Thorvaldsen og Caspers mødte hinanden i efteråret 1814 under Caspers’ første besøg i Rom og siden i 1816-1817, 1818-1819 og 1820. I begyndelsen af 1819 udviklede der sig et romantisk forhold mellem dem. Thorvaldsen forærede Caspers tegningerne Jesus-barnet sovende på korset, D1606, og Amor med lyren, D1607 - den sidste dateret på hendes navnedag 9.3.1819, “Roma le 9 di Marzo 1819”. Hun skrev mindst tre digte til ham.

Skuespiller i Weimar og selskabsdame i Rom

Caspers blev tidligt opdaget som skuespillertalent og arbejdede på Hoftheater i Weimar som ganske ung i 1800-1802, bl.a. promoveret af J.W. von Goethe. Hun spillede bl.a. rollen som Amenaide i Goethes førsteopførelse af sin dramatiske bearbejdning af Voltaires Tancrède (1801), hvor Friedrich Schiller ledte prøverne. Goethe og Schiller så begge et stort talent i Caspers, men hun forlod scenen allerede i 1802, da hun blev forlovet med en apoteker.

Caspers’ apoteker, Dr. Knispel, finansierede hendes optagelse på en skole for unge kvinder i Gotha vest for Weimar, Weibliche Erziehungs- und Unterrichtsanstalt (kaldet “das Stielersche Institut” og “Höhere Töchterschule”) fra påsken 1802 og et år frem. Her kunne unge kvinder få en bred uddannelse i bl.a. fransk, historie, regning, tegning, samfundskundskab, dans og håndarbejde (Kovalevski 2006, p. 24). Planen var, at Caspers og Knispel skulle giftes, når hun havde gennemført et år på instituttet; imidlertid hævede hun forlovelsen, men hun kunne på grund af forstanderindens velvilje fortsætte uddannelsen gratis (Kaufmann 2003, p. 18). På instituttet blev Caspers veninde med maleren Louise Seidler, hvis posthumt udgivne erindringer er en vigtig kilde til viden om Caspers’ liv. Seidler beskriver sin veninde, kaldet Fanny, som en billedskøn, sprudlende og begavet ung kvinde, der vandt alles hjerter, og som et grundlæggende antikonformt og legende væsen (Kaufmann 2003, p. 19).

Efter sin uddannelse blev Caspers ansat som guvernante og selskabsdame af den ungarske fyrstinde Maria Leopoldina Grassalkovich de Gyarak (1776-1864), der boede dels på det store barokslot Gödöllő uden for Budapest, dels i Wien, og rejste meget. Dermed blev hun en del af et selskabsliv, der også førte hende til Rom. Caspers opholdt sig Rom i 1814, 1816-1817 og 1818-1819 og mødte Thorvaldsen allerede under det første ophold. I 1818-1819 ville skæbnen, at hun også skulle møde sin ungdomsveninde Seidler igen. Fyrstinden gav Caspers “fuld frihed”, skriver Seidler i sine erindringer, og Caspers og Seidler mødtes næsten daglig.

Forbindelsen til Thorvaldsen

Caspers kom til Rom med fystinden i begyndelsen af november 1818. Af en række billetter til Thorvaldsen, der antagelig er fra januar 1819 og underskrevet Franziska, fremgår det, at Caspers på vegne af fyrstinden inviterede Thorvaldsen på middag og en efterfølgende tur til Vatikanet; Vatikanmuseet havde dengang åbent om aftenen for særlige gæster (Kovalevski 2006, p. 130). Flere breve peger på, at i hvert fald turen til Vatikanmuseet kom i stand. Seidler beskriver i sine Erinnerungen en tydelig tilnærmelse mellem Thorvaldsen og Caspers i denne tid: I forbindelse med, at Seidler fra og med januar 1819 malede Caspers’ portræt, B440, indfandt Thorvaldsen sig ofte, når Caspers sad model.

På Seidlers portrætmaleri ses den da 31-32-årige Caspers stående foran et rækværk på en balkon eller i en loggia med udsigt til en skyfri blå himmel, Rom, pinjer og blå bjerge. Settingen synes at stamme fra en tidligere epoke: Colosseums ruin og, ser det ud til, kirken San Stefano Rotondo, er de eneste synlige bygningsværker, og Caspers selv er iført en renæssancelignende sort kjole med gyldne borter og kæder. Ifølge Seidlers erindringer var det Thorvaldsens idé at lade Colosseum optræde i baggrunden (Kaufmann 2003, p. 178). At Caspers selv var fascineret af Colosseum fremgår af hendes brev til den fortrolige veninde Charlotte Thierry af 16.3.1819. Caspers’ 10 breve til Thierry er afgørende primærkilder.

Et højdepunkt i Thorvaldsens kurtisering af Caspers synes at have fundet sted på Caspers’ navnedag 9. marts 1819, der blev fejret hjemme hos Seidler, og hvor Thorvaldsen satte en blomsterkrans fra bordet på Caspers’ hoved. Ved denne lejlighed gav Thorvaldsen hende også tegningen Amor med lyren, D1607. Ifølge Seidler ønskede Caspers sig brændende at blive gift med Thorvaldsen, ligesom Seidler og deres omgangskreds ønskede det for hende (Kaufmann 2003, p. 178-179). Thorvaldsen stod imidlertid endnu i en relation til den skotske kvinde Frances Mackenzie, da han blev interesseret i Caspers, og i Rom blev der efter sigende spøgende talt om kampen mellem stormagterne England og Østrig om Thorvaldsen (Holmström 1910, p. 530), skønt Mackenzie altså var skotsk og Caspers tysk.

