— Den 28de Mai fejredes ogsaa iaar af Mai-Selskabet ved en festlig Diner paa Skydebanen, der, ligesom ifjor, talte henved 200 Deeltagere. Da Professor Schouw ved Upasselighed var bleven afholdt fra at deeltage i Præsidiet, bleve hans partes overtagne af den i Forsamlingen den 11te dennes valgte Suppleant, Professor Clausen. De øvrige 2de Præsidenter vare, som tidligere meldt, Grosserer H. P. Hansen og Etatsraad Hvidt
— Den første Skaal var for H. M. Kongen, udbragt af Prof. Clausen. I dens Motivering fremhævede Taleren navnligen, at Folket søger hos sin Konge Agtelse for en frimodig og sømmelig offenlig Mening og velvillig Imødekommen af dets retfærdige Ønsker, og at det ogsaa finder hvad det saaledes søger.
— I en udførlig Tale henviste dernæst Grosserer H. P. Hansen til den i vor Tid fremherskende Stræben efter borgerlig Frihed og til det Forhold, hvori Stænderinstitutionens Indstiftelse staaer til Almeenaandens Fremspiren ogsaa hos os, og idet han berørte, hvorledes denne Indretning endnu lod meget tilbage at ønske, udtalte han den Fortrøstning, at naar kun den rette eendrægtige og frimodige Borgeraand gjennemtrængte hele Statssamfundet, en saadan Udviklings Frugter heller ikke vilde udeblive, hvorpaa han udbragte en Skaal for Stænderinstitutionen.
— Begge disse første Toaster bleve indledede med Sange.
— Derefter reiste Bankdirecteur Hvidt sig og sagde, at naar Folket med Glæde dvæler ved vor Konges lange, skjæbnesvangre Regering, saa vender Haabet sig med Begejstring til den Fyrste, hvem Thronen engang skal tilfalde. At Prinds Christian, naar han engang blev Konge, vilde gjøre Alt for at fremme Landets materielle Interesser, derfor borgede den Iver og Opmærksomhed, han skjænkede ethvert almeennyttigt Anliggende, og hvormed han stedse havde fulgt alle de store Fremskridt, Industrien i vor Tid har gjort, især ved Naturvidenskabernes overordentlige Udvikling, ligesom hans Indsigt i og Kjærlighed til Konst og Videnskab gave Forvisning om, at ogsaa Nationens høiere Interesser i ham vilde finde en nidkjær og indsigtsfuld Beskytter. Men navnligen vilde den videre Udvikling af den Institution, hvis Indstiftelse idag feiredes, ikke kunne nedlægges i bedre hænder end i den Mands, der har skjænket et høitelsket Broderfolk den berømte Forfatning, som har begrundet dette Folks Lykke. Den Phrase, at det danske Folk ikke skulde være modent til en større Frihed, vilde aldrig kunne finde Indgang hos en Fyrste, der pludselig og uforberedt havde givet Norge denne Frihed i fin fuldeste Udstrækning, uagtet Norge i aandig og borgerlig Udvikling ikke stod høiere end Danmark, og nu derhos havde Erfaringens Vidnesbyrd for, at denne Forfatning væsenligen kun har baaret gode Frugter.
— Efterat saaledes Prinds Christians Skaal under lydelige Bifaldsraab var bleven drukket, udbragte Prof. Clausen en Toast for Fædrelandet, hvori han indbefattede det Ønske, at Videnskab og Konst, Handel og Industri maatte opnaae den størst mulige Flor; at Danmarks Grændser maatte være sikkrede, dets Navn agtet, dets Borgere frie og lykkelige.
— Bertel Thorvaldsen, der bivaanede Festen, blev derpaa hilset med en Sang, hvortil Etatsraad Hvidt knyttede de varmeste Ønsker, ikke for den vidtberømte Konstner, men for Danmarks elskelige Søn, hver dansk Mands kjærlige Broder.
— De paafølgende Skaaler vare af Hr. H. P. Hansen for den offenlige Mening og af Directeur Duntzfeldt for Associationsaanden, hvorpaa Høiesteretsadvocat Guldberg til den nysnævnte Skaal for den offenlige Mening — for den vel usynlige, men derfor ikke mindre uimodstaaelige Magt, som behersker den civiliserede Verden og for hvilken Alle, hvor høit de end staae, dog maae bøie sig, — knyttede en Toast for dennes Organ, den frie presse, der stedse har dannet det stærkeste Bolværk imod enhver Uretfærdighed og Undertrykkelse og gjennem hvilken det fornemmeligen er, at den offenlige Mening behersker Verden — en Toast for en fri og uafhængig presse i Danmark.
