Arkivet, Thorvaldsens Museum

Ropps bestilling 1804-05

Bestillingen: Otte buster, et relief og en statue

Baltertyskeren, baron Theodor von der Ropp fra Mitau i Kurland bestilte 1804-05 10 værker hos Thorvaldsen. Bestillingen var færdighugget i marmor senest 1810, se mere om bestillingens historie nedenfor. De 10 værker omfattede otte buster, kopieret efter antikke forlæg, og to “originale” Thorvaldsen-værker: Relieffet Briseis og Achilleus, jf. A490, og statuen Venus jf. den senere større version A12.

De otte buster er i dag forsvundet og kendes kun fra de fotos, som er gengivet her, og som Thorvaldsens Museum modtog i 1927. De to øvrige værker befinder sig i dag på National M.K. Čiurlionis Art Museum i Kaunas i Litauen.
Ropp ejede også et tegnet portræt af Thorvaldsen, læs mere om det her.

Ropps bestilling udgør et væsentligt moment tidligt i Thorvaldsens romerske karriere, navnlig fordi bestillingen bidrog til at sikre hans økonomi. Den samlede pris på 1420 scudi (se mere nedenfor) var eksempelvis højere end de 1320 scudi, som Thorvaldsen modtog for den langt mere berømte bestilling af gennembrudsværket Jason, A822, fra 1803. Ropps bestilling er dog ikke kun vigtig pga. sin størrelse, men også fordi hver del af den påkalder sig særlig interesse i Thorvaldsens værk:

De otte buster har hidtil ikke været regnet for autentiske værker af billedhuggeren – mest på grundlag af et ufuldstændigt kendskab til sagen. Der synes imidlertid ikke at være nogen grund til ikke at tilskrive dem alle til Thorvaldsen, så det bliver de hermed. Se mere herom nedenfor.

Busterne vidner også helt konkret om, hvordan billedhuggeren tidligt i sin karriere tilegnede sig antikkens formsprog. De udgør derfor en meget væsentlig brik i forståelsen af antikreceptionen – og dermed udgangspunktet – for den nyklassicistiske billedhugger.

Relieffet af Briseis og Achilleus udmærker sig som den første marmorversion, der blev bestilt af dette relief, som siden blev fremstillet i tre kendte marmorkopier. Versionen i Kaunas synes at være af en meget høj marmorhugningskvalitet.

Venus-statuen er den i dag eneste kendte version af den Venus-statue, som Thorvaldsen senere gentog i 1813-16 i lidt større størrelse, jf. A12.

De 10 værker er følgende:

Bertel Thorvaldsen: Jupiter/Zeus Otricoli, c. 1805-1810, marmor, uvist opholdssted, foto 1927  
Bertel Thorvaldsen: Jupiter/Zeus Otricoli, c. 1805-1810.
Marmor, 80 cm (ifølge påskrift på foto 1927). Ikke signeret.
Ukendt opholdssted.
 
Originalens placering:
Buste i Museo Pio Clementino, Vatikanet, Rom (Helbig, op. cit., no. 33)
 
Gipskopi i Thorvaldsens afstøbningssamling: L99
Bertel Thorvaldsen: Apollo Belvedere, c. 1805-1810, marmor, uvist opholdssted, foto 1927  
Bertel Thorvaldsen: Apollo Belvedere, c. 1804-1810
Marmor, 74 cm (ifølge påskrift på foto 1927). Ikke signeret.
Ukendt opholdssted
 
Originalens placering:
Statue i Musei Vaticani, Rom (Helbig, op. cit., no. 226)
 
Gipskopi i Thorvaldsens afstøbningssamling: L104 (buste) og L30 (hele statuen)
Bertel Thorvaldsen: Bacchus, c. 1805-1810, marmor, uvist opholdssted, foto 1927  
Bertel Thorvaldsen: Bacchus, c. 1804-1810.
Marmor, 72,3 cm (ifølge påskrift på foto 1927). Ikke signeret.
Ukendt opholdssted
 
Originalens placering:
Buste i Musei Capitolini, Rom (Helbig, op. cit., no. 1430).
Busten blev på bestillingstidspunktet betragtet som en Ariadne.
 
Gipskopi i Thorvaldsens afstøbningssamling: L113
Bertel Thorvaldsen: Melpomene, c. 1805-1810, marmor, uvist opholdssted, foto 1927  
Bertel Thorvaldsen: Melpomene, c. 1804-1810
Marmor, 66 cm (ifølge påskrift på foto 1927). Ikke signeret.
Ukendt opholdssted
 
Originalens placering:
Statue i Museo Pio Clementino, Vatikanet, Rom (Helbig, op. cit., no. 60)
 
Gipskopi i Thorvaldsens afstøbningssamling: Nej
 
Andre versioner af samme værk af Thorvaldsen: Melpomene, Nysø
Bertel Thorvaldsen: Homer, c. 1805-1810, marmor, uvist opholdssted, foto 1927  
Bertel Thorvaldsen: Homer, c. 1804-1810
Marmor, 64 cm (ifølge påskrift på foto 1927). Ikke signeret.
Ukendt opholdssted
 
Originalens placering:
Buste i Museo Archeologico, Napoli
 
Gipskopi i Thorvaldsens afstøbningssamling: L137 & L138
 
Andre versioner af samme værk af Thorvaldsen: A751
Bertel Thorvaldsen: Cicero, c. 1805-1810, marmor, uvist opholdssted, foto 1927  
Bertel Thorvaldsen: Cicero, c. 1804-1810
Marmor, 56,5 cm (ifølge påskrift på foto 1927). Ikke signeret.
Ukendt opholdssted
 
