Thorvaldsens Museum.
Da Frederik den Sjette skjænkede en Sidefløi af Christiansborg til Opbevaringssted for de Staden Kjøbenhavn af Thorvaldsen skjænkede Kunstskatte, indsaae man meget vel, at denne Bygning havde en for sin Bestemmelse meget uheldig Beliggenhed. Man tænkte paa de mange skjønne Byggepladse, som Hovedstaden frembyder, f. Ex. Rosenborg Hauge; man gjorde nogle svage Modforestillinger; men Herskerens Stemme lød, at naar man ei var fornøiet med denne Gave, fik man slet Intet, hverken Huus eller Byggeplads; og man taug. Da Bygningen endnu var urørt ved Christian den Ottendes Thronbestigelse, havde man troet, at denne Fyrste, om hvem det sagdes, at han elskede Kunsten og besad Smag og Indsigt i deslige Sager, havde skjænket en anden Byggeplads til Thorvaldsens Museum; men det skete ikke. Den gamle Bygning blev Aaret efter nedreven til Grunden, og en ny opført.
Ved dette Arbeides Udførelse kunde Bygmesteren gaae een af to Veie: enten behandle Museet som en Deel af Slottet, hvilket altsaa maatte medføre, at Stilen og Forholdene bleve de samme som Slottets, eller give det en modsat Characteer og Udseende, for at hæve det frem ved Siden af Slottets Masse. Efter Indsenderens Mening havde det Første været det naturligste, og det, som uden Hensyn til Smagsforskjel, Beliggenheden maatte medføre. Paa denne Maade kunde Museumsbygningen være kommen til at udgjøre et harmonisk Hele med Slottet, og det Uheldige i Beliggenheden ‒ en Krog mellem andre Bygninger ‒ vilde da have tabt sig for Beskuerens Blik. Men det var udentvivl for meget forlangt af en Kunstner, at bringe sin Egenkjærlighed et saadant Offer. Det er unægtelig ogsaa lykkedes Bygmesteren at gjøre sit Værk gjældende ved Siden af Slottets Masse, hvilket alene kunde opnaaes ved Hjelp af Farver, da Slottet selv er farveløst. Men et andet Spørgsmaal er det, om den nye Bygning ikke er mere afstikkende end harmonisk, mere original end skjøn.
For at forebygge Misforstaaelse maa Inds. her bemærke, at han langtfra er nogen Modstander af at decorere Bygningerne med stærke Farver, hvilket han tvertimod anseer som den gode Sags Fremskridt. Men han mener tillige, at denne Decorationsmaade maa anvendes med Smag og Forstand.
Vi ville nu nærmere betragte Museets ydersider. Facaden mod Prindsens Bro er udentvivl det fordelagtigste Parti af det Hele; den er baade smagfuld og storartet. Træde vi imidlertid nærmere, stødes Øiet og Foden ved den steile Trappe ‒ en Besynderlighed, som neppe har anden Grund end Architectens egen Besynderlighed. At Architecten ei har gjort mere ud af den lange Facade mod Canalen, er ubegribeligt. Hvad der især støder Øet her er Afdelingerne nærmest Hovedindgangen; et Stykke Muur, som Bygmesteren aabenbart har været i Forlegenhed med, og derfor ei har vidst at gjøre Andet ved end inddele det med hvide Streger i ulige store Fiirkanter.
