Bertel Thorvaldsens værk - kilder og kontekst. SLUTRAPPORT
- Kira Kofoed, Karen Benedicte Busk-Jepsen, Nanna Kronberg Frederiksen, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2021
Slutrapport af 8. december 2021 for forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst, der blev realiseret i regi af Arkivet, Thorvaldsens Museum i perioden 1. april 2017 til 20. september 2021. Projektet affødte et nyt syn på Thorvaldsen som kunstner og menneske, samt udgivelsen af det digitale katalog “Bertel Thorvaldsens kunst og samlinger. Det komplette katalog”.
-
1. Indledning
[+]
- 1.1. Projektperiode
- 1.2. Økonomi
- 1.3. Bemanding
- 1.4. Bertel Thorvaldsen (1770-1844)
- 1.5. Arkivet – Kataloget – Fotoarkivet
- 1.6. Målgrupper
- 1.7. Projektets forhistorie
- 2. Arkivets resultater [+]
- 3. Katalogets resultater [+]
- 4. Konklusion
-
5. Bilag
[+]
- 5.1. Bilag 1: Regnskab
- 5.2. Bilag 2: Bemanding
- 5.3. Bilag 3: Målgrupper
- 5.4. Bilag 4: Forhistorie
- 5.5. Bilag 5: Arkivets dokumenter
- 5.6. Bilag 6: Arkivets artikler
- 5.7. Bilag 7: Arkivet som referenceværk
- 5.8. Bilag 8: Data fra Google Analytics
- 5.9. Bilag 9: Foredrag, taler og undervisning
- 5.10. Bilag 10: Katalogets indhold
- 5.11. Bilag 11: Katalogoplysninger
Indledning
I 2017 modtog Thorvaldsens Museum (ThM) en række generøse bevillinger fra hhv. Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, 15. Juni Fonden, Novo Nordisk Fonden, Ny Carlsbergfondet samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond som en del af finansieringen af forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst.
Her ved vejs ende aflægger vi slutrapport for det samlede projekt.
Slutrapporten rummer det glædelige budskab, at vi har nået de resultater, vi satte os for, ganske vist ikke oprindeligt, men i de justerede projektmål fra april 2018. Det er vi utroligt glade for, og vi retter endnu engang en stor tak til fondene for den økonomiske støtte, som vi modtog.
Forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst var et todelt projekt bestående af:
-
Arkivet: Grundforskning i de skriftlige kilder til Thorvaldsens værk, liv og kontekst (ved Ernst Jonas Bencard, Karen Benedicte Busk-Jepsen og Kira Kofoed) (50 % af den samlede tidsramme)
- Kataloget: Udvikling af et nyt digitalt oeuvrekatalog over Thorvaldsens samlede værk (ved Nanna Kronberg Frederiksen), herunder foretage en nøjere registrering af Thorvaldsens tegninger (ved Stig Miss) (50 % af den samlede tidsramme)
Hovedformålet med projektet var at styrke det nationale og internationale kendskab til Bertel Thorvaldsens kunst gennem kildebaseret forskning og digitale medier.
I det følgende vil vi redegøre i detaljer for resultaterne af det samlede projekt.
Projektperiode
1. april 2017 til 20. september 2021
Økonomi
Forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst har samlet set haft udgifter for kr. 13.258.180. Heraf er kr. 4.504.897 dækket af ThMs egenfinansiering, og kr. 8.753.283 er bevilget af følgende fonde:
- Augustinus Fonden (2.000.000)
- Beckett-Fonden (1.000.000)
- 15. Juni Fonden (250.000)
- Novo Nordisk Fonden (4.000.000)
- Ny Carlsbergfondet (503.283)
- Aage og Johanne Louis-Hansens Fond (1.000.000)
Bemanding
Forsknings- og formidlingsprojektet har genereret arbejde til mange mennesker, både som lønnede medarbejdere og på frivillig basis.
Antallet af lønnede medarbejdere var i alt i hele projektperioden 12 personer, fordelt på:
- 5 forskere
- 1 programmør
- 1 fotograf
- 1 oversætter
- 4 studenter
Antallet af ulønnede medarbejdere var i alt i hele projektperioden 14 personer, fordelt på:
- 1 fotograf
- 3 oversættere
- 10 virksomhedspraktikanter
Antallet af medlemmer i vores advisory board var 4 personer.
Bertel Thorvaldsen (1770-1844)
Forsknings- og formidlingsprojektet havde Bertel Thorvaldsen og hans værk som omdrejningspunkt. Thorvaldsen var en af de mest betydningsfulde og internationalt anerkendte billedhuggere i sin tid. Han fødtes og døde i København, men levede og arbejdede størstedelen af sit liv i Rom.
Da Thorvaldsen i 1838 testamenterede sin kunst og sine righoldige samlinger til fødebyen København, mod at Thorvaldsens Museum blev oprettet, sikrede han samtidig eftertiden en uvurderlig arv og en autentisk adgang til fortiden. Det er denne arv, som vi med projektet har ønsket at åbne endnu mere op for ved at udforske og digitalisere den.
Arkivet – Kataloget – Fotoarkivet
Forsknings- og formidlingsprojektet er processeret og udmøntet i tre databaser. Med “Kataloget”, som sidste skud på den digitale stamme, har ThM nu tre databaser, der tilsammen rummer museets digitaliserede og faktatjekkede viden om Bertel Thorvaldsen, hans breve, kunst og samlinger:
- Arkivet rummer p.t. mere end 10.000 historiske dokumenter fra perioden 1771 til 1896, foruden biografier, artikler og den såkaldte Thorvaldsen-kronologi, der giver et detaljeret indblik i Thorvaldsens liv og færden.
- Kataloget rummer p.t. mere end 18.000 kunstværker og genstande fra det gamle Egypten til 1800-tallets midte.
- Fotoarkivet rummer p.t. mere end 60.000 fotografier af kunstværker og genstande, men også af ThMs arkitektur, arrangementer, udstillinger, butiksvarer m.v.
Både Arkivet, Kataloget og Fotoarkivet er udviklet i open source. De er dynamiske databaser, som kan tilrettes. De opbevarer digitaliseret viden, men de indgår også i et “økosystem”, der strukturer og leverer viden på kryds og tværs af hinanden.
Arkivet og Kataloget er offentligt tilgængelige, mens Fotoarkivet er et internt redskab, der dog leverer fotos til Arkivet og Kataloget.
Alle tre databaser kan, i det omfang man ønsker det, levere oplysninger til eksterne systemer som fx apps eller Slots- og Kulturstyrelsens registreringssystem SARA.
Målgrupper
Forsknings- og formidlingsprojektet havde en målsætning om, at en bred gruppe af personer skulle kunne benytte sig af Arkivet og Kataloget. Det, mener vi, er lykkedes rigtig godt, når vi ser på, hvad folk i dag allerede gør eller planlægger at gøre med udgangspunkt i Arkivet og Kataloget.