— Gross. Topp yttrede, at naar kun Eendrægtighed, Frisindethed og Djærvhed lever i Borgernes Daad og Tale, da vil den statsborgerlige Friheds Morgengry ogsaa opgaae over Danmark, hvorfor han udbragte en skaal for de Mænd, der i og udenfor de fire Stænderforsamlinger ved Tale og Skrift have bidraget til at Stænderinstitutionen har slaaet faste Rødder i oplyste Borgeres Hjerter.
— Pastor Gad fandt det noget eensidigt, naar man blot vilde tale om Stænder og Presse, og at man derfor vist ikke vilde finde det underligt, naar en Mand, der “gjorde profession af Besindighed” og der regnede sig til juste-milieu-Folkene vilde søge at tilveiebringe den rette Alsidighed, ved ogsaa at minde om de Raadgivere, Kongen havde ved Siden af Stænder og Presse. For disse Kongens Raadgivere udbragte han de bedste Ønsker, idet han blandt Andet navnligen haabede, at de aldrig vilde tilraade at give som Naade, hvad der tilkom som Ret.
— Professor David udbragte en Skaal for de Frygtsomme, hvorved han, for at undgaae Mistydning, strax bemærkede, at han dermed ikke meente de Fraværende, hvor mange Frygtsomme der end vare iblandt dem; men de Frygtsomme, som her vare tilstede, de, som frygte for “hvorledes det skal gaae vore Børn, om end Alt hænger sammen, saalænge vi leve.” At det hænger sammen, det fandt Taleren uimodsigeligt, men han fandt ogsaa at dette kun er en ringe Roes, thi en Stat, der ikke hænger sammen, er ikke bedre at leve i, end en Vogn, der falder fra hinanden, er at kjøre i, eller en Kniv, der falder fra hinanden og som salig Baggesen henregnede til Knive uden Skaft og uden Blad, er til at skære med. Taleren kunde imidlertid ikke rose noget ubetinget, ikke engang Frygtsomheden, men kun den Frygtsomhed, der tør være sig selv bekjendt, der er forenet med saa meget Mod, som der hører til frit og lydeligt at udtale, at og hvad man frygter for, og som, medens vi endnu leve, sørger for, at det ikke blot hænger sammen saalænge, men ogsaa arbeider for, at vore Børn kunne faae det godt. De Frygtsomme, som havde Mod til klart at udtale dette, havde meget forud for alle dem, som vare saa frygtsomme, at de ikke engang turde vedstaae deres Frygt, og derfor udbragte han en Skaal for de modige Frygtsomme.
— Efterat Bagermester Sager havde bemærket, at hvis vi havde Grund til at frygte for, hvorledes det skulde gaae vore Børn, saa var det vor egen Skyld, da det stod i vor egen Magt, at berede dem en sikkret og lykkelig Fremtid, naar vi, i Stedet for at tale om vor Frygt, kun arbejdede for at gjøre denne ugrundet — og derfor havde udbragt en Skaal for at Folket selv vilde arbeide paa at blive stærkt og kraftfuldt, tog Prof. David atter Ordet, for at fortælle en lille Historie, som derved var falden ham ind, nemlig en Strid, der engang havde været mellem tvende Personer om, enten det var Hestene eller Seletøiet, der trak Vognen, idet den Ene havde paastaaet, at Hestene alene, den Anden at Seletøiet alene ikke vilde bringe Vognen af Stedet. Begge havde heri Ret, og Taleren vilde derfor holde paa, at baade Hestene og Seletøiet vare nødvendige. Vognen er Staten, Hestene Folket, Seletøiet Institutionerne, og saa enig han selv var i, at Folket burde være stærkt, saa enig haabede han, at man med ham vilde være i, at der til Kraftens rette Anvendelse hørte gode, stærke og frie Institutioner. Paa saadanne udbragte han derfor en Toast.
— Høiesteretsadvocat Salicath mindede om, at Stænderinstitutionen var bleven lignet ved en frodig Plante, som Kongen havde plantet i Danmarks Have; han vilde blive i Lignelsen, og foreslog en Skaal for de tvende elskelige og udmærkede Gartnere, som baade i Roeskilde og Viborg havde fredet om Planten, — et Længe leve for Anders Sandøe Ørsted og Joachim Frederik Schouw.
