Thorvaldsens Monument
over Hertugen af Leuchtenberg.
–––––––––
II.
Et Værk som dette, der for bestandig er udstillet til offentlig Beskuelse, og ved sin Gjenstand som ved Kunstnernes Navne vækker den almindeligste Deeltagelse, bliver naturligviis ogsaa paa det Forskjelligste bedømt. Enhver er her sn Kunstdommer, ikke af Kjenderskab, men af naturlig Følelse, og denne livlige Udtalelse af Dommen og dens Skarphed er et glædeligt Tegn paa den almindelige Opmoerksomhed for Sagen. Derhos tør man imidlertid ikke forglemme, at man netop under den forste Impuls er meest tilbøielig til at forlange noget Overdrevent af den Kunstner, til hvem man troer at torde gjøre store Fordringer; kun efterhaanden vænner man sig til hvad man ved det forste Indtryk ikke kunde blive fortrolig med, og enkelte Skjønheder fremtræde ofte først skadesløsholdende og forsonende ved gjentagen Beskuelse. Ihvor meget jeg derfor maatte bebreide mig utidig Tilbageholdenhed, hvis jeg vilde fortie den Dadel, man yttrer derover, saa vidt er jeg dog fjernet fra at holde alle de Fordringer, man fremfører, for grundede. Jeg vil forsøge upartisk at opstille imod hinanden, hvad der siges for og imod, og frygter derhos hverken for at beskyldes for Anmasselse, eller Mangel paa Hensyn for tvende Kunstnere, der i Sandhed besidde Fortjeneste nok, til at kunne finde sig i en maadeholdende Dom af Publikum. Det Spørgsmaal, hvem de mulige Mangler ved den fælleds Udførelse maae tilregnes, hører ikke herhid, hvor Talen blot er om Sagen, ikke om Personer. Man maatte være nøie underrettet om alle derved indtraadte Forhold og Omstændigheder, for med Billighed at dømme derom, og selv da vilde en Tredie dog endnu ikke have Ret til at bringe Gjenstanden for Publikum.
Vel skulde jeg uden Videre forudsætte Ideen, som antagen med Tilbøielighed ; imidlertid kan jeg dog ikke undlade, at fremsætte nogle Bemærkninger over den. Det være mig nemlig kun tilladt at gjøre de Spørgsmaale: Kunde det, efter Værkets Anlæg, plastisk udtrykkes, at Hertugen er i Begreb med at gaae ind ad Gravporten? Tilbageskridende kunde Billedhuggeren ikke fremstille ham, og hvilken uundgaaelig Misforstaaelse, der maatte flyde af Stillingen udenfor Gravdøren, ville vi see i det Følgende. Fremdeles : havde man, for at undgaae en anden Misforstaaelse, ikke hellere skullet sætte ham Laurbærkrandsen paa Hovedet, end give ham den i den høire Haand? Og vilde det saaledes, da samtlige Figurer dog ikke staae i nogen Handling, heller ikke i aandig Forbindelse, men kun i allegorisk Forhold til hverandre, ikke have været bedre, ganske at udelade Hentydningen paa Gravporten, at stille Hertugens Figur, i heroisk Skikkelse, eller i Feltherrecostume, bekrandset med Hæderens Laurbær, paa en imod de øvrige Figurer betydeligt forhøiet Sokkel, og, hvis man vilde bibeholde Ideen med Historien, sat dennes Muse og de tvende Genier meget dybere paa begge Sider af den? Tanken vilde da rigtigtnok have været simplere, men tydeligere. Hertugens Figur vilde da ikke have gjort nogen anden Fordring end den, at bevare en Afbildning af hans Livs fulde Kraft og Værdighed for Efterverdenen; det Øvrige vilde, i Forhold til ham, være fremtraadt mere underordnet, og antydet, at Historien begyndte at optegne hans Hæder i det Øieblik da hans Livs og Døds Genier omarme hinanden.
Hvad nu hiint første Punkt angaaer, saa hører jeg hyppigt den Klage, at denne Tanke ei er tydeligt udtrykt i Værket; thi Mange, der ikke ere bekjendte med Ideen, formene [?] i Portalen, hvorover der staaer de gyldne Ord Honeur et fidélité, at see Porten eller Templet for Ære og Troskab, hvoraf Hertugen netop er traadt ud. Virkelig er Architeturen ikke af en saadan Charakteer, at man med Bestemthed kan skjelne et Gravmæle i den; desuden er Døren lukket, istedetfor at paa romerske Sarkophager Indgangen til Underverdenen, udenfor hvilken den Afdøde staaer, vel pleier at være antydet paa lignende Maade, men ved en noget aabnet Dør; endelig betegner Hertugens Stilling, med Ryggen vendt imod Døren, trods den letantydede Bevægelse, Billedhuggeren har givet den, dog ikke ganske tydeligt, at han er i Begreb med at vende om til Porten og gaae ind ad den. Langt forstaaeligere i denne Henseende, omendskjøndt ellers i Ideen usammenhængende, er Anordningen af Erkehertuginde Christinas Gravmæle i Wien, hvor man intet Øieblik forbliver i Tvivl om at Sørgetoget begiver sig ind i den aabnede Gravpyramide, for der at jorde den Forevigedes Aske. Ved dette Monument dadler man rigtignok derimod, at den midterste Hovedgruppe næsten ganske vender Ryggen mod Beskueren; med Undvigelse af dette Onde er der intetsteds opnaaet en høiere Grad af Tydelighed end i Marskalken af Sachsens Gravmæle i Straßborg, hvor han fra Ærens Trin stiger lige ned i den foran ham aabmde Kiste. At Rummet imellem Hertugen og Porten indtages af den Rustning, som ligger bag hans Fødder, bidrager vistnok til at forøge Utydeligheden; laae den foran ham, eller ved Siden af ham, saa vilde man lettere see, at han har aflagt den, for at unddrage sig den for bestandig. Saavidt mig bekiendt, var i det første Udkast Rustningen anbragt i Stedet for Genierne; hvilket imidlertid ikke saa godt grupperede med Historiens ligeoverfor siddende Figur og kunde have yppet [?] anden Misforstaaelse.
Paa Hertugens Figur er Skjægget over Overlæben ikke ganske i Overeensstemmelse med det heroiske Costume, Billedhuggeren har valgt. Men da Hertugen bestandig bar det, vilde dets Udeladelse have skadet Portraitliigheden. Maaskee kunde der ved en noget rigeligere Beklædning nogenlunde have været bødet paa denne Contrast, da den korte Tunica, som bedækker Legemet, men som er aabnet ved Siden, og tillige forstørstedelen lader Brystet aabent, virkelig neppe kan gjelde som Gevandt. Ogsaa Hovedets temmelig stærke Bøining, der næsten forraader noget Sentimentalsk, synes ikke fuldkomment at stemme overeens med Figurens øvrige heroiske Holding.