Originalens placering:
Brystportræt med stort draperi i Musei Capitolini, Rom (Helbig, op. cit., no. 1350)
 
Gipskopi i Thorvaldsens afstøbningssamling: Nej
 
Andre versioner af samme værk af Thorvaldsen: A760 & A761
Bertel Thorvaldsen: Venus Medici, c. 1805-1810, marmor, uvist opholdssted, foto 1927  
Bertel Thorvaldsen: Venus Medici, c. 1804-1810
Marmor, 50,5 cm (ifølge påskrift på foto 1927). Ikke signeret.
Ukendt opholdssted
 
Originalens placering:
Statue i La Galleria degli Uffizi, Firenze
 
Gipskopi i Thorvaldsens afstøbningssamling: L32 (hele statuen)
Bertel Thorvaldsen: Sapfo, c. 1805-1810, marmor, uvist opholdssted, foto 1927  
Bertel Thorvaldsen: Sapfo, c. 1804-1810
Marmor, 51 cm (ifølge påskrift på foto 1927). Ikke signeret.
Ukendt opholdssted
 
Originalens placering:
Forbilledet har ikke kunnet identificeres. Se mere om Sapfo-busten nedenfor.
 
Gipskopi i Thorvaldsens afstøbningssamling: Nej


Briseis og Achilleus, National M.K. Čiurlionis Art Museum, Kaunas, Litauen
Bertel Thorvaldsen: Briseis og Achilleus, c. 1805-10 (foto 1987)
Marmor, 92×194 cm (ifølge påskrift på foto), jf. A490
National M.K. Čiurlionis Art Museum, Kaunas, Litauen


Venus, National M.K. Čiurlionis Art Museum, Kaunas, Litauen, foto før 1940
Bertel Thorvaldsen: Venus, c. 1805-10 (foto før 1940)
Marmor, ca. 130 cm, jf. den større version A12
National M.K. Čiurlionis Art Museum, Kaunas, Litauen


Disse 10 værker udgør den endelige bestilling, hvilket dokumenteres af flg. kilder, hvor præcis disse 10 værker figurerer:

I Thorvaldsen-forskningen har Ropps bestilling været behandlet en smule stedmoderligt, nok især fordi det har været vanskeligt at skaffe sig overblik over både bestillingsforløbet og over hvad, bestillingen egentlig omfattede.
De ovennævnte lister og vidnesbyrd om Thorvaldsens værker i Kurland hos Hase og i kataloget over Ropps samling stemmer imidlertid klart overens og levner ingen tvivl om bestillingens præcise omfang og art.

Pris og betaling

Den tyske kobberstikker Wilhelm Friedrich Gmelin fungerede som Ropps agent i Rom i denne sag og må have stået for betalingen.
De endelige priser fremgår af Gmelins liste af 30.12.1810, som sandsynligvis må være den opgørelse over bestillingen, som han og Thorvaldsen fremstillede i fællesskab ved værkernes færdiggørelse, se tidslinjen over bestillingen nedenfor.
Den samlede bestilling beløb sig til 1420 scudi, fordelt på følgende måde:

Værk Pris i scudi
Jupiter Otricoli 100
Apollo Belvedere 60
Bacchus 60
Melpomene 50
Homer 60
Cicero 50
Venus Medici 40
Sapfo 50
Briseis og Achilleus 550
Venus 400

Disse priser er de samme som de beløb, Thorvaldsen tidligere havde noteret sig, se liste på brevudkast af medio september 1805 og liste på brev af 19.10.1805.
Kun på Thorvaldsens senere liste på brev af 5.7.1810 satte billedhuggeren prisen op med 10 scudi på tre af busterne, se kommentarerne til de enkelte beløb. Disse stigninger blev dog ikke imødekommet i den endelige opgørelse over bestillingen.
Bemærk, at priserne på busterne stort set er afhængige af størrelsen: Jo højere, jo dyrere.

Det fremgår også af Gmelins endelige liste, at Thorvaldsen indtil 1810 havde fået udbetalt ialt 900 scudi og dermed endnu havde 420 + 100 scudi (for busten af Jupiter Otricoli, se nedenfor) tilgode.
Det må derfor antages, at Thorvaldsen blev betalt i tre rater à 450, 450 og 420 + 100. For sine bestillinger fik han normalt betalingen i rater, se i øvrigt referenceartiklen Thorvaldsens værker, betaling i rater.

Bestillingens forløb

Pga. den usikkerhed, der tidligere har hersket mht. bestillingen, følger her en detaljeret redegørelse over, hvad der skete hvornår. Ynder man ikke pindehuggeri, kan man med fordel springe frem til Tidslinjen nedenfor, hvor sagens hovedpunkter er resumeret.

Første bestilling 1804

Vi ved fra Ropps brev af 30.8.1804, at han og Thorvaldsen mødte hinanden i Rom i foråret 1804, inden billedhuggeren medio april rejste fra Rom til Napoli, hvorfra han 20.5.1804 vendte tilbage til Rom for kort efter at fortsætte til Firenze og Montenero. I sit brev bekræfter Ropp dén mundtlige aftale, han havde indgået med Thorvaldsen. Bestillingen blev senere ændret, men i første omgang lød den på følgende 10 buster efter antikke forlæg:
  • Jupiter Otricoli
  • Homer
  • Melpomene
  • Venus Medici
  • Apollo Belvedere
  • Cicero
  • Ariadne, dvs. egl. Bacchus

Disse 7 buster endte med at indgå i den endelige bestilling, se ovenfor.

