Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 1425 af 10177
Afsender Dato Modtager
Christian Molbech [+]

Afsendersted

København

Oktober 1815 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af tidsskriftet Athene, hvori teksten blev trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Thorvaldsens Portrait.
(tilhører Academiets Samling.)

Et Knæstykke. Thorvaldsen sidder paa en Stol, iført en sort Taftes Kappe, sort Vest, sorte Beenklæder og Silkestrømper; med den høire Side imod os. Hans milde blaae Øine ere vendte mod Himlen; men man seer dog tydeligen, at intet Billede igiennem dem afpræger sig i Sjælen. Det indre Øie er allene i Virksomhed, og han seer i Aanden maaskee en anden Jason. Alt er her mesterligen udført. Uden skiønne Former, røber dog Ansigtet den dybttænkende, geniefulde Konstner; Øinene især ere meget udtryksfulde, og Haaret over al Maade naturligt og skiønt. Draperiet tilfredsstiller de strengeste Fordringer, saavel med Hensyn til Tegning og Colorit, som til den hele Behandling. Nuancen imellem de fire Slags sort Farve, er især fordeelagtigen i øiefaldende. Lintøiet og Kniplingerne stride med Klæderne om Fortrinnet i delicat Behandling.

Med Anlægget af Baggrunden kunde man derimod maaskee finde sig mindre fornøiet. Den forestiller nemlig øverst oppe et Basrelief, som er fortræffeligen udført, og neden under et celadongrønt Betræk eller Forhæng. Denne meget lyse Baggrund hæver unegteligen den sortklædte Figur, men Hovedet taber igien ved den lyse Omgivning, og da dette dog er det Vigtigste i Portraitet, saa kunde vi vel fordre en anden Grund af Maleren, dersom det ikke lod til, at han just havde behandlet Draperiet con amore. Dette være dog ikke sagt, som nogen Udsættelse paa Konstnerens Værk; men snarere som en Undskyldning for, at han ikke saameget, som han maasske burde, ved den valgte Baggrund har sørget for det egentlige Portrait. Desuden var det en nødvendig Følge af Malerens Smag og de Principer, han i Paris har udviklet, at han ved stærke Modsætninger og store belyste Flader søgte at bringe Liv i sit Maleri. – Hans herlige Værk vil stadfæste hans Hæder og Agtelse blandt hans Landsmænd, og som det er en af de ypperste Prydelser for Academiets Medlemsal, saa vil det, ved de aarlige Udstillinger, paa den skiønneste Maade minde enhver Dansk om de to store Konstnere, der fødtes i hans Fædreland, hvis Ære de udbrede vidt omkring i Europas Lande.

Billedhuggerkonst.
B. Thorvaldsen,

Professor ved Academiet.
Bas-Reliefs.

Daaben, Madonna, Jesus Christus og et Englechor, forestillede paa en Døbefont af Marmor, som tilhører Grev Reventlow til Brahe, Trolleborg.

Thorvaldsens store Navn i og udenfor Italien, i Forening med den levende Interesse, hans Landsmænd føle ved at kunne kalde ham Dansk, maatte naturligviis vække en almindelig Begierlighed efter at see hans største og første Arbeide, som hjemsendtes til Fædrelandet. Det var derfor i meget kort Tid bekiendt over hele Kiøbenhavn, at Thorvaldsens Døbefont kunde, med ringe Ulejlighed, tages i Øiesyn i Vestibulen til det Schimmelmannske Palais, og man saae ogsaa dagligen Folk af alle Stænder strømme derud for at beundre, eller maaskee rettere, lære at beundre et plastisk Mesterværk af Nutidens første Billedhugger. Meningen om dets Fortræffelighed var kun een: og enhver forlod det, beriget med nye Forestillinger og Ideer, ligesom med udeelt Beundring for den store Konstner. Og ihvorvel man egentligen først paa Salonen burde giort dette sieldne Bekiendtskab, saa havde alligevel denne tidlige Offentlighed den store Fordeel, at man nu i uforstyrret Ro, en, ved vore Udstillinger, sielden eller aldrig opnaaelig Betingelse for Betragtningen af Konstværker, kunde tage Arbejdet i Øiesyn.

