Thorvaldsen fik i 1817 bestilling på en rytterstatue for den polske krigshelt Józef Poniatowski. Baggrunden for bestillingen var dramatisk. Det blev statuens efterliv også.

Poniatowskis frihedskamp og endeligt

Poniatowski var en central skikkelse i kampen for reformer under den progressive Kong Stanisław 2. August Poniatowski og siden – efter Polen-Litauens kollaps – for polsk selvstændighed, nu fatalt allieret med Napoleon. Efter sin død under Slaget ved Leipzig i 1813 fik han nærmest ikonisk status, og han blev massivt afbildet i mange medier.

Poniatowski var født og opvokset i Wien hos sin mors familie og uddannet i den østrigske hær, men han var også nevø af Polens Stanisław 2. August Poniatowski. I 1789 blev han kaldet af sin onkel og det polske parlament til at emigrere til Polen, hvor han blev udnævnt til generalmajor og fik ansvaret for det dengang endnu eksisterende polsk-litauiske riges hær. I spidsen for hæren vandt han en stor sejr over Rusland i slaget ved Zieleńce i 1792. Kongen valgte imidlertid at trække alle tropper tilbage, efter at den magtfulde polsk-litauiske adel dannede fælles front med Rusland i den såkaldte Targowicka-konføderation for at bremse hans reformlinje.

Hvor kongen så sig nødsaget til at acceptere Targowicka-konføderationens krav og befandt sig i en tiltagende magtesløs position, sluttede Józef Poniatowski sig til sin våbenbror fra krigen mod Rusland i 1792, den i Paris uddannede oplysningsmand og frihedskæmper Tadeusz Kościuszko. Poniatowski deltog i Kościuszkos oprør mod den russiske overmagt i 1794, som bl.a. mange livegne bønder også deltog i, men oprøret endte i et nederlag og førte til Polens tredje deling. Herefter fulgte en politisk og militært uvirksom periode, men ved oprettelsen af Hertugdømmet Warsawa i 1807 fik Poniatowski påny en fremtrædende position som krigsminister og hærfører. På det tidspunkt var Kościuszkos og Poniatowskis veje skilt: Hvor Kościuszko var stærkt skeptisk over for at samarbejde med Napoleon, som han ikke mente kerede sig oprigtigt om Polens skæbne, valgte Poniatowski at sætte sin lid til Napoleon og allierede sig med ham.

En af Poniatowskis store sejre som leder af den polske hær var, at han fik Kraków tilbage på polske hænder i 1809. Dernæst ledte han imidlertid i 1812 sammen med Napoleon et felttog mod Rusland, der medførte forfærdelige tab. Året efter blev deltagelsen i Slaget ved Leipzig fatal. I det tre dage lange slag 16.-19. oktober 1813, hvor Napoleons grande armée kæmpede mod Østrig, Preussen, Rusland og Sverige, deltog 600.00 soldater, og ca. 92.000 blev dræbt eller såret. Under tilbagetoget fra Leipzig dækkede Poniatowski bagtropperne, men han blev fanget i fjendeland, da hans deling ikke nåede over en biflod til Saale, Weiße Elster, før broerne over floden blev sprunget i luften på Napoleons ordre. I denne håbløse situation valgte han tilsyneladende druknedøden ved at ride ud i floden. Hans død fik mytologisk status og er blevet fremstillet på mange måder, der afspejler forskellige forståelser af, hvad der skete.

Thorvaldsens rytterstatue

På grund af det særdeles hårde pres på Polen ikke blot i tiden efter nederlaget i 1813, hvor forholdet til Rusland blev tiltagende anstrengt, men også under Anden Verdenskrig over et århundrede senere, fik den rytterstatue, som Thorvaldsen fremstillede, en dramatisk skæbne.