Projektets forhistorie
Forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst er det foreløbigt sidste projekt i en række af fondsfinansierede projekter, der siden 2004 er udgået fra den specialenhed på ThM, der har varetaget den digitale udgivelse og udforskning af Thorvaldsens breve (i Arkivet) med særligt henblik på at fastsætte vidensgrundlaget for Thorvaldsens kunst og samlinger (nu også i Kataloget).
Det er værd at bemærke, at der før 2004, og helt tilbage til 1930’erne, var mange forgæves forsøg på at udgive Thorvaldsens breve.
Når det ikke lykkedes, skyldtes det, ifølge journalerne, primært to forhold: 1) at materialet var for omfangsrigt til bogform, og 2) at arbejdet skulle udføres inden for rammerne af ThMs almindelige drift.
Vi kan konkludere, at når udgivelsen af Thorvaldsens breve, men også af hans kunst og samlinger, nu er lykkedes snart 100 %, så skyldes det: 1) at vi har haft teknologien med os i form af databaser, og 2) at arbejdet har været udført af en specialenhed, hvis arbejde er muliggjort gennem massiv fondsstøtte, der kunne supplere museets egenfinansiering.
Arkivets resultater
Den ene del af forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst bestod i grundforskning i Arkivets skriftlige kilder til Thorvaldsens værk, liv og kontekst. Dette foregik på to måder: 1) Analyse på basisniveau og 2) Sammenfatning på overbygningsniveau.
Færdige dokumenter
I analyse på basisniveau blev dokumenter udvalgt, gennemlæst og forsynet med resuméer, kommentarer og tags. Dette skete med henblik på at udlede faktuelle oplysninger om Thorvaldsens liv, kunst og kontekst. Ved først at fastlægge vidensgrundlaget for Thorvaldsens liv og værk kunne vi bevæge os mere sikkert fremad i de efterfølgende tolkninger.
Af de 600 dokumenter, som vi satte os for at færdigbehandle, har vi nået 600, svarende til 100 % af projektmålet. De 600 dokumenter indgår i Arkivets samlede mængde af pt. 10.246 dokumenter, hvoraf i alt 2.618 nu er færdigbehandlede.
Færdige kommentarer
Af de 6.000 kommentarer, som vi satte os for at koble på dokumenterne, har vi nået 9.415, svarende til 157 % af projektmålet. De 9.415 nye kommentarer indgår i Arkivets samlede mængde af pt. 45.637 kommentarer.
Færdige artikler
I sammenfatningen på overbygningsniveau blev nogle af de mest interessante sagsforhold og emner, som de kommenterede dokumenter rummede, udfoldet i videnskabelige artikler. Dette skete med henblik på at formidle stoffet på en sammenhængende og lettilgængelig måde.
Af de 20 videnskabelige artikler om Thorvaldsens kunstværker, liv og kontekst, som vi satte os for, er 24 færdige, svarende til 110 % af projektmål. De 24 nye artikler indgår i Arkivets samlede mængde af pt. 459 artikler.
De 24 artikler har alle været underlagt internt peer review, og de er, eller vil blive, udgivet i Arkivet. Derudover har 11 af dem været underlagt eksternt peer review og er også, eller indtil videre kun, udgivet i andre fora.
Arkivet som referenceværk
To af vores målsætninger var at konsolidere Arkivet som et nationalt og internationalt referenceværk, henholdsvis at genindskrive Thorvaldsens værk i international kunsthistorie. Dette kan vi se er lykkedes;
- dels ved kvalitativt at iagttage den øgede interesse for Thorvaldsen udtrykt gennem faglige forespørgsler fra hele verden, besøg af udenlandske gæsteforskere i København, samt flere nye danske og udenlandske bogudgivelser, der tydeligt har trukket på Arkivets ressourcer;
- dels ved kvantitativt at analysere den øgede brug af Arkivet via data fra Google Analytics.
Bilag 7: Arkivet som referenceværk
Bilag 8: Data fra Google Analytics
Kendskabet til Thorvaldsen
Vi havde en målsætning om at styrke det nationale og internationale kendskab til Thorvaldsen, og en måde, vi har bidraget positivt til det på, er ved de mange foredrag, taler og undervisningstimer, som vi har leveret på opfordring og i mange forskellige sammenhænge, både i Danmark og i udlandet.
Bilag 9: Foredrag, taler og undervisning
Open access
Et andet forhold ved Arkivet og Kataloget, der uomtvisteligt øger kendskabet til Thorvaldsen, er, at alt indhold ligger frit tilgængeligt og fuldt søgbart på internettet via diverse søgemaskiner. Dokumenter, videnskabelige artikler og katalogoplysninger kan læses frit og downloades. Fotografierne er, for størstepartens vedkommende, uden ophavsret. Navnlig de nyeste, copyright frie fotos i høj opløsning taget af fotograf Jakob Faurvig deles allerede nu i vidt omfang på de sociale medier.
Det skal for en god ordens skyld siges, at Arkivet ikke udelukkende rummer oplysninger om Thorvaldsen. De mange forskellige typer breve og dokumenter, der er skrevet og modtaget af mange forskellige mennesker i hans omgangskreds over en lang tidsperiode, giver et autentisk indblik i mange historiske forhold. På den måde øges kendskabet, ikke blot til Thorvaldsen, men til en hel periodes persongalleri, historie, kunst, kultur, religion, politik, filosofi og praktik.
Netop det forhold, at Arkivet og Kataloget tilbyder frie, faktuelle oplysninger om vores fælles historie, mener vi, er et aktiv, som kan og bør markedsføres af ThM. Det kan danne en sund modvægt til noget af det postulerende, anekdotiske eller blot kopierede indhold, som internettet også er så fuldt af.
Oversættelse til engelsk
Forsknings- og formidlingsprojektets internationaliserings-bestræbelse var ikke lykkedes uden, at både Arkivet og Kataloget var læsbare på engelsk. Vi har derfor prioriteret den professionelle oversættelse af systemernes rammeværk, men også af dokumenters resuméer og kommentarer, flere væsentlige brevkorrespondancer, udvalgte artikler, samt alle katalogoplysninger. Dette har bevirket en god og bred tilgængelighed til stoffet.
Et nyt syn på Thorvaldsen som kunstner og menneske
Endelig var en målsætning med projektet at foretage en kritisk sammenligning mellem den etablerede viden om manden og værket og de skriftlige primærkilders udsagn.
Den systematiske grundforskning i det originale kildemateriale har vist sig særdeles velegnet til at trænge ned under den pænhedens fernis, som Thorvaldsens umiddelbare eftertid strøg hen over hans kunst, værdisæt og omgangskreds. Ny og glemt viden er væltet frem af kilderne, og Thorvaldsen har vist sig som en anden kunstner end ham, vi troede, vi kendte.
