Med Thorvaldsens Billede.
Naar enhver Dansk, som har Sands for noget Høiere, føler sig æret og stolt ved den Tanke, at Thorvaldsen, Verdens nulevende største Kunstner, og for alle Tider En af Menneskehedens meest fremragende Genier, ‒ at Thorvaldsen er hans Landsmand, saa kan han rolig hengive sig til denne Følelse uden at lade sig forstyrre af den Indvending, at han ‒ hvad der jo er Tilfældet med de Allerfleste blandt os ‒ ikke forstaaer sig paa den Kunst, hvorved Thorvaldsen har vundet udødelig Ære. Det er kun faa store Mænd ‒ ja, vel beseet, maaskee neppe en Eneste ‒ hvis Fortjenester have været saadanne, at Alle have kunnet bedømme dem tilfulde, og dog bevares deres Minde som den kostbareste Skat af de Nationer, som have frembragt dem. Thi der er een Ting, hvorpaa Alle kunne have Forstand, og som er fælleds for alle store Mænd: det er Hæderen. Denne beholde de ikke for dem selv, men, i jo fuldere Maal den bliver dem til Deel, desto rigere strømmer dens Glands ud over deres Folk, trænger ind til dets Hjerter og hæver det til en ædlere Selvfølelse, en forhøiet Daadskraft. Her er Baandet, som knytter Thorvaldsen til alle Danske og giver Matrosens Hurra sin Berettigelse ved Siden af Kunstkjenderens Hylding; her er Noget, som tilhører Alle, medens Nydelsen af hans Værker og Indsigten i deres Værd blot kan falde i et mindre Antals Lod.
Trykkefrihedsselskabet har efterkommet en kjær Forpligtelse mod Folket ved at udgive et Skrift til Almeenlæsning, hvori Thorvaldsens Liv fortælles, og hans Værker anføres. Dette Skrift, som er forfattet af J.M. Thiele, udkom i Aaret 1837. Da vi nu her meddele vore Læsere et Portrait af Thorvaldsen, ville vi ledsage det med en Fortælling om det Vigtigste, der siden har tildraget sig i hans Liv.
Under sit lange ‒ meer end fyrgetyveaarige ‒ Ophold i Rom glemte Thorvaldsen aldrig sit Fædreland, men forblev altid fra Grunden af dansk, og det var stadig hans Agt at vende tilbage til sit sande Hjem i Norden, naar han vilde nyde Hvilen efterat have sluttet sin Kunstnerbane. En saadan Hviletid er rigtignok ikke indtruffet endnu, thi han vedbliver bestandig i sin usvækkede Alderdom (han er født den 19de November 1770) at frembringe nye Værker med isandhed ungdommeligt Liv og Kraft; men da hans Aar bleve mange, tænkte han dog paa en kommende Tid og besluttede at gjøre Danmark til Arving af sine mange Kunststatte, som først og fremmest bestode af hans egne Arbeider, men tillige af mange andre fra ældre og nyere Tid, hvorhos han eiede mange mærkværdige Ting fra Oldtiden, som han i Rom havde samlet. Alt dette vilde han nu skulde blive sammen og komme hans Landsmænd til Gode. I Danmark var man da betænkt paa at tilveiebringe et værdigt Sted, hvor hans store Gave kunde bevares, og hele Folket opfordredes til at bidrage hertil. En Orlogsfregat, Rota, sendtes 1838 til Italien for at afhente en Deel af Thorvaldsens Værker, og med den fulgte han selv tilbage. Da Fregatten ankom i Sundet, kappedes Svenskerne med de Danske om at see den verdensberømte Kunstner og vise ham Ære, og den 17de September, da den ankrede ved Kjøbenhavns Toldbod, blev en Triumphdag af dem, som sjelden opleves. Baade i Hundredetal, smykkede med Blomster, Flag og Faner, omringede Skibet under Musik og Jubelraab, medens Himlen selv syntes at tage Deel i Festen, idet en Regnbue hvælvede sig over denne Scene, saaledes som den viste sig, naar man saae den fra Landet. En talløs Menneskemasse bedækkede Strandbredden og modtog Thorvaldsens Baad med høie Glædesraab, og da han var stegen ind i den Vogn, der ventede ham, fraspændte man Hestene og trak ham til hans Bolig paa Charlottenborg, en Ære, han dog i Øieblikket var uvidende om og først senere af Andres Fortælling erfarede. Fra den Dag vare hans Dage en næsten uafbrudt vedvarende Række af Fester, indtil han i Begyndelsen af Sommeren 1839 paa Herregaarden Nysøe hos Baron Stampes Familie fandt Rolighed til atter at vende sit Sind til Kunsten. I Haven blev en egen lille Bygning opført for at tjene ham til Atelier, og her, saavelsom senere i Kjøbenhavn, frembragte han i de halvtredieAar, han denne Gang opholdt sig i Danmark, en Række af nye Værker, hvis Mængde ikke mindre opvakte Beundring end deres Skjønhed. Her er ikke Stedet at opregne dem, da dette alt er skeet i Dansk Folkeblad, 6te Aargang Nr. 28‒29 og 7de Aarg. Nr. 12, men vi ville kun bemærke, at han især beskjæftigede sig med Udsmykkelsen af Fruekirke, hvor Christus og Apostlerne i Marmor samt Johannesgruppen noget efter hans Ankomst vare blevne opsatte, idet han hertil følede de to store Basreliefs, hvoraf det ene omgiver hele Kirkens Baggrund og forestiller Christi Vandring til Golgatha, det andet, der forestiller Christi Indtog i Jerusalem, staaer over Indgangen og indtager hele Breden af kolonnaden.
