No. 1625 af 10319
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Athene
Rasmus Emil Bruun
[+]

Afsendersted

Rom

Juli 1817 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Christian Molbech
NN
[+]

Modtagersted

København

Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Noget fra Rom og om Thorvaldsen.
(Af et Brev fra en dansk Reisende til Udgiveren. Jul. 1817.) *)

–––––––––

For mig er Livet i Rom aldeles forskielligt fra mit Liv paa mine øvrige Reiser. Paa disse har der stedse været Tid ikke blot til at nyde, men ogsaa til under en rolig Betragtning at fryde mig ved Nydelsen. Her ere derimod Gienstandene saa store og saa mangfoldige, at Tid ikke levnes hverken til at see dem alle i Rolighed, formedelst deres Mængde, eller til at lade Aanden følge den Vei, som Indtrykkene af det Store og Skiønne nødvendigen føre den paa. Man seer her ikke blot ud over en vid Strækning, hvis Skiønhed i det Hele med Lethed lader sig fatte, og hvis enkelte adspredte Fortrinligheder man ved Anvendelse af Tid og Flid kan lære at kiende og vurdere. Nei! her er man som i et Hav af Uendelighed. Hvorledes er ikke Historien knyttet til denne ene Stad? Hvor lang Tid fortalte Clio allene om den? – thi den var Verden. Konsten viser os her en uudtømmelig Skat af saadanne Værker fra ældre og nyere Tider, som den nærværende Slægt ei kan frembringe, ja for en stor Deel ikke engang fatte. Naturen fortryller ved en Skiønhed, som Ingen værdigen kan rose; og i det den kalder os til at undersøge og beundre denne Skiønhed, fører den os hen i Tider, som vel for evig ville blive dunkle for os, og dog evig ville pirre den menneskelige Forstand. – Hvorledes skal jeg komme til mig selv igien i denne overvældende og henrivende Strøm af Gienstande? Nødig vil jeg opoffre Erindringens Salighed for Øieblikkets Fryd; heller ikke vil jeg gierne tabe noget af denne, for at erhverve og bevare hiin. Hvad jeg derfor især stræber efter, er at fæste de store Masser og deres høiest fremragende Punkter dybest i mit Indre; jeg haaber, at dette nogenlunde vil lykkes mig. Øieblikket har skienket mig utallige Glæder; men ikke blot deres Erindring, ogsaa deres nøiere Betragtning og Grandskning, vil i Fremtiden sysselsætte min Siæl. – Paa mit Bord ligger det gamle Roms Grundtegning og en herlig Plan over Omegnen, som den var i Romernes Tid. I Rom studerer jeg Roms Historie; ved Siden af dets herlige Mindesmærker gientager jeg hvad jeg har læst, og faaer nu først den rigtige Anskuelse af Tingene. Ligesaa har jeg stræbt at fatte Hovedpunkterne af Konsthistorien, og at tilegne mig dens Grundideer – saavidt Tidens Korthed, mine øvrige Beskæftigelser og Heden, der derover mig flere Timer om Dagen, ville tillade det. Saaledes lever jeg her; Rom er ligesom en ny Begyndelse for mit Liv; thi jeg har her lært at føle og forstaae saameget Stort og Skiønt, hvorom jeg før blot hørte og læste, uden at fatte det; og jeg tænker at dette Liv, hvor kort det end bliver, altid vil være mig en uudtømmelig Kilde til Erindring, Glæde og Aandsnydelse.

