| Høystærede Ven | Kiøbenhavn 4 May 1829 |
Det er alt længe siden jeg har ønsket at skrive dem til, men desto værre har jeg ingen Leilighed havd før end nu, da Prinds Palazolo, den Neapolitanske Minister har havd den Godhed at ville besørge det, da han tager fra Marseille med Dampskibet vil han aflevere det i Civita vechia. –
Jeg havde den Glæde for en Tid siden at faae en Hilsen fra Dem ved Hr Freund denne Mand gefalder mig ret godt, han er en af mine Folk, thi hvad han siger kommer fra Hiertet, ey heller er han nogen Krybere eller Pedant, og jeg troer at han vist nok kan stifte meget godt i Academiet naar han engang der har taget Sæde. – Nu til Efteraaret er det alerede 10 Aar siden jeg havde den Fornøyelse at tale med Dem i vores Fødebye, Gud; hvor er den Tid bleven af, med mig er der foregaaen megen Forandring, jeg er for det første bleven ældre, ja det er De jo ogsaa, men hos mig har det forvoldet en stor Svækkelse i mit Underparlement saaledes at jeg i fleere Aar ikke mere kommer i nogen Selskab og siden forige April 1828 ikke har været ude af mine Værelser, men med alt dette befinder jeg mig Gudskelov meget vel, og mit gode Humeur har slet ikke tabt sig, men hvad kan alt dette hielpe, naar Døden henter den eene efter den anden af mine Selskabs Brødre, og jeg ikke saa let kan faae nogen igien[,] uden dens ved De jo hvor flau Conversationen er her i Byen, og at det mest gaaer ud paa at hegle den eene [eller] den anden igienem. I Morges Klokken 4 døde Etatsraad Weinvig, Director over det Molkiske Galerie, og ved Kongens Haand Bibliotehk[,] dette var ogsaa et stort Tab for mig. Og som han tidt havde Leilighed til at tiene mig med. Konsten gaaer det i almindelighed usselt, naar jeg untager de to Historiemalere Ekersberg og Lund, Landskabmaleren og Conservateur Møller, og Portraitmaler Jensen.
Gjerne ville jeg undgaae at opvarte Dem med Jeremiader, men hvorledes kan det være andet naar en Kunstner i Dannemark skriver til sin Ven i Udlandet og fra et Land hvor ingen er estimert uden for sin Rang eller Tittel selv i Academiet gaaer det nu saavidt at der ere ligesaamange titulaire Professorer som tienstgiørende, De kan altsaa tænke hvor jeg bliver af i saadant forneemt Selskab, men Gud være Loved, Prinds Christian, har alt for fleere Aar siden været saa naadig at fritage mig for at komme i Academiet, jeg støder følgelig sield[e]n eller aldrig paa dem. – Fra den Ulykkelige Höyer kan jeg paa anden Haand hilse Dem, thi hos mig kommer han aldrig, han nærmer sig Graven – Der alene vil den stakkels Mand finde Ro og Fred, De kan indsee hvor dybt vore Landsmænd ere siunkne, og hvor Nedrighed og Kryberi tiltager, at fra det Øyeblik han blev forjaget af sit Atellier, mistede sin Boelig, og udslettet af Academiet lader intet Meneske male det mindste hos ham, ikke det ubetydeligste Transperant som man nu bruger saa mange af, blot for ikke at fortørne Prindsen, men denne Fyrste har tilbudet ham Penge, som han dog ikke modtog. Høyer er jo heller ingen Forbrydere men en ærlig og skikkelig Mand.
Hvorledes gaaer det den Flittige Coop, hils ham, det store Malerie han forige Aar sendte hertil, overraskede mig meget, og jeg forsikrer Dem at det fandt almindelig Bifald og passerte for det smukkeste Stykke paa Udstillingen at hans Plan ikke Lykkedes ham ved Academiet, har ærgret mig meget og jeg forsikrer at jeg slet ingen Andeel har i den heele Afaire, thi om jeg ogsaa havde været der, kunde det ikke have hiulpen, da der ikke blev Ballotert[.] Men hvad skal man sige, han [kan] være glad og stolt af at besidde Derres Venskab min ædle Ven, det er meere en[d] at være Medlem af alle Academier i Verden, og jeg vil raade ham at blive i Rom thi her er reent ud sagt skit, og kommer han engang hiem vil det fortryde ham. – man har ingen Begreb om vor uselt det er[.]
