Slotsbygningskommissionen
København
Brevet er forseglet med et stort, rødt laksegl, som forestiller det kronede monogram “F.R. VI”, omgivet af teksten “Commissionen angaaende slottets bygning”. Brevet er poststemplet “Danemarck / par Hambourg”, “T.T. Hamburg 28. aug. 32” og “10SE”. Med samme blæk som udskriften er brevet forsynet med påskriften “port payé” og med anden hånd er der nedenunder tilføjet “jusqu’a frontière”.
Bertel Thorvaldsen
Rom
Tilskrift: “Til / Hr. Etatsraad og Professor Thorwaldsen / Commandeur af DannebrogenI pp:.”
Udskrift: “Monsieur Monsieur / le professeur Thorwaldsen, conseiller d’Etat de / sa Majesté le Roi de Danmarc, commandeur de l’ordre / de Dannabrog et chevailler de l’ordre de la couronne de fer/ Rome” Med blyant er adresssen “via Sistina No. 51” tilføjet.
Dateringen fremgår af brevet.
Frederik 6. har approberet C.F. Hansens tegninger til Riddersalen og to sidegemakker på Christiansborg Slot. Thorvaldsens Alexanderfrise, jf. A503, skal være i det ene gemak, hvor man nu også ønsker fire marmorstatuer af Thorvaldsen efter hans eget valg, dog må de ikke være “aldeles nøgne”. Thorvaldsen bliver bedt om at meddele kommissionen sit valg af figurer, prisen for dem, samt hvornår Alexanderfrisen er færdig til afsendelse.
Efterat undertegnede Commission under 4 Junii f:A:II havde erhvervet sig Hans Majestæt KongensIII allerhøieste Approbation paa IndretningenIV af Riddersalen i Christiansborg Slot, har man under Arbeidets Fortsættelse fundet det nødvendigt, at ogsaa de 2de GemakkerV, som ligge hvert ved sin Ende af Riddersalen, tages under Arbeide. – Længe forud er det vedtaget, at det af Hr EtatsraadenVI under Arbeide havende Kunstværk, forestillende Alexanders Indtog i BabylonVII, skal anbringes i det ene af disse Gemakker saaledes, at det udgjør en sammenhængende Kjæde paa alle fire Vægge, og man har med saamegen mere Føie lagt Planen til dette Gemaks Fuldførelse, som det ved flere LeilighederVIII er kommen til Commissionens Kundskab, at Værket nærmer sig sin Fuldendelse. Hans Majestæt Kongen har ogsaa ikke alene allernaadigst bifaldet Planen, der gaaer ud paa Anvendelsen af en saavidt muelig simpel architectonisk Stiil med Hensyn til PlatfondenIX og Væggene, men tillige allernaadigst tilladt Commissionen at brevvexle med Hr Etatsraaden om 4 Statuer i MarmorX, hvilke her passende kunde finde Plads, og, overeensstemmende hermed, er det at man udbeder sig Hr Etatsraadens behagelige Bestemmelse, om saadanne Statuer turde ventes i naturlig Størrelse, og da til hvilken Priis. Man skylder at bemærke, at Platfonden er bestemt at afdeles i ChoisonsXI uden Rosetter eller Ornamenter, og at Væggene, som blive af GibsmarmorXII, gives en blaalig Farve, samt et lavt Fodpaneel; alene Dørpartierne ville erholde nogle faa bronce Ornamenter, og saaledes vilde dette Gemak udmærke sig frem for ethvert andet, i det alle dets Prydelser kom til at bestaae af Arbeider fra Hr Etatsraadens Mesterhaand, hvilket saavel for Nutiden, som for Efterverdenen vilde være en Sjældenhed, der søgte sin Lige. Betydningen af Figurerne har Hans Majestæt overladt til Hr Etatsraadens eget Valg, og derved bemærket, at de ikke burde være aldeles nøgneXIII, men enten heelt eller tildeels drapperede. Da man ønsker jo før jo heller, og i Forbindelse med Arbeidet paa Riddersalen, at kunne fortsætte Arbeidet paa dette Gemak, saa vilde det være Commissionen særdeles kjært, hvis det maatte behage Hr. Etatsraaden at meddele Efterretning, saavel om Valget af Figurerne, som om Prisen paa samme, ligesom ogsaa om hvorvidt den store Frise, Alexanders Indtog, er færdig, i hvilken sidste Henseende der mueligen til næste Foraar kunde træffes Foranstaltninger til dens AfsendelseXIV.
