Montenero den 30 Sept: 1805
Tak være Dem min gode Landsmand for Deres kiære Brev af 25 Sept. De maae have et meget eftergivende Hierte for at kunde saaledes tilgive mig min Tavshed; men jeg bemærker at De veed at bedømme mit, og at De ikke tager Hensyn til mine Mangler; men at De overbærer dem. Min Taknemmelighed er stor, og jeg haaber at jeg mere end ved blott Ord skal kunne bevidne Dem den. Tak være Dem at De giver mig lejlighed dertil, og at De ved min Formidling troer at kunne opnaae Deres billige Ønsker. Hvad jeg kand med Vished love Dem, er Venskabs Iver; og naar man med sand Iver taler en Vens Sag, lÿkkes ikke siælden, de anvendte Bestræbelser. At De vil sende mig Deres Memorial vejledet af de Tegninger som De bestemmer Akademiet, er meget vel; thi det vil meget bidrage til min Understøttelses Kraft. Denne heele Forsendelse kommer netop tilpas; thi et Skib fra Justirad. Frisch som vi længe ventede, som vor Zoega ventede for at sende sande Skatter til Kongens Medaille kabinet, er netop nu kommet til Livorno, og en bedre Lejlighed gives nok ikke; thi denne Tidspunkt er slet ikke skabt til at sende noget til Lands, da Krigsuroligheder om kort vil udbrÿde i heele Tyskland, og følgelig ville det ikke være klogt at vove en Paque midt under denne Allarm, hvor intet kand andsees som sikkert. Vore Breve bliver samtlig aabnede og det saa offentlig at man ikke engang giør sig Umage for at skiule det. Man lukker dem med fremmede Segl og skriver omkring det afbrudte Roveredo. Forestil Dem nu at Deres skiønne Tegninger faldt i slige ublu Hænder! – Imidlertid for at ikke spilde en kostbar Tid, vil jeg sende Deres Memorial og indberette Akademiet at Deres Tegninger har været i mine Hænder, at jeg har seet Dem, og tillige fælde over samme den sande Dom som jeg efter Venskab og Samvittighed kand fælde.
Den Glæde De følte ved at see Thorwaldsen i Deres Arme, kand ingen bedre forestille sig end den som veed at skiønne paa Thorwaldsens ædle Hierte og gode Egenskaber. Vi have nu i en haaben Uger nydt hans behagelige Omgang, og jeg kand ikke beskrive Dem hvor lykkelig hans Sielskab har giordt os. – Jeg skriver dette Brev i Hast; da de mærkværdige Politiske Begivenheder opfordre min heele Opmærksomhed, og min heele Tid. Gid De kand læse mit Brev! Jeg tør ikke giennemlæse det, for at ikke forsøges til at brænde det. De vil tage til takke med min gode Villie.
Omfavn vor Thorwaldsen, og sig ham saa kiærlig som muelig, hvor meget jeg ynder ham. Jeg længes meget efter et Brev fra ham; men jeg paalægger Dem min gode Stanley at naar vor Phidias ikke har tiid, De da vil tage Pennen, især da jeg veed at han hellere modelerer to Grupper end skriver et Brev. Hils alle mine gode Landsmænd, og sig Hr Bartholin ukiendt, hvor meget hans Helbredelse glæder mig. Lev vel min gode Hr Stanley og mindes
B Schubart
[tilføjet i brevets margin og for oven på hovedet:]
P.S. Jeg kand ikke nægte mig den Fornøÿelse at anføre, hvad vor agtværdige Zoega skrev mig i det sidste Brev om Dem. Il parait que M: Stanley restent plus de benefice de l’air de Rome que de celui de Naples. Ce Stanley est un homme extraordinaire. Il est ne pour l’architecture, que Thorvaldsen pour la Sculpture, et si en lui poursuit des occasions pour faire éclater son talent, il faire egalement honeur à sa patrie etc etc etc : –