At give dig en Beskrivelse over Rom, vilde være urimeligt af mig. Der gives Rejsebeskrivelser nok. Kun nogle Punkter vil jeg berøre, der enten ere nye, eller hvori jeg troer at see og dømme anderledes, end Andre; og selv heri maa jeg bruge den høieste Korthed. Jeg vil begynde med et Par Ord om Forum Romanum, Staden Roms første Anlæg, og dens vigtigste Punkt indtil dens sidste Øieblik, Du veed, det hedder nu Campo vaccino, da her holdes Qvægmarked; saa dybt er det siunket fra sin gamle Glands. Faa ere de Ruiner, som endnu pryde det; men man er nu, paa Pavens og den spanske Ministers Bekostning, ivrig sysselsat med Eftergravninger, og disse have alt lønnet sig. Man har fundet romerske Fasti eller Aarbøger, der gaae tilbage til Republikens fierde Aarhundrede, og man haaber, at finde end flere. Hvad der især interesserer mig er, at den gamle Vei (via Sacra) til Capitolium er funden, vel 10 til 12 Alen under den nærværende Grund. Den synes at have gaaet giennem Sept. Severi Triumphbue, derpaa at slynge sig til Venstre, og imellem de til Concordia og Jupiter Tonans helligede Templer, hvoraf endnu nogle Søiler ere tilovers, at gaae op til Capitoliet. Den bestaaer af store Qvaderstene; men endeel af disse ere bortrykkede fra deres Plads. Det hele Forum maa i de gamle Tider have ligget meget dybere, thi Severs Triumphbue, Phocas Støtte og Templet for Castor og Pollux (før Jupiter Stators) ligge vel ogsaa henved 10 Alen under det nærværende Forum, hvilket Udgravningerne nu vise, da man ogsaa her har fundet den gamle Grund. Saaledes er det med hele Rom; det nye hviler paa det gamle, ikke blot i Tiden, men ogsaa i Rummet. Over Keiser Titus’ herlige Bade er en Viingaard anlagt, og det er et forunderligt Syn, at see Lysets Straaler falde ned giennem Muuraabninger, omgivne med det frodigste Grønne.

Pantheon og Coliseo ere de to antike Bygninger, der mest interessere mig. Hiint er lidet, men Konsten har vidst at hæve Siælen over Rummets Begrændsning; dette er uhyre stort, et sandt Kæmpeværk, der forbauser ved sine Ruiner. – Trajans Forum have de Franske udgravet: det maa have været overordentlig skiønt. Kun den berømte Mindestøtte er heel tilbage (thi alle Søilerne ere kun Fragmenter); men denne er herlig, og mig dobbelt kiær, fordi den endnu staaer der, hvor Romerne reiste den i Antonins Støtte er derimod flyttet; den er Heller ikke saa smuk, eller saa vel bevaret, som Trajans. Ogsaa Trajans Forum ligger vel en halv Snees Alen dybere, end de omliggende Gader. Dets nærværende Skiønhed skyldes de Franske, der overhovedet have giort meget for at bevare og forherlige de gamle Mindesmærker. Før deres Tid stod her Huse rundt omkring; de ere nu nedrevne; to Kirker i Nærheden skulde ogsaa været nedbrudte; men Tiderne forandredes. – Dog, hvor herlige disse Monumenter end ere, saa give de Konstskatte, som Vaticanet og Capitoliet giemme, og de prægtige Obelisker, som pryde Staden, maaskee et endnu større og mere levende Billede om Roms Rigdom og Magt, og om Konsternes overordentlige Høide i hiin Tidsalder. Man taber sig aldeles i Beundring, og vor Tids høieste Pragt bliver fattig og ubetydelig imod denne. Overordentlig skiønt er det pavelige Museum opstillet under Pius VI; og med en Rigdom og Glands, der svarer, til de Konstsagers Ypperlighed, som her bevares. Dette faldt imidlertid ikke vanskeligt; thi de fleste af de prægtige Søiler, som pryde Salene, ere antike; flere Gulve bestaae af den skiønneste romerske Mosaik, Ypperlig vedligeholdt. Man glemmer Tiden, hvori man lever, naar man vandrer her; thi snart er man paa Parnasset blandt Muserne, snart i Gudernes Olymp, hvor Jupiter hersker med Guddomshøihed, og snart midt iblandt Romernes Keisere; snart vandrer man i de Dødes Boliger, snart mødes man af det gamle Ægyptens underfulde Aand. At beskrive dette, er over min Evne; jeg forlader det gamle Rom, for dog også at sige et Par Ord om det nye.