Det gængse billede af Thorvaldsen som et enfoldigt, men beåndet geni med et primært fokus på det skønne stemmer ikke overens med, hvad vi læser i primærkilderne. Her udfolder Thorvaldsen sig som:
- En mand, der var forud for sin tid.
- En principfast, entreprenant kunstner med klare ideer for sit virke.
- En konceptuel kunstner med en omfattende viden om kunst, historie, teori og mytologi.
- Et politisk engageret individ med en friheds- og lighedsdagsorden, der taler ind i nutiden.
- Et beskedent og begavet menneske, som talte autoriteterne både humoristisk, venligt og bestemt imod.
- En social begavelse, der dannede centrum for tilrejsende fra hele Europa.
Læs mere om den “nye” Thorvaldsen i bl.a.:
Tale om Arkivets resultater 1. juni 2021 (Busk-Jepsen)
Frihedshelten Thorvaldsen (Oliver Stilling)
Katalogets resultater
Den anden del af forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst bestod i udviklingen af et nyt digitalt oeuvrekatalog over Thorvaldsens samlede værk, herunder at foretage en nøjere registrering af Thorvaldsens tegninger.
Oeuvrekatalog og bestandskatalog
Med realiseringen af Bertel Thorvaldsens kunst og samlinger. Det komplette katalog (dvs. Kataloget) har vi fået skabt et digitalt redskab, der rummer oeuvrekataloget for Thorvaldsens samlede værk, men som også omfatter to bestandskataloger for hhv. Thorvaldsens Museum og Thorvaldsen-samlingen på Nysø.
Dermed har vi opnået mere, end vi oprindeligt satte os for.
Kataloget rummer:
- Hele Thorvaldsens oeuvre, dvs. alle de skulpturer og tegninger, der er produceret i hans levetid (1770-1844), og som befinder sig på ThM, men også rundt om i hele verden, på andre museer, i kirker, paladser, akademier, på offentlige pladser og i private hjem.
- Alle Thorvaldsens samlinger på ThM fra det gamle Egypten, Antikken, Renæssancen, 1700- og 1800-tallet, men også historisk inventar og bygningsmateriale fra ThM.
- Thorvaldsen-samlingen på Nysø
Kataloget er det første af sin art, der rummer alle de ovennævnte genstandsgrupper i ét, og som fremviser kunstværkerne digitalt, dynamisk og visuelt på dansk og engelsk. Vi forventer, at det bliver et nationalt og internationalt referenceværk på linje med Arkivet.
Ny standard for digital registrering
Fordi Kataloget skulle rumme mange forskellige typer af kunstværker og genstande fra mange forskellige kunst- og kulturhistoriske perioder, var det altafgørende, at det blev en fleksibel database, der kunne indoptage alle relevante former for katalogoplysninger og fagterminologi.
Løsningen blev at udvikle en egen standard for digital registrering, der både var skræddersyet til opgaven, men som også levede op til de internationale standarder på området.
Vi har således selv defineret og beskrevet de 19 kategorier med tilhørende felter og kontrollerede ordlister, der danner rammen for Katalogets indhold. Det har vi gjort med afsæt i forskellige eksisterende og velafprøvede praksisser:
- ThMs analoge registrering (Arkkataloger)
- ThMs digitale registrering (Regin, Samlingerne, Access, Arkivet)
- J. Paul Getty Trusts digitale registrering Categories for the Description of Works of Art
Thorvaldsens nye standard for digital registrering har fået titlen: Thorvaldsens Museums kategorier til beskrivelse af kunstværker og genstande, og den ligger til fri orientering og afbenyttelse i Arkivet.
Masseredigering af indhold
Vores oprindelige plan var at lade en programmør overføre ThMs allerede digitaliserede værkoplysninger fra Slots- og Kulturstyrelsens registreringssystem Regin direkte til Kataloget. Det stod hurtigt klart, at det ikke kunne lade sig gøre:
- Regin var en lille database med mange fritekstfelter og få kontrollerede ordlister.
- Kataloget er en større database med få fritekstfelter og mange kontrollerede ordlister.
Dertil kom, at ThM også lå inde med værkoplysninger mange andre steder end i Regin; først og fremmest i Arkivet, men også i diverse analoge systemer såsom arkkataloger, protokoller, kartotekskort, ringbind, journalsager, hængemapper og trykte kataloger.
Derudover opdagede vi en stor mængde fejl, mangler og uoverensstemmelser i de tilgængelige data, når vi gennemgik og sammenholdt de forskellige digitale og analoge registranter. Indholdet krævede m.a.o. en gennemgang med tættekam.
En hurtig beregning viste, at Katalogets 235 beskrivende felter ganget med ThMs over 20.000 kunstværker og genstande gav et uoverskueligt stort antal felter, som vi skulle forholde os til.
Hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at redigere og overføre indholdet i en form, der var mulig, og som gav mening i forhold til Katalogets målsætninger, kunne vi derfor ikke gå frem værk for værk. Vi måtte tage en ny metode i brug i form af masseredigering.
Masseredigeringen af indholdet fra Regin, og visse andre udvalgte, digitale og analoge registranter, foregik i Googles regneark, hvor samtlige katalogoplysninger for p.t. 18.081 inventarnumre blev underlagt en omfattende og samlet redigeringsproces bestående af:
- Dataseparering
- Konsekvensrettelse
- Kollationering
- Tilføjelse / registrering
- Korrektur
- Oversættelse
Katalogoplysninger, tags og relationer
Kataloget rummer nu mange kontrollerede ordlister med fagterminologi på dansk og engelsk. Disse sikrer, at de mange forskellige katalogoplysninger forbliver konsistente og ensartede i hele systemet. Det være sig oplysninger om fx:
- Personer
- Steder (med geotags)
- Kulturer
- Perioder
- Kunstretninger
- Værktyper
- Materialer
- Teknikker
- Kunstarter
- Motiver
- Temaer
- Fragt
- Udstillinger
- Litteratur
- Kildebelæg
- Relaterede kunstværker
Eftersom størsteparten af Katalogets oplysninger nu er tilknyttet kunstværkerne som kontrollerede nøgleord – og ikke som fritekst – har det været muligt at gøre dem til klikbare tags på Katalogets forside. Dette betyder, at man fra det enkelte kunstværks katalogoplysninger kan skabe præcise søgninger, der omfatter andre kunstværker i Kataloget med samme nøgleord.
De præcise søgninger ind i stoffet kan tælles i tusinder, og de visualiserer på en dynamisk måde de mange typer af relationer, som kunstværkerne har til hinanden.
Vi havde netop en målsætning om at danne relationer mellem kunstværker, og her navnlig mellem kunstværker og 1) kildebelæg, 2) personer, 3) andre kunstværker, 4) motiver og temaer. Disse fire typer af relationer giver Kataloget nu rig mulighed for at arbejde med, og vi er meget tilfredse med resultatet:
- Kildebelæg tilkobles kunstværkerne i en reciprok forbindelse til Arkivet.