Imidlertid var en betydelig Sum indkommen ved frivillige Bidrag til Bygningen, der skulde gjemme Samlingen af hans Værker, eller, som den kaldes, Thorvaldsens Museum: det Øvrige, der manglede i den dertil beregnede Sum af 200,000 Rbdlr. gav Kjøbenhavns Commune, og saaledes havde Thorvaldsen den Glæde, i Aaret 1840 at see Begyndelsen gjøres med Bygningens Opførelse. Den 25de Mai 1841 vendte Thorvaldsen atter tilbage til Rom, hvorhen Baron Stampes Familie fulgte ham, men besøgte underveis forskjellige Steder i Tydskland, især de, hvor han havde offentlige Mindesmærker fra sin Haand at see til, saasom Mainz, Stuttgard og München, og overalt blev han modtagen med store og udmærkede Æresbeviisninger baade af Folk og af Fyrster. Fra Rom droge Kunstnerne ham imøde og modtoge med Glade deres Ypperste imellem sig. Han kom nu atter i Virksomhed i sit gamle Atelier og omarbeidede, foruden Andet, sin store Gruppe, de tre Gratier, der ikke længer tilfredsstillede ham; og saa forunderligt har den friskeste Ungdomsfølelse vedligeholdt sig hos den alderstegne Kunstner, at han endnu kunde overtræffe sig selv i at fremstille det Skjønneste af det Skjønne, saa hans nye Gratier af Alle anprises som et af hans herligste Værker, ligesom han ogsaa selv glæder sig ved dem som noget, han har gjort godt. Ogsaa udførte han to Apostelstatuer til Frue Kirke, hvilke nu blive huggede i Marmor for at fattes istedetfor de to, der hidtil kun staae der i Gibs, fordi Thorvaldsen ikke var ret tilfreds med dem. Det kan vel være, at en sagte Følelse nu og da, midt i det herlige Rom, har mindet ham om Fædrelandet; dog holdt han sig længe mod alle Opfordringer om at vende tilbage, og endnu, da den kongelige Orlogsfregat Thetis i dette Efteraar laa ved Livorno for at indtage en ny Ladning af hans Værker, kunde han ikke beslutte sig til at følge med den tilbage. Da blev han pludselig greben af en Følelse af Tomhed og Eensomhed, og da et Brev fra en Ven i Livorno paa ny tilskyndede ham til at reise og gav ham Haab om, at han endnu kunde træffe Fregatten, besteg han øieblikkelig et Dampskib, der førte ham til Livorno, hvor han ankom Morgenen efter at Fregatten om Eftermiddagen var afseilet; men, bestemt paa at reise, fulgte han nu med Dampskibet til Marseille, og tog da videre over Land. I de samme Dage, som man i danske Blade havde læst, at der intet Haab var om Thorvaldsens Ankomst, overraskedes man ved at erfare fra Frankfurt, at han var der, og den 23deOctober befandt han sig blandt sine Venner i Kjøbenhavn. Imidlertid vare Museets kjæmpestærke Mure voxede op af Jorden; Kobbertaget havde allerede i et Aar beskyttet Bygningen, og under det vare alle Hvælvingerne murede i Sommer; thi i denne Bygning, der er bestemt til at gjemme uerstattelige Ting, er ikkun Tagværket af Træ, alt Øvrigt Muur og Steenhvælving. Den 25de October stod Thorvaldsen med inderlig Glæde for den majestætiske Facade, der vidner om Bygmesteren, M.G.B. Bindesbølls Genie; den var paa denne Dag festlig behængt med Guirlander af grønt Løv, og i Christushallen blev Thorvaldsen modtaget med en Velkomstsang, og Kjøbenhavns Overpræsident hilsede ham med en Tale, i Spidsen for Magistraten og Borgerrepræsentanterne. Ved dette Punkt ville vi blive staaende, og kun tilføie, at Thorvaldsen senest har skjænket en Sum af 30,000 Rbdlr, for at adskillige af hans Værker, som nu kun ere her af Gibs, kunne blive udførte i Marmor for Museer.
Det blev sagt, at det var paa Hæderens Vegne at vi alle kunde være knyttede til Thorvaldsen. Men naar vi engang vandre i Museet, mellem hans herlige Værker, som han skjænkede os til Nydelse og Ophøielse, ville vi ogsaa føle, at vi ere knyttede til ham ved Taknemmelighed.
F.C. Olsen.