Kommentar til 28.7.1805
Det er noget uklart, hvad Thorvaldsen mener hermed. Måske antyder billedhuggeren blot, at han vil stå i stor taknemmelighedsgæld til Abildgaard, hvis denne betalte for transporten af de fem kasser. Men sætningen kunne også læses som om, Thorvaldsen her lover at ville betale hele hjemtransporten, skønt han i brev af 6.8.1804 foreslår kun at betale en del, mens han i udkastet til samme brev mener, at hele udgiften skal afholdes af Abildgaard / Kunstakademiet.
Udsagnet er dog snarere en blød formulering, der skulle få Abildgaard / Kunstakademiet til omsider at betale for transporten, hvad Thorvaldsen gentagne gange havde anmodet om, og hvad han tilsyneladende også fandt rimeligt.
Af brev af 28.7.1806 fra J.C. Ulrich til Thorvaldsen fremgår det, hvordan sagen endte: Ulrich meddelte, at handelsmanden H.M. Frisch (sandsynligvis på Abildgaards vegne) den 14.2.1806 havde betalt knap 2/3-dele af regningen. Thorvaldsen skulle derefter betale restbeløbet på godt 24 toskanske piastre. Dermed var dette mellemværende omsider bragt ud af verden.
Sidst opdateret 27.07.2015