Albert Thorvaldsen er født i Kjøbenhavn hen ved Mortensdags: Tid Aar 1770. Hans Fødselsdag veed han ikke selv. Hans Fader var Gotskalk Thorvaldsen, en Præstesøn fra Island, hans Moder Karen Grønlund, en Præstedatter fra Jylland, begge uformuende. Faderen var Ornamentskjærer og vilde oplære sin Søn til at være sig behjælpelig i samme Profession. Den unge Albert følte tidlig Lyst og røbede Anlæg til noget høiere i Konst. Han malede paa Vægge og Dørre, og ønskede selv intet hellere, end at det maatte tillades ham at besøge Konstacademiet i Kjøbenhavn; men hans Fader var noget betænkelig ved at give Tilladelsen dertil, fordi Drengen var vild og kunde paa egen Haand i Drengeselskab blive endnu vildere. En Ven af Huset kom en Dag hjem, saae Alberts Tegninger og bevægede den forsigtige Fader til at føie sig efter Sønnens Ønske. Omtrent i sit 11 Aar begyndte da Albert at uddanne sig ved Academiet, endnu kuns i det indskrænkede Øiemed at bringe det vidt i Ornamentskjæren, saa at han heri kunde udføre det vanskeligere, hvortil hans Fader ikke dristede sig f.E. Hoveder, Galion, Ornamenter o.s.v. Den Tid, hvori han ikke var paa Academiet, hørte hans Fader til, og det er begribeligt, at hans øvrige Undervisning og Dannelse maatte staae tilbage. I Tegneskolen var han Mesteren for Skjelmstykker og fik da ogsaa Skyld for dem, han ikke havde begaaet; engang blev han ved Indtrædelsen i en ny Klasse offentlig irettesat. Dog han var flink, gjorde hurtige Fremskridt og var derfor afholdt af sine Lærere; han erindrer sig endnu med megen Ømhed en Lærer ved Navn (Cleres,) der elskede ham som sin egen Søn. I Aaret 1786 vandt han den mindre Sølvmedaille for en Model efter Naturen, den lovede saameget at hans Navn begyndte at blive bekjendt. Han skulde gaae til Confirmation hos Provst Høier ved Holmens Kirke, hvis Broder var Professor ved Academiet. Da han nu meldte sig for at tegnes blandt de øvrige Børn, spurgte Provsten ham, om han ikke havde en Broder, som havde vundet Sølvmedaillen. Han svarede: det var ham selv; hvorpaa Høier stillede ham øverst blandt alle Drengene, skjøndt den nederste Plads tilkom ham efter Fødselen, og kaldte ham hele Tiden “Monsieur Thorvaldsen”. I Aaret 1789 vandt han den større Sølvmedaille og troede nu at have lært nok for at blive en duelig Ornamentskjærer. Skjebnen vilde det anderledes. Nogle velmenende Venner, blandt hvilke Grosch og Fritsch (Om nulevende Fritsch ved jeg ikke) opmuntrede ham til at concurrere til Guldmedaillen. Han lod sig overtale og forenede sig med fem unge Konstnere, der kom sammen hos Grosch, øvede sig privat i Compositioner og critiserede hinandens Arbeider. Endelig vovede han sig Aar 1791 til Concursen for den mindre Guldmedaille, og gik dertil, efter hans egne Udtryk, som til sin Død. Det Basrelief, han havde udarbeidet, forestillede Heliodor, der raner Templets Skatte; Dommerne fandt det værdigt den store Guldmedaille, men forbeholdt samme til næste Concurs i betragtning af hans Ungdom; det blev offentlig udstillet, vækkede almindelig Opmærksomhed og skaffede Konstneren en Velynder i Grev Reventlou. Han forlod nu ganske sine Træesnit, og gik med større Mod til Concursen for den store Guldmedalje. Denne vandt han Aar 1793 for et Basrelief, der forestillede S. Peder, som helbreder den Lamme ved Templets Dør. Reventlou ønskede at bestilde Gipsafstøbninger af begge hans Basrelieffer og forskaffede ham med sin Anbefaling flere hæderlige Bestillinger f.E. den at forfærdige vor store A.P. Bernstorffs Buste. Det blev ham betroet i Stucco at udføre flere Forziringer i Prins Frederiks Pallads: en Euterpe, Terpsichore, Basreliefs forestillende de fire Aarets og de fire Dagens Tider, som findes i dette Pallads, ere hans Arbeider. Medens han var sysselsat hermed skal den berømte Billedhugger Soergel være kommen til ham og have spurgt ham: “Hvorledes han bar sig ad med at gjøre saadanne smukke Figurer?” Thorvaldsen pegede paa sin Skrabepind og svarede paa sin Viis laconisk: “Med denne”. Meiselen kunde han føre, men ikke Pennen; han kunde ikke engang læse Skrift. Endnu hører det til hans møisommeligste Arbeider at skrive og at læse Skrift. Han var Medlem af Borups Selskab og skulde engang paa dette private Theater give en Rolle. Han udeblev ved alle Prøverne; man kunde ikke begribe, hvorfor. Endelig kom det for en Dag, at han ikke kunde læse Rollen.