Af de nederste Feldter paa Bygningens Ydersider er den ene Række bestemt til at optage Fremstillingen af Thorvaldsens Tilbagekomst til Fædrelandet ben 17de Septbr. 1838, og den anden Række hans Arbeiders Ilandbringelse. I Bygningens Endeparti, henimod Slotskirken, skal Skivet afbildes, fra hvilket hine tvende Tog udgaae, eet til hvert Side. Denne Idee vil udentvivl forekomme de Fleste smuk, naar de læse den, men ei naar de see den udført. Dog maa jeg her strax bemærke, at delte ei er Kunstnerens (Hr. Sonnes) Skyld, som har udført den; thi Compositionen er vakker, Tegningen smuk og correct, Costumet behandlet med Smag og Frihed. Men naar desuagtet det Hele er uden Virkning, og, som Decoration betragtet, forekommer smagløs, maa årsagen hertil søges i, at dette Æmne ikke egner sig til at fremstilles ved de Midler, som her stode til Raadighed, eller overhovedet passer til Stedet. De mange Figurer af Hverdagslivet, de moderne Costumer, og den Nødvendighed, man har været i, kun at benytte faa, med hinanden harmonerende Farver, giver det Hele et mat prosaisk Anstrøg. Disse Mangler fremtræde stærkest i Hovedgruppen, Thorvaldsens Modtagelse paa Toldboden, der stærkt nærmer sig Carricaturen. Efter Hudfarven at dømme skulde man troe, at de ved denne Leilighed tilstædeværende Personer have været kobberfarvede som Indianerne, eller jordslaaede og skimlede i Ansigterne. Som enkeltheder, der tage sig godt ud, fortjene de hvide Figurer paa Facaden mod Slottet og Roerkarlene paa den modsatte Side at fremhæves; men Totalvirkningen er ligefuldt uheldig.
En sand Prydelse for Bygningen er den af den afdøde Konge skjænkede, i Bronze støbte Gruppe, som smykker Taget over Hovedindgangen, og forestiller en Seiersgudinde paa en Vogn, der er forspændt med 4 Heste. Af disse er den ene udført efter en Model af Thorvaldsen, og de øvrige efter Model af Prof. Bissen. Man maa kun give Beskueren det Raad, at tage den fri Himmel til Baggrund, og ikke Slotskirkens hæslige Bagerovnskuppel, som her allevegne træder forstyrrende imøde.
Vi komme nu til den, i enhver Henseende meest vellykkede Deel af Bygningen: Museumsgaarden. Om Architecten fra Begyndelsen af har tænkt sig, at Thorvaldsens jordiske Levninger skulle nedsættes her, vides ikke. Men saa meget er vist, at den indvendige Decoration udgjør et til denne Idee svarende, skjønt og harmonisk Hele; dog maa man herved ikke tænke paa de christelige Forestillinger om Død og Grav, men paa de antike Begravelsespladse. Forbilledet af et etruxisk Gravkammer synes nærmest at have svævet Kunstneren for Vie. Den Composition, som i en fortløbende Række Forestillinger smykker Rummene under Vinduerne i første Stokværk, nemlig Væddekjørsel af Genier, som alle stræbe mod Maalet, med forskiellige Kræfter og forskjelligt Held, ‒ er smuk og sindrig, hvad enten man tænker paa Kunsten eller Livet i det Hele. De mellem Murens Aabninger anbragte Træer decorere godt og bidrage til at give dette Gaardsrum den sydlige Charakteer, som det i saa høi Grad besidder. Men heller ikke her har Kunstnerens Bizarreri kunnet fornægte sig. Man betragte nemlig den rundtom Muren fortløbende, midt i Træerne anbragte, med grøn Farve bemalte Fordybning, hvorved enhver Beskuer nødvendig maa komme til at tænke paa, at her har siddet en Liste, et ophøiet Ornament eller deslige, som er faldet ud. Det strider tilvisse mod sund Sands, naar man maler Træer paa en Væg, at overskære dem paa Midten med en Fordybning.
Den indvendige Trappe er snever og massiv og frembyder aldeles ikke det smukke og imponerende Skue, som man ellers er vant til at see i store offentlige Bygninger. Vi ville nu vende os til selve Rummene.
