Døbefonten til Brahetrolleborg Kirke

Kort introducerende sagsgennemgang

Den oprindelige bestilling til Brahetrolleborg Kirke blev afgivet af grevinde Charlotte Schimmelmann gennem brev af 2.11.1804 fra baron Herman Schubart til Thorvaldsen. De første forarbejder i ler udførtes sommeren 1804 på Montenero, og fonten meldtes færdig til afsendelse 22.10.1808. Først i efteråret 1815 ankom fonten til København, hvor den blev udstillet og beundret på Charlottenborg. 2.11.1817I blev den indviet i Brahetrolleborg Kirke.

Til minde om sin islandske herkomst udfærdigede Thorvaldsen et let ændret eksemplar af døbefonten som en gave til Miklabæ Kirke i Island, antagelig påbegyndt 1822. Men enten har han ikke været tilfreds med resultatet, eller han er blevet fristet af et godt tilbud fra en køber, antagelig jarlen af Caledon, Du Pré Alexander, og har omkring 1827 solgt døbefonten. Herefter er en ny version af døbefonten straks sat i produktion for at kunne opfylde ønsket om at hædre Island. Hvornår denne har stået færdig, kan ikke fastslås med sikkerhed. I 1833 nåede den islandske døbefont København, og først i februar 1839 nåede den Island og blev opsat, ikke som oprindelig tiltænkt i Miklabæ, men i Domkirken i Reykjavik. Jarlens af Caledons version blev købt på auktionen efter hans død af grosserer Anton Boyer (1878-1957) og skænket til Helligaandskirken i København. Usikkerhederne omkring de to seneste marmorudførelser vil forhåbentlig kunne indskrænkes, efterhånden som hele materialet i Arkivet bliver gennemgået.

Døbefont

Beskrivelse

Døbefonten i Brahetrolleborg Kirke har facon som et retvinklet parallelepipedum, prydet med relieffer på de fire vertikale sider og foroven forsynet med en hulning til dåbsfadet. Fontens sider bærer følgende motiver:

Døbefont, Kristi dåb
Kristi dåb, A555,1
Døbefont, Kristus velsigner børnene
Kristus velsigner børnene, A555,4
 
Døbefont, Maria med Jesus og Johannes
Maria med Jesus og Johannes som børn, A555,2
Døbefont, Tre svævende engle
Tre svævende engle, A555,3, der muligvis symboliserer tro, håb og kærlighed

Thorvaldsens Museum ejer originalmodellen i gips, Døbefont, A555,1, A555,2 , A555,3, A555,4, som dog adskiller sig fra marmorversionen ved at være tilføjet en blomsterkrans foroven i stedet for fordybningen på Brahetrolleborgfonten. Kransen er antagelig en afstøbning, der er påsat efterfølgendeII. Talrige variationer og replikker af de enkelte relieffer er desuden udarbejdet som selvstændige relieffer.

Bestillingen og første tegnede udkast

Fonten blev bestilt af baron Herman Schubarts søster, grevinde Charlotte Schimmelmann, til deres fælles søster, grevinde Sybille Reventlow, jf. brev af 2.11.1804 fra Schubart til Thorvaldsen. Schubart citerede i brevet først Charlotte Schimmelmanns ønske og fremkom siden selv med forslag til motivet:

“‘Je voudrois de la main de Thorwaldsen une Coupe ou un Vase pour le bapteme pour l’eglise à Trolleborg de notre Soeur Reventlow. [...] Je voudrois l’avoir sur un simple piéd de Stal un vase rond tel qu’on s’en sert pour le bapteme, entouré d’un coté d’un bas relief; car de l’autre il seroit contre le mur du temple. Je voudrois que ce bas relief fut analogue au sujet; mais priés Thorwaldsen de me dire a peu près ce que cela pourroit couter, et il n’y auroit rien qui presse. Le vase même devroit etre de marbre blanc de Carare. Quant au pied de Stal il pourroit etre de granit où autrement comme Thorwaldsen le trouveroit bon; mais que ce pied de Stal ne fut pas cher. Reponse la dessus mon bon frere! – ’
Dette Arbeide kunde blive ret skiøndt, og om Muserne just ikke kunde anbringes, kunde dog smaae Genier, Religionen, Caritas eller andet sligt være passende. De kunde sende mig en Tegning noget nær som De troede det bedst.”

Bestillingen lød således oprindelig på en reliefprydet dåbsvase eller skål, opsat på et enkelt fodstykke. Den endelige marmorversion, som blev opsat i Brahetrolleborgs Kirke, adskiller sig dermed markant fra bestillerens oprindelige ønske, dels ved ikke at omfatte en decideret dåbsvase og dels ved at være udsmykket hele vejen rundt og placeret frit i kirkerummet foran alteret.

Thorvaldsen fik sandsynligvis først besvaret Schubarts henvendelse 7.12.1804, men dette brev er ikke bevaret og ej heller den medsendte skitse. To bevarede udkast til brevet (30.11.1804 og 7.12.1804) giver dog en idé om indholdet af brevet. I brevudkastet af 7.12.1804 takker Thorvaldsen ja til bestillingen : “[...] jeg behøver Deres Raad føren jeg kan giøre en udført te[g]ning og skikk[er] hermed dette lidet Udkast imedens[.]”

