres Miskjendelse.
Med højagtelsesfuld Venskab
NB. Tør jeg bede Dem at hilse Chiaveri
LA Bødtcher
