Casamicciola, paa Øen Iskia
d 16 Septemb 1804.
Gode Ven! Hils alle Venner!
For 3 Uger tilbages, eller just i August tilskrev jeg Dig ej videndes andet end at du endnu var i Livorno, og fyrst kom til Rom med Baron Schubart, i dette Brev bad jeg Dig om at kiøbe mig endeel Tegne Papirer, som der skal være god Kiøb paa, af dette bliver der da altsaa intet da jeg af Her Stub erfarer Du er kommet til Rom, det glæder mig mere end om jeg havde faaet Papir, thi i før omtalte Brev bad jeg Dig ogsaa om at træffe saadanne Anstalter i Rom, at jeg kunde komme ind paa de mig tiltængte Verelser, endskiønt Du min Gode ej var der, dette behøves nu ej heller, da Du selv er tilstæde, dog maae du snille Gode Ven Skrive mig som snarest Din Adresse, paa det jeg kan fortelle min Her Kusk, paa hvilken Vej og Stig han haver at hend transportere mine Knogler, Dette maa Du endelig ej forsømme at lade mig vide med omgaaende Post, da jeg med denne Maaneds udgang forlader denne Øe, hvor jeg endskiønt ej endnu gandske er bleven lige, Dog er kommet til mærkelige Kræfter, saa jeg haaber det andet vil vel ogsaa give sig, endnu vedvarer min Kur, dog haver jeg den heele Tid ingen Miditsinen brugt men blodt Bade, i Napel vilde jeg gierne opholde mig en 8te eller 14ten Dage, for at begloe de Ting jeg ej haver seet, Pestum faar jeg Desværre ej at see for denne sinde, da finangserne kun ere smaae, maaskee ved en anden Leilighed .. af den inderlig Snille Gode Rothe som er Reist til Rom for 8 a 10 Dage siden faar Du maaske meere at vide om mig en jeg her gider Skrevet, det er en fortreffelig Mand, og en inderlig Snil Ven! Hilds ham Tusinde gange fra mig, og Tak ham endnu endgang paa miine Vegne for de faa Dage vi vare gangske tilsammen. De vare mig og er mig til mere Nytte en han maaske selv formoder.
Du ved maaske bedre en jeg kan berette Dig hvilket Helvedes Spetakeel Widsuvius haver holdt i denne Tid, og endnu er han ej fornøget med de Ødelæggelser han haver foraarsaget, men fortsætter imens sin Rasenhed dog synes mig med aftagende Kræfter, Dog nu kan det næsten være det samme, da de arme Menneskers Eyendomme og Forhaabninger, som boede deromkring ganske ere til intet giorte, dog maa man haabe det ej er saa farligt som man her paa Øen giør det til, med alt det de taler derom, som om en gangske ligegyldig Ting, og som det slet ikke vare Deres Medmenesker som led, Nej, det er ikke Deres sag, som jeg i aldmindeli Troer at medlidenhed ej just er Italjeneres Sag og ikke kan stemme overens med hans Muntre og Lette Karagter –
Nu Thorvaldsen maae jeg atter bede Dig give mig en smule Efteretning om efterfølgende Ting, jeg kommer til dig med denne Begiering til deels for Det du er min Ven der ej bliver vred for saadant tildeels for det du haver veret saa mange Aaer i Rom, at du kiender saadanne Ting bedre en andre vores Landsmænd som kun haver vaaren der kort Tid, og tildeels for jeg er overbeviist om du hellere en enn anden Tiener mig heri[.] af denne lange Indledning skulde Du snardt troe at Tingen var af yderst stor Vigtighed, ikke mindre en det, men dog af indteresse for mig, der nu skal vandre til Rom, sagen er denne, Lad mig hvide hvilke Papirer man kan have i Rom, om man der kan bekomme Gode Blyanter Tusk og saadanne sager som du ved, at vi Kludere af Architecter behøver og til hvilke Priser, og især som sagt om Tingene ære Gode, thi ellers maa jeg kiøbe af disse ting hær endskiønt de ved Gud ere Dyre nogk her – See Der har Du den heele Herlighed, Meget vil det fryde mig om Du kan Læse disse Kragetær da jeg maler dem gesvindt hen paa Papiret, da jeg tilstaaer min Skrøbelighed, ej just er meget for det Langsom Skriverie.
Altsaa snart skal jeg omfavne Dig min sande Ven i Rom O! hvor haver jeg Længtes efter den Dag[,] det kan jeg ikke sige Dig thi siger Taarop[,] Den som sin Fryd med Ord kan male, hans Siel er arm paa Fryd, saa ogsaa jeg altsaa intet meere herom. Du kiender mig, og jeg kjender isandhed dig, Nyheder passerer her inte mange af paa denne Øe, men om Du kunde fortelle mig nogle fra din Udenlandske Reise[.] Det var en anden sag, og hvilde uendelig fornøje mig, men med saadant tør jeg vel ikke umage dig, thi om jeg kiender min Thorvaldsen redt saa er han lige saa stor en Libhaber af Skriveriet, som hans underskrevne Ven, af denne Aarsag iler jeg ogsaa nu til enden med midt disuden lange Vaas, altsaa nest Tienstlig Salutere Hildsen – er jeg, og forbliver jeg din allerunderdanigste Andreas Hendrigsen velmeriterete Lediggiænger paa Øen Ischia med tilnavn
| Lev Vel – | C F F Stanley |
Dog alt dette unter uns Gesagt Mosio Christoffersen – Du maa dog ikke troe jeg er bleven ren gal ennu at jeg skriver saadenne Narrestræger