— Grosserer Meinert udbragte derpaa en Skaal for Bondestanden. For 50 Aar siden havde vore Fædre anseet Stavnsbaandets Løsning for saa stort et Værk, at de til dels Ihukommelse havde reist en Mindestøtte; men nu vare vi komne saa vidt, at Bonden var kommen til at raadslaae blandt Landets Udvalgte. Dette var et stort og glædeligt Fremskridt, og vilde endmere vorde det naar Bonden først tydeligen lærer at indsee, at paa ham beroer Statens Styrke; at hans Stand er den første i Danmark.
— Efterat Prof. Clausen havde udbragt en Toast for dem, der havde skrevet Sangene, sagde Grosserer Meinert, at det ikke saae saa ilde ud med Lovgivningen heri Landet og at man ikke skulde paasige Fru Justitia, at hendes Vægtskaal ikke er justeret, eller at hun i Regelen fører Sværdet forgjæves; men at der dog gaves Forbrydelser, som Lovene ikke kunde straffe, og at det derfor vilde see ilde ud med den sande Retfærdighed, dersom der ikke gaves En, som talede, hvor Loven tier, en Overdommer over alle Dommere: den offenlige Stemme. Den taler naar Stormanden, trodsende paa sine Connectioner og paa sin særegne Stilling, har forfulgt sine Undergivne; den taler, naar Rigmanden, stolende paa krænkede Frænders Overbærelse, skjændigen har misbrugt deres Tillid; den taler, naar Skribenten har solgt sin Ære og, tvertimod bedre Overbeviisning, har smigret Alt det som er i Velten og rost hvad Daddel er værd. Den straffer Forbrydelser, men den giør endnu meget mere: den forebygger andre, den foranlediger, at mangen en ond Daad ikke seer Dagens Lys, at den qvæles i Fødselen. Taleren ønskede derfor, at den offenlige Slemme aldrig maatte forstumme, at den altid maatte lyde saa tydeligt og djærvt som retfærdigt.
— Gross. Owen vilde ogsaa udbringe en Skaal, men torde ikke komme frem dermed, uden iforveien at have bedet Forsamlingen ikke at blive forskrækket, nemlig en Skaal for det unge Danmark, som havde bragt et nyt og friskere Liv ind i det gamle Danmarks noget træge Gang. Den stormende Jubel, hvormed denne Skaal optoges, viste at Forsamlingen ganske ikke var bange for at drikke en Skaal for det unge Danmark.
— Derefter rejste Kjøbenhavns 1ste Deputerede, Bankdirecteur Bang sig og udbragte en Skaal for Festens Præsidenter, hvorpaa Forsamlingen adskiltes, efterat have sunget den hidtil constante Slutningsvise og udbragt et Hurra for Konge og Fædreland.
— Af de ovenfor nævnte nye Sange hidsætte vi følgende, hvormed Skaalen for Stænderinstitutionen indlededes:
Vor Tid er sløv, vor Tid er svag,
— Saa lød den gamle Klage —
Og kun et synkefærdigt Vrag
Er hvad vi har tilbage.
Hvor er vor Roes tilsøes, tillands?
Ak, kun i gamle Skrifter
Og Oldtidsrester boer en Glands
Af Fædrenes Bedrifter.
Og travlt man grov med rastløs Flid
I muldne Kjæmpevolde,
At læse Oldtids Helteid
Af rustne Sværd og Skjolde;
De gamle Skatte tog man frem,
Det Svundne og det Døde, —
Som vilde man til Trøst med dem
Paa Nutids Armod bøde.
O tomme Klage! tomme Færd!
Nei, skyd ei Skyld paa Tiden!
Den er et skarpt, et slebent Sværd,
Som seirer let i Striden;
Men har I det i Skeden holdt,
Hvi vil I selv da klage,
At ei det rammer fuldt saa stolt
Som i de gamle Dage.
Heel andre Skatte har vort Land,
Det følte Kongen længe,
End dem, som daarligt smuldre kan
Alt under Høi og Vænge.
Ja Tankens Ild og Ordets Kraft,
See det er vore Skatte, —
Og intet rustent Landseskaft
Dem mægter at erstatte.
Og Budet gik saa vidt omkring
Til Slot og straatækt Hytte,
Da samled Dansken sig paa Thing
Til Landets Tarv og Nytte;
Og Ordet klang, som naar en Fugl
I Lundens dunkle Gange
Udsender fra sin Redes Skjul
End aldrig hørte Sange.
Da følte Dansken stolt og glad.
At ogsaa han har levet,
Og at hver Tid er kun et Blad,
Et reent, et ubeskrevet.
Om den skal svinde sporløst, om
Den høit skal hædret blive,
Beroer kun paa de Skrifttræk, som
Vi selv paa Bladet skrive.
H. P. Holst.