- Personer tilkobles kunstværkerne, det være sig kunstner(e), assistent(er), bestiller(e), ejer(e) m.fl.
- Funktionen “Relaterede kunstværker” giver et kronologisk overblik over Thorvaldsens kreative proces og metode fra forbilleder og forarbejder til gips-, marmor- og bronze versioner af et værk. Andre kunstneres reproduktioner og parafraser efter Thorvaldsen er ligeledes synlige.
- Thorvaldsens ikonografi er indkredset og defineret i en dertil hørende kontrolleret ordliste med over- og underordnede motiver samt beslægtede temaer à la: Gudinde > Afrodite / Venus og Tema > Følelse > Kærlighed.
Det skal måske nævnes, at vi p.t. har valgt ikke at benytte os af crowdsourcing, dvs. udlicitering til eksterne partnere af den store opgave med at tilkoble de mange tags. Dette er et bevidst valg i erkendelse af, at området (Thorvaldsens kunst og samlinger) er et komplekst felt af specialområder, der kræver stor forudgående viden og høj akribi.
Design
Katalogets forside har fået et enkelt design i såkaldt dark mode. Her ses skrift og fotos på en mørk baggrund. Dette er valgt af æstetiske, men også energimæssige grunde. Sort – i modsætning til hvid – er den mindst energikrævende farve at vise på computerskærme, og designet bidrager dermed til batteriets forlængede levetid og et lavere strømforbrug.
Kataloget kan vises på de fleste typer og størrelser af skærme, fra computere til smartboards, tablets og smartphones. Dette er gjort muligt ved simpel ombrydning og enkelt-kolonne-visning af katalogoplysninger, dvs. indholdet tilpasser sig skærmformatet.
Klik- og trykbare tags og fotos skaber nye dynamiske søgninger og visninger.
Katalogets bagside har fået et enkelt design i såkaldt light mode. Her ses skrift og fotos på en hvid baggrund. Bagsiden kan kun tilgås af ThMs personale, der på daglig basis ajourfører forskellige oplysninger om samlingerne. Heldigvis har Kataloget allerede nu vist sit værd som et nemt og intuitivt forståeligt arbejdsredskab. I Kataloget samles nu alle de registreringsmæssige aspekter, der førhen blev processeret i forskellige analoge og digitale systemer, hvilket gør arbejdet med samlingerne en hel del lettere.
Bilag 12: Katalogets forside og bagside
Fotografier
I 2019 valgte vi at tilknytte ThMs fotograf Jakob Faurvig til forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst. Vi blev opmærksomme på, at der manglede en del optagelser af Thorvaldsens skulpturer på ThM (A).
Tilvæksten af Faurvigs fotografier af Thorvaldsens skulpturer i perioden 2019-2021 er ca. 1600. De er af særdeles høj teknisk og kunstnerisk kvalitet og kan alle ses i Kataloget. Alle fotos er taget efter samme model: Frontalt og med en kontrastfyldt lyssætning, der skaber en høj grad af stoflighed og et smukt farvespil. Dertil kommer, at Faurvig har dedikeret sine fotografier til offentligt eje under licensen Creative Commons Zero (CC0). Det betyder, at publikum frit kan downloade, dele og ændre fotografierne. Det betyder også, at ThM nu råder over et opdateret og meget appellerende visuelt formidlingsmateriale, der kan bruges i alle sammenhænge.
Registrant over Thorvaldsens tegninger
Ved forsknings- og formidlingsprojektets start forelå en ufuldstændig registrant over Thorvaldsens tegninger (C, CX). Denne registrant er nu færdiggjort ved Stig Miss, der har tilvejebragt et totaloverblik over materialet og foretaget en grundregistrering af tegningernes datering, mål, teknik, papir, motiv, proveniens, samt deres funktion som forbilleder for Thorvaldsens skulpturer.
Registranten over tegningerne, der blev påbegyndt og er færdiggjort i Word-dokumenter, er desværre endnu ikke fuldt integreret i Kataloget. Det håber vi kan ske ad åre. Til gengæld har Stig Miss i et samarbejde mellem Gads Forlag og museet netop udgivet en bog med titlen Thorvaldsens tegninger i tilknytning til en udstilling på ThM med udgangspunkt i samme genstandsområde. Udstillingen er kurateret af Kira Kofoed og har titlen Kærlighed – Thorvaldsens tegninger.
Det vi mangler
Der er enkelte af projektets målsætninger for Kataloget, som vi endnu ikke er fuldt og helt i hus med. Vi har nævnt den manglende overførsel af den opdaterede registrant over Thorvaldsens tegninger til Kataloget. Derudover drejer det sig om forbillede- og motiv-tagging’en af Thorvaldsens samlede værk, som vi havde håbet på, var kommet endnu videre og endelig kommer forbindelsen til Slots- og Kulturstyrelsens nye registreringssystem, SARA, som vi har valgt at udskyde etableringen af, indtil de sidste af Thorvaldsens samlinger, Bogsamlingen (M) og Møntsamlingen (K), også er integreret i Kataloget.
Derudover skal det for en god ordens skyld nævnes, at ThM stadigvæk rummer store mængder af relevant viden om Thorvaldsens kunst og samlinger i diverse analoge systemer, som på sigt skal og bør digitaliseres i Kataloget.
Mange kunstværker og genstande mangler desuden fortsat at blive fotograferet. Jakob Faurvig fortsætter også efter projektets udløb med at fotografere Thorvaldsens skulpturer, og han påbegynder herefter en om- og nyfotografering af Thorvaldsens tegninger.
Konklusion
Forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst var et ambitiøst anlagt fireårigt projekt med flere deltagere, der skulle øge det nationale og internationale kendskab til billedhuggeren Bertel Thorvaldsen gennem skriftlige kilder og digitale medier.
Forsknings- og formidlingsprojektet er det foreløbigt sidste i en række af fondsfinansierede projekter, der siden 2004 er blevet gennemført af den specialenhed på ThM, der havde til opgave at udgive Thorvaldsens breve, kunst og samlinger digitalt.
Projektets forhistorie er den, at megen Thorvaldsen-forskning fra før 2008 bar præg af, at man ikke havde nem adgang til de primærkilder, der kunne be- eller afkræfte de mange myter, der florerede omkring Thorvaldsen. Thorvaldsens egne håndskrevne breve og dokumenter lå godt gemt i arkivskabe på ThM, hvor kun få havde adgang til dem, og kun en brøkdel af dem var transskriberet og publiceret.
ThM udtrykte allerede i 1930’erne ønske om at udgive et større udvalg af Thorvaldsens breve i bogform, så flere kunne tale kvalificeret med om Thorvaldsen. Flere analoge publiceringsforsøg blev gjort, men først fra 2008 og frem blev brevudgivelsen altså gradvist en realitet takket være den teknologiske udvikling og brugen af databaser.
