Ernst Meyer: 12 portrætter, sandsynligvis juleaften 1824 i Rom, radering 1825
Den kongelige Kobberstiksamling
Ludvig Bødtcher
Rom
Omnes
Dateringen fremgår ikke direkte af dokumentet, men af Hartmann, op. cit.
Bødtchers lejlighedsdigt til juleaften 1824 i Rom.
Nu et Suk, min Ven og Broder,
Midt i Glædens Chor!
Tænk paa kjære gamle ModerI
I det fjerne Nord.
Hvid som Snee er hendes Arme,
Men hun favner med en Varme,
Som selv her, hvor Alting luer,
Hjertet aldrig skuer.
Ikkun hun forstaaer at tænde
Juletræets Lys,
Medens Stjerner ude brænde
I et natligt Gys,
Mens de Gamle sidde sammen
Trindt om Arnen, see i Flammen,
Vugges blidt i Fantasier
Hver for sig og tier.
Knøs og Pige stevnes sammen
I den lyse Stund,
Han medbringer Spøg og Gammen,
Hun sin røde Mund.
Snart den søde Leeg begynder,
Pigen skrifter sine Synder,
Som en lille Rest tilbage
Fra catholske DageII.
Ak! da flyver muligt Tanken,
Midt i Julens Fryd,
Under lønlig Hjertebanken,
Til det fjerne Syd.
Venner op! see Vinen gløde,
Lad nu Tanke Tanke mødeIII,
Mens for Danmark ud vi tømme
Druens PurpurstrømmeIV.
Dette digt blev sunget juleaften 24.12.1824 af danskere i Rom i den lejlighed, som H.W. Bissen, Ernst Meyer, Just Mathias Thiele og Hans Christian Holten delte i nærheden af Porta Pinciana, jf. Hartmann, op. cit., p. 26.
Thorvaldsen deltog ikke i julefesten, men havde skænket otte udskårne gemmer – som lotterigevinster – til selskabet, jf. Hartmann, op. cit., p. 27.
Sangen blev sunget på melodien Danmark! dejligst Vang og Vænge, ibid., hvilket uden tvivl har forstærket den Danmarkslængsel, som digtet anslår.
Digtets (lidt spinkelt udfoldede) grundidé synes være fantasiens evne til at forestille sig andre steder end det nærværende: I 1. og en del af 2. strofe opfordres de tilstedeværende danskere til at tænke sig tilbage til deres mødre i Danmark; i 2. strofe fordobles forestillingsevnens virke, idet der fremmales et billede af ældre i Danmark, der også i sig selv hengiver sig til fantasier; i 3. og 4. strofe dukker et ungt par op, hvis “søde Leeg” synes hæmmet af gamle, katolske fordomme, der sender parrets tanker til Syden. Her mødes deres tanker de syngende festdeltageres forestillinger om Norden. Når tanker om Danmark møder tanker om Italien, synes et berusende nærvær at opstå, hvorfor Bødtcher hurtigt afrunder med en passende oprømt skål til fædrelandet! Digtet synes altså at være en romantisk hyldest til fantasien, patriotismen og beruselsen.
Ernst Meyer fremstillede en radering i begyndelsen af 1825 på grundlag af en portrættegning af 12 danskere, som blev til “ved Juletiden” 1824 (jf. Thiele, op. cit.). Tegningen og raderingen gengiver sandsynligvis selskabet juleaften 24.12.1824.
Ernst Meyer: 12 portrætter, sandsynligvis juleaften 1824 i Rom, radering 1825
Den kongelige Kobberstiksamling
De portrætterede:
Øverste række fra venstre: Just Mathias Thiele, Hermann Ernst Freund, Hans Harder, Johan Christian Fick, Andreas Ludvig Koop og N.L. Høyen
Nederste række fra venstre: H.W. Bissen, Jørgen Jørgensen, Ludvig Bødtcher, Ernst Meyer, F.C. Hillerup og Hans Christian Holten.
Bødtchers digt findes i hans håndskrevne hæfte: Dagbogsoptegnelser fra Rom 1825-26 m.m. Digtet blev sendt hjem til Danmark og trykt Kjøbenhavns Morgenblad 8.5.1825. Her er det afskrevet efter Hartmann, op. cit.
Sidst opdateret 02.11.2017
Festdeltagerne blev antagelig ikke kun opfordret til at tænke på deres egne mødre, men også Mor Danmark, da digtet anslår længslen efter de tilstedeværende danskeres fødeland som tema.
Dvs. dengang, før reformationen, da Danmark var et land, hvor man skriftede sine synder.
Denne linje må siges at pege på digtets grundtanke, se den generelle kommentar.
Dvs. rødvinen.