Thorvaldsens Monument
over Hertugen af Leuchtenberg
–––––––––
III.
Hvad Historiens Figur angaaer, saa finder man en Mangel paa Handling deri, at Musen ikke seer paa Hertugen, og denne ikke ligefremt rækker hende Laurbærkrandsen. Denne Fordring forekommer mig ugrundet; thi i det Heles Idee saae [?] ingen Nødvendighed for at sætte begge Figurerne i Handling; ja Billedhuggeren vilde udentvivl derved have vakt en Misforstaaelse; thi i den plastiske Allegories Sprog vilde dette have betydet: at Musen blev kronet af Hertugen med Hæderens Laurbær. Han bærer Krandsen i sin Haand, til Sandseliggjørelse af hvad den ved Siden af ham siddende Muse optegner, og Historiens Begreb forekommer os større og ædlere, naar vi see hende uafhængig, kun at følge sin egen Indskydelse. Desuden vilde en Handling, hvori blot disse to Figurer havde taget Deel, aldeles have isoleret Geniernes Gruppe, og Fremstillingen havde da tabt sin indre Ligevægt. Paa Musens Ansigt svæver et let Træt af Sorg og stille Tænksomhed, dog torde Mange ønske Udtrykket i det Hele mere betydningsfuldt; thi man kan ikke nægte, at hendes Ansigt har noget Ligegyldigt og den hele Figur derved noget Ulivligt. Hendes Former ere iøvrigt, omendskjøndt ædle, dog særdeles stærke og kraftige.
I Beundring over de tvende Genier stemme alle Beskuere overeens; Formernes høie Skjønhed, de tvende Figurers yndige Forbindelse, det rene og høie Udtryk i deres Ansigter, den fortræffelige Anordning af Drapperierne, den overordentlig rene og omhyggelige, og desuagtet fra alle Fordringer fjernede Udførelse kan Ingen noksom rose. Gruppen har i Anordningen en flygtig Liighed med den bekjendte Gruppe: Castor og Pollux, af S. Ildefonso; men den har mere Renhed og Harmonie. Man kjender Brødrene paa det Beslægtede i deres Skikkelser; men, trods denne Liighed, ere deres Charakterer nøie adskilte. Alvor og Strænghed fremtræder hos den Ene, Mildhed og Ynde hos den Anden, i heeltigjennem vedligeholdt Eiendommelighed. Deres Former ere overordentlig rene og ædle; den fineste ungdommelige Ynde forbinder sig med Ledemodenes Kraft og Fylde; det er Antikens Skjønhed, men dog en individuel, ny og betydningsfuld, Stillingerne ere naturlige og yndige; men især har Kunstneren i Gevandternes Foldekast overvundet en ikke ringe Vanskelighed, idet de overalt, hvor det er nødvendigt, omgive Skikkelserne med lette Linier, og desuagtet næsten lade dem utilhyllede. I denne Gruppe har Thorvaldsen aabenbaret sit Genies hele Kraft, og jeg tager ikke i Betænkning at sige, at jeg tæller den blandt det Skjønneste, som er udgaaet fra hans Haand.
Samtlige Figurers Gruppering er noget snever, og det vilde have været at ønske, at Sokkelen, saavelsom den bagved værende Portal, havde frembudt et større Rum. Det Trin, hvorpaa Hertugens Figur staaer, er smallere end Døren, og desuagtet træde Sidefigurerne, seete forfra og fra et behørig fjernet Standpunkt, endnu paa begge Sider udenfor Portalens Architektur og tabe tildeets den for dem bestemte Baggrund. Ogsaa vilde det Heles Virkning have vundet meget ved Valget af et andet Marmor til de architektoniske Dele. Statuerne er af det blaalige karrariske Marmor af anden Art, som udentvivl valgtes, fordi det lettere frembyder sig i saa store Blokke, end det ellers til Statuer sædvanlige hvide. Men nu er dette Marmor noget dunklere, end det næsten overalt meget hvide Slanderskse [?] Marmor, hvoraf de architekroniske Dele bestaae, og Statuerne fremtræde derfor dunkelt paa en lys Grund. Da desuden ogsaa Monumentets Belysning, gjennem det ligeoverfor samme værende Vindue, er temmelig skarp, og kun yder liden Skyggemasse, saa vilde en dunklere Baggrund, f. Ex. af det skjønne graae Granitmarmor, som her saa hyppigt forarbejdes, eller ogsaa af sort, have været af saa meget des gavnligere Virkning.
Tør jeg endnu tillade mig et Ønske, saa er det, at man vilde have ladet de tvende svævende Genier paa Inskriptionstavlen blive borte, da de, forfærdigede heri München, ikke ere fortrinligt vellykkede; dernæst, at Hertugens Motto, istedetfor i det franske, hellere var blevet sat i det latinske Sprog: Honor et fides, da ogsaa Sokkelens Indskrift er latinsk. – Endelig torde man vel selv betragte Korset paa det (noget magert udarbeidet) Kronværk paa Portalen som overflødigt, da den Idee, der hersker i det Ovrige, indeholder en mythologisk Allegorie, eller en Hentydning paa Christendom, men derhos Monumentets Opstilling i en christelig Kirke allerede siger Alt hvad der skal antydes ved Korset.
Disse og lignende Bemærknmger ville imidlertid ikke hos Nogen kunne fortrædige Nydelsen af det meget Skjønne og Fortræffelige i dette Monument. Thorvaldsen er blandt alle nyere Kunstnere den Eneste, der har opfattet Naturens Skønhed ligesaa reent, med en ligesaa oprindelig og rigtig Følelse, som de Gamle, og hvem det er lykkedes, ligesom disse, overalt at udpræge Tanken ædelt, simpelt og naturligt i Fremstillingen. Han har ført Skulpturen tilbage til Grækernes ædle Stiil, og det er lykkedes ham, som ingen anden Mester i den nyere Tid, at holde sig fuldkomment fjernet fra al Maneer, og at bevare den ægte og rene Stiil i alle sine Værker. Vi see i hans Figurer Sandheden og kun Sandheden i den reneste Skjønheds Lys, og alle hans Fremstillinger indeholde en Riigdom af kunstneriske Tanker, et Udvalg af Motiver, en Delicatesse i Opfatningen som ikkun kunde lykkes den Aand, der er fortrolig med Kunstens fineste og ædleste Midler. Derfor tør man billig anses det for en Lykke, i en saa kunstvirksom Stad som München, at besidde et større Værk af denne Mester. Hvad der virker forenet hos Thorvaldsen: poetisk Skaberkraft, høi Skjønhedssands og samvittighedsfuld Iagttagelse af hans Kunsts høieste og ædleste Stiil, kan ikke forfeile en velgjørende Indflydelse paa de med ham beslægtede Aander af enhver Art. Maatte Betragtningen af hans Værk i denne Henseende vække frugtbare Spirer og vise Mange den rigtige Vei!