Det brammer med stolte Bygninger, herlige, Pragtfulde Paladser og Kirker; men, hvad jeg skrev Dig til om Florenz, det samme gielder her: Paladserne ligge mangengang i slette eller maadelige Gader; Rigdom og Armod, Storhed og Usselhed, seer man umiddelbar ved Siden af hinanden. Kirkerne her ere utallige; mange ere skiønne, men næsten ingen forekommer mig som en egentlig Kirke; det sande og store Høitidelige synes mig at de fleste fattes, og mange ligne udvendig et Palads og indvendig en Dandsesal. – I Peterskirken have Paverne virkelig stræbt at frembringe noget, der i Storhed svarede til det gamle Roms Aand, thi denne er den største Kirke, hvori Gud tilbedes i hele Christenheden, formodentlig ogsaa det største Tempel paa Jorden; enhver anden Kirke man kiender, selv Strasburgs Münster, kan med Taarn og Alt staae inden i denne. Høialteret overgaaer i Høide de største romerske Paladser, og i Omfanget af en af de fire Piller, som bære Kuppelen, kan en lille Kirke i mit Nabolav, (som dog godt kan rumme flere hundrede Mennesker) faae Rum. – Men hvor langt anderledes havde jeg forestillet mig denne Bygning, end jeg fandt den. Konsten har her, ved at overføre Forholdet paa de store Masser, opnaaet den Egenhed, at tilintetgiøre Størrelsen, eller at giøre det Store lidet. Man maa i Peterskirken maale og læse sig til, hvor store Gienstandene ere; føles kan det ikke; og intet gothisk Taarn hæver Siælen her med sit mod Skyerne stræbende Spiir til Himlen. En Fremmed, som jeg for nogle Dage siden førte derind, udbrød uvilkaarligen: “Weit grösser hatte ich mich sie vorgestellt!” og ikke anderledes gik det mig, da jeg første Gang saae den. – Ubeskrivelig herligt var dog Synet, som denne umaadelig store Bygning frembød, da jeg paa St. Peders Fest (d. 29de Jun.) om Aftenen saae den oplyst. Hele Kirken er da fuld af Mennesker, som i høitidelig Stilhed oppebie det store Moment. Den er først ganske svagt oplyst, og det er ligesom Morgenrøden i Daggryet begyndte at adsprede Skumringen. Naar Klokken slaaer eet (som hos os er Klokken ni om Aftenen, thi Dagen ender her paa denne Aarstid Kl. otte om Aftenen) seer man en Fakkel svæve ned over Middelpunktet af Kirkens Kors; og neppe er den svinget omkring, neppe har Klokken tonet sit Slag, før det er som hele Kirken, fra Korsets Spids til de fierneste Arcader, stod i Flammer. Det er et Syn, som er eneste i sit Slags paa den hele Jord, og Virkningen deraf er forbavsende. Langt mere opbyggede det mig, end om Dagen at see St. Peder med sin guldbroderede Kappe, Pavehuen paa Hovedet, en Ring paa Fingeren, to brændende Lys ved Siderne, og hvorledes Folket trængte sig til for at kysse hans Taa. Efter Illuminationen i Peterskirken iler man tilbage over Ponte di St. Angelo, for Klokken to at see Fyrværkeriet paa Engelsborg, der ogsaa er meget colossalst. Fem tusinde Raketter opstige paa engang, og har man ikke seet Vesuv i Udbrud, kan man her ret godt faae et Begreb om en saadan Scene; thi Bygningen ligner ét Bierg; Røgen omhyller dens Øvre Deel, og man seer kun den uhyre Ildmaske. To Gange gientages dette, ved Fyrværkeriets Begyndelse, og ved dets Slutning. Ovenpaa den blendende Oplysning ved Ilden følger Nattens tykke Mørke; men prægtigt lyser endnu Peterskuppelen, og paa Hiemveien nyder man dette skiønne Syn paa flere Punkter.