Altafgørende var også den organisationsændring, der betød, at en specialenhed med Ernst Jonas Bencard i spidsen kunne varetage opgaven uafhængigt af ThMs øvrige drift.
Resultatet af de mange års udgivelsesarbejde ses nu i tre indholdstunge databaser, der tilsammen præsenterer ThMs digitaliserede og faktatjekkede viden om Thorvaldsen, hans breve, kunst og samlinger:
- https://arkivet.thorvaldsensmuseum.dk
- https://kataloget.thorvaldsensmuseum.dk
- https://fotoarkivet.thorvaldsensmuseum.dk
Arkivet og Kataloget er fyldt med tusindvis af offentligt tilgængelige data, der alle har været igennem en møjsommelig verificeringsproces, hvor fakta er skilt fra fejl og fiktion. Frem af fiktionens askesky træder nu, som en anden fugl Føniks, en ny og, for os at se, langt mere interessant Thorvaldsen.
Fra en lidt bedaget opfattelse af Thorvaldsen som et enfoldigt, men beåndet geni i dansk guldalder, der primært var optaget af det skønne, kan vi nu se, at han har været langt mere end dét. Thorvaldsen kan placeres i dansk og international kunsthistorie som en billedhugger, men også et menneske, der i sin kunst, men også i dagligdags situationer forsøgte at udleve de franske idealer om frihed, lighed og broderskab.
Thorvaldsen foretog en næsten ubegribelig rejse fra samfundspyramidens bund til dens top. Fra opvæksten i en fattig håndværkerfamilie til en position som en af Europas mest efterspurgte billedhuggere, der afsatte sine værker i samfundets øverste lag og portrætterede tidens mægtigste mænd, paven, Napoleon og zaren, men også tidens store kunstnere og intellektuelle som Friedrich Schiller og Lord Byron. Ikke desto mindre forblev han i kontakt med det samfundslag, han selv kom af, og distancerede sig ikke. Det er der mange eksempler på i Arkivet.
Det radikalt demokratiske ideal som Thorvaldsen efterlevede i hverdagssituationer, skal ses sammen med hans dybe engagement i den græske antik, og demokratiets vugge. På den måde har vi fået en tydeligere fortolkningsnøgle til hans værker, der ikke udelukkende skal forstås æstetisk, men også har en tydelig etisk og politisk dimension.
Arkivet og Kataloget tilbyder en mangfoldig, fri, faktuel og veldokumenteret viden om Thorvaldsens liv og værk, men også om dansk og europæisk historie som sådan. Vi glæder os over, at materialet er fuldt tilgængeligt, og at det til stadighed kaster berigende og bevægende oplevelser af sig. I årene, der kommer, vil museet bestræbe sig på at udfolde den akkumulerede viden og indsigt i sin formidling, så den kommer flest mulige til gode.
Vi takker en sidste gang Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, 15. Juni Fonden, Novo Nordisk Fonden, Ny Carlsbergfondet samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond for den økonomiske støtte til forsknings- og formidlingsprojektet Bertel Thorvaldsens værk – kilder og kontekst.
Bilag
Bilag 1: Regnskab
Bilag 2: Bemanding
Forskere
- Ernst Jonas Bencard, mag.art., kunsthistorie, projektleder (fratrådt 30. april 2019)
- Karen Benedicte Busk-Jepsen, mag.art., kunsthistorie (fratrådt 31. maj 2021)
- Nanna Kronberg Frederiksen, mag.art., kunsthistorie, ansvarlig for Kataloget (fratrådt 20. september 2021)
- Kira Kofoed, kunsthistoriker, mag.art. kunsthistorie, projektleder fra 1. maj 2019 (fortsætter som museumsinspektør på ThM med ansvar for Arkivet, Fotoarkivet og Kataloget)
- Stig Miss, mag.art., kunsthistorie, ansvarlig for Thorvaldsens tegninger (1. oktober 2016 til 30. september 2019)
Fotografer
- Jakob Faurvig, mag.art., kunsthistorie (hovedsagelig frivillig arbejdskraft)
- Jens Otto Nielsen, fotograf (frivillig arbejdskraft)
Programmør
- Mattias Bodlund, Oncotype
Studentermedhjælpere
- Kristine Balduin Lee, stud.mag. (16. september 2019 til 31. maj 2021)
- Isabella Boelsgaard, stud.mag. (15. august 2018 til 1. august 2019)
- Bernadette Alster, stud.mag. (1. oktober 2017 til 30. juni 2018)
- Mads Aakjær Reinert, stud.mag. (1. oktober 2017 til 31. juli 2019)
Oversættere
- David Possen, ph.d., samfundsvidenskab og filosofi
- Karen Husum, cand.mag., engelsk (frivillig arbejdskraft)
- Andrew D. Jackson, professor emeritus, fysik (frivillig arbejdskraft)
- Karen Jelved, ph.d., engelsk (frivillig arbejdskraft)
Virksomhedspraktikanter
- Malte Damgaard Hansen, stud.mag., litteraturvidenskab (3. februar til 19. juni 2020)
- Helene Louise Knudsen, cand.mag., italiensk (1. til 31. januar 2020)
- Sara Tonni, kunsthistoriker fra Italien (1. oktober 2019 til 31. marts 2020)
- Sofie Hennecke Mikkelsen, cand.mag., historie (6. maj til 20. juni 2019)
- Mai Liv Holen, cand.mag., kunsthistorie (8. april til 5. maj 2019)
- Iben Bjurner, cand.mag., journalist (19. november til 14. december 2018)
- Sara Tonni, kunsthistoriker fra Italien (7. august til 31. februar 2018)
- Annette Graae, cand.scient.bibl. (1. maj til 31. juli 2018)
- Rebekah Hoke Brown, kunsthistoriestuderende fra USA (30. april 2018 til 16. juni 2018)
- Sofie Normann Christensen, kunsthistoriker (1. januar til 31. marts 2018)
Advisory Board
- David Bindman, britisk kunsthistoriker og professor ved University College London
- Stefano Grandesso, italiensk kunsthistoriker
- Asbjørn Hellum, forhenværende rigsarkivar, Rigsarkivet
- Ditte Laursen, ansvarlig for projektet Danmarks Breve ved Det Kongelige Bibliotek
Bilag 3: Målgrupper
Eksempler på, hvad folk allerede gør eller planlægger at gøre i Arkivet og Kataloget:
- En skoleklasse har er tværfagligt forløb om børn i gamle dage. Læreren finder en del billeder i Kataloget ved at søge på Tema > Barneliv. Eleverne arbejder sammen i grupper omkring en forståelse af børnenes liv, færden, følelser, hjem og omsorgspersoner. De relaterer de gammeldags børneliv til deres egne, nutidige børneliv: Hvad er ens? Hvad er forskelligt?
