Pisa den 2e Juni 1806
Tillad mig min høytærede Ven blot med to Ord at besvare Deres angenemme Skrivelse af 28 May, og tillige at yttre mine Tanker over den bevidste Sag.
Jeg fortryder uendelig paa at ingen af vore to Consuler kand medbringe det som saa særdeles interesserer os; thi en saadan Lejlighed vil aldrig mere tilbyde sig. Disse Herrer som let har kunnet opnaa et Lascia-passare havde i Sandhed beviist vort Hof en væsentlig Tienste i at medbringe disse Ting, og jeg tror at De endnu kunne giøre et Forsøg med den brave Consul Meldahl som vist om faae Dage begiver sig paa Reisen, om han med Dags Post faaer Efterretning om, at et Skib om Fiorten Dage afgaaer til Tripoli. Er Lasten for stor kunne De jo dele dets Indhold, og saaledes at forsøge paa at giøre Umulighed til Mulighed; thi jeg igenntager det: en saadan leylighed finder vi nok neppe igenn, og kand Consul Meldahl ikke tage alt med sig; synes mig dog at De kunne betroe ham den største Deel, og hvad den mindre Deel angaaer kunne De jo følge Deres Plan med at skiule det under de Büster som Thorvaldsen vil skikke mig; men to Ting er derved at bemærke, nemlig at Consul Meldahl skaffer sig et Lascia Passare, og dertil kand han betiæne sig af vor Humboldts Venskab, til hvilken jeg skriver i Aften desangaaende. Dersom De billiger min Plan beder jeg Dem om med næste Post at skrive mig et Par Linier desangaaende; thi i saa Fald vil jeg selv henvende mig til Cardinal Consalvi, for at bede ham at lade udstæde en Ordre til at lade uhindret passere nogle Büster til mig af Thorvaldsens Arbejde. Saa snart vi have en saadan ordre vil tingen skee uden mindste Vanskelighed, og uden at udsætte os nogen Fare. De begriber let kjære Ven, at ved at sende en saa uhyre Vægt, blot ved Speditionens usikre formidling vovede vi meget, thi enhver kunne let begribe at 3 Büster ikke kunne veÿe saa meget, og dette ville give Anledning til Mistanke. Er Tingene deelt og vi have Regiæringens Tilladelse, paa den ene Side ved en Lascia Passare, og paa den anden ved en Ordre af Cardinalen, saa ere vi aldeles trygge. Hvad den Omsorg angaar med hvilken De har indpakket det heele, maae jeg sige Dem i min Kones Navn at hun vil paatage sig med en Orden, og den Opmærksomhed som er hende eegen at indpakke alt efter den Forskrift som De vil behage at give hende, og jeg tør paastaa at De umulig kand betroe denne Sag i bedre Hænder. Den hele Ting skal aldrig komme ud af min Værge, og jeg fornyer mit Tilbud til vor gode Landsmand Meldahl at bidrage til hans Rejses Omkostninger, da jeg vil lade mig remboursere af vor værdige Oberhofmarskalk, Geheimeraad Hauch.
De bemærker at skiøndt jeg i Grunden billiger Deres Plan, har jeg dog giort i samme nogen Modificationer, for at desto bedre befordre vort Øÿemed. Meen alt er i min Værge, ophører Deres Ansvar kiære Ven, og det skal blive min Pligt at correspondere med Hauch for at underrette om hans Mening i Henseende til Skibslejlighed. I dette Øyeblik har vi en Dansk Capitain her som om tre Uger rejser til Töningen. Han er den fortreffeligste Kofardi Captain Danmarks Skibsfart besidder, og den Tillid som hans personlige Kharakter og hans gode Skib indskyder er saa stor, at Assurancen fordrer to Proc: mindre, naar Varer afgaae med denne brave Capitain.
Jeg venter Svar paa mit sidste; imidlertid er ordre givet til Hr Do Peppiani at udbetale Dem paa Forlangende hundrede og nogle Scudi for Udlæg De har giort for mig i Anledning af Indkøb af Lastsager. Jeg omfavner Dem hiertelig. Min Kones Helbred bedrer sig daglig, og vi haaber om fiorten Dage at være paa det yndige Montenero
Deres hengivne og oprigtige Ven H Schubart