Efter Planen skulde alle Statuerne (med Undtagelse af de collosale) anbringes i Celler eller mindre Værelser, kun een i hvert Rum, hvorved opnaaes at denne ene Figur kan betragtes mere uforstyrret, uden at Øiet eller Tanken uvilkaarligt drages bort ved de andre Figurer. Denne Anskuelse har vistnok meget for sig; men det turde dog være et Spørgsmaal. om man ikke burde have foretrukket at henstille Figurerne i store Sale eller Haller. Naar man tænker sig det herlige, høitidsfulde Skue, som de store Haller i andre Museer frembyde, da vil man dog maaskee indrømme, at saadanne Rum mere end hine Celler, der uden den pragtfulde Decoration vilde have lignet Fængselsceller, og med denne Decoration ligne Stadsecabinetter, ere skikkede til at give den til Kunstskattes Opbevaring bestemte Bygning en til Kunstens Herlighed og Storhed svarende Charakteer, og i det Hele taget fremkalde det til Stedet svarende Indtryk. End vigtigere turde det være, at hine Rum ere for indskrænkede til at man kan betragte Figurerne, navnlig de større, saasom Jason og Mars, i den rette Afstand, hvilket end mere gjelder, naar man ønsker at see dem fra Siden; og paa Ryggen kunne de saa godt som slet ikke sees. Samles flere Mennesker i disse smaae Celler, vil den practiske Uleilighed vise sig endnu større, da den eneste Plads, hvorfra den opstillede Statue med en nogenlunde passende Afstand kan sees, er den lige under Vinduet. Ogsaa vil Opsynet blive noget vanskeligere ved dette Cellesystem.
Hvad de større Rum angaaer, da har den store Halle nærmest Indgangen for meget Form og Udstrækning af en Gang eller Forhalle, og de øvrige Sale mangle i en paafaldende Grad Lysning. Det maa overhovedet betragtes som en stor Feil ved denne Bygning, at Bygmesteren ei har sørget for tilstrækkeligt Lys, hvorom Enhver let vil overbevise sig ved at besøge Museet paa de i vort Clima saa hyppige mørke Dage. Ligesaa beklagelig er Mangelen paa tilstrækkelig Plads, da mange Malerier slet ikke kunne ophænges, og da der paa Slottet findes endnu 10‒12 Værelser fulde af Afstøbninger, Modeller m.m., hvortil der ei har været Plads. Til de herlige Afstøbninger efter Antiker, som Museet besidder, er der kun anviist eet Værelse, saa at Resten maa finde Plads i en mørk Kjelder.
Men foruden disse tvende Hovedfeil ‒ Mangel paa Lys og Mangel paa Plads ‒ ere der mange andre Feil, som vise Bygmesterens paafaldende Mangel paa practisk Sands. Til den øverste Etage i denne Bygning, som man maa tænke sig, i det Mindste til mange Tider, stærkt besøgt, fører kun een Trappe. Alle Vinduer i begge Etager ere faste, saa at kun en enkelt Trækrude i hvert Vindue kan aabnes, og udvendige Stilladser maae anbringes, naar Vinduerne skulle reengjøres. Forværelse eller Corridor, som Billetter kunne modtages, Stokke og Paraplyer frasættes m.v. mangler aldeles. Pakkammer eller Depot haves ei ved Haanden, og Kjælderen, hvor ved at gjøres lidet høiere kunde været bleven meget brugelig, er nu næsten ganske ubrugelige. Øverste Etage er paafaldende lav osv.
De i Enkeltcellerne anbragte Loftdecorationer ere udførte med megen Omhu, man kunde næsten sige med Kjærlighed. De vidne om megen Smag og Opfindsomheds og gjøre vore Kunstnere Ære. Men et andet Spørgsmaal er det, om det overhovedet har været rigtigt at anvende saa meget paa disse Lofter ‒ om ikke Øiet derved uvilkaarligen drages fra det, som er Hovedsagen, og saaledes, istedetfor at forhøie Virkningen af de opstillede Kunstværker, svækker denne. Den brogede Pragt forstyrrer, kortsagt, den Ro, som udfordres til at nyde Kunstens Værker som de bør nydes. Naar man derhos betænker, at den indvendige Decoration har kostet henved 20,000 Rbd., kan denne Capital neppe siges at være godt anvendt.