Det nyere Rom, der ligger paa den gamle Campus Marritus, er i visse Henseender smukt anlagt, og denne Deel af Staden, frembyder mange herlige Udsigter. Saaledes, for dog at nævne nogle, ere Udsigten fra Vaticanet og den fra Capitoliet, uforlignelig skiønne. Ikke langt fra det Sted, hvor jeg boer, seer jeg, hvor to Gader krydse hinanden, tre Obelisker i det Fierne, een paa Monte Cavallo, hvor Paven har sin Sommerbolig, som dog ligger i Staden, een foran Kirken St. Maria Maggiore og een paa Trinità del Monte. Et herligt, pragtfuldt Syn i en By! – Paa bet gamle Mons Pincii have de Franske anlagt en smuk Spadseregang, med en fortryllende Opfart, der frembyder ypperlige, vide Udsigter over Byen, og hvor de deilige Lunde af Pinier (med Rette kalder man disse Træer svævende Enge i Luften) og Peterskuppelen lukke Baggrunden. Fra dette Sted og fra Monte Cavallo tager, efter min Mening, Peterskirken sig bedst ud. Paven lader dog dette skiønne Anlæg fortsættes, og det synes ret at have fundet Romernes Bifald. – –

Med et Par Linier vil jeg fortælle Dig noget om Konstnernes Levnet i Rom, som jeg troer, ikke Mange have berørt i deres Beretninger om den uudtømmelige Stad. Fra alle Verdens Hiørner samle Konstens Sønner sig her; dog er det i Særdeleshed de tydske – til hvilke de danske og svenske slutte sig (af de sidste findes her, saavidt jeg veed, ingen paa denne Tid) – som udgiøre et Slags Samfund, og som jeg her vil omtale. Flid, Orden, Varme for deres Syssel udmærker dem Alle, og her gielder intet andet, end det sande Værd. Tidlig staaer enhver op, og næsten Alle drikke deres Kaffee i det græske Kaffeehuus; derpaa arbeider man til Klokken tolv, og holder da et tarveligt Maaltid, hvorved Samtalen i Almindelighed er meget levende. Efter Maaltidet arbeides der igien saalænge Dagslyset rækker, og man samles om Aftenen paa et eller andet Vertshuus, hvor man ved en halv Flaske Viin (som her koster 3 eller 4 Styver) og ved. et meget let Aftensmaaltid morer sig fortræffeligt ofte med megen Lystighed og Vittighed. Undertiden udfører man en eller anden selskabelig Fest (saaledes har man for ikke længe siden givet en saadan paa Toppen af Cæcilia Metella’s Gravminde, hvor man drog op i flere Chor med Musicantere, etc.), og da forener overgiven Munterhed sig med den romerske Konstneraand. Enhver Maler, som anden Gang kommer til Italien, erholder en Triumph, hvortil man samler sig i en Villa eller Viingaard (Vigne) uden for Byen. Triumphatoren staaer paa en Kærre, trukket af en Esel, og efter en lystig Procession føres han op i Salen, hvor alle Konstbrødre ere samlede, og hvor der spises, bukkes, synges og spøges. Forberedelserne til en saadan Fest, Talen om den før og efter, glæder ligesaa meget som Festen selv. Alt dette synes mig vidner om en eendrægtig, godmodig og barnlig Aand, som alle Konstnere i Livet turde være besiælede af. Heller ikke har jeg mærket noget til Strid eller Misundelse blandt Konstnerne i Rom – en naturlig Følge af, at de have opnaaet den sande Anskuelse af Konstens Væsen. Det giæder her, mere end andensteds, om een virkeligen er noget; er han det ikke, da opdages det let; og er han det, behøver han ei at misunde nogen Anden. Ingensteds kan en Konstner leve som i Rom; Alt er her ligesom indrettet for ham. Paa intet andet Sted er der saaledes sørget for at komme Konstneren til Hielp med alt det Udvortes, han behøver, som her; ingensteds finder han slige Musæer og Konstsamlinger, ingensteds saa let Modeller af begge Kiøn, og det udmærket skiønne; thi i Sandhed, Raphaels skiønneste Hoveder, og Former kan man her dagligen see, endog blandt den ringere Folkeklasse. Desuden er det vist, at Kraften altid er større, hvor flere i et Samfund kappes med hinanden om at arbeide til eet Maal; og hertil maa endnu lægges den Høiagtelse, Konstneren her nyder, den Opmærksomhed, Alle vise ham, den Lethed, han har for at blive berømt i denne Verdenskreds, og det beqvemme behagelige Levnet i Rom. – Af en egen Art er Konstnernes huuslige Forhold. Næsten enhver Konstner, som paa en Maade er bosat i Rom, lever i et saakaldet Samvittigheds-Ægteskab. Meget kan siges til Undskyldning derfor. Paven tillader blot Giftermaal imellem Catholiker; dette hindrer uden Tvivl mange Ægteskaber; thi faa Konstnere ville gaae over til den catholske Religion, og Romerinderne ville ikke forlade den. Hvo kan vel fortænke Konstneren i, at han i Tidens Længde ønsker sig det huuslige Livs Behageligheder? – især paa et Sted, hvor man næsten ikke i nogen romersk Familie kan nyde dem; thi Børnene opdrages i Klostrene, og den meste Tid, som kunde ofres til selskabelig Omgang, tilbringes paa Gaden. – Om Konstnernes Religion vil jeg blot sige, at den er et forunderligt Phænomen; thi Faa have Tro paa de hellige Gienstande, som de male. Den catholske Religion er foragtet, og maa være det; snarere end at gaae over til denne, troer jeg Konstnerne vendte tilbage til det græske Hedendom. Jeg bør tilføie, at Malerne i Rom, hvor lidt jeg end kan dele deres Religionsbegreber, dog ere udmærket moralske Mennesker. Et eget Parti, som driver det til den modsatte Yderlighed, og søger Konstens og Religionens Høieste i en streng Udøvelse af den catholske Lære, har i den senere Tid dannet sig blandt de tydske Konstnere. I Spidsen for dette Parti staae to unge Malere. Overbek, fra Lübeck (der fra den lutherske er gaaet over til den catholske Tro) og Cornelius, en Cøllner, som endog deres Fiendet, hvoraf de ikke have faa, erkiende for udmærkede Konstnere, og som vel ogsaa ere blandt de ypperste, Italien har seet siden Raphaels og Correggios Tid. Disse Konstnere og deres Parti ynde tillige fortrinligen den gamle tydske Skole i Konsten og det hele “altdeutsche” Væsen, hvormed de dog i Rom giøre liden Lykke. Det er Skade, at deres religiøse Sværmeri, der endog driver dem til at ville omvende alle deres Bekiendte til den catholske Religion, og deres Afsondring fra alle andre Konstnere, som ei hylde deres Meninger, giør dem forhadte; thi de ere dog i deres Konst fortræffelige og af en sand Begeistring giennemtrængte Mennesker.

