Caroline von Humboldt var en del af Thorvaldsens faste omgangskreds i Rom, og de havde et nært forhold til hinanden. Venskabet indledtes i slutningen af 1802, hvor Thorvaldsen lærte begge Humboldt’erne at kende, ægteparret Caroline og Wilhelm von Humboldt, sandsynligvis gennem Georg Zoëga og/eller Friederike Brun, og de havde og fik efterhånden utallige andre fælles bekendte. Thorvaldsen fejrede jul hos familien Humboldt 24.12.1802.

Hos Thiele benævnes Humboldt Thorvaldsens “tro Beskytterinde” (jf. Thiele III, p. 376). Hun fulgte Thorvaldsens karriere med stor interesse og har sat mange ord på hans kunst, der vidner om et dybt engagement og en særlig berørthed af Thorvaldsens værker.

Humboldt værdsatte også Thorvaldsens restaureringer af antikke skulpturer. I 1810 bad hun Thorvaldsen og den tyske billedhugger Christian Daniel Rauch om at restaurere et antikt relief fundet i Villa Palombara for sig (jf. Thiele II, p. 151). (Af et brev fra arkitekten Frederik Ferdinand Friis til Thiele fremgår det dog, at Thorvaldsen af uvisse årsager ikke ønskede denne opgave omtalt i sin biografi). Også Thorvaldsens restaurering af ægineterne i 1816-1817 for Ludwig 1. af Bayern gjorde stort indtryk på Humboldt, som foranlediget heraf i et brev til F.G. Welcker skrev følgende: “Thorvaldsen ist als Künstler ein Gott geworden. Unstreitig ist er der größte Künstler seit Michelangelo und Donatellos Zeiten” (se Sander-Rindtorff, op. cit.). Den særlige interesse, Humboldt udviste for Thorvaldsens arbejde med arkaiske udtryk, udmøntede sig også i bestillingen af hans arkaiserende Håbets gudinde, jf. A47. I et brev til sin mand af 16.4.1818 skriver hun om den, at “Die Thorwaldsensche Statue ist schön wie eine Antike”.

Familieliv

Caroline var gift med Wilhelm fra 1791 til sin død i 1829; i lange perioder boede de dog ikke sammen, men ofte i forskellige lande, og de levede i et åbent ægteskab. Parret fik otte børn, men ved Carolines død i 1829 levede kun fem af dem. To af deres sønner, Wilhelm og Gustav, døde som små og er begravet på den protestantiske kirkegård (Cimitero Acattolico) i Rom.

Gravmæler for Wilhelm Humboldt (1794-1803) og Friedrich Constantin Gustav Humboldt (1803-1804), Cimitero Acattolico, Rom


Familien Humboldt kom til Rom første gang i november 1802 og tog bolig i Villa Malta. I 1803 flyttede de til Palazzo Tomati, Via Gregoriana 42 – samme bygningskompleks, der ud mod Via Sistina rummede Casa Buti, hvor Thorvaldsen var bosat fra foråret 1804 (jf. Thiele II, p. 86).

I 1817 bosatte Caroline von Humboldt sig påny i Rom sammen med sine døtre, denne gang i Via Sistina 51; efter en kortere rejse i juli-august 1818 vendte de tilbage til Rom og fik nu bolig i Palazzo Zucchero. Under dette andet ophold i Rom 1817-1819 samlede Humboldt tyske og nordiske Italiensfarere om sig under mere eller mindre højtidelige former. Hun afholdt saloner, men var også i tæt og hyggelig social kontakt i hverdagen med kunstnerne i Casa Buti, bl.a. Thorvaldsen. De spiste tit sammen, og når fx der var fødselsdag, kom kunstnerne – kaldet “die Hausgenossen” – og pyntede op og var med, se hertil fx Humboldts beskrivelser af sin fødselsdag 23.2.1818. Skønt velhavende var Humboldts leveforhold i Rom helt enkle og fordringsløse, fremgår det af den tyske maler Louise Seidlers beskrivelser (jf. Gersdorff 2011, p. 194-195). På den måde lignede hun Thorvaldsen meget mht. livsindstilling og leveforhold.