Paa den høire Side af den fiirkantede Døbefont sidder Madonna med Christusbarnet paa Skiødet, dette rækker sin Venstre ud imod den lille Johannes, der staaer lige for Madonna med sin Stav i den venstre Haand, den høire hvilende paa hendes Knæ. Madonnas Skiønhed er antik, for saavidt som Formerne ere fuldkommen regelmæssige; men der ligger mere Udtryk, mere Liv og Aand i hendes Aasyn, end der findes hos Antikerne. Børnene ere begge fuldkomne Børn; den høieste Roes, vi vide at tildele dem. Det fyldige, ubestemte i hvert Ledemod, saavel som Ansigtstrækkenes barnlige Blødhed, er det forunderligen lykkedes Konstneren at udtrykke i den haarde, kolde Steen, og endskiøndt et Par Børn i de udstillede Tegninger af samme Mester komme Antikerne nærmere, finder man dog disse ligesaa skiønne, som yndige.

Paa Forsiden sees Daaben ved Jordans Flod. Johannes holder i den venstre Haand Staven hen bag ved sig; med den høire hælder han, af en Muslingskal, Vandet over Christus, der bøier Hovedet for ham og synker lidet i det venstre Knæ; det høire Been er tillige noget tilbagetrukket, hvorved hele Stillingen faaer en vis Underdanighed; Hænderne ligge korsviis over Brystet. Begge Figurer ere næsten nøgne; kun et tykt Gevant, sammenholdt af et Reb, hænger Johannes over Skuldrene; paa Christus er Gevantet nedsmøget og sammenfoldet om Lænderne. Johannis Aasyn er ærværdigt som Lærerens; Christi hele Figur er yngre. Begges Ansigtstræk ere meget ædle, ligesom deres hele Skabning skiøn og udtryksfuld. Det aandelige Liv, der vaktes ved den christelige Religion, og som i den nyere Konst – og det fornemmeligen i dens plastiske Deel – maatte ophæve den antike Idealitet af Form og Stof, hvorved baade Udtryk og Skiønhed fik anden Betydning og andet Endenmal, findes her i forunderlig Fylde. Den Uendelighed, der er dets Særkiende, i Forening med dets Virkning paa Følelse og Phantasie, giøre Basreliefet især stikket til dets udvortes Form, og det er vel et stort Spørgsmaal om Gienstande af den christelige Mythologie – saaledes maa den vel kaldes, som Stof for Konstens sandselige Fremstillinger – i runde Figurer kunne fremstilles af Billedhuggeren, uden at tabe deres Christelighed – man tilgive Ordet. Efterligninger af Antikerne, eller Forsøg paa Fremstillinger af antike Emner var den allerstørste Deel af de nye plastiske Konstneres Beskiæftigelse; og vor Thorvaldsen var en af de første, som vovede paa denne Maade at bane sig en ny Vei til Udødelighed.

Den høire Side viser os Christus som Barn, Forsiden forestiller ham som begyndende Lærer; paa den venstre Side see vi Mesteren. – Han sidder med den venstre Side mod os og lægger velsignende den høire Haand paa en ung Dreng, som staaer for ham. En anden, endnu yngre, hviler sit Hoved trygt paa hans Knæ. Udtryk og Stillingen af Christi Hoved svarer aldeles til Handlingen. Men fortrinligst ere dog de tvende Børn, eller om man vil disses Forhold indbyrdes. Den første, folder andægtig Hænderne og modtager Velsignelsen, betragtende Christus med Opmærksomhed, men dog med barnlig Uskyldighed. Den anden, tryg ved Christi kiærlige Tale og himmelske Smiil, har allerede overgivet sig ganske til ham. Denne Modsætning imellem den Yngres uskyldige Rolighed, det barnlige, naive Udtryk i hans Aasyn, og den Ældres Forventning og mere frivillige Hengiven i Lærerens Villie, er lige fortræffeligen tænkt og udført. Hvad Tegning og Formernes Skiønhed og Ynde angaaer, staaer dette Basrelief aldeles ved Siden af de to Foregaaende.