- En gymnasieelev skal analysere et maleri fra 1800-tallet. Hun scroller igennem Thorvaldsens malerisamling, og finder et egnet kunstværk: En romersk gadeskriver læser et brev op for en ung pige. Hun sammenholder motivet med kærestebreve sendt på mobilappen Snapchat, og læreren er begejstret.
- En 3.g.-klasse besøger ThM i forbindelse med deres undervisning i oldtidskundskab. De finder egnede genstande til en bunden opgave om antikkens skulpturer i Antiksamlingen og Afstøbningssamlingen.
- En universitetsstuderende skal skrive en opgave om brugen af primærkilder. Han udvælger én af Arkivets artikler – Christian 8.s lån hos Thorvaldsen – og efterprøver forskningsresultatet ved at genlæse primærkilderne. Han begrunder i opgaven, hvorfor han kommer, hhv. ikke kommer til samme konklusion.
- En familie bestående af far, mor og to børn på ni og fem år besøger Thorvaldsens Museum. Forældrene kan ikke huske de græske myter, der ligger til grund for skulpturerne, og børnene keder sig. De opdager en hund, der er hugget i marmor, og nu går der sport i at finde flere dyr på museet. Derhjemme genfinder de hunden i Kataloget, og de printer billedet til børneværelset.
- En slægtsforsker har googlet navnet på sin forfader, sømanden Lars Peter Robert. Der er et hit i Arkivet, som giver slægtsforskeren ny viden, et brev fra Robert til Thorvaldsen. Slægtsforskeren downloader brevet til eget brug, og sender samtidigt supplerende fakta om Robert til Arkivet.
- En turist besøger Peterskirken i Rom. Var der ikke noget med Thorvaldsen? Hun googler på sin smartphone og finder de ønskede oplysninger i Kataloget om Thorvaldsens monument over pave Pius 7. Her finder hun også Thorvaldsens mange tegninger og lerskitser til monumentet, og en dødsmaske af Pius 7.
- En forsker ønsker at undersøge tilblivelseshistorien for Thorvaldsens skulptur Venus med æblet og finder i Kataloget en oversigt over skitser, modellerede forarbejder og færdige versioner. Her findes også links til en rækkes skriftlige kilder, som kan læses i Arkivet, og forskeren kan herudfra forstå skabelsesforløbet.
- En museumsinspektør skal kuratere en udstilling om temaet kærlighed i kunsten. Hun benytter Kataloget som opslagsværk, og finder mange egnede kunstværker ved en søgning på kærlighed, Amor og Venus. Hun sender en låneanmodning til ThM og beder om at måtte låne to malerier, tre tegninger og en skulptur til udstillingen.
- ThMs samlingsansvarlige skal foretage en stor placeringsrevision. De går fra rum til rum, fra skab til skab, fra hylde til hylde på hele museet og bekræfter kunstværkernes placeringer i Katalogets indbyggede placeringsregistrant. Registranten danner senere afsæt for et revisionsfirmas eftersyn.
- ThM ønsker at formidle den geografiske udbredelse af Thorvaldsens skulpturer til museets besøgende. De trækker relevant indhold fra Katalogets geotaggede placeringsregistrant til fremvisning på et digitalt verdenskort i et dertil bygget formidlingsmøbel i ét af museets udstillingsrum.
- ThMs publikum benytter Kataloget som guide på egne smartphones koblet til museets wifi. De finder inventarnumre i tilknytning til kunstværkerne og slår disse op i Kataloget. De lytter til den i Kataloget indbyggede audioguide (påkobles o. 2022).
Bilag 4: Forhistorie
-
1840’erne-1850’erne
J.M. Thiele finder Thorvaldsens breve og dokumenter i Casa Buti i Rom. De fragtes til ThM, inventariseres og arkiveres. Udvalgte breve publiceres i Thieles biografi om Thorvaldsen.
-
1896-1919
Protokol og register ved Andreas Christian Schumacher. Fortegnelse ved Peter Johansen, Andreas Røder og L. Laursen.
-
1916-1923
Kartotek over Thorvaldsens liv og værk ved Mario Krohn og Emil Hannover. Transskribering ved D.E. Ruggaard og Vilhelm Marstrand.
-
1932-1974
Indsamling, afskrivning, kollationering, affotografering, registre og noteapparat ved Sigurd Schultz, Louis Bobé, Torben Juel, Else Kai Sass, Øjvind Andreasen, Meir Stein, Ingeborg Stemann, Romana Heltberg, Dyveke Helsted. Flere forgæves publiceringsforsøg i bogform.
-
1996-2001
Indsamling, mikrofotografering, afskrivning og kollationering af 4.300 dokumenter ved Stig Miss, Jens Keld, Margrethe Floryan, Margherita Merello Thomsen, Salvatore Brogaard, Jørgen Korsgaard-Pedersen. Publicering i bogform må opgives.
-
2004-2006
Forberedelse til fuld digitalisering af Thorvaldsens breve samt oprettelse af en specialenhed, der ikke belaster ThMs drift ved Ernst Jonas Bencard og Stig Miss.
-
2006-2011
Udvikling af Arkivet og Fotoarkivet samt database-strukturen for Arkivet=Fotoarkivet=Samlingerne=Regin. Indsamling, afskrivning, digitalisering, kollationering, annotering og artikler i Arkivet ved (specialenhed) Inge Lise Mogensen Bech, Ernst Jonas Bencard og Kira Kofoed, samt Mattias Bodlund.
-
2013-2017
Indsamling, afskrivning, digitalisering, kollationering, annotering og artikler i Arkivet ved (specialenhed) Ernst Jonas Bencard, Karen Benedicte Busk-Jepsen, Nanna Kronberg Frederiksen og Kira Kofoed.
-
2017-2021
Udvikling af Kataloget samt database-strukturen for Arkivet=Fotoarkivet=Kataloget(=SARA). Indsamling, afskrivning, digitalisering, kollationering, annotering og artikler i Arkivet ved (specialenhed) Ernst Jonas Bencard, Karen Benedicte Busk-Jepsen, Nanna Kronberg Frederiksen og Kira Kofoed, samt Mattias Bodlund.