Slotsbygnings Commissionen d: 21 Aug: 1832
HauchXV | A MoltkeXVI | J MonradXVII | CF HansenXVIII |
/ Schram
const:XIX
Brevet er blevet brugt som kladdepapir til et par meget løse blyantsskitser, heriblandt en tegning af en vinkel med påskriften “18o”, et rektangel eller grundplanen af en bygning med fire utydelige tegn ved den højre, korte side, som muligvis kan angive placeringen af søjler eller statuer, og et hjerte. Klik på “Se original” f.o.t.v. for at se en faksimile af brevet.
En afskrift af brevet er vedlagt originalen.
Alexander den Stores indtog i Babylon, marts 1812 - juni 1812, inv.nr. A503 |
Sidst opdateret 07.04.2017
Læs om Thorvaldsens mange, fornemme ordener og udnævnelser i artiklen Thorvaldsens udnævnelser.
C.F. Hansens tegninger til Riddersalen på Christiansborg Slot blev forelagt Slotsbygningskommissionen i maj 1831 og approberet af Frederik 6. den 4.6.1831, jf. Frederik Weilbach: ‘C.F. Hansens Christiansborg, af Slotsbygningskommissionens Papirer’, in: Fra Arkiv og Museum, serie 2, bind 2, hefte 2-3, København, 1935, p. 125.
Den danske konge Frederik 6.
Den af Frederik 6. godkendte plan for indretning af riddersalen på Christiansborg Slot, blev sendt til Thorvaldsen med brev af 17.6.1832. Se:
C.F. Hansen: Riddersalen på Christiansborg med forslag til anbringelse af en frise, 1832, D919.
C.F. Hansens tegninger til de to værelser, der lå ved hver sin ende af Riddersalen, blev approberet af Frederik 6. den 4.8.1832, jf. Frederik Weilbach: ‘C.F. Hansens Christiansborg, af Slotsbygningskommissionens Papirer’, in: Fra Arkiv og Museum, serie 2, bind 2, hefte 2-3, København, 1935, p. 125.
Thorvaldsen blev udnævnt til “virkelig etatsråd” den 12.11.1819, jf. artiklen Thorvaldsens udnævnelser.
Alexander den Stores indtog i Babylon (Alexanderfrisen), marmor, Christiansborg Slot. Frisen blev stærkt beskadiget ved slottets brand i 1884, jf. artiklen Bestillingen til Christiansborg.
Blandt andet gennem underretninger fra den danske arkitekt Frederik Ferdinand Friis, der var kommet hjem efter en længere udenlandsrejse, som havde strakt sig fra 1827 til 1832.
Af det franske “plafond”, dvs. fladt loft.
De fire statuer blev aldrig udført, jf. artiklen Bestillingen til Christiansborg.
Betydningen af “choison” er endnu uklar. Det betyder sandsynligvis “kassetteloft”, jf. C.F. Hansens tegning af loftet, D918.
Gibsmarmor betegnes også scagliola og er en teknik, hvor man imiterer farver og strukturer i marmor og andre stenarter.
I brev af 17.6.1832 fra C.F. Hansen til Thorvaldsen nævnes Venus med æblet, jf. A12, og Merkur som Argusdræber, jf. A5, som mulige emner. Dette forslag er man altså gået bort fra, her to måneder senere, antagelig fordi disse figurer er “aldeles nøgne”.
Jf. artiklen Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1833.
Den danske overhofmarskal og fysiker A.W. Hauch.
Den danske greve, godsejer, finansminister, præsident m.m. Adam Wilhelm Moltke.
Den dansk-norske embedsmand P.J. Monrad.
Den danske arkitekt C.F. Hansen.
Denne signatur ses på flere af Slotsbygningskommissionens breve i nederste højre hjørne og betyder, at brevet er konciperet af den danske enkekassedirektør og konferensråd Gerhard Christopher Schram.