N247: Betegnet på indpakningspapiret:
“Lok af Thorvaldsens Haar. CWilckens Custode”
N247: Betegnet på indpakningspapiret:
“Lok af Thorvaldsens Haar. CWilckens Custode”
LæserenI kan her fornøje sig med et udpluk af den mængde af Bertel Thorvaldsens hår, der opbevares på Thorvaldsens Museum – samt et kapitel fra billedhuggerens kammertjener, C.F. Wilckens’II erindringer om baggrunden for denne bizarre del af museets samling. Som det fremgår, synes hårmanien at have haft sit udspring i en slags kappestrid mellem kammertjeneren og Thorvaldsens veninde, baronesse Christine StampeIII om at samle flest af mesterens totter.
De to var dog ikke alene om denne særprægede genidyrkelse. Efter Thorvaldsens død skulle fx Jonas CollinIV – Det Kongelige Teaters meddirektør, formand for komiteen for oprettelsen af Haarvaldsens Museum, højtstående embedsmand m.m. – have set sit snit til at befri liget for adskillige lokkerV.
Det satiriske tidsskrift Corsaren fik hurtigt færten af kultfænomenet. Allerede tre uger efter skulpturgeniets død trykte bladet en slags mockumentary, hvoraf det fremgik, at efterspørgslen på den døde mands hår nu var blevet så stor, at Kunstakademiets øvrige professorer pligtskyldigst måtte lægge hårpragt til, så forsyningerne kunne opretholdes. Corsarens spydigheder er gengivet nedenfor.
Kammertjener Wilckens var øjensynlig drivkraften bag hårkultens udbredelse og antagelig også kunstneren bag de mest fantasifuldt udformede hårværker, se fx N327. Han lod dem ofte ledsage af verdensstjernens visitkort med teksten “Conferentsraad Thorvaldsen” – tilsyneladende som en art uofficiel blåstempling af relikviet, se N226.
| N226: Skænket til Thorvaldsens Museum af prins ValdemarsVI arvinger. Prinsen havde fået lokken af hertuginde ThyraVII af Cumberland. Hvor hun havde den fra, vides ikke. |  |
At samlertrangen ikke standsede ved Thorvaldsens håraffald, fremgår af Wilckens’ tekst: Også så fantastiske genstande som hår fra Napoleons mor og en stump kalk fra Rafaels grav blev indlemmet i Wilckens’ wunderkammer. Begge dele findes i dag på Thorvaldsens Museum, se N86 og N87.
Kulten giver muligvis stadig genlyd i vore dages blomsterforretninger, hvor græsarten fjergræs, Stipa pennata, går under varenavnet Thorvaldsens hår. Måske har navnet rødder i 1800-tallets hårdyrkelse.
Museet modtager med mellemrum nye hårstumper fra generøse donatorer. De forsynes på behørig vis med et N-inventarnummer, som omfatter genstandsgruppen Thorvaldseniana. De ord, der her ledsager hvert hårpræparat, stammer enten fra museets inventarprotokoller, eller gengiver de autenticitets-verificerende småtekster, hver lok fik med på sin vandring gennem aftagerkredsen – sædvanligvis det københavnske højborgerskab.
Inventarprotokollernes kølige prosa og hårværkernes sirlige udformning røber kun modvilligt – men derfor desto tydeligere(!) – hårkultens komplekse og grotesk-herlige mix af idoldyrkelse, død, vitalitet, animisme, symbolkraft, intimitet, væmmelse, fortrængt sexualitet, nærvær, surrogatnærvær, musealisering, kitsch, samlertrang, ordensfetichisme, snobberi, social positionering, etc.
