Til
Thorvaldsen
den 8de Marts 1840.
Hæver nu Stemmen froe til Sang!
Vedbend krandsen ranken om Issen fæster!
Atter et Aar har endt sin Gang.
Hil Dig, vor gamle Mester!
Ydun og Brage
Mødte Dig, som i Ungdomsdage.
Ydun smiler, som Phøbus hist;
Hendes Æbler og Egeqvist
Staaer for Laurbærret ikke tilbage.
Klart har Du viist: i Danmarks Lund
Kunsten kan, som i Roma trives,
Naar den flygtige Jordens Stund
Af en Genius atter oplives.
Smiler den Høie
Ikke for Nord, med Guddoms Øie,
Som for det fierne, varme Syd?
Blomsten af en guddommelig Dyd
Maa for Stormvinden ikke sig bøie.
Frelserens Tog til Hæder og Død
Stilled Du frem, med Kors og Palmer.
Aldrig fra flammende Hierte flød
Mere saligt de frommeste Psalmer.
Huldt Han sig vender,
Til sine Kiære Trøsten sender.Lysten Svaghed sidder ved Skiændslens Maal,
Vasker feigt i en Trælleskaal
Som en Hykler de blodige Hænder.
Men da din Aand fra Himlen ned
Daled, da sank den ei til Støvet.
Hist i Helleners Blomsterbed
Har du ofte saa gladelig tøvet.
Pegasus svæver,Perseus Helten sin Mø fra Faren hæver,
Uhyret dræbt alt har han Perseus hist.
Amor følger med vanlige List,
Og af Elskeren Perseus Kiærlighed Lønnen han kræver.
Tak! for det Billed du reiste Dig,
Vaulundur! hos din tro Veninde.
Gubben støtter til Haabet sig,
Flere Laurbær vil Meislen vinde.
Tak for den Ære,
Da Du en Giemmer vilde være
Af mine snart forsvundne Træk!
Nu staaer Skialden for Fremtid kiær,
Nu kan Tidens Tidernes Bølger ham bære.
Thorvaldsen Held! I Din Vintervaar
Hilse vi Dig som Offerpræsten!
Titian leved niti Aar
Og saa døde han – rammet af Pesten! –
Nød Dig ei rammer!
Kraftig Du slaaer, som Herthas StammerLøb, som Dit ”Aarets Al[x]”, med Priis, [Krafts] Forlis
Løb, som dit ”Aar”, med Ungdom viis, –
Rask paa Skøiter over Din Iis,
Og varm Ynglinger med dine Flammer!
A. Oehlenschläger