The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 9397 of 10178
Sender Date Recipient
Redaktørerne ved Fædrelandet [+]

Sender’s Location

København

25.3.1844 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Thorvaldsen er død!

Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

I disse faa Ord, der snart skulle gaae fra Mund til Mund, fra By til By, fra Rige til Rige, ligger der for os Danske et Nationaltab, der er større end noget af dem, vi i lang Tid have maattet friste! Midt under Nutidens Tryk, midt i vor Armod, midt under al vor politiske Elende stod han endnu som en Colos for vore Øine, og den Ære, der omstraalede hans Pande, kastede ligesom en Afglands paa Alt, hvad der omgav ham, og bragte Trøst og Forsoning for Meget, som vi helst vilde hylle i Glemsel.

Thorvaldsen er død! Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

Men for ham var Døden ophøiet og salig, uden Angst eller Smerte, uforstyrret af jordiske Længsler eller af de Omstaaendes Klageraab! Skjøn og kraftig som hine Oldtidens Heroer, hans Haand har foreviget, traadte han ind i Musernes Tempel, og allerede under Orchestrets første Buestrøg aabnedes hans Øre for Evighedens Harmonier, og inden endnu Teppet rullede op, brast Forhænget for hin store Scene, hvor hans Sjæl allerede hernede havde hjemme, hvorfra han hentede sine skjønneste Gestalter, og hvor han nu skuer Alt, hvad der er stort og guddommeligt, Ansigt til Ansigt.

Thorvaldsen er død! Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!

Og for os, som i stille Vemod staae sørgende omkring dette uhyre Savn, er dette Alvorsbudskab en hellig Opfordring til ikke blot i Ærefrygt at frede om hans herlige Minde, men at fortjene den store Arv, som han har betroet til os, ved den Kjærlighed, hvormed vi tilegne os, og i al vor Væren og Idræt frugtbargøre den Fylde af Aand og Skjønhed, som gjennem hans Værker lever et evigt Liv. For os, der forsagte stirre ind i det store Øde, en saa mægtig Aands Bortgang har efterladt iblandt os, er dette et opløftende Kald til ved forenede Kræfter, saavidt det staaer til os, at erstatte, hvad vi i ham have tabt, og det ikke blot ved i Konsten at fortsætte, hvad han saa herligen har begyndt, men ved hver paa sin Vis at virke for det Lands Ære og Velfærd, hvis Stolthed han var, ‒ til Nordens Gjenfødelse i Bedrift og Seiersglands. Naar vi saaledes opfatte Thorvaldsens Død, da tør vi trøstende tilraabe hinanden:

Thorvaldsen er død!

Men han lever i sine Værker og i sit Folk!