Det overvejes at lade lokkerne DNA-analysere.
 |
N327: Betegnet verso, antagelig af C.F. Wilckens: “Conferentsraad Berthel Thorvaldsens Haarlok. Rammen udført af Stilke og Frugtkolber af Træer i Fredensborg Slotshave.” |
Paa en underlig Maade blev jeg Samler af Thorvaldsens Haar. Jeg opdagede nemlig, at hans Haarbørste og Kam bleve rensede, uden at jeg vidste af hvem, og lod det da være mit første Arbeide efter hans Paaklædning, at gjøre dem rene. En Dag kom Baronesse Stampe til mig og spurgte: »Hvem tager Thorvaldsens Haar? Jeg har savnet det i flere Dage, og jeg samler derpaa.« Nu vidste jeg altsaa, hvem der havde taget Haaret af Børste og Kam, og den Tanke opsteg strax hos mig, at jeg forlænge siden burde have begyndt derpaa. Jeg svarede derfor: »Det gjør jeg, Deres Naade! og jeg haaber, at De vil have mig undskyldt, at jeg bliver ved dermed; som Thorvaldsens Kammertjener maa det dog vist tilhøre mig, naar han er her i Byen.« For at være vis paa, at jeg maatte tage det, spurgte jeg Thorvaldsen, om jeg maatte beholde Haarene, som jeg tog af Kammen eller som jeg klippede af ham. Thorvaldsen smilede og sagde: »Vil De nu ogsaa samle paa mit Haar? Ja kan det interessere Dem, saa vær saa god! Men vil De samle paa Haar, saa skal De faae en ganske lille Lok af Napoleon I’s Moders HaarIX« Med disse Ord gik han hen til sin Secretair og fremtog den Æske, hvori Haarlokken laa, og gav mig den halve Lok. »See det er Haar at gjemme paa!« sagde Thorvaldsen. Samme Dag fremtog han en Æske, hvori der var Kalk fra Rafaels GravX. Han havde været tilstede ved Gravens Aabning, hvorfra han, ligesom de andre Tilstedeværende, havde medtaget lidt Kalk. »Da det lader til, at De vil være Samler,« sagde Thorvaldsen, »er det vel bedst, at De ogsaa faaer lidt heraf,« og jeg modtog naturligvis med Taknemlighed disse Gaver. Da jeg flere Aar efter, ved Thorvaldsens Bisættelse i MuseetXI, saae, at der blev stødt nogle Stumper Kalk af Gravrummet, samlede jeg dem op, og ved Thorvaldsens HundredaarsfestXII gav jeg hvert af Festcomiteens Medlemmer et stykke deraf.
 |
 |
| N239: Betegnet på indpakningspapiret: “Thorvaldsens Haar klipped af efter hans Død.” Hårlokken har antagelig været ejet af Thorvaldsens ungdomskæreste Sophie Amalie KurtzhalsXIII. | N231: Skænket til Thorvaldsens Museum af søskendeparret UnsgaardXIV, der arvede lokken fra deres onkel, godsejer G.S. VogtXV, der i sin tur havde den fra sin mor Adelgunde VogtXVI, der var elev af Thorvaldsen. |
Hr. Frederik BarfodXVIII agter at samle alle Notitser o. s. v. der angaae Thorvaldsen, og udgive dem som et Thorvaldsens AlbumXIX. Han har udstedt Indbydelse til alle Mennesker om at levere ham Bidrag, og vi tøve ikke med, foreløbig at sende ham Efterfølgende. Det bør hedde:
Da Thorvaldsens Død erfaredes, rev “Fædrelandet”XX sig som bekjendt jamrende i HaareneXXI. Dog havde dette ingen videre følger.
Mere følgerig var Virkningen af den verdensberømte Kunstners Død paa Prof. HeibergXXII. Om det var af Sorg over den Hedengangne eller af Fortvivlelse over et Riim til det Declamations-Nummer, Fru Heiberg i den Anledning skulde fremsige i TheatretXXIII, vides ikke – nok er det, han rev sig ogsaa i Haaret.
De, som tvivlede om Sandheden heraf, bleve overbeviste ved at see og høre, hvor haartrukket Declamations-Nummeret var. Vist er det, at Prof. Heiberg fremtidig maa bære Paryk.
Det var altsaa Parykken.
Et andet Factum er mindre bekjendt; det foregik i Nattens Taushed som et Mysterium. Men selv Natten er ikke længer taus, den har fortalt Alt til “Corsaren”.
