Holberg og Thorvaldsen.
Mel. Menuetten af „Elverhøi”.
Saamangen Smed, fra Vølund af, 
Bag vore grönne Volde 
Har smedet sig i Skjaldens Sang 
Et Rygte, som kan holde;
Men to især man nævne skal 
Med stolt og løftet Pande,
Saalænge Danmarks Bøgeskov 
Og Norges Klipper stande,
Saalænge djerv og mandig Skjemt 
Kan klinge frit, utvungen,
Saalænge Sangens gyldne Vin 
Har endnu Smag paa Tungen.
Den Ene hamred Sprogets Malm 
Og gav et Stød det fremad,
Saa Tydsk og Fransk fik Reisepas 
Og maatte tøfle hjemad;
Han hamred løs med kraftig Aand 
Paa alle Modens Nykker,
Saa Folket, der var stærkt og sundt, 
Bortkasted sine Krykker;
Han hamred løs med kraftig Arm 
Saa stærkt paa Daarskabs Pande,
At end hans Slag man høre kan 
I alle Nordens Lande!
Den Anden smeded underfuldt 
Et Skjold til Nordens Ære,
Som Heldas Jøkler, Alpers Top 
Skal kappes om at bære.
I Skjoldets Rand staae Guders Kreds 
Med græsk og sydlig Varme;
I Skjoldets Midtpunkt Christus mildt 
Udbreder sine Arme;
De hellige Apostler selv
Som Skjoldvagt om det stande, –
Og Kunstens Genius krandser det 
Med sorgomsløret Pande.
H.P. Holst
