Arkivet, Thorvaldsens Museum

Resumé

Dette sangblad er skrevet til julefesten 1833. Formentlig er der tale om en afskrift efter en original af H.C. Andersen, idet hverken skriftbillede eller signatur modsvarer Andersens sædvanlige skrift, som den fx ses i hans brev til Thorvaldsen 10.5.1838


Læs Andersens samtidige beskrivelse af julefesten i hans dagbog her, og læs Ludvig Zeuthens senere erindrende beskrivelse af festen her. Det kærlige og broderlige sammenhold skandinaverne imellem får i Zeuthens beskrivelse især en noget hul klang.


H.C. Andersen skrev selv i Mit Livs Eventyr (Revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen, København 1951), p. 165-168 om julefesten i Rom 1833:


“Julen var vor smukkeste Fest; jeg har i ‘en Digters Bazar’ omtalt samme, men saa festlig, saa frisk og lys som 1833 var den neppe nogensinde siden.” (...) “Jeg havde skrevet en Sang og den var min egentlige første skandinaviske Vise. I Rom var Julen en naturlig skandinavisk Fest, men skandinaviske Sympathier var der ikke Spor af. Til Overskrift havde jeg sat: ‘Skandinavernes Julesang i Rom 1833’ den var skreven til Melodien: ‘Ung Adelsteen paa Thinge stod.’” [Sangen gengives i sin fuldstændighed, dog med den forskel at sidste vers i anden strofe adskiller sig fra “Iaften har det samme Sted!” ved at lyde “Her finder nu det samme Sted”] “Sangen var sjungen, der blev en Pause, Enhver vilde have sin Konges Skaal først udbragt; endelig bleve de forende udbragte.”


Yderligere beretter H.C. Andersen samme sted følgende underholdende anekdote fra samme juleaften:


“Hver af Gæsterne gav en Foræring, og det var en Betingelse, at vælge et eller andet Morsomt eller ved Indpakning og Devise se at gøre det dertil. Jeg havde fra Paris et par grelle, gule Flipper, der kun var at bruge til en Karnevals-spas. Disse ville jeg anvende, men det tog en Vending, som man vil se, der kunne have endt Aftenen med Strid og Vrede. Det faldt mig ikke ind, at der kunne være anden Mening, end den, at Thorvaldsen her var den Betydeligste, og at jeg altså nok kunne give ham, frem for Nogen, Kransen. Flipperne, der bar Misundelsens Farve, kom altså med i Spøg. Jeg vidste ikke, hvad vi kun kan læse i Thieles ‘Thorvaldsens Levnet’, at der mellem Bystrøm og Thorvaldsen engang havde været en Strid om deres gensidige Dygtighed. Bystrøm mente, at Thorvaldsen overgik ham i Basreliefs, men ikke i Grupper. Da blev Thorvaldsen heftig og udbrød: ‘Du må binde mig mine Hænder, og jeg skal med mine Tænder bide Marmoret bedre, end du kan hugge!’


Ved vor Julefest var både Thorvaldsen og Bystrøm tilstede: Jeg havde for min store Landsmand bundet en Krans og skrevet et lille Vers med den. Foræringen gjaldt ham, men ved Siden lå de gule Flipper, og dem skulle Den have, der tilfældigvis ved Lodtrækning fik Pakken. Loddet ville, at den tilfaldt Bystrøm, og Indholdet af Verset til den Vindende var: ‘Du kan beholde Misundelsens gule Flipper, Kransen skal du række Thorvaldsen’. Øjeblikkelig kom alt i Bevægelse over denne mangel på takt eller dårlige Vittighed, men snart, da man indså, at det jo ganske tilfældigt var faldt i Bystrøms hænder, og man hørte, det kom fra mig, hvem man ikke tiltroede nogen Bråd, jævnede sig Alt, og det gode Lune kom igen.”

• Helga Vang Lauridsen (ed.): H.C. Andersens Dagbøger 1825-1834, København 1971, p. 258. (Der daterer tekstens tilblivelsestidspunkt).

• H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr (Revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen), København 1951, p. 165-168 (Der gengiver sangteksten i næsten identisk form).