Bagsiden forestiller tre svævende Engle, der slynge Armene om hverandres Skuldre. I Betragtning af den store Konst, der udfordredes, for i det haarde, ubevægelige Marmor at fremstille Figurer, der saa frit og naturligen svæve i den frie Luft, uden paa nogen Maade at erindre om, at de ere bundne til den Flade, hvoraf de udspringe: maatte denne Side ansees som den fortrinligste. Men da dog Udtrykkets Sandhed ogsaa her maa sættes over Skiønhed i Formerne og Dristighed i Bevægelserne, saa troe vi med Rette at burde foretrække den foregaaende.

Hvad nu Behandlingen af Marmoret angaaer, da er dette vel ikke saa delicat afpoleret, som den største Deel af Canovas Arbeider, heller ikke er det overtrukket med den Fernis, der hos hine skal blødgiøre det haarde Marmors Udseende; men herved er slet Intet tabt. Stenen har sin naturlige Farve, Overfladen er jævn og mat, og ikke den mindste Konstlen er foretaget med den. Men alligevel besidde Figurerne et Liv, som mange af Canovas mangle, og som de endog have fremfor en stor Deel af de til Salonen henhørende Malerier.

Endeligen vilde vi driste os til, at fremsætte tvende Bemærkninger angaaende Tegningen i begge Sidestykkerne, dem vi meget ønske prøvede af kyndige Læsere. Den første er den mindst væsentlige, da den kun angaaer Stillingen af tvende Hoveder imod hinanden. Vi mene nemlig, at i det høire Stykke Madonnas venstre og Johannes’s høire Haand, der begge sees uden nogen Forbindelse med Armen, ikke ganske smukt staae tæt oven over hinanden. Men deels er dette, som sagt, mindre vigtigt, deels var det maaskee uundgaaeligt. – Den anden Bemærkning er af meer Betydenhed. Ved Betragtningen af den venstre Side troe vi at have iagttaget, at den Arm, hvormed Christus velsigner det kommende Barn, synker for dybt henimod Haandledet. Derfor træffer dette Leds Bøining udenfor Panden: Haanden, som hviler paa Hovedet, gaaer fra Ledet af steilt opad, saa at Christus ved hele denne Stilling af Arm og Haand mere synes at ville reise Barnets Hoved i Veiret, end at velsigne det. Vi tilføie denne Bemærkning, i Sandhed, ikke uden modent Overlæg, og haabe derfor, at den, kun efter et saadant, vil blive drøftet, ene og allene for at bringe Sandheden for Dagen, og ingenlunde for at hævde den store Konstners Ære, hvilken vi ikke ere saa vaarlige at ville forsøge paa at forringe.

Desuden vare fra samme Mesters Haand udstillede: tvende forskiellige Buster af Cicero, M. Agrippa, afg. E. R. Tyge Rothe og Frøken Ida Brun (eengang tilforn fremstillet af Maleren Lund i et historisk Portraitmaleri) alle i Marmor; og desuden i Gibs Kammerherre Schubarts og Gemalindes Büster, der have særdeles megen Lighed med Portraiterne i Benvenutis sidst udstillede Maleri.

Endeligen fandtes ni Tegninger, tilhørende Hr. Kammerherre Schubart, blandt hvilke to, forestillende Chiron og Achilles og Charitas, med fire Børn omkring sig, syntes os især at udmærke sig. – Hvorfor disse Tegninger i Fortegnelsen vare satte iblandt Billedhuggerkonstens Værker, indsee vi ikke ret.

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i tidsskriftet Athene, oktober 1815, bind 5, p. 371-378, hvis redaktør og udgiver var Christian Molbech. Det er derfor uden tvivl ham, der er ophavsmanden til teksten, selvom ingen forfatter er angivet.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1815, Athene
Emneord
Døbefonten til Brahetrolleborg Kirke · Kritik af Thorvaldsens værker, negativ · Kunstakademiets udstillinger · Overfladebehandling af marmor · Portrætter, forestillende Thorvaldsen
Personer
Friederike Brun · Antonio Canova · Christian Ditlev Reventlow · Ernst Schimmelmann · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 14.03.2018 Print