Skjønt det er naturligt, at det Slag, der med Lynets Hurtighed har bortrevet vort Nordens største Heros, nærmest maa vække det Folk, hvis Stolthed han var, til alvorsfuld og andægtig Beskuen af det rige Liv, der nu er afsluttet, stode vi dog alle i et saa nært, ‒ vi kunde næsten sige Familieforhold til den ædle Hedengangne, at det vil vare vore Læsere kjært at erholde nogle nærmere Details om hans Bortgang. Som bekjendt, har Thorvaldsen i Løbet af denne Vinter lidt af en Svaghed i Benene, som ældre Mand ofte hjemsøges af. Hans Læge var Etatsraad Bang, der tillige var knyttet til ham ved et nøie Venskabsforhold; men Hds. M. Dronningen sendte ham Regimentschirurg Jacobsen, som skulde curere ham, og som paatog sig det Vovestykke, at lukke en Fontenelle, Thorvaldsen i en lang Række af Aar havde havt i Benet. Det kan ikke tilkomme os at have nogen Dom om en Foranstaltning, som vi vide, at i det mindste Bang har erklæret for høist betænkelig. Skjønt Benet i den seneste Tid var brudt op igjen, bevarede Thorvaldsen dog den Rørighed, Livlighed og Friskhed, der stedse havde udmærket ham; han bivaanede saaledes i Fredags Studenternes Concert for de Bissenske Statuer, og afslog en Indbydelse til det skandinaviske Samfunds Møde i Løverdags, ikkun fordi han alt havde lovet sig bort til et privat Selskab, hvori han deltog med sin sædvanlige Munterhed. Med aldeles usvækket Kraft, med en vidunderligen ungdommelig Friskhed og Kjækhed, arbejdede han i sit store Kald næsten indtil sit Livs sidste Øieblik. Saaledes er det deilige Basrelief, han udførte i Juleugen, Himlens Juleglæde, alt udbredt over hele Landet i mangfoldige Afstøbninger; han har senere udført en colossal Statue af Hercules for den mod Byen vendende Facade af Christiansborg Slot, der ligesom hans store Portrait-Statue af Christian IV. (for Roeskilde Domkirke) bliver udført i Bronce; han havde begyndt paa en Æsculap som Pendant til den unge, herlige Hercules; ‒ Hercules blev færdig, men Æsculap ikke! Endnu igaar arbeidede han hele Formiddagen paa en Buste af Luther, der tillige skulde vare et Forarbeide for den store Statue, han vilde udføre for Vestibulen af Frue Kirke; paa nogle smaa Uvæsenligheder nær blev den færdig, og denne med Thorvaldsen saa aandsbeslægtede, freidige Helt er saaledes det sidste Arbeide fra den Mand, der midt i Katholicismens sygnende Midtpunct stedse bevarede den ærlige, gediegne Aandssundhed, der er den protestantiske Nordboes bedste Arvelod. Efter saaledes at have arbeidet i Konstens og Kirkens Tjeneste endnu paa sit Livs sidste Dag, tilbragte han Middagen i en Vennekreds, der var bleven ham et andet Hjem, og gik derefter, saa rask og oprømt som nogensinde, til Theatret. Det var den udmærkede Konstner, der har knyttet sin Virksomheds seierrige Begyndelse til Thorvaldsens store Konstnerliv, for hvis værdige Ihukommelse hans geniale Værk ikke er uden stor, navnlig ogsaa af Thorvaldsen levende paaskjønnet, Betydning, der ledsagede ham paa denne hans sidste Gang; ved Theatrets Indgang skiltes Bindesbøll fra Thorvaldsen, og denne traadte ind i Forsamlingen, kjæk og skjøn, som sædvanligt, hilste nogle Omkringstaaende, og indtog sin Plads. Faa Øieblikke efter, endnu forinden Tæppet gik op, sank han tilbage, uden at udstøde nogen Lyd, uden at noget Smertenstræk forstyrrede den milde, høie Ro, der altid thronede paa hans herlige Aasyn, og da han faa Minutter efter blev baaren ind i sin nærliggende Bolig, havde Dødens Bleghed og Fred for evig lukket hans Læber. Da hans Ungdomsven, Collin, efter Slutningen af første Act erholdt dette uventede Sorgens Budskab, ilede han bestyrtet hen til Thorvaldsens Dødsleie; de tvende tilbageblivende Theaterdirecteurer havde naturligvis ikke Takt og Resoluthed nok til at slutte Forestillingen; Hofmands Begreber om den rette Etikette ere sædvanligvis kun uddannede i en ganske særskilt Retning. Collin, Schouw, Clausen og Thiele, der tilligemed Bissen ere hans Testamentes Executorer, forseglede endnu samme Aften alle hans Gjemmer.

Thorvaldsen er saaledes bortreven midt i hans fuldeste Arbejdskraft, og de, der stode ham nær, ville kunne bevidne, at han maaskee aldrig for har været saa fuld af store, vidtudseende Planer og herlige Ideer. Og dog er der noget saa Trøstende og Opløftende i, at see ham, ligesom bortreven af Skyerne, smerteløs og klageløs, i sit Genies fulde Glands, at vandre ind i den evige Fred ‒ til den himmelske Juleglæde, hvis Glorie alt har paa Jorden omstraalede hans hæderkronede Tinding, at vi ikke kunde føle nogen stor Sorg over, at han ikke fik udført, hvad der endnu spirede i hans evigunge Sind. Han har i Sandhed gjort nok, og det burde sig ham at ende sit Livs stolte Seiersgang med opløftet Pande og uudtømt Sjælerigdom. Kun i een Henseende synes hans Død os ‒ hvis man ikke vil optage dette Ord i nogen formastelig Betydning ‒ for tidlig. Alt i det tilstundende Efteraar vil hans Museum være saa vidt fuldendt, at det vil kunne indvies; der ventede ham en Fest, saa uudsigelig rig og yndig, at al Verdens Triumphtog maatte have blegnet ved Siden af denne Dags rene herlige Glands. Det blev ikke hans Lod at skulle opleve denne Dag. De Konstnere, der længtes efter Vaarens første Svale, for med den at drage ind i Museet og fuldføre den paa saa aandfuld Maade begyndte Decoration, hvor der ventede dem ‒ ikke nogen vissen Historiograph, ikke nogen anmassende Hofmand, ikke nogen karrig, Kassemester, men den sjeldne Lykke af en virkelig konstnerisk Frihed under en ægte konstnerisk og kammeratlig Ledelse, ‒ de ville også nu kunne gjøre deres Gjerning; men den bedste Glæde, Thorvaldsens kjærlige og deltagende Øie, hans Raad og hans Roes ‒ den ville de komme til at savne. Og naar Værket bliver færdigt, naar Christus og Apostlene, naar det hele corte celeste af Guder og Heroer skulle holde deres Indtog i dette smukke, livslyse Tempel, da vil hele Danmark bitterligen savne ham ‒ den store, eviguforglemmelige Mester. Men bliver det end ingen glædestraalende Seiersfest: uden dyb og skjøn Betydning vil den ikke blive.