Også motivet for dette tabte udkast kan man ud fra det ene af Thorvaldsens bevarede brevudkast få et indtryk af: på brevudkastet af 30.11.1804 ses ud over brevteksten to mindre skitser til dåbsvasen.

Skitser til Døbefont
Udkast til Døbefonten på brevudkast af 30.11.1804

Begge viser en forholdsvis høj, firkantet piedestal, der krones af en enkel uprydet dåbsvase. På piedestalen til venstre, der er noget bredere end den højre, er indtegnet et motiv, der i høj grad ligner den færdige døbefonts relief med motivet Kristi dåb, jf. A555,1. Thorvaldsen har altså allerede på dette tidlige stadie foretrukket at udsmykke piedestalen frem for dåbsvasen og desuden bestemt sig for døbefontens hovedmotiv. Dog ses i øverste højre hjørne af Thorvaldsens skitse Agamemnons strid med Achilleus, C23, et lille udkast til døbefonten med et motiv, der snarere ligner en caritasfremstilling eller Maria med Jesus og Johannes som børn, end Kristi dåb. Også en variant af dette motiv blev dog anvendt i den endelige version.

Agamemnons strid med Achilleus. Døbefont
Udkast til Døbefonten, udsnit af C23

En anden skitse findes på skitsen til den aldrig realiserede skulptur Diodemes med Palladiet og Odysseus, C8r, som Thorvaldsen omtaler i sit brevudkast af 7.12.1804, hvor han besvarer bestillingen på døbefonten. Her se også et meget summarisk og karakteristisk Thorvaldsen-udkast. Med ganske få bølgende linjer har Thorvaldsen ridset døbefonten op med et caritasmotiv på den side, der gengives.

Udkast til Døbefont
Udkast til Døbefonten, udsnit af C8r

Det udkast, som Thorvaldsen sendte til Schubart, har dog motivmæssigt været meget lig den venstre skitse på brevudkastet af 30.11.1804, hvilket fremgår af Schubarts svarbrev af 28.12.1804: “Jeg har sendt Der[es] Skitze til Kiøbenhavn, og jeg tvivler ikke paa at den døbende Johanes jo vil finde største Bifald. [...] Jeg synes og vel om at anbringe Basreliefen paa Pié de Stal, og ikke paa Vasen [...]”

Den tidlige datering af skitsen og motivet med Kristi dåb tilbageviser eksempelvis Th. Oppermanns ubegrundede teseIII om, at Jacqueline Schubart skulle have været den idemæssige ophavsmand bag døbefontens kristne motiver.

Schubart videresendte Thorvaldsen sin søsters positive modtagelse af udkastet i brev af 4.3.1805: “Ce petit dessin de Thorwaldsen est vrayment charmant. Une colonne de la hauteur d’une table avec ce bas relief iroit parfaitment bien, et seroit precisement notre fait. L’idée est delicieux; [...] Le vase seroit simple et de cette forme qui est très jolie.”

Andre skitser til døbefonten, C66r, stammer antagelig fra perioden januar-november 1805IV og er muligvis delvist udført i samarbejdeV med Thorvaldsens gode ven, arkitekten C.F.F. Stanley.

Udkast til Døbefont, detalje
Thorvaldsen antagelig i samarbejde med C.F.F. Stanley:
Udkast til Døbefonten, udsnit af C66r


Udkast til Døbefont og profilportrætter, detalje
Thorvaldsen: Udkast til Døbefonten (og profilportrætter), udsnit af C66r

Den øverste skitse viser en opstalt af døbefonten, antagelig af Stanley, med motivet Kristi dåb påført piedestalens front med Thorvaldsens hånd og øverst (atter antagelig af Stanley) en stor skål (kylix krater), hvis øverste kant er udsmykket med en bladkrans.
Den nederste skitse på papirets modsatte side og drejet 90° mod højre ses en langt mindre skitse af Thorvaldsen med tilsvarende motiv, men med indikation af relieffer, ikke blot på fronten, men også på fontens sider. Skråt t.v. for denne skitse ses, antagelig af Stanley, et snit af en trekantet sokkel til fonten. Ved siden af opstalten af døbefonten med dåbsfadet ses en profiltegning af piedestalens øverste venstre hjørne, med angivelse af en bladbort og en anden utydelig angivelse af profilens bearbejdning. På venstre side af opstalten ses en profiltegning af dåbsfadets fod. Profiltegninger er, med undtagelse af hjørneprofilen og foden til dåbsfadet, foretaget med tusch efter lineal, mens Thorvaldsens andel er udført med fri hånd.