  • Minerva Velletri, dvs. en kopi af hovedet af den statue, der blev fundet i Velletri 1797, i dag på Louvre i Paris.
  • Antinous, dvs. en kopi af en uidentificeret Antinous-buste.
  • Juno Ludovisi, der dengang fandtes i Villa Ludovisi. Busten findes i dag på Museo Nazionale Romanos afdeling i Palazzo Altemps, Rom.

Disse 3 buster udgik af den endelige bestilling.

  • Desuden bad Ropp billedhuggeren om at ny-restaurere en antik Sapfo-buste.

Dette blev ikke til noget, men se mere om Sapfo-busten nedenfor.

Bestillingen blev sat i gang stort set med samme. Thorvaldsen lod sin assistent, billedhuggeren Peter Kauffmann gå i gang med grovhugningen af nogle af busterne, og Kauffmann var færdig med én af dem allerede i august 1804, og gik også i gang med Homer-busten, se breve 6.8.1804 og 11.8.1804. Muligvis blev også en anden af Thorvaldsens assistenter, Camillo Landini involveret i sagen allerede på dette tidspunkt.

Den endelige bestilling 1805, inkl. Jupiter Otricoli

Bestillingen fra 1804 blev imidlertid ændret, som det fremgår af flere dokumenter, der opregner den endelige bestilling som fx listen af 30.12.1810 eller beskrivelsen af Ropps samling i 1821. Ropp ønskede at erstatte fire af de oprindelige bestilte buster med “originale” Thorvaldsen-værker, nemlig en statue af Venus og et relief af Briseis og Achilleus, se fx hans brev af 23.1.1811.
De fire afbestilte buster var ifølge Thorvaldsens brev af 2.2.1811 fire kolossalbuster. Og sammenligner man den oprindelige bestilling med den endelige, fremgår det, at de fire buster var: Minerva Velletri, Juno Ludovisi og Antinous. Den fjerde kolossalbuste var Jupiter Otricoli, men den var på afbestillingstidspunktet så vidt fremskredet, at Thorvaldsen ikke fandt det rimeligt, at han selv skulle betale for det arbejde, der var lagt i busten. Han skrev til Ropp 2.2.1811, da hele bestillingen var hugget færdig og klar til afsendelse:

“Nur muß ich Ew Hochwohlgeboren erinnern daß wie Sie die 4 koll[o]ssale Büsten bei mir abbestellten die des Jupiters vaticano schon im Marmor angelegen und also der Marmor zu keinem anderen Gegenstande mehr zu gebrauchen war, so musste ich schon denselben beendigen… Sie werden es also nicht unbillig finden wenn ich Ihnen diese abbestellte sehr mühsam gearbeitete schöne Büste, und die Preparation zu der abbestellten übrigen Büste zu 100 Scudi anrechnen und mir erlaube die prächtigste aller Büsten den übrig[en] Arbeit[en] zufüge und mitschicke.”

Nogle år senere i 1817, da værkerne endelig var ankommet til Kurland, meddelte Ropp, at han naturligvis ville betale for Jupiter-busten.

Bestillingen af Venus

Om bestillingen af Venus-statuen fortæller Clemen 1919, op. cit., p. 144, at da Ropp og Thorvaldsen havde lært hinanden at kende, stod de begge en dag foran en Venus af den italienske billedhugger Antonio Canova. “Da regte sich in der Seele des jungen dänischen Künstlers der Wunsch, auch einmal in einer Venusstatue sein Ideal weiblicher Formenschönheit zum Ausdruck bringen zu können. Doch fehlten ihm die Mittel zum Kauf eines so großen Marmorblocks. Sogleich erklärte sich Theodor von der Ropp bereit, ihm das nötige Geld vorzuschießen, und kaufte ihm dann die Venus ab.
Soweit die Familiengeschichte.”
Denne historie kan – fra Theodor von der Ropps levetid og indtil 1919 – være en fjer, der er blevet til fem høns, da visse fakta ikke helt falder i hak: Canova fik ganske rigtigt i 1804 en bestilling på en Venus Italica. Denne statue kan Ropp og Thorvaldsen i princippet sagtens have set sammen som originalgips i Canovas værksted. Ropps bestilling af en Venus hos Thorvaldsen fandt sted på et tidspunkt i 1805 (se mere herom nedenfor), men Ropp var imidlertid ikke den første, der bestilte et marmoreksemplar af denne statue, da Thorvaldsen allerede året før i marts 1804 havde modtaget den russiske grevinde Vorontsovas bestilling på den Venus-statue, han senere også udførte en version af for Ropp. Vorontsovas Venus gik billedhuggeren i gang med allerede i 1804, og den var færdig i 1805, se oversigten i Vorontsovas bestilling.
Hvis Ropp og Thorvaldsen sammen har beskuet Venus i Canovas værksted på et tidspunkt i 1805, kan det altså ikke have været denne begivenhed, der har udløst Thorvaldsens ønske om at fremstille en Venus. Det ønske havde han allerede fået opfyldt. Men den roppske familiehistorie kan dog godt have så meget sandhed i sig, at besøget i Canovas værksted affødte Ropps bestilling på en tilsvarende statue fra den danske billedhuggers hånd. Og måske var besøget endda den udløsende faktor for ændringen af Ropps samlede bestilling.
Som det fremgår af det følgende, vides det dog ikke sikkert, hvorfor og hvornår Ropps oprindelige bestilling fra 1804 blev ændret.

Hvornår i 1805 blev bestillingen ændret?