Thorvaldsen endte tilsyneladende med – Seidler gætter forsigtigt på, at dette skete ved vennen P.O. Brøndsteds mellemkomst – at give den besked til Caspers, at han ikke kunne gifte sig med hende, da han havde lovet Mackenzie aldrig at gifte sig med nogen anden (Kaufmann 2003, p. 213-214). Umiddelbart derefter, allerede 21. eller 24. april 1819 (Kaufmann 2003, p. 214; Uhde 1874, p. 277), rejste Caspers ifølge Seidler sammen med fyrstinde Grassalkovich til Napoli, og Seidler så hende aldrig igen. Flere billetter til Thorvaldsen underskrevet Fanisca, vidner dog om, at Caspers ønskede en personlig afsked med Thorvaldsen, og et erindringsblad med tre tørrede blomster dateret Rom 21.5.1819 tyder på, at hun atter satte sig i kontakt med Thorvaldsen på vejen hjem fra Napoli til Wien. Det er p.t. uafklaret, om de mødtes ved denne lejlighed. Til gengæld fremgår det, at de mødtes igen i Wien på Thorvaldsens hjemrejse fra Danmark til Rom i 1820.

Litteraturen og censuren

Caspers’ tre bevarede digte til Thorvaldsen afspejler hendes store forelskelse, hendes bekymringer og, til sidst, hendes dybe kærestesorg formuleret i en formfuldendt metrik med klare elementer af tidens Sturm und Drang, jf. Caspers’ nærhed til Goethe. At Caspers også var lyriklæser viser sig også i et brev fra vennen, den tyske digter og filosof Friedrich Schlegel, hvor han beder hende give ham en digtsamling, som hun har lånt af ham, tilbage.

Louis Bobé nævner, at en tysk forfatter skrev novellen “Thorvaldsens Liebe” om Thorvaldsen og Caspers, men denne novelle er p.t. ikke nærmere identificeret (Bobé 1938, p. 133).

Caspers omtales kort hos Thiele, men kun ved fornavn (“Francisca”) (Thiele II, p. 429-430), og hendes 19 breve til Thorvaldsen omtales ikke. Sammen med brevene fra Anna Maria Uhden og Frances Mackenzie blev de i en lang årrække opbevaret på Thorvaldsens Museum i massivt forseglede kuverter i et aflåst skrin kaldet “Kammerherre Meldahls Skrin” efter arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908), der var medlem af museets bestyrelse 1873-1908 og formand fra 1893. Se angående denne censur Kira Kofoeds artikel Arkivets historie.

Ægteskab og moderskab

I 1823 blev Caspers gift i Wien med bankmanden Stanislas Doré de Beauville (1795-1861), ført til alters af forfatteren Dorothea Schlegel (g.m. Friedrich Schlegel), som stod hende meget nær – “meine theure Freundin” kalder Caspers hende i et brev til Charlotte Thierry, og Friedrich Schlegel kalder i et brev til Ludwig Tieck Caspers “eine gute Bekannte und Freundin von meiner Frau” (Schlegel 1821 in Lüdeke 1930). Caspers og Doré fik sammen datteren Marie Doré de Beauville. I et brev til Thorvaldsen fra 1834, på italiensk, mindes Caspers den tid, de har tilbragt sammen i Rom, bl.a. hos Wilhelm og Caroline von Humboldt og i Vatikanmuseet. Hendes datter, Marie, formulerede og skrev selv et brev til Thorvaldsen 18.2.1834. Caspers, nu Doré, døde efter 12 års ægteskab i 1835.

Sigurd Schultz noterer i sin artikel Nyerhvervelser og Gaver til Thorvaldsens Museum 1935-1942, at Marie Dorés søn, Rudolf Stankiewicz, testamenterede Seidlers portræt til Thorvaldsens Museum.

Værker på Thorvaldsens Museum

Se Caspers repræsenteret i Kataloget.

References

• Louis Bobé: Thorvaldsen i Kærlighedens Aldre, København 1938, p. 132-166.
• Franziska Caspers til Johannes Veit af 30.1.1817, nr. 328, in Dorothea von Schlegel: Briefwechsel. Dorothea von Schlegel, geb. Mendelssohn, und deren Söhne Johannes und Philipp Veit, Mainz 1881, vol. 2, p. 402-404.
• Sylke Kaufmann (red.): Goethes Malerin. Die Erinnerungen der Louise Seidler, Berlin 2003.
• Kira Kofoed: Arkivets historie.
• Bärbel Kovalevski: Louise Seidler 1786-1866. Goethes geschätzte Malerin, Berlin 2006.
• Friedrich Schlegel til Ludwig Tieck 19. juni 1821, in: H. Lüdeke (red.): Ludwig Tieck und die Brüder Schlegel. Briefe mit Einleitung und Anmerkungen, Frankfurt/Main 1930, p. 169-170.
• Hermann Uhde (red.): Erinnerungen und Leben der Malerin Louise Seidler, Berlin 1874.

Last updated 04.03.2016