Senest i august 1805, og sandsynligvis allerede ved grevinde Schimmelmanns bifaldelse af det tilsendte udkast, jf. Schubarts brev af 4.3.1805, må Thorvaldsen definitivt have besluttet sig for at udsmykke soklens sider i stedet for dåbsvasen. Hvornår dåbsvasen helt er forsvundet til fordel for fordybningen lader sig derimod ikke fastlægge. Sommeren 1805 omtalte Sybille Reventlow fortfarende bestillingen som omfattende en dåbsvase, da hun gennem Schubarts brev af 26.7.1805 fremsendte målene på kirkens allerede eksisterende dåbsfad. Det lader derfor til, at udeladelsen af vasen ligger ganske sent i forløbet.

Skulpturelle forarbejder og udførelse

Forarbejdet med reliefferne til døbefontens fire sider påbegyndte Thorvaldsen sandsynligvis i august 1805 under sit ophold på Montenero hos familien Schubart med et relief fremstillende Kristi dåbVI, muligvis A736. Dette fremgår samlet af Schubarts førnævnte brev af 26.7.1805, hvor arbejdet med døbefonten foreslås; af Thorvaldsens brev til Anna Maria Uhden af [26].8.1805, hvor han skriver, at han så småt er begyndt at arbejde; samt i særdeleshed af Schubarts efterfølgende brev til Thorvaldsen af 16.9.1805, hvor han skriver, at han den følgende dag vil begive sig til Livorno for at afskibe relieffet med Kristi dåb til Thorvaldsen i Rom.

Kompositionen ligger meget tæt op ad skitsen til venstre på udkastet af 30.11.1804, og beviser, at Thorvaldsen holdt fast ved sin oprindelige ide.
De øvrige tre relieffer til fonten, A555,2 , A555,3, A555,4, blev udarbejdet i løbet af 1806-1808, og Thorvaldsen kunne den 22.10.1808 skrive til grevinde Schimmelmann, at døbefonten var klar til afsendelse på hendes opfordring.

Betalingen

Den eneste betaling, Thorvaldsen udbad sig, var til dækning af udgifterne til den fine carraramarmor, den grove tilhugning ved “daglønnere”, samt transporten, i alt 487 piaster, jf. brevudkast af 22.10.1808. I flg. Thorvaldsens udkast af 4.2.1809 til grevinden var prisen beregnet til 483 scudi, og Thorvaldsen satte tilsyneladende normalt sin egen kunstneriske andel i værket til et tilsvarende beløb: “[...] og at ieg beskedent skatterer min Konst og Flid for lige saa meget som omnævnte UdlægVII [..]”. Det var denne sidste del af betalingen, som Thorvaldsen undlod at kræve betaling for til gengæld for æren og muligheden for at blive mere kendt og skattet i hjemlandet.
Muligvis var oprindelig en ikke ringe del af begrundelsen for denne yderst favorable pris også, at Thorvaldsen havde håbet, at Charlotte Schimmelmann, som tak for den storladne gestus ville “vise Omhygelighed for” Thorvaldsens gamle, ubemidlede far, jf. brev af ca. 23.9.1806 fra Thorvaldsen til Nicolai Abildgaard. Faderen døde dog som bekendt allerede 24.10 samme år, og i 1808 kan den manglende fortjeneste derved ikke tilskrives hensyn til faderen. Skal man tro Schubart, forregnede Thorvaldsen sig ikke med den generøse gave. I brev af 26.7.1805 skrev Schubart følgende til Thorvaldsen: “Hun [Charlotte Schimmelmann] holder saa meget af Dem, og jeg kan ikke nægte at jeg nok troer at hun en lidt har bidraget til Deres Udnævnelse til Professor [ved Kunstakademiet i København samme år ].” Det synes derfor naturligt, at Thorvaldsen med dette og den banede vej for værker til den danske nation in mente har fundet det rimeligt og opportunt at lade døbefonten sælge til foræringspris. Schimmelmanns taknemmelighed og velvilje varede ved: I brev af
17.11.1808 takkede Schimmelmann for det færdige værk og Thorvaldsens generøsitet og beklagede kort, at hjemsendelsen på grund af ufredstider endnu ikke lod sig gøre. Som tak for generøsiteten vedlagde grevinden en “AgrapheVIII af Diamanter”, jf. breve af 26.12.1808 og 13.1.1809 fra Schubart til Thorvaldsen. I samme brev citerede Schubart endvidere en passage fra sin søsters brev omhandlende Thorvaldsen:

Min MandIX og jeg erkjender som vi bør hans ædle Behandling imod os. Grev Christian ReventlowX forsikrede mig i gaar at man bruger ham, og vil bruge ham endnu meer for vores gjenfødte SlotXI. Han vil faae store Statuer at forfærdige, Basreliefs med meere; og Du min kjere Broder kan stole paa Reventlows Iver for din Ven Thorwaldsen, som HansenXII ogsaa interesserer sig saa meget for. Denne Konstner giør sig sandelig fortjent hos Fædrenelandet – etc[.]”

Thorvaldsens delvise gave til Reventlowerne viste sig dermed at bære frugt.

