Herman Schubart
Pisa
Georg Zoëga
Rom
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
Schubart confers with Zoëga on smuggling a collection of antique coins from Rome to Leghorn on behalf of the Danish king. The coins could be hidden in a shipment of three of Thorvaldsen’s marble busts, i.e. the portraits of A.P. Bernstorff, A207, Jacqueline Schubart, A220, and Herman Schubart, A219.
Pisa den 2e Juni 1806
P.M.I
Tillad mig min høytærede Ven blot med to Ord at besvare Deres angenemme Skrivelse af 28 MayII, og tillige at yttre mine Tanker over den bevidste SagIII.
Jeg fortryder uendelig paa at ingen af vore to ConsulerIV kand medbringe det som saa særdeles interesserer os; thi en saadan Lejlighed vil aldrig mere tilbyde sig. Disse Herrer som let har kunnet opnaa et Lascia-passareV havde i Sandhed beviist vort Hof en væsentlig Tienste i at medbringe disse TingVI, og jeg tror at De endnu kunne giøre et Forsøg med den brave Consul MeldahlVII som vist om faae Dage begiver sig paa ReisenVIII, om han med Dags Post faaer Efterretning om, at et Skib om Fiorten Dage afgaaer til Tripoli. Er Lasten for stor kunne De jo dele dets Indhold, og saaledes at forsøge paa at giøre Umulighed til Mulighed; thi jeg igenntager det: en saadan leylighed finder vi nok neppe igenn, og kand Consul Meldahl ikke tage alt med sig; synes mig dog at De kunne betroe ham den største Deel, og hvad den mindre Deel angaaer kunne De jo følge Deres Plan med at skiule det under de BüsterIX som Thorvaldsen vil skikke mig; men to Ting er derved at bemærke, nemlig at Consul Meldahl skaffer sig et Lascia Passare, og dertil kand han betiæne sig af vor HumboldtsX Venskab, til hvilken jeg skriver i Aften desangaaende. Dersom De billiger min Plan beder jeg Dem om med næste Post at skrive mig et Par Linier desangaaende; thi i saa Fald vil jeg selv henvende mig til Cardinal ConsalviXI, for at bede ham at lade udstæde en Ordre til at lade uhindret passere nogle Büster til mig af Thorvaldsens Arbejde. Saa snart vi have en saadan ordre vil tingen skee uden mindste Vanskelighed, og uden at udsætte os nogen Fare. De begriber let kjære Ven, at ved at sende en saa uhyre VægtXII, blot ved Speditionens usikre formidling vovede vi meget, thi enhver kunne let begribe at 3 BüsterXIII ikke kunne veÿe saa meget, og dette ville give Anledning til Mistanke. Er Tingene deelt og vi have Regiæringens Tilladelse, paa den ene Side ved en Lascia Passare, og paa den anden ved en Ordre af CardinalenXIV, saa ere vi aldeles trygge. Hvad den Omsorg angaar med hvilken De har indpakket det heele, maae jeg sige Dem i min KonesXV Navn at hun vil paatage sig med en Orden, og den Opmærksomhed som er hende eegen at indpakke alt efter den Forskrift som De vil behage at give hende, og jeg tør paastaa at De umulig kand betroe denne Sag i bedre Hænder. Den hele Ting skal aldrig komme ud af min Værge, og jeg fornyer mit Tilbud til vor gode Landsmand Meldahl at bidrage til hans Rejses OmkostningerXVI, da jeg vil lade mig remboursereXVII af vor værdige Oberhofmarskalk, Geheimeraad HauchXVIII.
De bemærker at skiøndt jeg i Grunden billiger Deres PlanXIX, har jeg dog giort i samme nogen Modificationer, for at desto bedre befordre vort Øÿemed. Meen alt er i min VærgeXX, ophører Deres Ansvar kiære Ven, og det skal blive min Pligt at correspondere med Hauch for at underrette om hans Mening i Henseende til Skibslejlighed. I dette Øyeblik har vi en Dansk CapitainXXI her som om tre Uger rejser til TöningenXXII. Han er den fortreffeligste Kofardi CaptainXXIII Danmarks Skibsfart besidder, og den Tillid som hans personlige Kharakter og hans gode Skib indskyder er saa stor, at Assurancen fordrer to Proc: mindre, naar Varer afgaae med denne brave Capitain.
