Pisa den 10 May 1805
Jeg burde maaskee have takket Dem for lang tid siden min bedste Thorwaldsen for det interessante Brev som De skrev mig til den 22 Marz; men jeg har havt saa uhyre Skriverier i disse for Handel og Politik saa mærkværdige Tider, at jeg neppe har havt et Øyeblik at raade over net op Postdagene; og da jeg har den utilladelige onde Vane, sielden at skrive et Brev førend Dagen selv naar det skal afsendes, saa har jeg ofte maattet savne min kiæreste Beskiæftigelse, den at underholde mig med mine Venner. Imidlertid regner jeg paa deres Eftergivenhed og paa hvis kand jeg meere stoele end paa min gode Thorwaldsens Venskabelige Eftergivenhed.
To Aarsager foranledige mit Brev; den eene at De ventelig i dette Øyeblik er forenet med vor fælles Ven den eyegode Stub, som efter hvad jeg gisner maae alt være ankommet til Rom, eller i det mindste kommer strax efter dette Brevs Imodtagelse. De veed at han tilbringer Sommeren med os paa det yndige Montenero. De kiender hans behagelige og lærerige Omgang. De kand følgelig slutte Dem til hvor glade vi ere ved at besidde ham i vor Venskabs Kreds. Jeg haaber at De i Forening med vor Ven Stub drikker et godt glas Florentiner Chianti Viin, paa min og min Kones Helbred, og at De begge vil mindes Deres Pisaner Venner.
Den anden Aarsag som foranlediger mig til at tage Pennen, er for at sige Dem at jeg i Forgaars var i Montenero og med egen Haand og egen Omsorg indpakkede Deres skiønne Basrelief, som blev expederet til Livorno hvorfra det i Sælskab af de to Büster om faae Dage afseyler til Civitavecchia. Vi have der en meget brav og virksom Vice Consul heder Teofana Arrata som medens Wulffen bliver i Livorno hos Kone og Barn, besørger vore Sager. Til ham skal den heele Expedition blive anbefalet med Anmodning at sende Den igjennem Tiber Mundingen til Rom – indirizzata al Sigre Professore Alberto Thorwaldsen. De vil vist med Tilfredshed see i Deres Værksted disse Monteneriske Erindringer. Hvad mig angaaer var jeg i Forgaars saa bevæget ved atter at betragte dette Konstens Underværk som Venskabs Haand forfærdigede, at Taarerne næsten stode mig i Øynene. Min Indbildningskraft tilbagekaldte saa mange glade og jevne Scener, og den megen Fornøyelse vi nøde sammen, i sær paa Vor genuesiske uforglemmelige Valfart.
Jeg behøver ey at anbefale Dem vor Stub. De elsker og skatter ham, og De vil vist hielpe ham med Raad og Daad, paa det at intet af det herlige Rom bliver ham ubekiendt.
Fra Hansen havde jeg Brev. Han er lykkelig ankomen til Vien, og igiennemhegler ret glubsk de Romanske nuværende Konstnere. Blot Thorwaldsen synes at behage ham. Om Camucini taler han som en Mand der forstaaer lidet, og han tør foretrække ham den stive Füger i Vien, Matthæis første Læremester, som i Sandhed ey kand lignes med den talentfulde og genialisike Camucini. Overhovedet iiler Hansen med at bedømme Konst og Konstnere, da han burde være beskeden, for at ikke blive selv bedømt med Strenghed; men store Talenter ere stedse eftergivene; da tvertimod Fuskere bedømme med lige saa megen Haardhed som Uvidenhed.
Min Søster Grevinde Schimelmann vil blive glad ved at høre at De snart vil sætte hendes Døbe Vase i Arbeid. Udkastet var ret prægtigt, og gefalt mig overmaade.
Min stakkels Jaqueline har været saa meget syg; men nu er hun gudskee tak meget bedre, hvortil Foraarsveyret ikke lidet bidrager; tillige bruger hun med megen Nytte Eselinde Mælk, og den 15e May begynder hun de Pisaniske Bade hvis Virkning vil særdeles indflyde paa hendes fuldkomne Helbredelse. Derpaa begive vi os i vor elskede Bierg Egn. Gid vi atter kunde leve der glade Dage med vor Thorwaldsen; men Deres Brev beviser mig at De har Arbeide fuldt op. Jeg haaber at beundre næste Efteraar Deres Mesterstykker! Jaqueline hilser af gandske Hierte, og jeg omfavner Dem.
| P.S. Den gode Marcuri holder os stedse Sælskab. |
B[aron] de Schubart |