Det er nemlig Thorvaldsens bestemte og oftudtalte Ønske, at hans jordiske Rester skulle hvile midt imellem de rige Mindesmærker af hans Virken her paa Jorden; det er midt i Museets Gaard, ved Foden af Christussalen, at Bindesbøll dertil har udseet en Plads, som skulde betegnes ved den store colossale Løve, der i Marmor findes i Thorvaldsens Attelier. Ideen er saa smuk, og den Afdødes Ønske maa være Enhver saa helligt, at vi ansee det for ufornødent, her imod de præstelige Skrupler, der muligen eet og andet Sted kunde søge at gjøre sig gjældende, at opregne de talrige Præcedenser, at særskilte Pladser ere kirkeligen blevne indviede til Gravsted for Afdøde. Vi forudsatte altsaa, at de dyrebare Rester, efter den Sorgehøitid, som naturligvis vil foregaae i Landets Kathedral, i den ved hans Haand saa herligt smykkede Fruekirke, ville vorde bisatte i et Capel ‒ rimeligvis i Holmens Kirke, hvor han er døbt og confirmeret ‒ indtil de kunne flyttes derhen, hvor hans Livs Bedrifter i stor og evig Marmorskrift ville blive opbevarede for alle kommende Tider.

Der er endnu eet Punct, vi alt idag maae berøre, fordi det er paatrængende nødvendigt, at der i saa Henseende strax bliver truffet en afgjørende Foranstaltning. Som bekjendt findes en stor Deel af Thorvaldsens Arbeider endnu i Rom, hvor ogsaa hans Formue er i Banquierhuset Torlonias Hænder. Den saakaldte danske Konstagent i Rom, Hr. Bravo, er en slet og ret Cicerone, og selv om han ikke tillige var Kongen af Würtembergs Commissionair, vil Enhver, der har mindste Kjendskab til Forholdene, med os være enig i, at det vilde være aldeles uforsvarligt at overdrage ham Ordningen af alle de vanskelige Affairer, der ufeilbarligen ville reise sig som Følge af Thorvaldsens uventede, uforberedte Død. Ogsaa den würtembergske Consul, der tillige besørger de danske Consulatforretninger i Rom, vil efter de alle Vedkommende velbekjendte Omstændigheder ikke kunne egne sig til i dette Tilfælde at erholde nogen Fuldmagt, uanseet at denne Hædersmand var den Afdødes intime Ven. Vi ville derfor haabe, at man uopholdeligen vil give nogle af de i Rom sig opholdende Danske en foreløbig Fuldmagt til at tage alle hans derværende Eiendele under Bevaring, og at man strax vil bestemme sig til at sende en paalidelig Mand derover, for at ordne alt saaledes, at alle hans derværende Efterladenskaber endnu i Sommer kunne af vore Krigsskibe føres hertil.

Det var kun disse Liniers Hensigt, at bringe de Puncter under Omtale, som nærmest paatrænge sig, og hvori en feil Beslutning eller Undladelse kunde have uberegnelige Følger. Lykkeligvis befinder Ledelsen af disse Sager sig i saadanne Hænder, at vi uden Ængstelighed kunne see hen til det Ansvar, der paahviler dem. Vi have kun ved Slutningen af et Liv, der er saa stort, at selv det Ubetydelige deri bliver vigtigt, villet meddele nogle Træk, der netop i dette Øieblik ville møde deltagende Opmærksomhed; ‒ at skildre dette Livs høie Betydning for Verdens Konstudvikling og Nordens Nationalære, dertil føle vi ‒ mindst idag ‒ hverken Sind eller Kald. Himlens salige Fred og en ærefrygtsfuld, taknemmelig Ihukommelse blandt Jordens Børn ‒ det er den Velsignelse, hvortil Thorvaldsen er indgaaet.

General Comment

Denne tekst blev trykt i Fædrelandet, 5teAarg. Nr. 1537.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Fædrelandet 25.3.
Subjects
Thorvaldsen and Christianity · Thorvaldsen as a Danish National Symbol · Thorvaldsen's Death · Thorvaldsen's Death, On the Cause of
Persons
Ole Bang · Gottlieb Bindesbøll · H.W. Bissen · Caroline Amalie · H.N. Clausen · Jonas Collin · Johan Peter Jacobsen · J.F. Schouw · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Works
Last updated 24.03.2015 Print