Montenero den 26 Juli 1805
Jeg imodtog i gaar Deres mig saa kiære Brev af den 20 Juli. Tak være Dem min gode Thorwaldsen for dette nye Kiendetegn paa Deres venskabelige Erindring. At jeg glædede mig over Bekræftelsen af Deres Udnævnelse som Professor ved vort Akademie, det behøver jeg ikke at sige Dem. De kiender min levende Deeltagelse i Deres Skiæbne, og De veed følgelig at hvad der hændes Dem lykkeligt, er saa godt som om det hændtes mig selv. Den Frygt snart at blive tilbagekaldet behøver De ikke at have. Vor faderlige Regiæring som sørger for en saa brav og duelig Landsmand, har blot villet ved denne Udnævnelse betage Dem ald Bekymring for Fremtiden, og tillige derved nøyere forbinde til Fædrenelandet en Mand hvis Arbeide og hvis Genie giør det ære. De kand altsaa roelig fortsætte Deres Arbeide, og frembringe alt det Store og Skiønne som i dette Øyeblik beskæftiger Deres Tanke. Denne Udnævnelse til ordentlig Professor ved vort Akademie, er en ærefuld Begyndelse til De Forbindelser man agter at stifte med Dem, og jeg tvivler ingenlunde paa at Professor Hansen nu allerhelst da han har Ret til at giøre Fordring paa at arbeide for Fædrenelandet, vil finde Middel til at bruge Deres udmærkede Talent.
Siden nogle Dage har vi fastsadt en Plan som vist vil glæde Dem min gode Thorwaldsen. Min Søster Grevinde Reventlows eeneste Søn kommer til os i Italien, i November, og saa agter vi i Forening med denne ædle gode unge Mand at giøre en Reise til Rom, og der at tilbringe 4 a 5 Uger for ret at nyde den gamle Verdens Hovedstad. Denne Plan giør mig overmaade lykkelig. Vi vil altsaa tilbringe glade Dage med Vor Ven Thorwaldsen i Rom, da han ikke vil komme og tilbringe Dem med os i Montenero. Siig mig dog for Guds Skyld hvad De giør i Rom ved denne gyselige Heede hvor De dog slet inte kand arbeide. Hvorfor kom De ikke til Vort yndige Montenero som er meget skiønnere end det var da De forige Sommer glædede os med Deres Nærværelse. Kunde De ikke rive Dem løs, og komme hid en sex uger medens heeden varer. Min Kone siger at De skylder det Deres Helbred. Kunde De arbeyde i Rom vilde det være langt fra mig at afvende Dem fra Deres Virksomheds Kreds; men tvertimod, her ville De kune komme og udrette noget da vi slet ikke lider af Heeden, som er afskyelig og næsten dødelig i Rom. Jeg vil give Dem en Idée. Følg den, og De vil giøre os lykkelig, og gavne Deres Helbred. Siig i Rom at De ikke kand udstaae Heeden og at De reiser paa nogle Uger til Montenero, for der at ende nogle smaae Arbeyder, som for Exempel: om De nu forarbeydede her min Søster Schimelmans bestilte Døbe Vase. Det ville just være et arbeyde som De saa prægtig her kunde fuldføre. Man glæder sig i Danmark over denne Vase som jeg beder Dem for Himlens Skyld at tage under Arbeyde. Min fortreffelige Søster Reventlow skriver mig i Gaar til saaledes som følger
“Med største Rørelse erfarer jeg af vor Søster Grevinde Schimelman i Kiøbenhavn, at hun har bestilt hos vor berømte Landsmand Thorwaldsen en Døbe Vase. Med taarer af Glæde fik jeg denne Nyhed, da mit kiære Trolleborg derved vil besidde et saa skiønt Konstværk. Jeg sender Dig min elskede Broder et Maal som er Diameteren af Sølv Skaalen som er indvendig i Daaben. Dersom vor værdige Konstner kand herefter indrette hans Arbeide uden at genere sine Ideer ville det være mig meget kiært; hvis ikke lader jeg dette Bassin omsmelte for at det kand passe i den Vase som Thorwaldsen giør. Knuderne som findes paa traaen betyder Randen omkring Bækkenet. Jeg overlader det i Øv[r]igt til Thorwaldsen at bedømme det, og i sær beder jeg ham om ikke at lade sig tilbageholde hvis han allerede har bearbeydet noget af denne prægtige Døbesteen”.
Nu kiære Ven siig mig noget herom, og i sær om De ikke kand giøre en liden Tour til Montenero hvor vi leve saa lykkelig med den gode Stub, og snart venter jeg Matthæi fra Florenz som vil giøre vore Portraiter grouperet paa samme lærret. Han har allerede en fortreffelig Idee som han vist vil ret godt udføre. De begriber ikke hvor glad jeg ville være om De tilbragte hos os de heede Sommer Maaneder hvor De dog slet intet kand bestille i Rom, hvor Heeden virker saa overmaade paa Genie og alt. Min Søster Grevinde Schimelmann skriver mig til for at bestille atter et lidet Arbeide hos Dem. Hun holder saa meget af Dem, og jeg kan ikke nægte at jeg nok troer at hun en lidt har bidraget til Deres Udnævnelse til Professor. Her er nu hendes egne Ord i henseende til dette nye Arbeide.
Ce bon Thorwaldsen va donc travailler pour nous a ce vase baptistaire, que je desirerois tant pouvoir etre expedié encore cet été par mer ver[s] nos froids parages. Je voudrois en outre pour mon mari et moi un Vase en marbre blanc de Carare, grande dimension pour qu’il y place un bas relief du genre de celui qu’il a fait a Montenero. Croyés Vous que cet ouvrage seroit extremement cher? Ce que Vous me dites de lui, de sa douceur et de sa modestie le rend bien interessant. Il est aussi fort beau a Canova de réconoitre le merite de notre Thorwaldsen, et de ne pas en etre jaloux. Tout cela rejouit mon Coeur.
Jeg tænker at De kunde giøre en slig Vase i Smagen af den Mediceiske som staar i Florenz.
Nu maae jeg holde op med min Sludder. Min Kone hilser Dem venskabeligst. Vær saa god naar De seer Wallick at takke ham for den mig tilsendte tegning til min Stambog.
Den er ret smuk og jeg er glad ved at han havde tænkt paa mig.
Tak skal De have for hvad De giør for Hr Wahl. Jeg har skrevet det til min Søster som meget ynder denne Mand. Tilgiv den ulæselig slette Skrivt – og vær forsikret om mit oprigtige Venskab
B[aron] Schubart