Men højt over disse, og jeg tør vel sige over alle den nyere Tids plastiske Konstnere, staaer vor Thorvaldsen. Fra Canova tog han Laurbærkrandsen allerede ved sin Jason – det tidligste af hans Arbejder; nu har selv Italienerne tilkjendt ham den, efter hans store Basrelief: Alexanders Triumftog i Babylon. Hvor sørgeligt vilde det være, om dette guddommelige Konstværk aldrig skulde blive udført i Marmor. – Den franske Regering havde bestilt dét for Slottet i Rom; men Napoleon faldt, inden det kunde udføres. Dog, Thorvaldsen elsker sit Værk; da ingen synes at ville anvende 15000 Specier paa det ypperste Basrelief, den nyere Tid har frembragt, vil han bekoste det hugget i Marmor, uden at fordre mere, end hvad Stenen koster. Hvo vil ikke glædes over denne Konstnerens herlige Beslutning?.... *) Dette Basrelief er anbragt som en Frise i en af Salene paa det pavelige Slot paa Monte Cavallo, hvor det indtager alle fire Vægge, af hvilke de to ere 43½ og de to andre 37½ romerske Palmer lange. Basreliefets Høide er 5 Palmer. Man seer paa den ene Væg Alexander i en stolt, majestætisk Stilling paa sin Triumphvogn, som Victoria styrer; mod ham komme Byens Forsvarere, en Flok Børn med Fredens Gudinde i Spidsen, som, med Overflødighedshornet i den ene Haand, rakker Helten med den anden den fredelige Oliegreen. Efter Alexander følge hans Vaabendragere med Spyd, Skiold og Bue, den vilde Bucephalus, som to Mennesker neppe kunne styre – en herlig Gruppe! – derefter Generalerne, og paa den følgende Væg Ryttere og Fodfolk af Alexanders Hær, en Elefant, belæsset med Bytte, fangne Konger, o. s. v. Den tredie Væg viser Staden Babylons Mure, som Indbyggerne have besteget, for at see Toget; Floden Tigris flyder forbi; den gamle Flodgud sidder ved sin Kilde; et Fartøi med Vare og Kiøbmænd nærmer sig Staden; til Venstre sidder en rolig Fisker under Palmetræer og angler; hans Hund staaer ved Siden; dette er et usigelig udtryksfuldt, idyllisk – roligt Optrin, hvori Freden er symbolisk fremstillet. Paa høire Side drives en Faarehiord forbi Stadsmuren; Børn kiæle for Lammene; Mænd og Qvinder med deres Spæde paa Armen slutte sig til et festligt Tog, som udfylder den fierde Væg, og forestiller de Gaver og Offringer, som bringes Seierherren: Løver og Tigre i lænker, vælige Hingster, Hornblæsere, virakduftende Altere, unge Piger, som strøe Blomstre – en rig og festlig Scene, hvor Alt er Liv, Handling og Udtryk. Det er umuligt at see sig mæt paa disse ubeskrivelig dejlige og levende Grupper og Figurer. O at dog dette udødelige Værk af den store Konstner maatte komme til at pryde hans Fædrelands Kongeborg! at dog ikke blot Fremmede skulde beundre, hvad en af Danmarks Sønner har skabt! – Men desværre, ikke eet af hans store Arbejder er bestilt for os, imedens de fra Rom vandre ud til alle Lande og Verdensegne, endog til Amerika* * *); og hvor smerter dette hans ædle Sjæl; thi Thorvaldsen har i Rom ikke ophørt at være Dansk; han føler med Varme for sit Fædreland, og taler dets Sprog hellere end noget andet. Hans fire skjønne Basrelieffer til Kristiansborg Slot ere færdige; men disse har man bestemt til at sættes udvendig paa Bygningen. Hvor i Verden findes da den Konstner, der skal frembringe de Arbejder, som skulle pryde det Indvendige? – Næsten lige saa meget, som hans Alexanders Triumf have hans Scener af Homer fortryllet mig. Hvo har som han malet Briseis’ Sorg, Achilles’ billige Vrede, Patroklos’ Deltagelse, Heroldernes Ærværdighed? Hvor ypperlig veed han at forbinde og udtrykke, og hvorledes besjæler Skjønheden det hele! – Var jeg rig nok dertil, vilde jeg hos Thorvaldsen bestille alle de fortrinligste Scener hos Homer i Basrelieffer; dette vilde maaske være det eneste, vor Tid kunde sætte ved Siden af de homeriske Digte.