Jeg venter Svar paa mit sidste; imidlertid er ordre givet til Hr Do PeppianiXXIV at udbetale Dem paa Forlangende hundrede og nogle Scudi for Udlæg De har giort for mig i Anledning af Indkøb af Lastsager. Jeg omfavner Dem hiertelig. Min Kones Helbred bedrer sig daglig, og vi haaber om fiorten Dage at være paa det yndige MonteneroXXV
Deres hengivne og oprigtige Ven H Schubart
Dette brev er svar på brev af 28.5.1806 fra Georg Zoëga til Schubart, der publiceres af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Karen Ascani: Georg Zöega: Briefe und Dokumente II-IV (forventes udgivet 2012) som brev nr. 1174. Ascani takkes for beredvilligt at have stillet en afskrift af Zoëgas brev til rådighed.
Det fremgår af Zoëgas brev, at sagen drejede sig om en samling af antikke mønter, som Zoëga havde indkøbt på den danske konges/stats vegne. Samlingen skulle indgå i den kongelige møntsamling, og bestillingen havde Zoëga modtaget allerede i 1801 fra numismatikeren Christian Ramus (1765-1832), der samme år var blevet udnævnt til inspektør for Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, jf. Welcker, op. cit. og Breitenstein, op. cit.
Zoëgas indkøb skulle føres ud af Rom/Kirkestaten til Livorno i Toscana, hvorfra mønterne skulle fragtes videre til Danmark med skib. I sit brev af 28.5.1806 nævner Zoëga, at der var et generelt forbud mod at eksportere antikke genstande fra Rom. Han fortæller, at “…ikke nogen Ting henhørende til Alderdommen [dvs. til antikken] kan paa nogen Maade eller nogenslags Paaskud bekomme Tilladelse at forlade Byen”. Han foreslog derfor i sit brev tre forskellige måder at udføre møntsamlingen på: Én efter bogen, hvor man på den danske konges vegne ansøgte pavestaten om tilladelse til at udføre mønterne; en anden, hvor Zoëga ville bede rejsende fra Rom til Livorno medtage mindre portioner af møntsamlingen; og endelig en tredje, hvor man skjulte mønterne i en transport af andet gods, fx de tre marmorbuster, som Schubart havde bestilt hos Thorvaldsen. Zoëga anbefalede selv den sidstnævnte mulighed. Det er dette smugleri, som Schubart drøfter i dette brev.
Thorvaldsens tre marmorbuster blev imidlertid aldrig fremsendt til Livorno, som det fremgår af hans brev af 8.8.1806 til Schubart. Hvordan møntsamlingen så blev smuglet ud af Rom, vides foreløbig ikke.
Brevet befinder sig blandt C.F.F. Stanleys papirer i Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek. Det vides ikke, hvorfor Schubarts brev er havnet blandt Stanleys papirer.
|
|
A.P. Bernstorff, 1804 - marts 1806, inv.nr. A207 |
|
|
Herman Schubart, Tidligst juni 1805 - marts 1806, inv.nr. A219 |
|
|
Jacqueline Schubart, august 1805 - marts 1806, inv.nr. A220 |
Last updated 07.01.2013
I.e. Pro Memoria – Latin for “in remembrance”, used to recall oneself to somebody. The expression was originally a polite introduction in letters to persons of a higher rank, often civil servants. Gradually it was also used more generally in letters to or from officials, often written in one word. The expression appears frequently in the more formal letters in the Archive.
Zoëgas brev publiceres af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Karen Ascani: Georg Zöega: Briefe und Dokumente II-IV (forventes udgivet 2009) som brev nr. 1174.