Det er uvist præcis hvornår, bestillingen blev ændret. Thiele skriver (II, p. 15), at da Ropp i 1805 “…indfandt sig i Rom, for at see til sine Buster, gjorde han Bestilling…” på relieffet Briseis og Achilleus. Thiele nævner ikke Venus-statuen, som han øjensynlig ikke vidste, at Ropp også bestilte, og heller ikke, at Ropp afbestilte de fire buster. Og endelig vides det heller ikke med sikkerhed, om Ropp faktisk var i Rom igen i 1805, sådan som Thiele hævder. Ropp kan have set både Venus og Briseis og Achilleus i gips i Thorvaldsens værksted allerede i 1804, og ændringen af bestillingen kan dermed være foregået pr. brev. Thieles oplysninger skal altså tages med et gran salt.

Ser man på, hvad der kan udledes af Ropp-kilderne, synes bestillingen at være blevet ændret engang i løbet af efteråret 1805: Omkring 1.9.1805 skrev både Landini og C.F.F. Stanley til Thorvaldsen, der da befandt sig på Montenero, at man forsøgte at fremskaffe en gipsafstøbning af Jupiter Otricoli, som Ropps marmorkopi skulle hugges efter. Thorvaldsens assistenter var altså på dette tidspunkt endnu ikke blevet informeret om Ropps afbestilling af de fire kolossalbuster, herunder Jupiter Otricoli.
Den første kendte skriftlige kilde til den endelige bestilling er en liste, Thorvaldsen nedskrev på et brev fra Nicolai Abildgaard, som blev afsendt 19.10.1805 fra København. Brevet må være nået frem til Rom i løbet af ca. 3 uger og op til 2 måneder, se Postekspeditionstider, og det forekommer sandsynligt, at Thorvaldsen skrev den samlede bestilling ned på brevarket kort tid efter modtagelsen. Det første kildebelæg, der findes for den endelige bestilling stammer altså sandsynligvis fra slutningen af 1805.
Ud fra disse kilder synes det at kunne udledes, at Ropp ændrede sin bestilling i tidsrummet fra september 1805 til slutningen af samme år – enten ved et møde i Rom, i så fald efter Thorvaldsens hjemkomst fra Montenero 21.9.1805, eller ved et ikke længere kendt brev.

Dette synes imidlertid at stå i modstrid med, at relieffet Briseis og Achilleus blev bestilt i endnu en marmorversion nogenlunde på samme tid af Thorvaldsens ven Conrad Rantzau. Dette skulle være sket efter, at Ropp havde bestilt sin version – i al fald, hvis man fatter lid til et Thorvaldsen-notat på et brev fra 13.1.1813 og til en liste, Thorvaldsen fremstillede over sin hidtidige produktion i 1814. Her skriver han begge steder, at Briseis og Achilleus først blev fremstillet for Ropp og derefter “replicato per Conte de Ran[t]zow in Holstein”.
Hvis dette betyder, at Ropps marmorversion af Briseis og Achilleus var bestilt før, Rantzau bestilte sin (dette antager Thiele II, p. 31-32, hvor han hævder, at marmorhugningen af Ropps relief var igangsat allerede i sommeren 1805, hvorefter Rantzau bestilte sin kopi i marmor), skulle Ropp have ændret sin bestilling før august 1805: Rantzau skrev nemlig til Thorvaldsen i midten af august 1805, efter at have taget afsked med ham på Montenero, og meddelte ham, at han havde sendt ham en veksel på 300 piastre, sandsynligvis som betaling for relieffet og portrætbusten af Rantzau selv, jf. A211.
Hvis dette er korrekt (trods de mange usikre momenter), skulle Ropp have meddelt sin nye, reviderede bestilling før august 1805. Men i så fald må Thorvaldsen have glemt at informere sine assistenter om, at Jupiter Otricoli-busten var aflyst, fordi assistenterne jo var – som nævnt ovenfor – ved at forberede hugningen af busten en måned senere omkring 1. september. Dette virker temmelig usandsynligt og taler altså ikke for, at bestillingen var blevet ændret allerede før august 1805.

På det foreliggende kildegrundlag stritter oplysningerne altså i forskellige retninger mht. at tidsfæste den præcise dato for, hvornår Ropp ændrede sin bestilling – men uanset alle usikkerhedsmomenter, så dokumenterer Thorvaldsens ovennævnte liste på brevet af 19.10.1805 med rimelig sikkerhed, at Ropps bestilling var blevet forøget med både Venus og Briseis og Achilleus senest med udgangen af 1805.

En urealiseret bestilling 1817

Da Ropp havde modtaget alle 10 værker i Kurland i 1817 skrev han og takkede Thorvaldsen i rosende vendinger. Han afsluttede med at bede billedhuggeren oplyse, hvor meget fire statuer af fem fods højde ville koste. Om Thorvaldsen besvarede denne forespørgsel, vides ikke. Bestillingen blev i al fald ikke til noget.

Sapfo-busten

Busten, der siges at forestille Sapfo, udgør et særtilfælde i den samlede bestilling:

Sapfo

For det første ønskede Ropp slet ikke en Sapfo-buste fra Thorvaldsens hånd: I sit første brev fra 30.8.1804 bestiller han kopier af 10 antikke buster, men nævner ingen Sapfo-kopi. Derimod beder han Thorvaldsen at ny-restaurere en antik Sapfo-buste, han allerede havde erhvervet: “Sie werden Lieber Torwaldsen auch die Güte haben, meinen antiken Kopf der Sapho von neuem zu restauriren, denn wie Sie wißen ist er sehr schlecht restaurirt.”
Restaureringen af den antikke Sapfo-buste bliver ikke nævnt igen af Ropp.
Hos Thorvaldsen optræder der kun én Sapfo på de to lister over bestillingen, billedhuggeren nedfældede i 1805, og her er der i begge tilfælde utvivlsomt tale om den nyproducerede buste, se listen fra medio september 1805, og på brev af 19.10.1805.