Den Fornøjelse, jeg nyder ved at besøge Thorvaldsens Studium, ved at see, hvorledes det bløde Ler under hans Hænder modtager Liv og Skjønhed, hvorledes Natur og Udtryk springer frem af den døde, farveløse Masse, er jeg ikke i Stand til at beskrive. I Dag (Løverdag, den 5te Jul.) har han fuldendt sin Dandserinde ; aldrig saae jeg en lettere, nydeligere Skikkelse; det er den svævende Skjønhed selv; man seer, hvorledes hun med de flygtige Trin næppe berører Jorden. Hvor møjsom denne Figur end har været at frembringe, formedelst det konstige Draperi og dets utallige Folder, har dog en af Thorvaldsens Elever forsikret mig, at han kunde fuldføre den i sex Uger, naar han daglig arbejdede derpaa; thi, som alle store Genier, er Thorvaldsen ikke blot uhyre frugtbar paa Ideer; men arbejder tillige med en Lethed og Hurtighed, der overgaaer al Forestilling; og dog er ethvert af hans Arbejder saa fuldendt i de mindste Dele, som om han havde anvendt hele Aar derpaa. Man har en Tid talt meget om Canovas blødere Behandling af Marmoret, som et Fortrin, denne Konstner skulde have for Thorvaldsen – formodentlig, fordi man ikke var i Stand til at udfinde noget andet. Canova polerer omhyggelig sit Marmor: han veed paa en Maade at farve det ved Poleringen, at give Gevantet et lysere Skjær, end de nøgne Dele; men er dette vel i sig selv andet end mekanisk Flitterstads? – Thorvaldsens Arbejder trænge ej til en konstlet udvortes Politur; deres Glands udspringer fra det Indre, og deres Udvortes har den Skjønhed, som Aanden fordrer. Disse Konstværker udholde en langt anden og tungere Prøve end den, at sammenligne Marmorets Glathed: man kan see dem umiddelbar efter og ved Siden af Antikkerne, og man finder dem værdige til at optages blandt disse. Derimod betragte man Canovas Perseus ved Siden af den belvederiske Apollo, hvor han selv har henstillet den! – Afstanden er saa stor og kjendelig, at jeg kan ikke andet end tro, Canova har gjort det, ikke af Forfængelighed, som nogle heri tillægge ham, men af Beskedenhed, for selv at gjøre Forskjellen tydelig.

