Kjøbenhavn d. 17 Martz 1827
Høivelbaarne Herr Etatsraad Thorvaldsen
Jeg sender Dem herved et Brev fra H.K. Høihed, til hvilket jeg kun har at tilføie, at der er nogen Uoverensstemmelse mellem Prindsen og Torlonia angaaende Maaden at beregne Renterne paa. Torlonia vil have Renter fra 10 febr af enten De hæver Pengene eller ikke; Prindsen vil kun betale Renter fra den Tid af, da De virkelig modtager Pengene og af saa stor Sum, som De modtager. Da Torlonia anfører som Grund, at han ikke veed naar De vil forlange Pengene og derfor immer maae have dem paa rede Haand, saa kunde De, Herr Etatsraad, meget lette Forhandlingen, hvis De vilde love Chiaveri at give ham Varsel 14 Dage eller en Maaned iforveien hvergang De vil hæve nogen Sum.
Det vil for Levende og Dødes Skyld være nødvendigt at De hvergang De lader Dem en Summe udbetale af Torlonia, afskrive den paa Obligationen, og naar hele den paalydende Sum er betalt, vil De behageligst tilsende mig den, forsynet med Deres Quittering.
Prindsen vil have underrettet Dem om at Fregatten ikke afgaaer førend til næste Aar i det Haab at Christus-Statuen til den Tid kan være færdig i Marmor saavelsom Frisen o.a.m –
Prindsessen og Frøken Walter[s]dtorff paalægger mig at hilse Dem paa det venligste.
Jeg anbefaler mig i Deres vedvarende Venskab som Deres
ærbødigst hengivne
Adler.