Dvs. den bekendte sag, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Sagen handlede om udførslen af en samling antikke mønter fra Rom til Livorno, se mere herom i den generelle kommentar.
Hermans Schubart hentyder til nedennævnte Johan Christian Meldal og den danske konsul i Civitavecchia Johann Heinrich Wulffen, som det fremgår af Zoëgas brev af 28.5.1806.
Dvs. en passérseddel.
Dvs. den samling af antikke mønter, som Zoëga havde indsamlet på den danske konges vegne, se den generelle kommentar.
Johan Christian Meldal var i 1805 blevet udnævnt til dansk konsul i Tripoli, og var, som det fremgår, på vej dertil i sommeren 1806.
Dvs. rejsen fra Rom til Livorno. Meldahl befandt sig på dette tidspunkt endnu i Rom, men vendte i løbet af sommeren tilbage til Livorno, se brev af 15.8.1806 fra Schubart til Thorvaldsen.
Som det fremgår nedenfor, var der tale om tre buster. Og i Zoëgas brev af 28.5.1806 siges det: “Just har vor Ven Billedhuggeren tre Buster færdige at tilsende Dem, nemlig Dem selv og Fruen og Grev Bernstorff”. Dvs. Thorvaldsens portrætter af A.P. Bernstorff, A207, Jacqueline Schubart, A220, og Herman Schubart, A219.
De tre buster var blevet færdighuggede i marmor sommeren 1806, som Thorvaldsen skrev til Schubart i brev af 8.8.1806: “Deres tre Byster har jeg frædig og har vellet inpakke dem [sammen] i Den Kasse som Hr Baron Humboldt sente Dem; men da det havde sinne Vanskeligheder og det faldt mig siden ind at Deres Eccellenza formodelig vel lade Dem og Deres Gema[l]inde Byste forme, saa var det nok best at lade det giøre her i Rom hwor man har Gode Formatori, og derfor vel oppebie Deres bestemmnelse heraaver”.
Busterne blev imidlertid aldrig afsendt, da Schubart af økonomiske grunde ikke havde råd til at betale for dem. De tre buster forblev derfor i Thorvaldsens værksted og befinder sig i dag på hans museum. Jf. Thiele I, p. 188 (fodnoten) og Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, vol. I, København 1963-65, p. 46-51.
Den tyske sprogforsker Wilhelm von Humboldt, som Zoëga i følge sit brev af 28.5.1806 havde drøftet sagen med. Også Humboldt anbefalede at smugle mønterne ud af Rom under Thorvaldsens buster.
Den italienske kardinal Ercole Consalvi.
Mønterne har naturligvis været meget tunge, hvilket tydeligvis besværliggjorde den lyssky transport.
Om de tre buster, se kommentaren ovenfor.
Dvs. ovennævnte kardinal Consalvi.
Schubarts kone, Jacqueline Schubart.
Det vil formentlig sige, at Schubart tilbød Meldal at betale for en del af hans rejseudgifter fra Rom til Livorno, så fremt Meldal ville tage mønterne med sig. Som det fremgår af det følgende skulle Schubarts udlæg så naturligvis refunderes af den danske stat på hvis vegne, han handlede i denne sag.
Af fransk rembourser, godtgøre, tilbagebetale.
Den danske overhofmarskal A.W. Hauch.
Dvs. den plan, Zoëga havde fremsat i sit brev af 28.5.1806, se den generelle kommentar.
Dvs. have i sin varetægt, jf. betydning 2 af værge i Ordbog over det danske Sprog.
Den omtalte kaptajn er uidentificeret.
Dvs. Tönning, havnebyen i Slesvig ved Ejderens munding.
Dvs. kaptajn på et handelsskib, jf. koffardi i Ordbog over det danske Sprog.
Den romerske bankier Domenico Pappiani, der ofte blev benyttet af Schubart.
Montenero var familien Schubarts sommer-landsted uden for Livorno.