Da den store Døde laa ligklædtXXIV, med Laurbærkrandsen om Hovedet, og næste Dag skulde begravesXXV, faldt det pludselig en fornem Dame ind, at hun ikke havde nogen Erindring om Thorvaldsen, og den maatte hun have.
Hun var ikke saa lykkelig som Overlæge JacobsenXXVI, han fik jo ved selve Thorvaldsens Død endog en drøi ErindringXXVII.
Men et Erindringstegn vilde hun som sagt have, og hun sendte Bud og udbad sig en Lok af den store Kunstners Haar.
Næppe var dette blevet bekjendt, før næsten alle fornemme Damer sendte Bud og ligeledes udbade sig en Lok.
Thorvaldsen var en stor Kunstner og en retskaffen Mand; men han var ingen Samson. Dette sagde ogsaa ComiteenXXVIII til sig selv, da den holdt et extraordinairt Møde for at raadslaae om, hvad der var ved Sagen at gjøre.
Men man fik en Idee, en glimrende Idee. Der seer man, hvad Fortvivlelsen kan gjøre.
Man vilde lade Andre give Haar til! Andre – naturligviis andre Kunstnere.
Men EleverneXXIX vare naturligviis ikke værdige til, med deres Haar at repræsentere Thorvaldsen, og med en Art Stolthed rakte ProfessorerneXXX derfor deres Haar, deres Hoveds Prydelse frem.
Nogle Haar vare sorte, andre graae, atter andre røde, og Thorvaldsen havde hvide Haar.
Damerne undrede sig, og En, der havde faaet en stor rød Tot, sagde: Jeg er bestemt bleven narret; Tjeneren er gaaen op til en Friseur.
Men Comiteen, hvem hun adsprugte, svarede, at hun ikke var bleven narret. Hun maatte betænke, at Mennesket forandrer sig i Døden.
Dette Factum er ubeviisligt.
Men nok herom: Derfor er det saadanne skaldede Professorer, vi have ved Academiet.
N230: Betegnet på indpakningspapiret:
“Thorvaldsens Haar – Moder faaet af Onkel Caspar KongslevXXXI,
der var Lærer paa Akademiet”
Sidst opdateret 27.09.2023
Denne tekst har tidligere været udgivet i en lidt anderledes form i tidsskriftet ARK 73, 2006/2007:4.
Se evt. C.F. Wilckens’ biografi.
Den danske baronesse Christine Stampe.
Den danske embedsmand Jonas Collin.
Se Johanne Luise Heiberg: Et Liv, gjenoplevet i Erindringen, København 1944, vol. IV, p. 347: “Det var et Led af Begejstringen for Thorvaldsen at samle paa hans smukke, hvide Haar, og især var Kammertjener Wilckens og Baronesse Stampe ivrige. Der findes endnu mange Lokker. Jonas Collin klippede flere, da Thorvaldsens Lig var bragt til Charlottenborg, og det var formentlig ham, som gav Fru Heiberg en Lok til Erindring.”
Prins Valdemar (1858-1939) var søn af Christian 9.
Hertuginde Thyra af Cumberland (1853-1933) var yngste datter af Christian 9. og altså søster til ovennævnte prins Valdemar.
Uddrag af kammertjener Carl Frederik Wilckens: Træk af Thorvaldsens Konstner- og Omgangsliv samlede til Familielæsning, København 1874, p. 18-19 (genudgivet under titlen: Thorvaldsens sidste år. Optegnelser af hans kammertjener, København 1973, p. 80-81).
Dvs. hår fra Letizia Bonaparte. Håret findes som nævnt ovenfor i dag på Thorvaldsens Museum, N86. Lokken er kastanjebrun med grå stænk og opbevares i en cylindrisk æske af sort horn. Hun boede og døde i øvrigt i Rom.
Dvs. kalk fra renæssancemaleren Rafaels (1483-1520) grav i Pantheon i Rom, N87. Graven blev åbnet 14.9.1833 i bl.a. Thorvaldsens nærvær, som Wilckens beretter i det følgende. Gravåbningen er gengivet på maleriet af Francesco Diofebi, B73 og selve skelettet ses på et litografisk blad, E1100.