Men i de to senere beskrivelser af Ropps samling, der blev udgivet i 1820’erne, optræder både en Sapfo-buste af Thorvaldsen og en antik Sapfo-buste.
Hase, op. cit., opremser fx i 1821 otte buster af Thorvaldsen inklusive Sapfo-busten. Og herefter skriver han: “Dazu ein sehr beschädigter antiker weiblicher Kopf – 1 Fuß 8 Zoll hoch – Sappho nach der gewöhnlichen Annahme genannt.”
Og i NN: Catalogue des Tableaux…, op. cit. opremses hele Ropps samling og under Catalogue des Marbres… nævnes de 10 Thorvaldsen-værker som cat. nos. 1-10:

1 Basrelief de Thorwaldsen…
2 Statue de Venus…
3 Buste Colossal du Jupiter du Capitole, par Thorwaldsen…
4 Buste de l’Apollon du Belvedere, par Thorwaldsen…
5 Buste d’Ariadne d’après l’antique, par Thorwaldsen…
6 Buste de Melpomène d’après celle du Vatican, par Thorwaldsen…
7 Buste de la Vénus de Médicis, par Thorwaldsen…
8 Buste d’Homère, par Thorwaldsen…
9 Buste de Cicérou, par Thorwaldsen…
10 Buste de Sapho, par Thorwaldsen…

Og herefter følger:

11 Buste d’un des fils de Laocoon, par Bernini…
12 Buste antique de Sapho…

Der er altså mht. Sapfo en uoverensstemmelse mellem det, Ropp bestilte, og det, han fik leveret: Da bestillingen blev afgivet, var kun restaureringen af en allerede eksisterende Sapfo-buste på tale. Men da bestillingen senere var nået frem til Mitau i Kurland var der nu to Sapfo-buster i Ropps samling.
Som forklaring på de to buster kunne man derfor foreslå, at Thorvaldsen misforstod Ropps ønske om ny-restaurering af en eksisterende buste, og at han i stedet blot fremstillede en kopi efter et antikt forbillede, sådan som det var tilfældet med de øvrige buster i bestillingen.
Dette bekræftes tilsyneladende af, at den antikke buste iflg. Hase i 1821 stadig var “meget beskadiget”, og at den dermed ikke blev restaureret – hvis der altså er tale om samme antikke Sapfo-buste i de to beskrivelser fra 1820’erne og i Ropps brev af 30.8.1804.

Sapfo-busten udgør for det andet et problem i bestillingen, fordi det som nævnt ovenfor ikke er lykkedes at identificere forlægget for den Sapfo-buste, som Thorvaldsen leverede. At busten i 1804 blev knyttet til Sapfo, kunne i øvrigt skyldes de bånd eller det klæde, som kvindefiguren har om hovedet, og som ud fra fotografiet at dømme måske har mindet om de hårbånd, som Sapfo-fremstillinger siden antikken har kunnet kendes på, jf. Helbig, op. cit., no. 3251.
En forklaring på, at forlægget for Thorvaldsens Sapfo-busten er ukendt, kunne være, at busteportrættet siden bestillingstidspunktet er blevet identificeret med en anden person eller mytologisk figur, så kvindehovedet slet intet har med Sapfo at gøre.
Det kan også tænkes, at forlægget for Thorvaldsens buste kunne være et nyere forsøg på at genskabe, rekonstruere, eller endda forfalske en antik buste, hvad visse stiltræk godt kunne tyde på. Forlægget skulle i givet fald have fået frataget sin status som antik og er derfor siden 1800-tallets begyndelse blevet glemt.
Men det kunne dog også tænkes, at der aldrig har eksisteret et forlæg for Thorvaldsens Sapfo-buste, og at busten dermed repræsenterer Thorvaldsens eget mere eller mindre frie forsøg på at genskabe en antik Sapfo-buste. Måske forstod billedhuggeren Ropps restaureringsønske på den måde, at han skulle fremstille en helt ny, rekonstrueret Sapfo-buste ud fra Ropps antikke såkaldte Sapfo-buste. I givet fald ville Thorvaldsens Sapfo-buste være et mere “originalt” værk end de andre bustekopier efter kendte antikke forlæg.

På det foreliggende kildegrundlag må alle disse spørgsmål imidlertid forblive uafklarede.

