The Thorvaldsens Museum Archives

Abstract

Disse tekststykker er skrevet på samme ark som et brevudkast af antagelig april 1802 til Jørgen West, men for overskuelighedens skyld behandles tekststykkerne og brevudkastet hver for sig. Arkets anden side rummer et brevudkast til Gotskalk Thorvaldsen.

Fragmenterne er skrevet af Thorvaldsen og en anden hånd, sandsynligvis Anna Maria Uhdens. Hendes fornavn er nedfældet, hånden ligner hendes i fx breve af 10.8.1804 og 17.8.1805, og endelig peger fragmenternes amourøse indhold på hende.
Thorvaldsen og Uhden har ført pennen på skift, og Sigurd Müller, op. cit., mener derfor ikke, at tekststumperne kan opfattes som udkast til et brev, men snarere som en slags drillende, skriftlig dialog mellem de to elskende: “Maaske har det været en yndet Leg at række hinanden saadanne smaa Udgydelser og dertil bruge et af de Stykker Papir, som tilfældigt var ved Haanden”, Müller, op. cit.
For at forstå sammenhængen mellem tekststykkerne og rækkefølgen deraf, må det fastslås, hvem der har skrevet hvad. Sammenlignende skriftundersøgelser giver følgende resultat, der afviger svagt fra Müllers opfattelse af hvem, der er ophavsmand til de forskellige stumper: “(Son) Anna Maria” synes at være Anna Maria Uhdens hånd, skønt det ikke helt kan udelukkes, at det kunne være Thorvaldsens. Han har derefter helt sikkert tilføjet: “Fedelli” to gange, og dernæst udtrykket: “birbona for tutta”. Dernæst står Uhden for de to linjer: “Alberto birbone Infedelle che Traditore / Senza core senza amore”, hvorunder Thorvaldsen har anbragt sin signatur. Gentagelsen af signaturen synes ikke at stamme fra billedhuggerens hånd, hvilket Müller, ibid., istemmer. Uhden er ansvarlig for det lille vers nederst til venstre.
Ud fra denne bytten pen kan følgende “replikskifte” foreslås:

AMU: [Jeg er] Anna Maria
BT: Trofast. Trofast.
Helt igennem en slyngel!
AMU: Alberto en utro slyngel, såvel som en forræder.
Uden hjerte, uden kærlighed!
BT: Thorvaldsen!
AMU: Thorvaldsen!!
AMU: Havde jeg vidst, at Deres kærlighed til mig var så ligegyldig, så havde jeg helt sikkert ikke med hele mit hjerte knyttet så mange lidenskaber til Dem, kære tyran.

Drillerierne synes at starte med, at Thorvaldsen kalder Uhden for Anna Maria Trofast, hvilket må have været ganske provokerende al den stund, at det antagelig var Thorvaldsen, der havde problemer med trofastheden, og at det desuden var hende, der først havde været sin mand Wilhelm Uhden utro med Thorvaldsen. Han har så tilføjet – fortsat drillende, men nu tilsyneladende uden ironi – at hun var: Helt igennem en slyngel. Det kunne også tænkes, som Müller foreslår, at billedhuggeren ironisk genbrugte en vending, som Uhden ofte brugte om ham selv. Dernæst har Uhden harm revet pennen ud af hånden på Thorvaldsen og slået fast en gang for alle: Alberto en utro slyngel, såvel som en forræder / Uden hjerte uden kærlighed. Med overstadig frækhed synes Thorvaldsen diabolsk at have bevidnet rigtigheden af denne påstand med sin underskrift lige neden under, som Uhden derefter antagelig har erklæret sig enig i ved at gentage hans underskrift. Eller så har hun givet igen ved at imitere billedhuggerens underskrift en anelse mere kluntet og dermed ført krigen over i elskerens lejr ved at håne hans knap så sikre evner som skribent. Til sidst synes hun at have resigneret og har tilføjet et hjertesuk om, at Thorvaldsen er en svær mand at elske.

Uanset om man vælger at forstå fragmenterne på denne måde, så giver de dog et øjebliksbillede af et lidenskabeligt, humoristisk, men også potentielt sprængfarligt forhold mellem Anna Maria Uhden og Thorvaldsen, hvor det synes at have været billedhuggeren, der har svunget taktstokken. Hvorvidt tekststumperne også afspejler forholdets karakter i bredere forstand, er straks vanskeligere at afgøre.

• Sigurd Müller: ‘Thorvaldsens Elskede’, in: Gads danske Magasin, september 1909, p. 730 (med danske oversættelser af de italienske tekststykker, der afviger noget fra de her anførte).