Thorvaldsens portræt

Caroline von Humboldt blev portrætteret af Thorvaldsen i 1805, og marmoreksemplaret af denne buste befandt sig indtil 1945 i Humboldt-familiens slot Schloss Tegel ved Berlin. Hun var langtfra tilfreds og ærgrer sig fx i et brev af 17.2.1818 over, at den bedre buste af Wilhelm har lidt overlast under transporten til Berlin og ikke hendes egen: ”... schade, daβ es nicht meine Büste betroffen, die weit schlechter war”. Familien brød sig heller ikke om den og nedpakkede den efter hendes død for ikke at lade deres erindring om hende forstyrre af den (jf. Sass, op. cit. p. 120). Under Anden Verdenskrig blev busten taget som krigsbytte: Dens nuværende opholdssted er i hvert fald Eremitagemuseet i Skt. Petersborg (jf. von Heinz 2001, p. 79, note 139).

Thorvaldsens portrætbuste af Caroline von Humboldt fra 1805,
fotograferet på sin oprindelige plads på Schloss Tegel i Berlin.
Her var den indtil 1945. I dag befinder den sig på Eremitage-
museet i Sankt Petersborg, men på magasin. Ukendt fotograf.

Grundet utilfredsheden forsøgte Thorvaldsen påny at portrættere Caroline von Humboldt i 1818. Dog nåede han ikke at arbejde på modellen i mere end godt fire timer, før hun måtte rejse fra Rom, hvilket tydeligvis skuffede hende, se brev af 20.6.1818. Da hun kom tilbage en måned senere, så hun busten i Thorvaldsens lille husatelier, “unfertig wie sie ist”, jf. 11.8.1818, hvilket dog hang sammen med, at Thorvaldsen var blevet alvorligt syg. Busten lader ikke til at være blevet færdighugget i marmor, trods vidnesbyrd i værkstedsregnskaberne, jf. juni – december 1821, om, at den har været sat i gang. Formentlig har hverken Thorvaldsen eller Humboldt ment, at den var det værd. I hvert fald omtales denne anden buste af Humboldt ikke efterfølgende, og den kendes ikke i hverken originalmodel eller marmorversion.

Håbets gudinde som gravmæle

Skærmydslerne omkring busten gjorde dog ikke Thorvaldsen til persona non grata. Efter Humboldts død fik hendes mand den idé at lade det eksemplar af Håbets gudinde, som parret havde bestilt i 1818, indgå i et gravmonument for hende i Schloss Tegels have, jf. hans brev til Thorvaldsen af 11.6.1829. Hun havde selv ønsket at blive begravet i haven, og hendes begejstring for Håbets gudinde var udelt, så dette valg var oplagt. Thorvaldsens skulptur blev dog opstillet indendørs på slottet i Das Blaue Kabinett, mens en kopi af gudinden af Christian Friedrich Tieck blev brugt til gravmonumentet: en jonisk søjle på en sokkel med statuen på toppen. Mange medlemmer af Humboldt-slægten ligger begravet omkring søjlemonumentet.

Værker på Thorvaldsens Museum

Se Humboldt repræsenteret i Kataloget.

Referencer

• Louis Bobé: Thorvaldsen i Kærlighedens Aldre, København 1938, p. 39, 89-90.
• Ilse Foerst-Cato: Frauen zur Goethezeit. Ein Briefwechsel: Caroline von Humboldt, Friederike Brun, Düsseldorf 1975.
• Erna Sander-Rindtorff (ed.): Karoline von Humboldt und Friedrich Gottlieb Welcker. Briefwechsel 1807-1826, Bonn 1936, p. 224.
• Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. I, p. 115-120.
• Anna von Sydow (ed.): Wilhelm und Caroline von Humboldt in ihren Briefen, Berlin 1907.
• Thiele III, p. 376.
• Dagmar von Gersdorff: Caroline von Humboldt, Berlin 2011
• Christine & Ulrich von Heinz: Wilhelm von Humboldt in Tegel. Ein Bildprogramm als Bildungsprogramm, Berlin 2001.

Sidst opdateret 02.04.2022