Om Skrivtcommitteen i Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug.
–––––––––
Det tomme Rygte, der i sin Tid foranledigede Stiftelsen af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, tilkjendegiver noksom, at dets første og fornemste Basis, dets egentlige Livsprincip er Afsky for Censuren. Censuren er et Middel til at undertrykke Offentliggjørelsen igjennem Pressen af en hvilkensomhelst Yttring, der ej passer med denne eller hiins Hensigt. Eensidighed er dens Væsen. Men veed man hiint Selskab gjennemtrængt af denne Sandhed, ja saa at sige kun existerende ved denne, forbauses man naturligviis i en saameget des højere Grad, naar man seer, at dette samme Selskab ved sin Skrivtcommittee ikke just meget længe betænker sig paa at anvende hiin Censur i sine egne Anliggender. Om vi fejle i denne vor Paastand, vil Følgende oplyse. At Folkebladet er Selskabets Organ, at dette Blad ved Professor Clausen har erklæret sig for Oprettelsen af det Thorvaldsenske Museum, og at det endvidere med en særdeles Omhyggelighed har meddeelt hvad der har været sagt til Fordeel for dette Museum, imedens det kun svagt har berørt eller i alt Fald kort har henviist til dette eller hiint Blad, hvor en modsat Anskuelse har været fremsat, er tilfulde bekjendt. Men hvad der derimod turde være mindre bekjendt, det er, at Selskabets Skrivtcommittee under 18de Maj har nægtet at optage – som ikke passende for Folkebladet – en Artikkel af den fagkyndige Historiemaler Høyer, der findes i Østs Minerva, og hvori Forfatteren erklærer sig imod Hensigtsmæssigheden af et Museum, som det paatænkte. Herimod vilde nu vistnok Intet være at indvende, hvis Østs Minerva circulerede imellem Folkebladets læsere, eller hvis man igjennem noget andet Blad kunde tiltale dette Selskabs 4,300 Medlemmer. Men da dette, som bekjendt, ikke er Tilfældet, ja! da der iblandt disse endog findes Saadanne, der ene og alene kun have Lejlighed til at holde dette Blad, finde vi Skrivtcommitteens Fremgangsmaade aldeles uforsvarlig, og paa det nærmeste beslægtet med den ovenomtalte Censur; thi saaledes fremstiller den paa en aldeles eensidig Maade – netop Censurens Væsen – den Sag den vil see fremmet. Men finde vi dette kun slet stemmende med Selskabets ovenfor omtalte Livsprincip “Afskye for Censuren”, kunne vi paa den anden Side ikke undgaae at erklære hiin Fremgangsmaade, som aabenbar i Strid med Selskabets andet Hovedformaal, det at fremme almeen Oplysning; thi denne forkaster netop en Sags eensidige Fremstilling, medens den med Nødvendighed fordrer Samme seet og belyst fra flere Sider, og dette gjøre vi ved denne Lejlighed formeentlig med saa megen des større Grund, som vi maa ansee Hr. Historiemaler Høyer som Kunstner og som Ven af Thorvaldsen, for en aldeles competent Dommer i Striden om Museet.
Den ærede Skriftcommittets Yttring “at den ikke har fundet Artiklen passende for Folkebladet”, have vi, som Ovenstaaende viser, alene fortolket derhen: at Committeen ikke optog den, fordi den bekæmpede, hvad hiint Blad havde forsvaret, og denne Fortolkning troe vi fuldkommen begrundet, da Artiklen, for saavidt vi have ønsket den indrykket i Folkebladet, intet Upassende eller Anstødeligt indeholder, der i og for sig vilde gjøre den uværdig til Optagelse.
Hr. Historiemaler Høyers Artikkel, med Udeladelse af de tvende sidste Passus, der mindre gaae ud paa at oplyse selve Sagen, lyder saaledes.
Ligesom man plejer at sige: enhver Ting til sin Tid; kunde man med Føje sige om Kunstsager: enhver Ting paa sit Sted.
Ved alle velindrettede Kunstacademier har man Afstøbninger af de meest berømte Antikker; disse ere paa sit Sted, forsaavidt, at de der tjene til Studier; men f. Ex. ved Kunstacademiet i Florents sees i Antiksalen en Afstøbning af Colossen paa Monte Cavallo; efter min Formening er denne berømte Figur ikke der paa sit Sted; thi den dræber alle de andre Figurer.
Om man fatte Thorvaldsens Apostler i hvilkensomhelst Museum, da vilde man vist ikke see dem med den Tilfredshed, som man seer dem der, hvor de staae, nemlig i Frue Kirke.
Jeg har seet Canovas Napoleon til Hest i Kunstnerens Atelier i Rom, og ønskede at see i den anbragt paa den dertil bestemte Plads i Neapel; thi mener jeg, at det da var først Tid til at bedømme Kunstværkets
Værd.
Total-Effect er det sværeste for en kunstner at beregne, og naar man er tilfreds med et Kunstværks Total-Effect, da ere alle andre Fordringer underordnede.
Marcus Aurelius (Figur til Hest) paa Pladsen Campitoli, vilde neppe gjøre samme Effect paa en Plads, der var fire Gange saa stor, og i et Museum forlanger jeg ikke at see den.
Jeg ønsker at see Thorvaldsens Relief: Johannes som prædiker, anbragt i Frontespidsen paa Frue Kirke, og hans Christus-Figur i Slotskirken, for at kunne glæde mig ved at see disse Værker paa deres Sted.
I Museum Pio Clementine sees flere udmærkede Figurer, som man tillader sig at dadle, f. Ex. at Benene ere for lange; men man kan være vis paa, at dersom man Havde seet dem paa det Sted, Hvor de i sin Tid have været anbragte, da vilde disse synes at være det, hvad man forlanger.
Thorvaldsens Medailloner, anbragte paa Slottet Christiansborg, synes at være meget smaae, hvem troer, at disse ere næsten tre Alen i Diameter? Havde Thorvaldsen seet Slottet, dengang man forlangte nævnte Medailloner fra ham, da havde han vist ikke paataget sig, at præstere disse til at anbringes der.
Museer for Statuer, ligesom for Malerier, ere i Grunden ikke andet end hæderlige Opbevaringssteder; thi man kan ikke sige: at man paa slige Steder seer Kunstsager paa deres Sted.
Vil man hædre en Kunstner, da maa man forstaae at anbringe hans værker! F. Ex. i Roeskilde i Frederik V’s Capel seer man med Tilfredshed Monumenterne af Wiedeveldt.
Endnu engang intet Upassende, intet Anstødeligt have vi fundet i disse i en simpel og overbevisende Tone fremsatte Bemærkninger, og see desaarsag for vort Vedkommende Publicums Dom med Rolighed imøde.
C. Fridsch