Hjemsendelse og opstilling

Hjemsendelsen af døbefonten trak ud. I januar 1815 var den endnu ikke afsendt, hvilket fremgår af brev af 9.1.1815 fra Schubart til Thorvaldsen. Schubart anmoder heri Thorvaldsen om hurtigst muligt at sende fonten til Livorno: “thi der ligger just en seilefærdig Flensborger Skipper navnlig Hansen som i Februari afgaaer til Helsingør, og saaledes ville vi snart have den Glæde at besidde her dette Kunstens Mesterstykke.” Hvad der især bevæger mig til at bede Dem indstændig min bedste Ven at haste denne Expedition er dette. Årsagen til den pludselige hast var, at Schubarts niece komtesse Josephine SchimmelmannXIII ventede barn, og at man derfor ønskede at indvie døbefonten ved barnets dåb. Schubart selv skulle stå fadder og fortalte, at man planlagde at bygge et separat kapel til døbefonten:

“[...] dette skiønt simpelt skal blive i den Romerske Smag. Beed min gode Ven Malling at giøre mig et Udkast til et sligt Capelle, [da vi have] meget brave Architecter, og endog Decorateurer som kunde giøre Friser runt omkring det indvændige Capelle, og ziire det med Flade rifflede Støtter i Corinthisk Smag. [...] Døbe Steenen bliver ophøyet ved Trappetriin, som marmoreres, og disse blive i en skiøn Stiil saaledes at ved Handlingen stiger man op med Barnet for at nærme det Daaben.”

Det planlagte kapel til døbefonten blev dog ikke opført.

I efteråret 1815 ankom døbefonten endelig til Danmark, jf. Thiele 1831, p. 73, og udstilledes som katalog nr. 17 på en salon på Charlottenborg i anledning af Frederik 6.s kroningXIV 31.7.1815. Værket havde dog haft en yderst succesfuld snigpremiere forud for salonen på Charlottenborg, mens det var opstillet i forhallen til det Schimmelmanske Palæ, jf. Molbech, op. cit., p. 373:

“Det var [...] i meget kort Tid bekiendt over hele Kiøbenhavn, at Thorvaldsens Døbefont kunde, med ringe Uleilighed, tages i Øiesyn [...], og man saa dagligen Folk af alle Stænder strømme derud for at beundre, eller maaske rettere, lære at beundre et plastisk Mesterværk af Nutidens første Billedhugger. Meningen om dets Fortræffelighed var kun een: og en enhver forlod det, beriget med nye Forestillinger og Ideer, ligesom med en udeelt Beundring for den store Konstner.”

Værket vakte kort sagt mere end almindelig begejstringXV og var medvirkende til at genopvække og fremskynde planerne om, at få Thorvaldsen til Danmark for at udføre værker til nationen. Døbefonten var med ganske få undtagelser det første egentlige værk, som Thorvaldsen kunne fremvise i DanmarkXVI.

Nøjagtig 13 år efter afsendelsen af bestillingen kunne døbefonten endelig indvies i Brahetrolleborg Kirke den 2.11.1817, og selvom der ikke blev tale om et nyopført kapel til værket, renoveredes kirkens indre som en del af forberedelserne til værkets ankomst. Fonten blev centralt og frit placeret i kirken foran alteret. Ditlev Reventlow takkede for værket og tilsendte Thorvaldsen en lille bogXVII med taler og sange fra indvielsen af døbefonten i brev af 13.12.1817. Reventlow skrev bl.a. følgende om fontens (i samtidens breve oftest kaldt Døbeste(e)nen eller blot ste(e)nen) placering og virkning på de kirkesøgende:

“[…] Steenen er bleven anviist saa god en Plads i den herværende Kirke som Leiligheden tillod det; ved en total Forandring i det Indere af Kirken og jeg haaber at naar De engang besøge Danmark De da ikke reise Trolleborg forbi uden at besøge det og at De da vil være tilfreds med den Plads Deres Kunstværk er anviist. Den staaer frit til alle Sider og har en ret god Belysning og siden den er bleven indviet her, ere alerede en Deel Børn bleven døbte ved samme og Hjemmedaaben som her var bleven saa almindelig vil formodentlig kuns finde Sted naar Nøden byder det, da man alt for gierne bringer Børnene til det hellige Sted i Kirken. Det har ogsaa rørt mig at erfare det Indtryk Deres Kunstværk saaledes ogsaa tillige har giort her paa Landalmuen; men det maatte være Siæle af en egen Slags, der ikke ved Beskuelsen følede Kunstværkets Værd. […]”

Senere marmorversioner af Døbefonten

Island in memoriam

Til opstilling i en kirke i Island udfærdigede Thorvaldsen en let ændret marmorversion af døbefonten, hvor bl.a. en blomsterkrans kroner piedestalen og reliefferne Jesus velsigner børnene samt Maria med Johannes og Jesus som børn afsluttes for neden af stærkt fremkragende ståplader. Fonten bærer på relieffet med de svævende engle desuden inskriptionenXVIII:

OPVS HOC ROMAE FECIT
ET ISLANDIAE
TERRAE SIBI GENTILICIAE
PIETATIS CAVSA DONAVIT
ALBERTUS THORVALDSEN
A. MDCCCXXVII

Gaven var oprindelig tiltænkt kirken i MiklabæXIX, Blönduhlið bygd. Thorvaldsens farXX var født i byen og hans farfar, Thorvaldur GottskalkssonXXI, havde været præst ved kirken, forestået dens opførelse, og lå begravet ved indgangen. Af Thorvaldsens værkstedsregnskaber fremgår det, at han har haft en døbefont under udførelse fra september 1826 til marts 1827. Dette stemmer overens med Thorvaldsens brev af 4.2.1827 til prins Christian Frederik, der omhandler døbefontens hjemsendelse til Danmark:

“Med stor Fornøielse har jeg underdanigste modtaget Deres Kongelige Høiheds ærede Skrivelse af 25 Novembre, hvo[r]af jeg seer det har behaget Hans Majestæt at befale, at en Fregat skal afsendes til Livorno for at afhente en Deel af mine Arbeider: Vær forsikk[r]et, at jeg skal stræbe at benytte denne Leilighed saa godt som muligt. I Marmor vover jeg imidlertid ei at love mere færdigt til at afgaa, end [..] en Døbefong, som jeg ønsker at forære til en Kirke i Island.”

Flere koncepter hertil omtaler døbefonten som allerede fuldført, og et brev til Slotsbygningskommissionen 4.2.1827 og til Kirkebygningskommissionen 12.2.1827 omtaler fonten på en liste over værker, der kan afskibes to måneder senere. Desuden fremgår det, at Thorvaldsen ekstraordinært anmodede om at få den islandske døbefont fragtet med, da fregatten udelukkende var beregnet påXXII arbejderne til Christiansborg Slot og Vor Frue Kirke. Døbefonten har således med sikkerhed stået færdig i senvinteren/foråret 1827.

En skitse af døbefonten med relieffet Kristi dåb ses på brev af 13.5.1826 fra Skydeselskabet til Thorvaldsen og må antages at være tegnet af Thorvaldsen i samme periode.

Opsættelsens forviklinger

Intet tyder dog på, at fonten kom af sted, eftersom den danske arkitekt C.F. Hansen i brev af 7.5.1827 spurgte, om døbefonten, der var tiltænkt Island, kunne opstilles i Vor Frue Kirke, indtil Dåbens engel knælende, A112, stod færdig. På denne måde ville kirken kunne indvies i løbet af sommeren 1828. Dette kom ikke til at ske, da en gipsafstøbning af fonten først nåede dansk jord i 1829 og et marmoreksemplar først i 1833, jf. nedenfor. Udleveringen af dette eksemplar af døbefonten trak dermed ud i lighed med den oprindelige font til Brahetrolleborgs Kirke.
I maj måned 1827 blev hjemfragten af døbefonten udsat til foråret 1828, så alle de bestilte værker kunne være færdige og afskibes samletXXIII. Kirkebygningskommissionen tilbød dog snart derefterXXIV, at hjembringe de af dem bestilte værker sammen med døbefonten allerede ved slutningen af året 1827. Men dette skete heller ikke.

Selvom døbefonten stod færdig i marmor i 1827, blev i første omgang kun en gipsafstøbning sendt hjem til Danmark; i brev af 5.2.1829 skrev Thorvaldsen til Ove Malling:

“Hvad den knælende Engel for DødefundtenXXV og den til Island bestemte Dødefundt angaaer, saa har jeg ladet begge afforme, og sende til Kjøbenhavn, og jeg haaber at de vil komme til rette Tid. I denne Anledning har jeg allerede skrevet til den høie CommissionXXVI. ”

Dagen efter, at Thorvaldsen havde skrevet dette, forfattede den nyudnævnte stiftsamtmand over Island Lorentz Angel Krieger en anmodning af 6.5.1829 til Thorvaldsen, hvori han bad Thorvaldsen om at sende døbefonten samme år, så den kunne nå frem til Island, inden efterårsstormene satte ind og forhindrede fremsendelsen endnu et år. Der skulle dog endnu gå ti år, inden Island modtog gaven.
I 1830 udstilledes gipseksemplaret på Charlottenborgs Forårsudstilling som katalog nr. 165XXVII under titlen “Døbefont, bestemt til Myklabye Kirke paa Island”.

Herefter er der længe tavst omkring fontens skæbne. Men i Thorvaldsens brev af 16.5.1833 til C.F. Hansen optræder et marmoreksemplar af døbefonten til Island endelig på listen over værker, der skal hjemsendes forud for Thorvaldsens dengang planlagte afrejse mod Danmark i februar 1834. Af brev af 8.10.1833 fra Kunstakademiet til Thorvaldsen fremgår det, at værkerne nåede sikkert frem.

Døbefont
Døbefontens nuværende placering i Reykjavik Domkirke. Foto: Ole Lindhardt, 2008.