Thorvaldsen modtog i marts 1817 bestillingen på rytterstatuen af en komité, der var trådt sammen i Warszawa for at opføre et mindesmærke over Poniatowski. Efter bestillingen fulgte en lang og forhalet tilblivelsesproces. Thorvaldsen modellerede Poniatowskis buste, A249, der formentlig tjente som et forarbejde til statuen, i 1819 (et marmoreksemplar af busten, hugget af Thorvaldsens polske elev Jakub Tatarkiewicz, findes i dag på Muzeum Narodowe w Krakowie). Derefter modellerede han Poniatowskis araberhest, A125. Efter utallige utålmodige henvendelser fra komitéen, der først var ledet af general Stanisław Mokronowski, en af Poniatowskis kombattanter, og siden, efter hans død, af kirkeminister Stanisław Grabowski, udførte Thorvaldsen modellen til rytterstatuen i gips, A123, i 1826-27. Modellen kunne prøveopstilles i slotsgården i Warsawa i 1829, hvor den dog fik en blandet modtagelse.

Mens rytterstatuen havde været undervejs i Thorvaldsens atelier, havde komitéen ført forhandlinger med den russiske zar Alexander 1., der efter Wienerkongressen i 1814-1815 også fungerede som Polens konge og skulle give tilladelse til opstillingen. Denne tilladelse gav han, bl.a. takket være en diplomatisk indsats fra grevinde Anna Potocka. Da orginalmodellen endelig var blevet skibet til Polen, og støbningen af statuen kunne foregå, havde den politiske situation imidlertid ændret sig til det værre. Forholdet til Rusland var påny blevet højspændt, og Alexander 1.s efterfølger, Nikolai 1., afbrød opstillingen af monumentet, endnu inden soklen til det var fremstillet. Rytterstatuen blev pakket ned i 1836 og opbevaret på russeren Iwan Paskiewicz’ (1782-1856) gods i Homel (nu Gomel i Hviderusland) i næsten et århundrede.

Først i 1923, efter Fredstraktaten i Riga, kunne rytterstatuen opstilles på Den Saksiske Plads i Warszawa. Den fik dog en meget kort levetid på kun godt tyve år, da den også var en torn i øjet på nazisterne. Statuen undslap nærmest mirakuløst den massive bombning af Warsawa, men blev så sprunget i luften i 1944. På den anden side af krigen blev den imidlertid erstattet af et nyt bronzeeksemplar, udført på Nørrebro i 1948-1951 efter gipsoriginalen på Thorvaldsens Museum og skænket til Warszawa som en gave fra den danske stat og Københavns Kommune. At Poniatowski langtfra er glemt blandt polakker i dag vidnede flere udstillinger om i 2013, 250-året for hans fødeår og 200-året for hans dødsår. Poniatowski blev mindet med særudstillinger i Krakow på hhv. Muzeum Narodowe w Krakowie og Muzeum Historyczne Miasta Krakowa og i Chicago på Polish Museum of America. Dog præges Poniatowskis efterdømme af hans fatale alliance med Napoleon. Rytterstatuen er fortsat en af de bedst kendte skulpturer i Polen.

Værker på Thorvaldsens Museum

Se Poniatowski repræsenteret i Kataloget.

Referencer

• Józef Brynkus et al.: W nurtach historii. W 200. rocznicę śmierci księcia Józefa Poniatiwskiego, udstillingskatalog, Museum Historycze Miasta Krakowa, Krakow 2013.
• Anna Kowalczyk (ed.): Prince Józef Poniatowski (1763-1813), Memoriabilia and portraits from the collection of the National Museum in Krakow, udstillingskatalog, Krakow 2013.
• Agata Małodobry: “Jakúb Tatarkiewicz: Portrait of Prince Józef Poniatowski, Marshal of France”, in: Barbara Ciciora et al.: Gallery of 19th Century Polish Art in the Sukiennice, Krakow 2011, p. 257.
• Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. I, p. 524-529 og vol. III, p. 83.
• J.C. Schythe (ed.): ‘Fyrst Poniatowski’, in: Ny Portefeuille, 1.2.184, 4. Bind, Nr. 9, p. 195-197.
• Thiele II, p. 323.

Sidst opdateret 16.04.2018