At tale om Thorvaldsens enkelte Arbejder formaaer jeg ikke, saaledes som jeg ønskede det, og Rummet tillader mig det heller ikke. Af Beskrivelser og Tegninger kjender du dem; men disse give næppe en Skygge af saa herlige Konstværker. Jeg vil kun nævne, at hans nyeste Arbejder, foruden Dandserinden, ere hans Nat og Dag, to fortræffelige Basrelieffer, og at han for nærværende Tid ogsaa er sysselsat med Restaurationen af de berømte, i Aaret 1811 paa Øen Ægina, lige over for Athen, opgravede Statuer, der engang have prydet den panhelleniske Jupiters Tempel paa Ægina, og som Kronprindsen af Bajern i Aaret 1812 tilkjøbte sig. – Buster gjør Thorvaldsen ikke mere, skjønt hver betaltes ham med flere hundrede Specier, og var ham i Almindelighed kun fire eller fem Dages Arbejde. Hans kjæreste Ønske er, at kunne arbejde efter frit Valg og uden Bestillinger; og dette vil han vel ogsaa kunne opnaa; thi hans Konst har skaffet ham Uafhængighed, og hans Navn er berømt i alle kultiverede Lande. Den Agtelse og Beundring, som ydes ham i Rom, er ligesaa stor som almindelig. Fornemme, Rige, Konstnere, Italienere og Fremmede kappes om at søge ham og at lægge deres Høiagtelse for Dagen. Her er nu kun een Stemme om, at den ypperste Rang blandt vor Tids Konstnere tilhører ham. Tvende Konstnere have i Rom tegnet og stukket hans Arbejder i Kobber; en tredie vil i Frankfurt besørge en Pragtudgave deraf. Ligesom de antikke Statuer, stikker man ogsaa hans Konstværker i Gemmer. Af en saadan, der er en Kopi af hans herlige Basrelief Natten, har en Konstner solgt i Glas-Paster eller Aftryk 200 Exemplarer, og kunde afsat ligesaa mange, hvis han havde havt dem*). Foruden vor Eckersberg har ogsaa den berømteste italienske Maler i Rom, Camuccini, malet ham; han er stukket i Kobber, og hans Billede skaaret i Sten, hvoraf Aftryk kan faaes. En ung Konstner fra Neufchatel har forfærdiget en Medallie til Thorvaldsens Ære; og selv har jeg i et Selskab hørt en ung italiensk Digter oplæse et Digt over Jason, som efter Gehejmeraad Schubarts Sigende var udmærket. Denne Mand har i Sinde at skrive et Digt over ethvert af Thorvaldsens Værker, og vil see at faa dem trykte i Forening med det ny Kobberværk. Thorvaldsen har ogsaa en neapolitansk Orden, og er Professor ved det herværende Konstakademi, med 300 Speciers aarlig Løn.

