Jacqueline Schubart havde et nært venskabeligt forhold til Thorvaldsen og var ligesom sin mand Herman Schubart stærkt optaget af at støtte billedhuggeren bl.a. ved at invitere ham til at bo og arbejde på Montenero, hvor Thorvaldsen ofte opholdt sig på baronessens fødselsdag 10. september. Bl.a. modellerede han relieffet Musernes dans på Helikon, jf. A705, i september 1804 på Montenero som en fødselsdagsgave, og som et billede på det åndfulde liv – dvs. Musernes dans – der udfoldede sig på Montenero – dvs. Helikon – under Jacqueline Schubarts værtskab.

Musernes dans på Helikon, udført til Jacqueline Schubart.

Ifølge kunsthåndværkeren Jørgen Dalhoffs erindringer om Thorvaldsen skulle baronesse Schubart have haft stor indflydelse på billedhuggeren, som skulle have sagt: “Fru Schubart lærte mig at lægge Tobakken af; ja hun lærte mig mere – hun lærte mig Kristendom, og fra den Tid var hele min Id den store, store Kærlighed [sagte] i Kristo!”

Jacqueline Schubart synes at have været yndet af mange. Hun fik følgende skudsmål af en bekendt: “Hun er ikke smuk, snarere styg, altfor tør og mager; men hun har ubeskrivelig megen Ynde og Tækkelighed. Hun har megen Cultur, og man kan see, at hvad hun har set paa deres mange Rejser, det har hun tænkt over, hvilket gjør hendes Konversation uendelig interessant. Som Sangerinde er hun i mine Tanker den første af alle de Liebhavere, jeg har hørt. Hun synger med en Expression, som ingen, undtagen de der har lært af Italienerne, kan have, og hendes Accompagnement paa Guitaren gjorde hendes Sang endnu meget mere nydelig.” (Sass, op. cit., p. 110). Musikinteressen har hun sikkert kunne dele med Thorvaldsen.

Hendes helbred var skrøbeligt, se fx ægtemandens beskrivelse i brev af 28.12.1804.

Hun blev gift 10.8.1789 med Herman Schubart. Hendes forældre var hollænderne Carel Balthasar van Wieling og Johanna Christina Martens. Ægteparret Schubart forblev barnløse, i ægteskabets første år aborterede Jacqueline Schubart to gange, jf. Barellai, op. cit., p. 40.
Hun kaldes oftest Jacqueline i brevene, selvom både Elise og Giacomina også forekommer.

Thorvaldsen modellerede 1804 en portrætbuste af Jacqueline Schubart, A220:

Efter hendes død, 5.2.1814 portrætterede han hende – på ægtemandens foranledning – i marmorrelieffet Baron Herman Schubart ved sin hustrus dødsleje, 1814, A618. Relieffet var tiltænkt hendes grav i Livorno, men nåede aldrig frem.
Hun blev begravet på den engelske kirkegård i Livorno, og graven blev smykket med en italiensk indskrift på vers, antagelig forfattet af Olinto dal Borgo, jf. Bay, op. cit.
Se også gravtalen af 10.2.1814 over hende af ægteparret Schubarts ven, den derværende præst, Thomas Hall.

Andre portrætter af hende, se under Herman Schubart.

Værker på Thorvaldsens Museum

Se Schubart repræsenteret i Samlingerne.

References

• Emanuela Barellai: En dansk diplomat i Italien i 1800-tallet, Herman Schubart og Elise Weiling, Odense 1998.
• Rud Bay: Sentimentalsk Reise giennem Europa til Algier 1816, in: Julius Clausen og P.Fr. Rist (ed.): Memoirer og Breve. Af Rud. Bays efterladte Papirer, Bd. I, København 1920, p. 202.
• N. Dalhoff (ed.): Jørgen Balthasar Dalhoff: Et Liv i Arbejde, vol. 2, København 1915-16, p. 223.
• Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. I, p. 106-115.

Last updated 12.10.2018