Bilag 5: Arkivets dokumenter
Eksempler på færdigkommenterede dokumenter og brevvekslinger:
- Korrespondance mellem Thorvaldsen og den polske pianist Maria Szymanowska
- Marie Puggaards beskrivelser af Thorvaldsen
- Den tyske kunstsamler Franz Erwein von Schönborns bestilling hos Thorvaldsen
- Christine Stampes manuskript om Thorvaldsens sidste år:
Bilag 6: Arkivets artikler
- “An Uphill Struggle”, in: Nordic Women Sculptors 1870-1920. Formation, Visibility, and Self Creation (red. Linda Hinners), Stockholm 2022 (Busk-Jepsen)
- “Resemblance, Ideality, and Equality – on Thorvaldsen’s Portrait Busts and His Workshop Practice”, in: Creating the Portrait. The Workshops as Space and Concept, New York & London, 2022 (Kofoed)
- Tale om Arkivet 1. juni 2021, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk (Kofoed)
- Tale om Arkivets resultater 1. juni 2021, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk (Busk-Jepsen)
- Tale om Kataloget 1. juni 2021, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk (Kronberg Frederiksen)
- Schweizerløven som patosfyldt souvenir, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2021 (Kronberg Frederiksen)
- “A Token of Friendship and Esteem”, in: Face to Face. Thorvaldsen and Portraiture, København 2020 (Busk-Jepsen)
- “On Thorvaldsen’s Women Sculptor Colleagues”, in: Face to Face. Thorvaldsen and Portraiture, København 2020 (Busk-Jepsen)
- “Idealized and Equalized Humanity. On Thorvaldsen’s Bust of Thomas Maitland”, in: Face to Face. Thorvaldsen and Portraiture, København 2020 (Kofoed)
- Thorvaldsens Museums kategorier til beskrivelse af kunstværker og genstande, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2020 (Kronberg Frederiksen)
- ”Inderlighed yderliggjort. Lunds receptionshistorie – og et forslag til nylæsning”, in: Den anden guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser, København 2019, pp. 210-245 (Bencard)
- “Manuskriptet til Christine Stampes erindringer om Thorvaldsen”, in: Kilder til Dansk Kunsthistorie, 2020 (Aakjær Reinert og Bencard)
- En strid om Thorvaldsen og hans eftermæle set gennem to kvinder, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2019 (Kofoed)
- ”Flora Italica. Da Thorvaldsens Museum fik besøg af en italiensk blomstereng”, in: PERISKOP. Forum for kunsthistorisk debat, nr. 22, 2019, pp. 124-133 (Busk-Jepsen)
- Kunstnervenskabet mellem Bertel Thorvaldsen og Maria Szymanowska, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2019 (Busk-Jepsen)
- Tre fordomme om portrætbuster, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2019 (Bencard)
- Bestillingen til Vor Frue Kirke, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2018 (Redaktørerne ved Arkivet)
- ”Il contadinotto e il somarista al sevizio dell’arte e della libertà”, in: Joseph Anton Koch nel 250° anniversario della nascita, Olevano Romano, 2018 (Kofoed)
- “Ekkoer fra antikken. Thorvaldsens samlinger som motivforrådskammer”, in: Ekkorum. Thorvaldsen, Willumsen, Jorn og deres samlinger, 2018 (Busk-Jepsen)
- Hvor høj var Thorvaldsen?, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2018 (Bencard)
- Kunstnerkongens og nasseprinsens hemmelige aftale i Rom. Om Thorvaldsens Museums frie forskning, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2018 (Kronberg Frederiksen)
- Thorvaldsen på Skovgaard, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2018 (Kofoed)
- Tale om Arkivet, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk 2017 (Bencard)
- ”Det usynlige og det synlige”, in: Magasin for Det Kongelige Bibliotek, nr. 4, 2017, pp. 3-17 (Kofoed)
Bilag 7: Arkivet som referenceværk
Eksempler på danske og udenlandske bogudgivelser, hvor Arkivets materiale benyttes:
- Thorvaldsens tegninger, København 2021 (Stig Miss)
- Bertel Thorvaldsen – celebrity. Visualisierungen eines Kunstlerkults im frühen 19. Jahrhundert, Berlin 2021 (Tabea Schindler)
- Jean-Marie-Dominique Ingres (1780-1867) and Bertel Thorvaldsen (1770-1844), Paris 2021 (Apollonia Stacler)
- Face to Face. Thorvaldsen and Portraiture, København 2020 (Kristine Bøggild Johannsen & Jane Fejfer (red.))
- Kristus. Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke. Æstetisk, historisk og liturgisk set, København 2020 (Margrethe Floryan)
- Guldalderens billedverden, København 2020 (Charlotte Christensen)
- Thorvaldsen. Collector of Plaster Casts from Antiquity and the Early Modern Period, vol. I-III, Aarhus 2020 (Jan Zahle)
- Canova | Thorvaldsen. La nascita della scultura moderna, Milano 2019 (Stefano Grandesso & Fernando Mazzocca (red.)
Eksempler på udenlandske gæsteforskere i regi af Arkiv-enheden på ThM:
- Den schweiziske kunsthistoriker Tabea Schindler forsvarede sin disputats Thorvaldsen – celebrity. Visualisierungen eines Künstlerkults im frühen 19. Jahrhunderts (udgivet på De Gruyter 2021) efter i en længere periode at have opholdt sig i København i Arkivets regi.
- Den italienske kunsthistoriker Sara Tonni hjalp Arkivet i efteråret 2018 og 2019, og opnåede i 2020 et treårigt ph.d.-stipendium ved universitetet i Trento, Italien, til at forske i de ældre italienske malerier i Thorvaldsens malerisamling.
- Den amerikanske kunsthistoriker Rebekah Hoke Brown fra Utah arbejdede som virksomhedspraktikant ved Kataloget.
- Den franske kunsthistoriker Apollonia Stalker konsulterede Arkivet som led i sin ph.d.- afhandling om den franske maler J.-A.-D. Ingres’, herunder dennes relation til Thorvaldsen.
Bilag 8: Data fra Google Analytics
Vi har gennem hele projektperioden, fra 1. april 2017 til 20. september 2021, anvendt Google Analytics til at overvåge trafikken på sitet Arkivet.
I alt har der i hele projektperioden været 143.000 brugere af Arkivet, fordelt på 202.000 sessioner af i gennemsnit 3,5 minutters varighed.
Antallet er unikke brugere er støt stigende: I perioden september 2015 til september 2016 var antallet af unikke brugere 24.110. Fra september 2020 til september 2021 var antallet steget til 31.702.
Hovedparten af vores brugere er danske – over 60%. Herefter følger amerikanske, italienske, tyske og britiske brugere, men der er også folk fra Sverige, Norge, Finland, Filippinerne og Indonesien, der finder vej til Arkivet.
Tallene taler deres eget tydelige sprog ift., at Arkivet står stærkt som et robust og anvendeligt Thorvaldsen-leksikon, som mange mennesker fra mange lande benytter.
Kataloget er endnu ikke koblet på Google Analytics, men det vil naturligvis følge snarest, så vi også kan monitorere trafikken på dette site.