Først i februar 1839 ankom døbefonten i marmor til Island og blev opsat i Domkirken i Reykjavik, i stedet for som oprindelig planlagt i Miklabæ, jf. brev til Thorvaldsen af 5.9.1839 fra Islands Stiftsamtshus. Årsagen til den ændrede placering kendes ikke, men måske var Thorvaldsen i de mellemliggende år blevet overbevist om, at værket fortjente en mere fremtrædende placering end i den simple kirke i faderens hjemsogn. Det kan heller ikke fastslås nøjagtigt, hvornår ændringen indtraf: allerede i Kriegers føromtalte brev af 6.5.1829 omtales den som bestemt for Reykjaviks kirke, mens den tidligere samme år anføres som bestemt til Miklabæ Kirke i F.F. Friis’ brev af 8.1.1829 til J.M. Thiele, det samme gør sig gældende på udstillingen i 1830 og i baronesse Stampes erindringerXXVIII. Der har kort sagt i en årrække hersket en vis tvivl om placeringen.

Yderligere en marmorudførelse

Yderligere har der været uklarhed omkring hvilken døbefont, der egentlig endte i Reykjavik. Thiele skriverXXIX, at det berettedes, at den i 1827 udførte font alligevel ikke kom til Island, men blev solgt til en norsk Købmand, der fik indskriften udslebet. Til gengæld skulle Thorvaldsen straks have foranlediget fremstillingen af en ny døbefont i carraramarmor til Island. Allerede i 1854 skrevXXX Thiele dog om året 1822:

“Ligeledes lod han i disse Sommermaaneder den Døbefont, han, paa Baron v. Schubarts Bestilling, havde udført til Trolleborg-Kirke, gientage med nogle Forandringer. Vel forefindes Spor i Kunstnerens egenhændige Optegnelser af, at der er giort Bestillinger paa Gientagelser af denne Døbefont, baade af Fyrst Esterhazy og af „the Earl of Caledon”, og muligviis henstod et saadant, ufuldendt Exemplar, som nu blev optaget til en anden Bestemmelse. I al Fald er det sikkert, at Døbefonten paa denne Tid blev gientagen i Marmor, og at dette Exemplar, hvilket ved en latinsk Inscription senere betegnes, var bestemt til en Foræring til hans Fædres Ø, at dog Island, hvorfra han havde det Navn, som nu nævnedes med saamegen Ære i Verden, ogsaa skulde have et af hans Værker. Denne Marmor-Døbefont skienkedes i 1827 til Myklabæi Kirke, hvor hans Bedstefader hviler ved Indgangen.”

Ovenfor er det påvist, at fonten hverken endte i Miklabæ eller blev opsat i året 1827; Thieles redegørelse står derfor ikke til troende på disse punkter. De omtalte “Spor i Kunstnerens egenhændige Optegnelser” er heller ikke, indtil videre og jf. indledningen til artiklen, dukket op i Arkivet, og Thiele har muligvis haft sine oplysninger andetsteds fra. Tilbage står så året 1822, hvorom Thiele angav, at Thorvaldsen havde påbegyndt mindst én ny version af døbefonten. Muligvis var det denne tidlige version, der var bestemt til Island, men som (tidligst 1827 at dømme efter inskriptionen) blev opkøbt af en anden. I flg. Thiele var køberen en norsk købmand, men det drejede sig nok snarere om jarlen af Caledon, der også nævnes af Thiele, men her som en tidligere bestiller. I givet fald blev inskriptionen blot ikke udslebet, som angivet af Thiele. Dette ville forklare, hvorfor jarlens døbefont bærer den latinske inskription beregnet på Island. Døbefonten, der var i arbejde fra 1826 til 1827, skulle så være genoptagelsen af den forsinkede gave til Island, der ifølge Thiele straks efter salget af den første blev iværksat.

Der er således tale om to efterfølgende marmorudgaver af døbefonten til Brahetrolleborg begge oprindeligt beregnet på Island. Den ene muligvis udført eller påbegyndt allerede sommeren 1822, men opkøbt af jarlen af Caledon omkring 1827 (muligvis gennem en uidentificeret norsk mellemmand), den anden med sikkerhed 1826-1827. Alternativt skulle den første version være afsluttet i 1827 og den efterfølgende udført i årene mellem 1827 og 1833, hvor den sidste marmorversion sendtes til Danmark. Uanset fremstillelsestidspunktet forklarer opkøbet af den første marmorversion omkring 1827, at der i dag findes to marmorvarianter med inskriptionen til Island.

Den senest udførte, som i øvrigt også er langt den smukkeste og ydermere en massiv marmorblok, står stadig opstillet i Domkirken i Reykjavik, mens den anden, som har flere fejl i marmoret og ikke er massiv, men sammenstillet af marmorplader, er opstillet i Helligaandskirken i KøbenhavnXXXI. Helligaandskirkens eksemplar blev skænket kirken af grosserer Anton Boyer (1878-1957), der netop havde erhvervet den på auktionen over jarlen af Caledons kunstsamlinger hos Christies i London 6.6.1939. Døbefonten er derfor uden tvivl identisk med det eksemplar, der omtales af Thiele under året 1822XXXII.
Mht. den norske købmand, der i flg. Thiele skulle have erhvervet det første eksemplar, foreslår kunsthistorikeren Hanne Abildgaard brødrene KnudtzonXXXIII som eventuelle mellemmænd for jarlen, men konstaterer, at intet i deres korrespondance, underbygger detteXXXIV.

