Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 484 af 10181
Afsender Dato Modtager
Bertel Thorvaldsen [+]

Afsendersted

Rom

Efter 21.9.1805 [+]

Dateringsbegrundelse

Udkastet er udateret, men det må stamme fra september 1805, da udkastet er et svar på Schubarts brev af 16.9.1805 desuden omtales Christian Stub, der forlod Italien i 1805 og døde i Lissabon året efter; og ydermere omtaler Thorvaldsen sin rejse fra Firenze til Rom, som fandt sted fra medio september 1805 til lørdag den 21.9.1805, som han nævner her.
Udkastet må altså være skrevet efter hjemkomsten 21.9.1805, og da det sandsynligvis er skrevet samtidig med et andet udkast til samme brev, som helt sikkert er skrevet før 28.9.1805, må denne terminus ante quem også gælde for dette udkast, jf. dateringsbegrundelsen for det andet udkast.

Herman Schubart [+]

Modtagersted

Montenero

Resumé

Del af et brevudkast: Thorvaldsen meddeler Schubart, at han er kommet til Rom efter to dages ophold i Firenze, hvor han efterlod Christian Stub.

Se original [Translation]

Efter to Dages ophold i Florens efterlod vi vor gode Stub som ikke vaavede at gaae lenger med os, dels for sin Sundhed, de[l]s for det Skib som gaaer til Lisabon skulde gaae fra ham[.] jeg har giordt en behagelig Reise med vor Reeberg[?] og en svensk Capelmester som jeg har kendt før i Rom og som sang saa diælig for os og en gammel Skomager fra Mejland[.] vi var saa lykkelig at treffe en god veturrin med en beqvem Vong saa vi har giord denne Reyse saa magelig som mulig og ankom hertil[?] i løverdags eftermidag

Generel kommentar

Dette brevudkast beskriver rejsen fra Firenze medio september 1805 til ankomsten til Rom 21.9.1805, se også Thorvaldsens pas af 11.9.1805, der blev brugt på rejsen. Selv i Thorvaldsens lapidariske beskrivelse får rejsen næsten en filmisk karakter: På vejen mellem Firenze og Rom sidder fire mænd i en diligence – en dansk billedhugger, en tysk maler, en syngende svensk kapelmester og en gammel milanesisk skomager.
 
Udkastet er skrevet på et ark, C15r, som Thorvaldsen også brugte fire år senere til to andre brevudkast af 4.2.1809. Desuden blev arket også brugt som skitseark til forskellige motiver: Achilles og Penthesilea, Apollon drager sløret fra den efesiske Diana, C15v, og skitser af et par (Hercules og Hebe? Amor og Psyche?).
 
Papiret giver altså et godt eksempel på, hvordan Thorvaldsen arbejdede: Papirerne i hans arbejdsrum synes at have ligget i bunker på hans bord i lang tid. Og når han havde brug for at skitsere en ny idé til en skulptur, eller skrive et udkast til et brev, greb han ud efter det nærmeste ark.
 
Udkastet har altså også på dette punkt en filmisk effekt – det fremmaner et billede, der svarer meget godt til den beskrivelse, Hans Hansen gav af Thorvaldsens hjem 23.2.1795:

Der seer ogsaa meget geniemæssig ud hos ham, thi Røgtobak, Farver, Papiir, Theevand, Bøger, Modelleer-Stokke, Pudder og Tælle, Miniatur-Portraiter og hundrede andre Ting tilligemed en god Portion reent Skidt forliges meget got paa et lille Bord og er saa got meleert blant hverandre, at den beste chymicus skulde have ondt ved at skille dem ad.

Brevudkastet er gengivet hos Thiele, op. cit., som kalder det et dagbogsnotat, men det er galt, da udkastet tydeligvis er et svar på de spørgsmål, Schubart stiller i sit brev af 16.9.1805, hvor han bl.a. bekymrer sig for, om Thorvaldsen er nået frem til Rom.

Der findes endnu et tekstfragment, som må være udkast til samme brev. Det færdige brev kendes ikke, men det blev afsendt, da et sådant er omtalt af Schubart i hans brev af 11.10.1805 til C.F.F. Stanley.

Arkivplacering
C15r
Dokumentstatus
Egenhændigt udkast
Thiele
Gengivet hos Thiele II, p. 37.
Emneord
Rejsebeskrivelser · Thorvaldsens rejser i Italien
Personer
Friedrich Rehberg · Christian Stub
Værker
Sidst opdateret 28.07.2016 Print