Velkomsthilsen
til
de svenske og norske Studenter
i
THORVALDSENS MUSEUM
Tirsdagen den 24de Juni 1845.
Trykt hos Louis Klein.
Mel. Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden.
Der er et Navn, dets Ry er stort paa Jorden,
Og Thorvaldsen saa lyder store Navn;
Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden,
Det nævner fro sig som hans Fødestavn.
Hans store Minde, det er hele Jordens:
Hans Stordaad var til hele Slægtens Tarv;
Men Hæderen, han vandt, er ene Nordens,
Den tog det fra sin store Søn i Arv.
I Axelstad, hvor først hans klare Øje
Saae Lyset, hvor det nys i Døden brast,
Der rejstes Bautastenen for den Høje,
At staae som Vidne gjennem Tiden fast;
Et Vidne om, at ej forgjæves bejler
Det kolde Nordens Søn til Gratiers Gunst,
Et Varsel, hvori sig den Fremtid spejler,
Som venter Nordens sildigfødte Kunst.
Ved denne Bauta, her i Helligdommen,
Hvor Mindets og hvor Haabets Blomster groer,
En Kunstner-Flok Jer byder fro Velkommen,
I Brødre, Sønner af det gamle Nord!
Ja, i Fostbrødrelaget, længst indviet
Ved Aandens Eenhed og ved Blodets Baand,
Vi kræve Deel, thi ogsaa vi har viet
Vort Liv til Kamp for Aanden, Nordens Aand.
Velkommne da, Fostbrødre allesammen!
Velkommne til vor Mesters Bautasteen!
Som Nordens Rod er een, skjøndt deelt er Stammen,
Saa vorde Kronen, Kronen vorde een!
Den skygge over Fjælde, over Dale,
Og i dens Skygge mylre Blomster frem!
Ja, Kunst og Vidskab, Daad og Sang og Tale
I høje Norden faae sit bedste Hjem!