Hvad nu Opstillingen angaaer, der har været overdraget Professor Bissen, kan denne neppe i det Hele taget kaldes heldig. Hvad der absolut maa støde Beskuerens Øie ved den første Indtræden i Forhallen er den uheldige Idee, at de to store Heste, istedetfor at staae langs med Endevæggene, staae ud fra disse, hvilket vækker Forestilling om en Hestestald. Saaledes som de nu ere anbragte, bliver man kun Massen vaer; hvorimod de, anbragte langs med Væggen, vilde, mod den mørke Baggrund, have fremstillet deres hele skjønne Form i bestemte Omrids for Beskueren. I øvrigt vilde Pius den Syvendes Monument sikkert paa en mere værdig Maade have udfyldt et af Endepartierne. I den øvrige Opstilling søger man forgjæves efter Plan og Orden. Alle Slags Forestillinger ere blandet mellem hinanden, og heller ei svarer Loftdecorationerne til den opstillede Hovedfigur. I anden Etage gjøre de mellem Vinduerne anbragte Skjærmbrædte eller spanske Vægge en ubehagelig Virkning og mange Basreliefer ere anbragte saa høit, uden at derfor kan tænkes nogen rimelig Grund, at de blive saare vanskelige at see. Med Hensyn til Malerierne, hvis Opstilling er besørget af Theatermaleren Hr. T. Lund, finder den Besynderlighed Sted, at alle de smaae Malerier ere hængte øverst, og de store, som dog i Reglen ei behøves at sees saa nær, nederst eller nærmest mod Beskuerens Øie. Betragter man Malerierne kun som Decorationer paa Væggen, er det vistnok rigtigt, at bringe de større Masser nederst; men skulle Malerierne betragtes som Malerier, hvilket de upaatvivlelig bør, maa dette Princip ansees aldeles forkasteligt. De Værelser, hvori Mynter, Gemmer m. v. findes, udmærke sig alle ved en smagfuld og hensigtsmæssig Anordning. Ifølge Thorvaldsens Testamente (Tillægsbestemmelsen § 6) skulde Renten af 25,000 Rbd. anvendes til Kunstsagernes hensigtsmæssige Opstilling og til Museets Forskjønnelse; men Opstillingen alene har kostet den næsten ubegribelige Summa af 21,000 Rbd.
Udgifterne ved Museumsbygningen, som ifølge kgl. Resolution af 21de Novbr. 1839 „under ingen Omstændigheder i det Hele maa overstige 200,000 Rbd.”, ere opløbne til henimod 300,000 Rbd. Der er kun Meget faa Bygmestre i Danmark, der have havt et saa interessant Værk at udføre, som Architekten Hr. Bindesbøll, da det overdroges ham at opføre et Museum for Thorvaldsens, til hans Fædrenestad skjænkede Kunstskatte, ‒ og maaskee ingen Bygmester, hvem der har været givet saa megen Raadighed over Bygningens Indretning og Bygherrens Pung som Hr. Bindesbøll. Samtid og Eftertid faae nu at dømme, hvorledes han har løst sin Opgave.
Men hvor meget end Hr. Bindesbøll maatte have forseet sig mod den gode Smag og det Hensigtssvarende ‒ som en Heelhed betragtet vil dette Museum, med dens originale Bygning, med Kunstnerens Grav i sin Midte, med denne Mangfoldighed af udødelige Værker, med disse Kunstskatte, Alt en Gave af Kunstneren til hans Fødeby ‒ være noget saa Eiendommeligt, noget saa Skjønt og Herligt, at dets Mage tilvisse ikke findes i Europa.
T.
(Vi optage denne Kritik i Betragtning af Gjenstandens Interesse, uagtet vi ikke ere enige i dens Enkeltheder , og derfor ville aabne vore Spalter for Modbemærkninger. Red.)
