Thorvaldsen.
Danmarks verdensberømte, saa nylig hedengangne, store Kunstner, Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, blev født Kjøbenhavn den 19 November 1770. Hans Fader hed Gotskalk Thorvaldsen og var Billedskjærer ved Holmen, hans Moder Karen Grønlund og var en Præstedatter fra Jylland. Bedstefaderen, Thorvald Gotskalksen, var Provst i Myklaby ved Skagafjord paa Island. Familiens Slægtregister fører op indtil den norske Konge Harald Hildetand.
Paa hans Opdragelse og første aandelige Udvikling blev der ikke anvendt Meget, da Forældrenes Evner kun vare ringe og Skolevæsenet dengang kun stod paa en daarlig Fod. I sit ellevte Aar blev han indsat i Academiets Skole, da han alt tidlig yttrede gode Anlæg til Tegning og det her kunde skee uden Betaling. Her gjorde han og hurtig god Fremgang, til stor Glæde for Faderen, hvis Ønske ikke gik høiere end at hans Søn engang i Tiden kunde komme saavidt, at han kunde blive ham en Medhjælper i hans Haandtering. Men han overgik snart sin Fader og var endnu kun en Dreng, da han oftere listede sig til, naar han havde bragt den Gamle Mad ind paa Holmen, ham uafvidende, at rette paa Arbeidet.
I Academiets Skoler undervistes han iblandt de andre Drenge i en Tid af sex Aar, forend man her begyndte at lægge Mærke til ham. Da vandt han i Aaret 1787 den mindre Sølvmedaille, og hans Navn blev sat i Avisen, som det endnu skeer. Paa samme Tid gik han hos Provst Høyer ved Holmens Kirke for at forberedes til Confirmation; men her har han neppe indlagt sig nogen Berømmelse, thi i Henseende til anden Undervisning var han desto værre meget forsømt. Formodentlig for at benytte Exemplet til at opmuntre ham til større Flid, spurgte Provsten ham en Dag, om det maaskee var hans Broder, som havde vundet Akademiets Sølvmedaille. Men, da han hertil svarede, at der var ham selv, overgik der ham en Ære, som han aldrig senere kunde glemme, idet Provsten satte ham øverst mellem Drengene og kaldte ham fra den Dag af bestandig: Monsieur Thorvaldsen!
Om hans Drengeaar veed man iøvrigt Intet; kun tilføie Alle, som have kjendt ham paa denne Tid, at han var en smuk, lyshaaret Dreng, af et indtagende Væsen.
To Aar efterat han havde vundet den lille Sølvmedaille vandt han den store og en af Professorerne ved Academiet, Historiemaleren Abildgaard, gav sig nu al Flid for at opdrage ham til Kunsten, medens Faderen, som blot ønskede sig en Medhjælper, meente, at han nu vel havde lært nok, og Vilde helst tage ham bort derfra. Men til Lykke vidste Sønnen at dele sig imellem Kunsten og den Bistand, han var sin Fader skyldig, og Alt som Omstændighederne fordrede det, traf man ham i denne Tid beskjæftiget snart med at skjære Ornamenter i Træ og hugge i Steen, snart med at modellere Basrelieffer og tegne Portraiter. Endnu haves fra den Tid en Uhrkasse af Træ, hvis Ornamenter ere af ham, og iblandt de Arbeider, Faderen udførte ved hans Hjelp, nævnes det kongelige Vaaben over Indgangen til Hof-Apotheket paa store Kjøbmagergade og de 4 Løver i Runddelen foran Frederiksberg-Have.
Omtrent i tre Aar hengik hans Liv under saadanne Bestræbelser. Til god Lykke havde han paa denne Tid nogle Venner iblandt de yngre Kunstnere, som ikke alene drev ham videre frem i Kunsten, men i hvis Omgang han fik nogen Anviisning til at læse gode Bøger, som kunde befordre hans øvrige Dannelse. Han var nu bleven 20 Aar gammel, da hans Venner, der, bedre end han selv, vidste, hvor dygtig han var, og som ved deres Sammenkomster ofte havde seet, med hvilken Snildhed han kunde danne alklens Billeder, trængte ind paa ham, for at bevæge ham til at forjage den Frygt, han følte, og uden Ængstelighed at indstille sig til Concurrencen om den lille Guldmedaille i den Kunst, han især havde lagt sig efter, nemlig Billedhuggerkunsten. Dette lykkedes dem ogsaa, men nær var det dog blevet til Intet. Thi da han den 1ste Juni 1791 allerede havde modtaget Opgaven „Heliodorus’s Udjagelse af Templet” (efter Maccab. 2 Bog 3 Cap. 25 og 26 Vers), og var bleven indelukket i et lille Kammer, som han ikke maatte forlade, førend han havde udført Skizzen, blev han saa betagen af Frygt for ikke at findes duelig nok, at han listede sig bort ad en Bagtrappe. Men heldigviis stødte han paa en af Professorerne, Preisler den Ældre, som ved sin Formaning fik ham til at Vende tilbage. Han udarbejdede nu sin Skizze og efterat denne var bleven udført, blev Medaillen ham tilkjendt, ved hvilken Lejlighed han og vandt en mægtig Beskytter i Statsministeren, den ædle Grev Rewentlow, som i de følgende Aar tog sig af ham og forskaffede ham Øvelse og Erhverv.
To Aar derefter skulde han nu atter stille sig til Prøve for at vinde den store Guldmedaille, og denne Gang gjorde han det uden Frygt og udførte derefter et Basrelief, forestillende: „Petrus, heldbredende en Værkbrudden ved Templets Dør,” efter Apostlernes Gjerninger 3 Cap. 6 Vers. Ogsaa denne Gang vandt han Prisen og fik derved Adkomst til at nyde Rejsepenge i tre Aar. Men eftersom man dog ansaae det for gavnligere for ham, om denne Reise endnu blev udsat i nogle Aar, for at han imidlertid kunde bøde paa, hvad han havde tabt ved en mindre god Skolegang, saa gav man ham imidlertid en aarlig Understøttelse. Denne Lejlighed blev af ham godt benyttet, og paa samme Tid han under sine Jevnliges Vejledning og ved deres Omgang indhentede endeel af det Forsømte, var han tillige driftig i sin Kunst. Grev Rewentlow hjalp ham, som sagt, og Abildgaard, som før nævntes, benyttede hans Anlæg og Flid ved Istandsættelsen og Udziringen af Arveprinds Frederiks Palais paa Amalienborg. Der bærer endnu Trappegangen og nogle Sale Vidne om ham.
(Fortsættes.)