Ihvormeget end Naturen havde begunstiget den unge Konstner, og belønnede Ungdomsarbeider opmuntret ham, ihvormeget han selv tilstaaer at han skyldte sine Lærere, en Wiedewelt, Stanley, Weidenhaupt o.a. saa mener Thorvaldsen dog, at han vilde være bleven staaende ligesom i Forgaarden, hvis han ikke ved et kongeligt Reisestipendium i Aaret 1796 var bleven i Stand til at befrugte sin Aand og Phantasie med Beskuelsen af Antikerne i Italiens Museer. Der blev ham bevilget 400 Rdlr D.C. aarlig i tre Aar; hver sjette Maaned skulde han hjemsende en Indberetning til Academiet i Kjøbenhavn og efter to Aars Forløb et Prøvearbeide. I August s.A. afreiste han med Fregatten Thetis og besøgte paa denne Reise Malaga, Algier, Tripolis, Malta og Neapel. Det var i denne Bye, hos et fremmed Folk, hvis sprog han ikke kjendte, at han følte Længselen efter Hjemmet i den Grad, at intet uden Skam holdt ham fra atter at gaae ombord paa Fregatten. Mod Slutningen af Aaret 1796 kom han til Rom. Der var saa mange huller at udfylde i hans Kundskaber; han forstod kuns sit Modersmaal; Italien havde for ham ingen Glæde og han følte sig ene og modfalden. Men han fandt danske i Rom, blandt andre vor berømte Zoega, der betog ham mangen Fordom, gav ham Raad og Mod. For det første var han blot beskuer af Roms Mærkværdigheder. Tysk lærte han i Omgang med Tyskere; det franske Sprog lærte han ved at tale med Englændere, af hvilke han ikke skammede sig ved at lære det, da de parlerede omtrent ligesaa slet som han selv. Han er Autodidakt i alle Sprog, men taler ogsaa alle lige ufuldkomment. De udvidede Bekjendtskaber, den uvante Frihedsstad[,] Italiens Nydelser, det gode Forslag, som der under det romerske Pengevæsens Forfald var i det grove danske Courant, og fremfor alt hans fyrige Temperament førte ham ikke paa den rette Sti til Konstens Helligdom. Han glemte ikke hver sjette Maaned at hjemskikke den befalede Indberetning: den lød altid fordelagtig; han skrev den selv. Efter to Aars forløb skulde Prøvearbeidet følge; han skikkede det til Livorno og glemte ikke at melde, det var afsendt. Men da det varede længe, inden det virkelig afgik og naaede Kjøbenhavn, saa var derved adskilligt af Tiden rundet[?] for den næste Prøve. En fremmed Reisende, som han troer svenskeren Åckerbladt fortalte Abildgaard, at Thorvaldsen intet bestilte i Rom, og voldte ham derved en Irettesættelse. Næsten sex Aar havde han nydt Stipendiet og Fædrelandet saae intet af hans Arbeide uden nogle Buster (en Cicero M. Agrippa, Homer og Raphael) og en Gruppe forestillende Bacchus og Ariadne. Han skammede sig over at vende tilbage uden at have udrettet noget betydeligt; han lagde Haand paa sin Jason, og Jason gjorde hans Lykke. Dette Mesterstykke tiltrak sig almindelig Beundring (Frue B…s Anecdote er ikke overensstemmende med Sandheden) og overgik alles Forventning. Den beskedne Konstner turde vel ikke haabe, at nogen vilde bestille Jason udført i Marmor; men han troede nu – det var i Aaret 1803 –, at han kunde reise hjem med god Samvittighed og see de kjøbenhavnske Academikere under Øinene. Alt var beredt til Hiemreisen; Bøger og andre Sager, som han havde forskaffet sig i Rom, vare allerede afskikkede. Da kom en vis Hope, saae Jason, bestilte samme i Marmor, og Thorvaldsen forblev i sit rette Hjem. Det er ikke uden Grund, at han erindrer