Opsummerende

Thorvaldsen omtalte i sine erindringer, fortalt til baronesse Stampe, kun to døbefonte – den oprindelige til Brahetrolleborg og den til Island, den tredje omtaler han slet ikke. Muligvis skyldes hans manglende omtale af den tredie marmorversion (dvs. antagelig den, der nu er i Helligaandskirken), at den i sammenligning med de to andre er den mindst vellykkede. Sagsgangen omkring den oprindelige bestilling til Brahetrolleborg synes at lægge fast. Til gengæld er der mange usikkerheder omkring de to senere udførelser. På trods af Thieles udsagn om bestillinger fra to fyrster og en involveret norsk købmand, kan intet af dette endnu belægges med kilder i Arkivet. Kun står det fast, at én døbefont endte i Reykjavik (antagelig den senest udførte) og en anden hos Jarlen af Caledon (påbegyndt med henblik på Island, muligvis allerede 1822, færdig omkring 1827). Den ene stammer sandsynligvis fra 1826-27 (antagelig Reykjaviks eksemplar), den anden er mere usikker – antagelig påbegyndt 1822, men indskriften kan ikke være fra før 1827. Endelig kan man eventuelt forestille sig, at det senest udførte eksemplar, der endte i Reykjavik, kan være udført endnu senere end 1827, da det først sendtes til Danmark i 1833. Forhåbentlig vil man kunne komme sagsgangen nærmere, når samtlige akter i Arkivet er blevet gennemgået.

Referencer

Kommentarer

  1. Tale og Sange ved Indvielsen af den Thorvaldsenske Døbefont i Brahetrolleborg Kirke, paa Reformationsfestens 3die Dag, den 2den Novbr. 1817. Se bogen her.

  2. Iflg. tidligere konservator ved Thorvaldsens Museum billedhugger Rasmus Andersen (1861-1930), jf. Arkkataloget, Thorvaldsens Museums arkiv, inv. nr. A555. Man må antage, at ændringen skyldes de senere marmorversioner af døbefonten, hvor blomsterkransen erstattede hulningen til dåbsfadet.

  3. Jf. Oppermann, op. cit., p. 58.

  4. Dateringen er baseret på Stanleys ankomst til Rom i begyndelsen af januar 1805 og hans død samme sted antagelig 18.11.1805, se hans biografi for flere oplysninger herom.

  5. Jf. Thieles fortegnelse over Thorvaldsens tegninger, nr. 66, og Dyveke Helsteds tegningskatalog, C66, Thorvaldsens Museums arkiv.

  6. Reliefferne på fontens sider findes i talrige efterfølgende versioner. Relieffet Kristi dåb har Thorvaldsen med sikkerhed udført i minimum tre versioner: foruden det på selve døbefonten er der tale om relieffet Kristi dåb, A736, og Ny Carlsberg Glytptotekets kat. nr. MIN 447. Alene på auktionen over nogle af Thorvaldsens efterladenskaber, afholdt på Thorvaldsens Museum 5.10.1849, op. cit., var tre gipsrelieffer med motivet Kristi dåb sat til salg som katalognummer 63-65 under kategorien “Værker” af Thorvaldsen i Gips. Heraf blev nr. 63 tilsyneladende ikke solgt eller solgt før afholdelsen af auktionen (et “kom ei”, er noteret ud for nummeret i auktionsprotokollen, Thorvaldsens Museum); nr. 64 blev købt af den spanske gesandt i København Leopoldo Augusto de Cueto (1815-1901); nr. 65 blev i flg. protokollen købt af C.F. Wilckens, men efterfølgende er med rødt tilføjet “Museet”, og på en indklæbet mærkat bagerst i protokollen bevidner museets daværende inspektør, Ludvig Müller (1809-1891), at Wilckens købte bl.a. nr. 65 til museet: “At [ …. ] No 65 paa 2den Afdeling af Thorvaldsens Museums Auction af Hr Wilckens ere kiöbte til Museet, bevidnes herved d. 20 Nov. 1849 L. Müller”.
    Dermed må nr. 65 utvivlsomt være identisk med relieffet Kristi dåb, A736. Dette sidste relief adskiller sig fra relieffet på døbefonten bl.a. ved, at klæderne dækker en anelse mere af mændenes kroppe. Mht. til de to andre eksemplarer vides det ikke, om de var identiske, eller om der var tale om variationer. Det kan heller ikke fastslås, om der var tale om originalmodeller eller om efterfølgende afstøbninger. Ny Carlsberg Glyptoteket ejer som nævnt et andet eksemplar af Kristi dåb, her kaldet Jesu dåb (kat. I.N. 447) med tydeligt afsatte punkter til marmorhugning. Dog er der også her tale om mindre motiviske afvigelser fra Døbefont, A555,1, og fra Kristi dåb, A736. Glyptotekets eksemplar angives at have følgende proveniens: “Thorvaldsens dødsboauktion 1859. Købt her af Thorvaldsens kammertjener W. Wilchens. Rasmus Secher Malthe. Carl Jacobsen 1880.” Jf. Jens Peter Munk, Katalog Dansk skulptur 1694-1889, Ny Carlsberg Glyptotek, København 1995, p. 198.
    Rasmus (Secher) Malthe (1829-1893) var billedhugger og hjalp Carl Jacobsen med kunstindkøb, W. Wilchens må være en fejl for C.F. Wilckens, og auktionen over Thorvaldsens efterladenskaber, hvor reliefferne blev solgt, blev som nævnt afholdt på Thorvaldsens Museum 5.10.1849. En anden auktion blev afholdt 17.11.1858, men her blev kun en form til relieffet sat til salg. Det mest sandsynlige er derfor, at nr. 63 eller 64 er endt på Glyptoteket som Jesu Dåb, og nr. 65 er uomtvisteligt museets eksemplar af relieffet Kristi Dåb, A736.
    Hvorom alting er, må man slutte, at enten Kristi dåb, A736, Glyptotekets eksemplar (Jesu dåb, kat. nr. MIN 447) eller det i dag ukendte tredje relief må være det relief, som Thorvaldsen udførte på Montenero i slutningen af august 1805, og som i en senere omarbejdet form optræder på døbefonten. Kristi dåb, A736, bærer ikke spor af punkter som forberedelse til marmorhugning, men det udelukker ikke, at det var det relief, der som et forarbejde til Døbefont, A555,1, blev udført på Montenero.