Thorvaldsens lig blev bisat i graven i museets gård 6.9.1848, godt fire år efter Thorvaldsens død, 24.3.1844.
Thorvaldsens 100-års fødselsdag blev fejret 19.11.1870 med store fester i bl.a. København og Stockholm.
Om Sophie Amalie Kurtzhals, se hendes biografi.
Sandsynligvis den danske minister og embedsmand I.J. Unsgaard og en p.t. uidentificeret søster eller bror.
Unsgaard var gift med Vilhelmine Alvilda Herbst (1816-1851), en søster til den omtalte Adelgunde Vogt, født Herbst.
Der kunne dog også være tale om et søskendepar Unsgaard, som var efterkommere af I.J. Unsgaard.
Den danske billedhugger og godsejer Gundo Vogt (1852-1939), se evt. Weilbachs Kunstnerleksikon.
Den danske billedhugger Adelgunde Vogt.
Teksten blev trykt i Meïr Goldschmidt (ed.): Corsaren nr. 187, 12.4.1844, p. 8-9, dvs. ca. tre uger efter Thorvaldsens død 24.3.1844.
Illustrationerne stammer fra tidsskriftet.
Den danske forfatter og politiker Frederik Barfod.
Barfods antologi af mindre tekster, digte, erindringer om Thorvaldsen blev udgivet efter billedhuggerens død under titlen Thorvaldsensk Album, København 1844.
Alle teksterne er genudgivet i dette Arkiv.
Avisen Fædrelandet var talerør for de nationalliberale og spillede en afgørende rolle i den offentlige meningsdannelse i den tumultariske tid omkring midten af 1800-tallet.
Corsaren må fx hentyde til, at Fædrelandet dagen efter Thorvaldsens død, 25.3.1844, udkom med sørgerand på hele forsiden og overskriften: “Thorvaldsen er død! Skønhedens Ypperstepræst er ikke mere!”. Dette blev gentaget i fede typer yderligere to gange på forsiden som omkvædet i en klagesang, der til sidst blev afsluttet med varianten: “Thorvaldsen er død! Men han lever i sine Værker og i sit Folk!”
Se også referenceartiklen Idolisering af Thorvaldsen.
Den danske forfatter J.L. Heiberg.
Den Kongelige Teater afholdt en såkaldt sørgefest for Thorvaldsen den 9.4.1844, hvor Johanne Luise Heiberg fremførte sin mands prolog, J.L. Heiberg: Thorvaldsen. Prolog ved det kongelige Theaters Sørgefest, den 9de April 1844, København 1844.
Når Corsaren her ironiserer over rimene i “Declamations-Nummeret” skyldes det nok, at der slet ingen rim var. Prologen er skrevet på urimede heksametre.
Johanne Luise Heiberg udtalte selv om sin optræden: “Den skjønne Prolog fremsagde jeg ikke, som jeg havde ønsket. Jeg var for betagen og stod endnu for lidt over min Sorg, til at jeg med kunstnerisk Ro kunde udtale den Sorg, der føltes saa dybt af Alle.” Se Johanne Luise Heiberg: Et Liv, gjenoplevet i Erindringen, København 1944, vol. II, p. 33.
Thorvaldsens lig lå på lit de parade i Kunstakademiets festsal 29.3.1844.
Thorvaldsen blev bisat fra Vor Frue Kirke i København 30.3.1844.
Den danske læge Johan Peter Jacobsen.
Jacobsen blev i avisen Fædrelandet 25.3.1844, dagen efter Thorvaldsens død, beskyldt for at have forvoldt dødsfaldet ved forkert lægelig behandling. Beskyldningen var dog grundløs, se mere herom i referenceartiklen Om årsagen til Thorvaldsens død.
Corsaren må hentyde til Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum.
Dvs. eleverne på Kunstakademiet.
Dvs. professorerne på Kunstakademiet.
Den danske maler Caspar Peter Kongslev, der underviste på Kunstakademiet.