Bilag 9: Foredrag, taler og undervisning
I Danmark
- Taler om Arkivet og Kataloget, ved reception for afslutning af Arkivets projektperiode 2017- 2021 på Thorvaldsens Museum, 1. juni 2021 (Busk-Jepsen, Kronberg Frederiksen og Kofoed)
- Pragmatisme og revolution. Om Thorvaldsens rolle i en politisk brydningstid, ved seminaret “Kultur, klasse, kontakter – kunsten og herregårdene 1830-1890” på Gl. Estrup, 13. april 2021 (Kofoed)
- Tale på Thorvaldsens 250 års-fødselsdag, ved Sokkelund Sangkors opførelse af fødselsdagssange til Thorvaldsen på Thorvaldsens Museum, 19. november 2020 (Busk Jepsen)
- Thorvaldsen og kvinderne, Thorvaldsens Museum, 29. oktober 2020 (Busk-Jepsen)
- Thorvaldsen og grev G.B. Sommariva – om kunstsamlinger som politisk redskab, for Italiensk Kandidatforening på Thorvaldsens Museum, 29. oktober 2020 (Kofoed)
- Tale på Thorvaldsens romerske fødselsdag, ved Sokkelund Sangkors opførelse af fødselsdagssange til Thorvaldsen på Thorvaldsens Museum, 8. marts 2020 (Busk-Jepsen)
- Om maleren J.V. Gertners udsmykning af sit hus med relieffer af Thorvaldsen, til arrangementet “Thorvaldsen i Rungsted”, oktober 2019 (Busk-Jepsen)
- Kunstnervenskabet mellem Bertel Thorvaldsen og pianisten Maria Szymanowska, foredragskoncert i samarbejde med Den Polske Ambassade på Thorvaldsens Museum, marts 2019 (Busk-Jepsen s.m. mezzosopran Elisabeth Zapolska og pianist Małgorzata Kluźniak Celińska)
- Kunstnerkongens og nasseprinsens hemmelige aftale i Rom. Om Thorvaldsens Museums frie forskning, ved Forskningens Døgn på Thorvaldsens Museum, 20. april 2018 (Kronberg Frederiksen)
- Kunstnerkongens og nasseprinsens hemmelige aftale i Rom. Om Thorvaldsens Museums frie forskning, ved Romselskabet S.P.Q.R.s temadag på Nationalmuseet, 10. marts 2018 (Kronberg Frederiksen)
- B for Bertel, Om Thorvaldsens antiautoritære sider, ved Golden Days på Thorvaldsens Museum, 20. september 2018 (Kronberg Frederiksen)
- Bertel Thorvaldsen og elendighedens by: et familiedrama, for historiestuderende hos Jes Fabricius Møller, Københavns Universitet, 2018 (Bencard s.m. stadsarkivar Peter Wessel Hansen)
- Bertel Thorvaldsen og elendighedens by: et familiedrama, ved Golden Days i København, september 2018 (Bencard s.m. stadsarkivar Peter Wessel Hansen)
- Om Thorvaldsens Kristus, ved Golden Days i Vor Frue Kirke, september 2018 (Bencard)
- Om Thorvaldsens Kristus, i tidsskriftet Føljetons redaktion, august 2018 (Bencard)
- The peculiarity of the different characters according to the best possible patterns – on Thorvaldsen’s method, teaching and the portrait types made in his workshop, ved seminar for forskningsprojektet “Powerful Presences” på Carlsberg Akademi 2017 (Kofoed)
- Kærlighed, kunst og frihed – historier og nyopdagelser fra Thorvaldsens Arkiv, ved Italienske markedsdage på Thorvaldsens Museum, to weekender i 2017 (Kofoed)
I udlandet
- Thorvaldsen i Olevano Romano, tale ved finissage for udstillingen “Artisti scandinavi ad Olevano e dintorni nell ‘800”, Museo Civico d’arte, Olevano Romano, Italien, oktober 2019 (Kofoed)
- Thorvaldsen, Koch e Olevano Romano, ved konferencen “Visioni di Paesaggio, tra arte scienza e letteratura. L’importanza di Olevano Romano nella pittura europea di paesaggio del Lazio”, Casa di Goethe, Rom, maj 2019 (Kofoed)
- The Artists’ Friendship between Bertel Thorvaldsen and Maria Szymanowska, foredragskoncert i samarbejde med Den Polske Ambassade på Bibliothèque Polonaise, Paris, april 2019 (Busk Jepsen s.m. mezzosopran Elisabeth Zapolska og pianist Małgorzata Kluźniak-Celińska)
- A God for a Democratic Society – On Thorvaldsen’s Statue of Christ, på Brigham Young University Museum of Art, Provo, Utah, 2017 (Bencard)
Desuden
- Generelle introduktioner, særomvisninger m.v. om Arkivet, Kataloget, Thorvaldsen og Thorvaldsens Museum (Bencard, Busk-Jepsen, Kronberg Frederiksen & Kofoed)
- Bivejledning af specialestuderende Dagmara Dabrowska, Warszawa, ang. Thorvaldsens ophold i Polen i 1820, 2020-2021 (Busk-Jepsen)
- Undervisning af Dansk Turistførerforening i emnerne Thorvaldsen som privatperson, samt Thorvaldsen og demokratiet og Thorvaldsens indflydelse på eftertidens kunst og kunstnere, august-september 2020 (Kofoed)
- Levering af stof til kunstanmelder Mathias Krygers artikel “Søndagsinterview med Thorvaldsen”, in: Politiken 15. november 2020 (Kofoed)
- Redigering af Jan Zahles trebindsværk om Thorvaldsens afstøbningssamling, op. cit., foråret 2020 (Kofoed)
- Deltagelse i tværfagligt og tværinstitutionelt samarbejde omkring Thorvaldsens tilknytning til Skovgaarden i Ordrup, 2018 (Kofoed)
Bilag 10: Katalogets indhold
Kataloget rummer p.t. følgende grupper af kunst og genstande. Bemærk venligst bogstaverne, de såkaldte litra, der indgår i inventarnumrene som en primær identifikationsmarkør.
- Thorvaldsens tegninger uden for ThM (CX) (afventer publicering)
- Malerisamlingen (B)
- Tegningsamlingen (D)
- Grafiksamlingen (E)
- Medaljesamlingen (F)
- Antiksamlingen (H)
- Gemmesamlingen (I)
- Thorvaldseniana (N)
- Møntsamlingen (K) (afventer publicering)
- Bogsamlingen (M) (afventer publicering)
Bilag 11: Katalogoplysninger
Eksempler på katalogoplysninger, der også fungerer som søgeord:
- Kunstner = Bertel Thorvaldsen
- Sted = Danmark > København > Thorvaldsens Museum > Første sal > Sydkorridor
- Kultur > Periode = Græsk > Klassisk tid
- Kunstretning = Nazarenerne
- Værktype = Portrætbuste
- Materiale = Metal > Guld
- Teknik = Rødfigursteknik
- Motiv = Menneske > Gud > Dionysos / Bacchus
- Tema = Handling > Fødsel
- Udstilling = Canova | Thorvaldsen. La nascita della scultura moderna, Gallerie d’Italia, 24.10.2019 – 28.6.2020
- Litteratur = Kunst und Kulturgut. Die Sammlung Boisserée, 2011
- Kildebelæg = Se fx under Jason med det gyldne skind
- Relateret kunstværk = Se fx under Venus med æblet
Sidst opdateret 11.01.2022