[...] Jeg var da ved Tableuaerne Fru Bisons Dragt var forresten en Dragt fra Middelalderen, og den skule være Dannemark, Italien var kronet med Laurbær, og draperet meget smukt, da begge bandt paa eller fingerede at binde den Krands, som jeg havde bundet om Formiddagen, og jeg forestillede Konsten stod med den vidt bereiste Hundepude bag ved, jeg var drapperet med hvidt og høirødt, og havde en Krands paa Hovedet, da en Digter havde endt sit Digt som han forelæste[,] gav Dannemark og Italien mig Krandsen og jeg maatte i de lange og tunge Drapperier marschere paa en Kant af Bordet ikke bredere end en Haand, ned over en Stoel og en Skammel, ned blandt den uhyre Mængde til Skuere, hvor jeg fandt Thorwaldsen den kjære, siddende paa en Skammel, og Moder med Armen om hans Hals, da jeg gav ham Krandsen sagde han med Taarene i Oienene »tak min søde Lille«. Derpaa vendte jeg tilbage, og den fortvivlede Flok drapperede mig som Haabet, (af Thorwaldsen) du gjør nok stor Oine ved at see saadant Ulebillede skulde forestille Haabet, gandske hvid og sad derpaa med megen Uleilighed Haaret op paa antik Viis, jeg fik en Narcis i Haanden og derpaa gik Tæppet op, det var en Lykke, at alle Tilskuerne sadde i Mørke, thi ellers er jeg bange, jeg havde bristet i Latter. Derpaa forestillede Md: Plahte, Hebe, (du maae viide hun troer at hun er skrækkelig deilig) for at gjøre det rigtig naturligt rev hun Strømperne af og gik Siden til Tableauerne vare forbi heele Tiden uden Strømper; derpaa forestillede hun Sapho, eller Poesiens Muse som bliver begeistret af Amor, som var en deilig Dreng med brune Krøller ned om Hovedet, og i det heele deilig. Derpaa var Anacreon med Amor, som var overmaade smukt, og lignede fuldkommen.
Derpaa Parserne, hvoraf jeg spandt Livets Traad Md: Barberi, som saa meget smuk ud skar den over, og Md. P. vandt Nøglerne op. en uhyre deilig Dreng med en Fakkel i Haanden stod ved Siden og gabede ud i Luften, du kan aldrig troe, hvor den Dreng staae deilig. Efter Parserne stilledes Madonna di Sisto ; her var mange Ting i Veien, Drengen, som skulde være Christus Barnet, sov, og vi kunde ikke paa nogen Maade faae ham vaagen; de rystede, ruskede og duskede ham, gav ham Viin og Kage. Intet hjalp førend Jette kom med en Bajoch, som strax gjorde den Virkning, at han rendte hen ad Gulvet nu bleve de da endelig stillede op, og Madonna (Md Barberi) og Paven (Fader) i de piinligste Stillinger og venter paa Barbara (Md Plaht) da hun nu endelig er færdig stikker Fru Bison Næsen ind ad Forhænget, hvorpaa Barbara fare ned ad Bordet og smider alle Drapperierne om sig; efter lang Tids Forløb faae de hende da endelig igjen op, og det heele saae da ogsaa meget smukt ud undtagen at den eene Engel under alt dette Comerce i Stedet for at see op til Madonna var faldet i Søvn. derpaa sluttedes der med Sicilie af Raphael, hvilket var overmaade smukt, og Barberi passede fuldkomment til Sicilie. Nu bleve da de stakkels Tilskuere, som heele tiden havde sadt i Mørke befriede og kom ind og fik noget at spiise, Thorwaldsen var Sjæleglad, og heele Selskabet var munter, efter Bordet dansedes der lidt, og kl: 4½ skildte Selskabet ad […]