Derres store Mesterværker henrykker alle ædle og dybtfølende Kienderes Siele, men desto vær[r]e er her kun saa faa af dem, Derres Venus første gang jeg saa den, blev jeg ongefær til Mode som i den Tid vi gik paa Academiet for nogle og 40 Aar siden, mindst troede jeg dengang at Thorwaldsens Kunst skulde frembringe de Følelser som nu ikke engang en syttenaar[i]g Tøs er istand til at frembringe hos mig. – Derres Amor er et af de meest Sublime Værker jeg har seet i Billedhukker Kunsten aldrig saa jeg noget ædlere[,] kuns Skade at Hyklerie, Pedanterie, og en lile smule Uvidenhed har bedækket hans søde frugtbringende Priap med et Helvedes stort Figenblad forfærdiget hos Blikkenslageren paa Østergaden, de husker jo nok ham der havde den smukke Søster som døde i Barsel Seng [overstreget tekst]. Men det værste er, at dette Satans Figenblad, giør at Amors Underdeel fik synes kortere end Overdeelen, som den dog ikke er. Kort Tiderne har forandret sig, vore Damer ere blevne saa Dydige, at de ikke tør vove at see paa det kiæreste de har i denne Verden. Hvad i øvrigt her paa Charlottenborg ere skeete for Forandringer og Forskiønnelser vil Herr Professor Thiele best kunde sige Dem, og sandt er det at Academiet har faaet en smuk nye Kiole paa, men dets Smaatarme skriger af Sult saa det er en Jammer at høre paa, det vil sige Kunstnerne sulter, hvad er da det Heele andet end Vind og Luft og Blæst.
Døde ere her endeel af Derres Bekiendtere, saasom vores Ungdoms Cameradt Hr Kobberstiker Flindt, Her Medailleur Holm Academiets ældste Medlem og bekiendt ved sit store Guldmedaille Stykke 1779 der forestiller en Bataille. Herr Portraitmaler Hansen døde for et Aar [siden] paa samme Dag som hans Kone dog uden at den eene vidste noget til den Anden Efterladende sig 6 Umyndige Børn. Gamle Lorentzen døde forige Aar i April og begge disse Herrers Logier [ere] igien besatte af de Herrer Thiele og Møllers – Clemens er meget svag og vil nok snart reise, han er 84 Aar gammel ogsaa hans Høyvelbaarenhed hr: Conferentzraad Hansen Commandeur af Dannebrog befinder sig ikke vel og har længe ikke været i Academiet.
Lad os nu tale lidt om de levende, i Dag er her Stads i gaden, Forlovelsen imellem Prinds Ferdinand og Prinsesse Caroline bliver ofentlig declaretet paa Slottet Christiansborg, hvor der er stor Cour og Tafel for mange Hundrede Personer i Aften skal heele Byen Ilumineres, mig kan det i grunden være ligegyldig thi jeg har værken Udgift eller Intægt, derved, men det glæder mig dog for vores gode gamle Konge at han nu seer sine Døttre vel anbragte thi som man siger skal Ferdinand være Statholder i Slesvig naar den gamle døer, som ikke kan vare længe. Den unge Prinds Frits lever her med Kongelig Pragt og hans Hofstat maa koste meget, han er meget munter. –
Hornbeck beder Dem at være hilset, da Koch blev Hofbügmester kunde de ikke gaae ham forbi, og blev han det ogsaa, men siden til Formælingen blev Koch Ridder, das ist was anders. Fra den lile Architect Schmidt kan jeg ogsaa hilse Dem, han havde nær bruken Halsen, thi mine kiære Akademiske Kunst Brødre fik ham fat og bearbeidede ham saaledes at han skal tænke paa dem saalænge han lever, først kunde han ikke blive antagen da han kuns havde faaet den lille Guld, nu Concourerte han med til den store, men imod forventning blev den ham tilkiendt, nu var det godt, men Fanden har immer sine Udveie nu tilkiendegav man ham at han ikke skulle modtage Medaillen førend han havde taget sin Exsamen, her lod de ham dumpe saa var det ude og han har i denne Time ikke faaet den, han var nu i samme Stilling som Hoyer men han var klogere thi han forlod sit Fødeland reiste til Altona med Kone Barn og Moder og det gaar ham nu fortræffelig, da De min Ven selv er Professor ved Akademiet maa det jo interressere Dem hvordan det gaar her
Derres indtil Døden hengivne Ven og Tiener
C Horneman