Tidslinje for Ropps bestilling


Tidspunkt Hvad skete? Kilder
Forår 1804 Ropp og Thorvaldsen indgår en mundtlig aftale om levering af 4 kolossalbuster og 6 buster i almindelig størrelse, alle efter antikke forlæg samt restaurering af en Sapfo-buste Brev 30.8.1804
Forår-sommer 1804 Bestillingen igangsættes i Thorvaldsens værksted. Brev 11.8.1804
30.8.1804 Ropp bekræfter aftalen skriftligt. Brev 30.8.1804
Omkring 1.9.1805 Gipsafstøbning af busten af Jupiter Otricoli forsøges anskaffet. Det må være lykkedes kort herefter, og marmorhugningen af busten blev igangsat. Brev 30.8.1805
Brev 7.9.1805
I 1805: Muligvis efter 21.9., muligvis tidligere Ropp ændrer sin oprindelige bestilling: Han erstatter de 4 kolossalbuster – inkl. Jupiter Otricoli-busten – med statuen Venus og relieffet Briseis og Achilleus. Se ovenfor
Thorvaldsens ankomst til Rom 21.9.1805
Liste efter 19.10.1805
Senest 1810 Bestillingen færdiggøres i marmor. Liste efter 5.7.1810
Ultimo 1810 Ropp rykker for en opdatering på arbejdet. Brev 26.12.1810
30.12.1810 Thorvaldsen mødes med Ropps agent i Rom, Gmelin. De udfærdiger en opgørelse over bestillingen. Den omfatter statuen Venus, relieffet Briseis og Achilleus, Jupiter Otricoli-busten og syv buster i almindelig størrelse, inkl. en Sapfo-buste. Liste sandsynligvis 30.12.1810
Kvittering 30.12.1810
Lige efter 30.12.1810 Thorvaldsen meddeler Ropp, at bestillingen er færdig, og hvad han mener, Ropp skylder ham, inkl. Jupiter Otricoli-busten. Brev 23.1.1811
23.1.1811 Ropp meddeler, at Jupiter Otricoli-busten efter hans mening gled ud af bestillingen. Brev 23.1.1811
2.2.1811 Thorvaldsen fastholder, at Ropp skal betale for og modtage Jupiter Otricoli-busten. Brev antagelig 2.2.1811
Antagelig 1811 Værkerne afsendes fra Rom, inkl. Jupiter Otricoli-busten. Brev antagelig 2.2.1811
Forår 1817 Værkerne ankommer til Kurland. Ropp betaler for Jupiter Otricoli-busten. Brev 8.9.1817
Efter 1817 Ropps samling, inklusive Thorvaldsen-værkerne kan dagligt beses i Mitau/Jelgava. Artikel 25.10.1821
Antagelig begyndelsen af 1830’erne Venus og Briseis og Achilleus flyttes til Ropps nybyggede gods Pokroy/Pakruojis (syd for Mitau, i det nordlige Litauen). Om de otte buster følger med, eller flyttes til et andet gods, er uklart. Clemen, op. cit., p. 146
Daugelis, op. cit., p. 203

Er busterne egenhændige?

Som nævnt har der hersket tvivl om Thorvaldsens forfatterskab til busterne, men påstanden her er den modsatte: De otte roppske buster må regnes som genuine Thorvaldsen-værker på lige fod med fx de tilsvarende fire buster efter antikke forlæg, der findes på Thorvaldsens Museum, A751, A759, A760, A761.
For at læseren kan tage stilling til sagen, følger her en redegørelse for dette spørgsmål.

Kriteriet for, om busterne kan kaldes Thorvaldsen-værker, har at gøre med assistenternes delagtighed i fremstillingsprocessen. Det var normal praksis i et billedhuggerværksted, at assistenter stod for grovhugningen af marmorblokken, mens mester selv stod for den sidste finhugning og afpudsning. Denne procedure gjaldt ikke kun for kopiering af antikke buster, men også for “originale” værker. Det afgørende spørgsmål i denne sag er derfor: Færdighuggede Thorvaldsen selv Ropps otte buster, eller lod han sine assistenter hugge dem helt og holdent?
Thiele mener det sidste og skriver i sin første omtale af Ropps bestilling (Thiele I, p. 222): “Thorvaldsen overtog den hele Bestilling, dog neppe med anden Hensigt, end den, at lade disse Buster udføre i sit Studio… I sit Værksted havde han paa denne Tid antaget to Marmorarbeidere til deslige Arbeider, nemlig en Italiener, Landini, og en Tydsker,
Kauffmann.” I 1963 gentog kunsthistorikeren Else Kai Sass, op. cit., dette: Thorvaldsen har “…formentlig blot ladet de Ropp’ske Kopier udføre i sit Værksted.”
Thieles og Sass’ påstand hviler dog ikke på noget fuldstændigt kendskab til Ropps bestilling: Thiele har tydeligvis ikke identificeret og/eller kendt alle kilder, og gengiver derfor sagen en smule fejlagtigt. Han antog eksempelvis om busterne, at “kun en ringere Deel deraf blev efterhaanden færdig”, og kalder Juno Ludovisi-busten for en Jupiter i Villa Ludovisi (ibid.). Sass (ibid.) gengiver et forkert antal og identificerer ikke alle busterne korrekt. Denne usikkerhed styrker naturligvis ikke synspunktet.
Der har til og med i museets historie nærmest været tradition for at betragte buster efter antikke forlæg som uvigtige, (se også nedenfor). På auktionen over Thorvaldsens dødsbo i 1849 blev en “Apollo-Buste i Marmor, Copi efter en antik…” og en “Socrates-Buste i Marmor, Copi efter en antik” sat til salg under kategorien “Sculpturer efter andre Kunstnere.” Men der var højst sandsynlig tale om to egenhændige værker af Thorvaldsen, læs mere herom i Sokrates- og Apollo-busterne 1805-06. Ved auktionen i 1849 mente man altså øjensynlig ikke, at bustekopier efter antikken kunne tænkes at være egenhændige værker. Thieles og Sass’ syn på Ropps buster ligger altså i forlængelse af denne tradition.

