Thorvaldsen.
Mel. af Rung. Hr. Peder kasted Runer over Spange.
Tilsøes Normannen med det blanke Værge
Til Syden drog, det skjønne Land at hærge.
Han risted røde Runer,
En blodig Seiersskrift,
Og Tempel og Pauluner
Bar Spor af hans Bedrift!
Kunstens Glands, stolte Gudeskarer
Sank i Gruus, knuste af Barbarer –
Sank i Gruus.
Saa mangen Synd kan sones ud med Bøde,
Men Synd mod Kunsten er en Helligbrøde:
Thi helligt er det Skjønne,
Formastelig den Haand,
Som kan med Grumhed lønne
Hvad luttre bør vor Aand,
Secler svandt, men paa hine Dage,
Stolte Nord! blev en Plet tilbage –
Stolte Nord.
Dog hvad Din vilde Søn forbrød i Tiden,
Det har en anden Søn udslettet siden;
Han risted store Runer:
En evig Marmorskrift, –
Og Tempel og Pauluner
Bær’ Spor af hans Bedrift.
Meislen klang! Alt, hvad grumt forødtes
Fjernt i Tid, straalende gjenfødtes –
Meislen klang.
Og atter vaagnede ved Meisellyden
De skjønne Guder i det fjerne Syden.
Og Syden henrykt fatted
Hvad gudbesjælt var skabt,
Og følte, det erstatted
Hvad længst engang var tabt!
Sydens Folk selv det maatte sande,
Laurens Green vandt de om hans Pande –
Laurens Green.
Og Dig man kalder fattig, Moder kjære!
Hvor kan med slig en Søn Du fattig være ?
Reis frit og stolt Din Pande!
En Stjerne funkler der,
Som over alle Lande
Har spredt sit lyse Skjær!
Kunstens Børn skal med henrykt Øie
Trindt paa Jord for dens Glands sig bøie –
Trindt paa Jord.
H.P Holst.