Saaledes lever den store Konstner, som vi ere lykkelige nok til at kunne kalde vor Landsmand, æret, agtet og elsket i Konstens Hovedstad af den hele Kreds, der omgiver ham, og han er ikke blot stor, men ligesaa elskværdig. En dybsindig Aand spejler sig i hans Tale og alle hans Handlinger; den er forenet med et rent og kjærligt Sind; og den sande Storheds ædle og værdige Beskedenhed er et Hovedtræk i Thorvaldsens Karakter. Han staaer ved sig selv, fast og sikkert, uden al forfængelig Higen efter Ros og Hæder. Den, der saaledes som han lever i Ideernes Verden, og saaledes har vidst at udføre dem i de herligste udødelige Værker, han trænger heller ikke til ved noget falsk Skin, ved noget laant Glimmer at tiltrække sig Beundring. Han forsmaaer ikke sine Medlevendes Agtelse og Erkjendelse af hans Ypperlighed; men han vilde, selv uden denne Erkjendelse, føle sig lykkelig som Konstner; thi hans hele Sjæl lever i Skjønhedens og dens Ideers Beskuelse. Han har ikke heller arbejdet blot for sin Tid; hans Værker ere, ligesom de Gamles, for Evigheden; de sildigste Slægter ville betragte dem med samme Følelser, med samme Beundring, som den nærværende. Thorvaldsen er ikke rig paa Ord; men hans Tale er vægtig og djærv; Sandhed boer paa hans Læber, og al Forstillelse er ham fremmed. Det er ham naturligt, at sige sin Mening uden Tilbageholdenhed, og han bedømmer andre Konstnere med den samme Retfærdighed og Strænghed, som han viser mod sig selv. Man har undret sig over, hvorfor han aldrig er kommet hjem til Fædrelandet, som han dog elsker. Men det er kun den i de lokale Forhold Ukyndige, der kan undres over, at en Thorvaldsen ikke ombytter Rom for Kjøbenhavn. Kun i hin Stad, som er Konstens Middelpunkt, kan en Konstner som Thorvaldsen leve; thi han lever ikke for noget enkelt Land, men for den hele Verden. I hans Værker skulde hans Fædreland stræbe at besidde ham; thi intet Land burde være nærmere dertil; og at tragte efter denne Besiddelse vilde passe sig bedre for os, end at klage over, at vi ikke kunne faa Thorvaldsen hjem. Selv et Besøg i Danmark (hvortil han dog nu ganske synes at have bestemt sig) fordrer, al han maa for en lang Tid løsrive sig fra saa mange og vigtige Forbindelser, og er forbundet med store Besværligheder og betydelige Tab og Opofrelser. Fædrelandets Agtelse og Landsmænds Kjærlighed vil lønne ham for disse. Jeg er ogsaa vis paa, intet vil være ham glædeligere, end naar de maatte give Anledning til, at Danmark kom til at eje nogle af hans ypperste Konstværker . . .

Generel kommentar

Dette er et brev, som blev trykt i tidsskriftet Athene, juli 1817, vol. 9, p. 524-544. Et uddrag af brevet er sidenhen citeret af Frederik Barfod i Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 19-23. Både Molbech, som er modtager af brevet og redaktør på Athene, og Barfod, har begge forsynet teksten med noter og kommentarer. Disse optræder i denne tekst samtidig.

Arkivplacering
Småtryk 1817, R.E. Bruun
Andre referencer

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 19-23.
Emneord
Kunstnermiljøet i Rom · Overfladebehandling af marmor · Thorvaldsen og Canova · Thorvaldsens beskedenhed · Thorvaldsens levnedsløb, samtidig beskrivelse · Thorvaldsens værksteder, besøg i · Thorvaldsens værkstedspraksis
Personer
Vincenzo Camuccini · Antonio Canova · Peter von Cornelius · C.W. Eckersberg · Hermann Ernst Freund · Ludwig 1. · Napoleon 1. · Johann Friedrich Overbeck · Herman Schubart · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 30.10.2019 Print