Hope med megen Taknemmelighed. Hans næste Mesterværk var hans Briseis, som Hertugen af Bedford kjøbte. Endnu d= 6 Marts 1804 erholdt han fra Danmark 400 Rdlr som en Gratification i Betragtning af den Berømmelse, han havde indlagt sig. Men der paafulgte tvende ulykkelige Aar: en Svækkelse i Underlivet og Fordøielsesredskaberne gjorde Thorvaldsen uskikket til ethvert Arbeide og bragte ham Graven nær. Han reiste sig af denne Sygdom med fornyede Kræfter til ny Hæder. Det ene Konstværk forlod hans Værksted efter det andet. Han har blandt sin Tids Billedhuggere traadt en selvstændig Vei, hvilket man har villet betegne ved at kalde ham Antikens Genføder. Dog – uden at gjøre sig til Slave af Antiken har han i sin Meisels Frembringelser villet lægge den Natur og Kraft, hvorfra de Gamle ikke have afveget i deres maaske idealske Figurer. Som en Medbeiler af eller Modsætning til de Navne, der i hans Tid have gjaldt som de berømteste, har han efter hans egen Udtalelser til mig – ofte maattet see sig tilsidesat og døie Chicaner, naar f.E. Talen var i Academiet S. Luca, om Elever af hans eller Canovas Skole fortjente Prisen. At hans Stemme i slige Tilfælde ikke havde tilbørlig Vægt, maatte billig fortryde ham. Men aldrig har jeg bemærket, at han ikke lod sine Medbeilere iøvrigt vederfares Ret. Ogsaa har han let kunnet hæve sig over smaa Vanskeligheder paa sin Konstnerbane, idet han fra saa mange andre Sider har hentet sin Løn og sin Roes. I Aaret 1804 gav det florentinske Academie ham en Plads blandt sine Professorer. I det følgende Aar blev han i afgangne Prof. Weidenhaupts Sted udnævnt til Professor ved Konstacademiet i Kjøbenhavn; men Konsten tilsagde ham at blive i Rom; og saa troede han bedst paa dette Sted at kunne afbetale Fædrelandet sin Skyld. Det romerske Konstacademia S. Luca optog ham A. 1808 blandt dets Medlemmer som fungerende Professor med Gage. De fleste Konstacademier i og udenfor Italien (f.E. det i Bologna 1805; Milano 1811; Wien 1812; Berlin 1811; München 1812; Perugia 1816; Carrara 1818 o.s.v.) have værdiget ham lige Ære. Fyrster og Private have søgt at tilegne sig hans Arbeider, at hædre og belønne hans Konst. Aar 1810 blev han Ridder af Dannebrog; Aar 1814 erholdt han den kongl. Orden af begge Sicilierne. Hans Bestillinger var flere, end han troede at kunne udføre i sin Levetid. Hans Konstverker var strøede over hele Europa; men ingen af disse Mindesmærker ere ham kjærere – for i en vis Maade at bruge hans egne Udtryk – end de, som skulde see hans Fædreland og vedligeholde hans Minde der, hvor han helst gad leve efter sin Død. Blandt hans høie Beskyttere er den nuværende Konge Ludvig af Baiern. Med en Flaske Rhinskvin af Aaret 1631, som han Aar 1818 skikkede Thorvaldsen og flere Konstnere fra Florents, fulgte disse Linier, i Særdeleshed ham helligede:
Auch für Dich, ist solcher, grosser Däne,
Der bewirkt, was unerreichbar schien;
Leben giebst Du jeder Marmorsehne;
Phidias hehre Kunst ist Dir verliehn.
Anmærk. Jeg var vel i Stand til at give denne biographiske Skizze større Udførlighed ved at tilføie, hvad jeg enten selv eller med Andre har erfaret om Thorvaldsen. Men jeg har ikke villet berette andet, end hvad han selv har fortalt mig Aar 1818 uden Forbehold; hvad jeg altsaa troer at maatte blive bekjendt med hans Minde.
| Sorøe d= 11 Marts 1826. | H. Estrup |