Thorvaldsen eget syn på busterne

Når Thorvaldsen er blevet fraskrevet forfatterskabet til de roppske buster, skyldes det højst sandsynlig også billedhuggerens egen vurdering af denne type opgave. Han gav i 1844, kort før sin død, Henrik og Christine Stampe en udgave af Melpomene – den samme buste som Ropps. Denne bortforæring kunne tages som tegn på, at billedhuggeren ikke anså kopier efter antikke buster som fx Melpomene for vigtige nok til at blive udstillet på Thorvaldsens Museum. De ovennævnte fire buster efter antikke forlæg, der i dag findes i museets samling, er alle erhvervet efter museets åbning, og var altså ikke en del af den oprindelige samling, som Thorvaldsen testamenterede til byen København.
Thorvaldsen har også mere direkte udtrykt sit syn på busterne. I interviewet 8.1.1829 i forbindelse med forarbejdet til Thieles første biografi (1831), bekræfter billedhuggeren de otte roppske busters eksistens, men siger, at de “…formenes ikke værd at omtales.”
Samme nonchalante holdning tilkendegav han i et brev af 25.2.1804 til Abildgaard, hvor han omtaler de buster, han fremstillede i sine tidligste år i Rom – ikke kun kopierne efter antikke forlæg, men også portrætter af samtidige personer: “Bysterne vare alle gjorde paa Spekulasion, de til Hr Justidsraaden undtagne og en anden af vores Menister Bucke i Madrid.”
Selvom denne bemærkning ikke sigter specifikt til Ropps buster, så udtrykker bemærkningen utvivlsomt også Thorvaldsens holdning til dem. Spørgsmålet er imidlertid, om ordet Spekulasion udtrykker så stærk en kritik over for denne type opgaver, at Thorvaldsen overlod det til sine assistenter at færdiggøre de buster, som han siden solgte som sine egne værker?
Dette forekommer ikke sandsynligt, og udtrykket gjorde paa Spekulasion betyder nok snarere, at bestillinger på buster kunne skaffe billedhuggeren brød på bordet. Desuden var den oprindelige mening med at hugge efter antikke buster for en billedhugger, der kom til Rom, jo både at øve sig i marmorhugning og én måde at skaffe sig detaljeret kendskab til en del af antikkens formsprog. Begge dele havde Thorvaldsen bevist, at han mestrede til perfektion, så det kan ikke undre, at bustekopier ikke længere rummede den store kunstneriske udfordring for ham. Derfor opfattede han dem som mindre væsentlige i 1804 og endnu mindre ved interviewet i 1829 og i 1844, da han gav en buste væk til Stampe.
Men ét er at betragte visse af sine værker som mindre væsentlige, noget andet er at lade assistenter fuldføre dem helt og holdent og derefter udgive dem for egne værker. Og denne skelnen er i bund og grund sagens kerne.

Hvad siger kilderne?

Tager man kilderne for pålydende, synes der ikke at herske tvivl om Thorvaldsens forfatterskab: I brevudkastet af 2.2.1811 fra Thorvaldsen til Ropp skriver billedhuggeren tydeligt: “Herzlich danke ich Ihnen lieber Herr Baron für die gänzliche Bezahlung für meine Arbeit[en]…” [red. fremhævning]. At busterne skulle være egenhændige arbejder var da også en betingelse for bestillingen. Ropp skriver nemlig 30.8.1804: “Ich hoffe nicht nöthig zu haben meine Bitte zu wiederhollen, daß Sie selbst die Büsten beendigen.” Thorvaldsen og Ropp havde altså eksplicit drøftet forholdet mellem assistenternes og billedhuggerens andel i arbejdet.
Et bevis på, at Thorvaldsen foretog den sidste finhugning af busterne selv, udgør Jupiter Otricoli-busten. Den omtales i brev af 30.8.1805 til Thorvaldsen fra hans assistent Camillo Landini, som tydeligt skriver: “Bensi lo prego a posta corrente di dirmi chi dovrà abbozzare questo Busto.” (Jeg beder Dem omgående lade mig vide, hvem der skal anlægge denne buste). Verbet abbozzare bruges i skulpturterminologien netop om assistenters grovhugning af marmorblokken.
I brevet, hvor Thorvaldsen afviser Ropps afbestilling af Jupiter Otricoli, begrunder han det ligeledes med, at da “…Jupiters vaticano schon im Marmor angelegen…, so musste ich schon denselben beendigen…” Her skelner Thorvaldsen tydeligt mellem anlægget af busten af andre og færdiggørelsen af ham selv.
For Jupiter-bustens vedkommende er der altså ikke nogen tvivl om, at assistenterne anlagde/grovhuggede den, og at busten blev færdighugget af billedhuggeren selv.
I sine erindringer til baronesse Stampe omtaler Thorvaldsen busterne fra sine tidlige år i Rom: “Nu kopierede jeg adskillige Byster efter Antiquer for at øve mig i marmor…” (Stampe, op. cit., p. 92-93) Her er der igen ingen tvivl om, at han selv var involveret i fremstillingsprocessen. Og ovennævnte Melpomene-buste, som Thorvaldsen forærede til Stampe, rejste heller ikke tvivl om billedhuggeren som ophavsmand: “…det var Een, han selv har udhugget i de første Aar, han var i Rom for at øve sig i at arbejde i Marmor…”, skriver Stampe (ibid, p. 244), og den oplysning må jo stamme fra billedhuggeren selv.
Der foreligger altså ikke noget kildebelæg for at fraskrive Thorvaldsen de roppske buster. Tværtimod peger kilderne kun på, at denne type bustekopier blev fremstillet som alle andre marmorværker i værkstedet – grovhugget af assistenter og færdiggjort af Thorvaldsen – selvom en nagelfast bekræftelse herpå ikke findes (en sådan forekommer i øvrigt kun ganske sjældent).

På dette grundlag forekommer det altså mest sandsynligt, at Thorvaldsen har fuldført de roppske buster selv, og at de derfor må betragtes som fuldgode Thorvaldsen-værker. Tvivlen synes kun at være opstået pga. af et ufuldstændigt kendskab til sagen, en originalfetichistisk modvilje mod værker, der “kun” var kopier, og så fordi Thorvaldsen selv forholdt sig forbeholden over for busterne, fordi de mere havde karakter af øvelser end arbejder, der anskueliggjorde hans egne kunstneriske ideer.

