Arkivet, Thorvaldsens Museum

Inde i Byen kunde intet Locale overlades os, da det var saa hellig en Fest og vi vilde synge; vi fik derfor udenfor i det store Huus i Villa borgheses Hauge, tæt ved Amphietheatret ved Pinieskoven; en Deel af os gik alt om Morgenen derud for at arangere til Festen, Jensen og Christensen med mig bandt Krandse, min var den smagfuldeste og den blev bestemt til Prindsessen. Jeg lagde en Blomsterguirlande om hele Bordet, vi spiiste derud[e], Klokken tre gik jeg hjem for at friseres og pyndtes. – Klokken 6 vare vi alle samlede, Prindsessen turde ikke som Catholik møde. – Plageman havde malet de tre nordiske Rigers Vaaben, disse hang med Egeløv og Laurbærkrandse, mellem store Laurbær Guirlander, Bordet havde jeg omlagt med en Blomsterkrands og paa hvers Talerken laae en Epheukrands at sætte paa Haaret, i Damernes vare Roser. Vi begyndte inde ved Juletræet, der var et prægtigt stort Laurbærtræ behængt med Oranger og Presenter, Tilfældet vilde at jeg fik den bedste og dyreste Present (til 6 ½ Skudo) et Sølvbæger med Indskrift: »Juleaften i Rom 1833.« Desuden en smuk Pengepung. Min Present i de mange Papirer var den der gjorte mest Lykke som den moersomste, Byström fik den og man tilklappede mig Bifald. – Hertz fik en Ring med en Antik i. Zeuthen Thorvaldsens Medallie givet af ham selv. – Ved Bordet havde Bøtcher lovet at arangere det meget herligt med min Sang, men han tog den tre Toner for høit, vilde nu ikke vedkjende sin Feil og ingen kunde derfor synge med, det gjorte at da Kongernes Skaal proponeredes var der et Vrøvl, saa de bleve meget mat udbragte. – / Nu gjorte de da det dumme at synge nok engang og ved Champagnien at drikke Skaalerne; det samme skeete med Prindsessens Skaal: hun leve høit! raabte Blunk, jeg troede han raabte I skal raabe høit. Klokken 11 gik alt Thorvaldsen og nogle af de Ældre, jeg gik da med. Da de ikke ved første Bankning aabnede Roms Porte, bankede jeg. »Chi es?« spurgte de. »Amice!« svarede vi og nu aabnedes der en lille Laage som vi krøb igjennem. Det var deiligt mildt Veir! »ja,« sagde Thorvaldsen, »det er anderledes end hjemme, Kappen bliver mig ordentligt for tung!« Berlin og Carlsberg gik vild for os; Fernley talte til Thorvaldsen om at forføre mig, om min Uskyldighed; Imidlertid ringede Klokkerne i et Væk og Folk gik til Maria Magiora, jeg gik at lægge mig.