  7. Hvis læsningen af dette udsagn er korrekt, betyder det, at Thorvaldsen i 1809 har beregnet prisen på sine værker udfra hans faktiske udgifter til materialer og daglønneres arbejde. Den endelige pris var dette beløb gange to, eftersom samme beløb tilfaldt Thorvaldsen selv som værkets ophavsmand. Se også brevudkast af 22.10.1808, hvor Thorvaldsen omtaler sin del af arbejdet: “Hvad Arbejdet angaaer, saa er min sødeste Belønning denne, at have kunnet efterkomme min Velgiørerindes Befalning, og jeg skatterer mig lykkelig at De min naadigste Grevinde vil besidde et af mine Arbejder, der tillige vil tjene til at giøre mig bekjendt i mit kjære Fæderneland.”

  8. Dvs. “spænde eller krampe til at sammenholde klæder, gardiner m. m. (især som smykke)”, jf. Ordbog over det danske Sprog. Spændet findes ikke i museets samling.

  9. Dvs. Ernst Schimmelmann.

  10. Dvs. Christian Ditlev Reventlow, der var præsident for Slotsbygningskommissionen, som bestilte værker hos Thorvaldsen til Christiansborg slot.

  11. Dvs. Christiansborg Slot, se evt. referenceartiklen Bestillingen til Christiansborg.

  12. Dvs. arkitekten C.F. Hansen.

  13. Komtesse Josephine Schimmelmann (1790-1852) plejedatter af Charlotte og Ernst Schimmelmann og gift med greve Ditlev Reventlow, der var Ludvig (1751-1801) og Sibylle Reventlows søn.

  14. Jf. Thiele II, p. 271, og Molbech, op. cit., p. 253-254

  15. Se også breve til Thorvaldsen af 20.11.1815 fra Peder Malling, 2.12.1815 fra P.O. Brøndsted og 5.12.1815 fra baron Schubart.

  16. Se dog Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1798 og 1802.

  17. Tale og Sange ved Indvielsen af den Thorvaldsenske Døbefont i Brahetrolleborg Kirke, paa Reformationsfestens 3die Dag, den 2den Novbr. 1817. Se bogen her.

  18. “I året 1827 udførte Albert Thorvaldsen dette værk i Rom og skænkede det i hengivenhed til Island sine fædres land”, oversat af Kristján Eldjárn, Torben Melander og Bjarne Jørnæs, Arkkataloget, THM, ad A555.

  19. Jf. Thiele 1831, p. 73, Friis’ brev til Thiele af 8.1.1829 pkt. 30, samt baronesse Christine Stampes erindringer, op. cit., p. 93.

  20. Dvs. Gotskalk Thorvaldsen.

  21. Den islandske præst og Thorvaldsens farfar Thorvaldur Gottskalksson.

  22. Jf. koncept af senest 4.2.1827.

  23. Jf. brev fra Slotsbygningskommissionen af 22.5.1827.

  24. Jf. brev af 6.6.1827.

  25. Dvs. Dåbens engel knælende, A112.

  26. Dvs. Kirkebygningskommissionen, se Thorvaldsens brev af 5.2.1829.

  27. Jf. Fortegnelse over de ved det Kongelige Academie for de skiönne Kunster udstillede Kunstværker, København 1830.

  28. Jf. Stampe, op. cit., p. 93.

  29. Jf. Thiele 1831, p. 164, note 133.

  30. Jf. Thiele III, p. 156.

  31. Jf. Arkkataloget, Thorvaldsens Museum, ad A555.

  32. Jf. Thiele III, p. 156.

  33. Dvs. handelsmændene Jørgen og Hans Carl Knudtzon.

  34. Jf. Arkkataloget, Thorvaldsens Museum, ad. A555, marts 1980

Sidst opdateret 20.05.2016