Holberg og Thorvaldsen.
Mel. Menuetten af „Elverhøi”.
Saamangen Smed, fra Vølund af,
Bag vore grönne Volde
Har smedet sig i Skjaldens Sang
Et Rygte, som kan holde;
Men to især man nævne skal
Med stolt og løftet Pande,
Saalænge Danmarks Bøgeskov
Og Norges Klipper stande,
Saalænge djerv og mandig Skjemt
Kan klinge frit, utvungen,
Saalænge Sangens gyldne Vin
Har endnu Smag paa Tungen.
Den Ene hamred Sprogets Malm
Og gav et Stød det fremad,
Saa Tydsk og Fransk fik Reisepas
Og maatte tøfle hjemad;
Han hamred løs med kraftig Aand
Paa alle Modens Nykker,
Saa Folket, der var stærkt og sundt,
Bortkasted sine Krykker;
Han hamred løs med kraftig Arm
Saa stærkt paa Daarskabs Pande,
At end hans Slag man høre kan
I alle Nordens Lande!
Den Anden smeded underfuldt
Et Skjold til Nordens Ære,
Som Heldas Jøkler, Alpers Top
Skal kappes om at bære.
I Skjoldets Rand staae Guders Kreds
Med græsk og sydlig Varme;
I Skjoldets Midtpunkt Christus mildt
Udbreder sine Arme;
De hellige Apostler selv
Som Skjoldvagt om det stande, –
Og Kunstens Genius krandser det
Med sorgomsløret Pande.
H.P. Holst