Værkernes senere skæbne

Som nævnt ankom værkerne først i foråret 1817 til Kurland. I første omgang blev de udstillet i Mitau/Jelgava (i det nuv. sydlige Letland), formodentlig i det roppske byresidens, hvor hele den omfattende roppske kunstsamling kunne beses dagligt, jf. Hase 1821, op. cit.
Herefter blev i al fald de to “originale” Thorvaldsen-værker, Briseis og Achilleus og Venus omkring 1830 installerede på Ropps nyopførte herregård Pokroy/Pakruojis (syd for Mitau, i det nordlige Litauen) (jf. Daugelis, op. cit., p. 203). Her befandt de sig også i 1918 (Clemen, op. cit., p. 149), og her forblev de indtil 1940/1941, som det fremgår af et fotografi fra 1940 (Daugelis, op.cit., p. 150). Fra Pokroy blev de to værker antagelig nationaliserede af Sovjetkommunisterne til kunstmuseet National M.K. Čiurlionis Art Museum i Kaunas Litauen. Her kan de i dag stadig ses.
Sammenligner man gamle og nutidige fotografier af Briseis og Achilleus-relieffet, ses det, at marmorpladen efter 1940 har været brækket over mellem Briseis og den herold, der fører hende bort.

De otte buster blev dokumenteret i Mitau/Jelgava i 1820’erne, (jf. Hase, op.cit. og NN, op. cit.). Herefter blev de muligvis ført til et andet af Ropp-familiens godser i Kurland, enten Neu-Autz, i dag Jaunauce/Jaunauzas i Letland eller også Feldhof, der lå ved Neuenburg, i dag Jaunpils, også i Letland. I al fald kom busterne på et eller andet tidspunkt til Neu-Autz/Jaunauce. Her ses fire af dem på et fotografi fra 1918 af en kuppelsal, (se Daugelis, op. cit., p. 146), og Clemen (op. cit., p. 149-150) registrerer ligeledes deres tilstedeværelse dér året efter. I løbet af 1920’erne må busterne være blevet transporteret til Tyskland, hvor Ropps sønnesøn, Joachim von der Ropp opholdt sig (jf. jour.nr. 7b-75/1904).
De otte buster blev af Ropps efterkommere tilbudt Thorvaldsens Museum i tre omgange i løbet af de første årtier af det 20. århundrede. Hver gang takkede man nej, med henvisning til, at der var tale om kopier og antagelig på grundlag af Thieles ufuldstændige billede af sagen. Første gang var i 1904 (jour.nr. 7b-75/1904), anden gang i 1926, hvor Joachim von der Ropp mødte museets daværende direktør, Th. Oppermann. Året efter sendte han fotografier (de ovenfor gengivne) af de otte buster til Thorvaldsens Museum mhp. en vurdering af deres autenticitet og med salg for øje. Oppermann svarede undvigende og henviste blot til de ikke helt korrekte oplysninger i Thiele I, p. 222 (jour.nr. 7b-66/1927). Samtidig blev busterne også tilbudt museet via sølvsmeden Georg Jensens butik i Berlin (jour.nr. 7b-77/1927) og en kunsthandler i Berlin (jour.nr. 7b-80/1927) med få dages mellemrum. Busterne var dengang vedlagt en skriftlig bedømmelse af den tyske arkæolog og direktør for Skulpturensammlung i Dresden, Bruno Schröder.
I 1936 fik museet igen mulighed for at erhverve busterne via den danske kunsthandler Adolf Petersen i Berlin. Værkerne befandt sig dengang på et loft i Tiergarten i Berlin (jour.nr. 7II-19/1936).
Dette er det sidste kendte vidnesbyrd om busterne, herefter forsvinder de ud af historien.

Referencer

  • Otto Clemen: ‘Die ehemalige Roppsche Kunstsammlung’, in: Beiträge zur deutschen Kulturgeschichte aus Riga, Reval und Mitau, Berlin Riga, Leipzig 1919, p. 143-150.
  • Osvaldas Daugelis: ‘Senovės sala permainų epochoje: Pakruojo dvaras’, in: Dvaras modernėjančioje Lietuvoje, (Vilnius) 2005, p. 142-160 & 203-204 (English summary).
  • Fortegnelse over endeel af Thorvaldsens Værker i Marmor og Gips, Marmor-Fodstykker og -Blokke, Malerier, Kobberstik, Bøger, Medailler, Kostbarheder m. m. af Thorvaldsens Efterladenskaber, hvilke Thorvaldsens Museums Bestyrelse lader bortsælge ved offentlig Auction i Museets Forhalle d. 1ste Oktober 1849 og fölgende dage., København 1849, kat.nr. 89.
  • Heinrich Hase: ‘Ueber die Gemälde und Marmore im besitze des Herrn von der Ropp zu Mitau’, in: Morgenblatt für gebildete Stände, Kunst-Blatt no. 86, Donnerstag den 25. Oktober 1821, Stuttgart & Tübingen, p. 343-344.
  • Wolfgang Helbig: Führer durch die öffentlichen Sammlungen klassischer Altertümer in Rom, vol. 1-2, Tübingen 1963-66.
  • NN: Catalogue des Tableaux tous originaux de la Galerie de Messieurs de Ropp à Mitau, Paris s.d. [1826 eller 1828?].
  • Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, vol. I, København 1963-65, p. 56.
  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes erindringer om Thorvaldsen, København 1912.
  • Thorvaldsens Museum journal-nr. 7b-75/1904, 7b-66/1927, 7b-77/1927, 7b-80/1927, 7II-19/1936, 7II-2/1967, 7II-2/1988.

Sidst opdateret 13.07.2016