12.6.1819

Afsender

Heinrich Keller

Afsendersted

Rom

Modtager

Karl Pfyffer von Altishofen

Modtagersted

Luzern

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Resumé

Keller appellerer til bestilleren om på trods af prisen at vælge en dygtig italiensk billedhugger til opgaven med at udhugge monumentet Døende løve (Schweizerløven), jf. A119, i en klippevæg i Luzern efter Thorvaldsens model. Han beretter om den bedste transportrute og beklager, at færdiggørelsen af modellen fortsat trækker ud. Der mangler stadig penge til monumentets finansiering, og det tegner ikke lyst med bidrag fra de i Italien bosiddende schweizere.

Dokument

Rom de 12 Juni 1819

Wertester Herr und Freund

Ich weiβ wirklich nicht, was ich Ihnen rücksichtlich auf die Ausführung [des] [papiret mangler] LöwenI sagen soll, denn, wenn die eingegangene SummeII nicht hinreicht, so ist [papiret mangler] ohne Weiters unmöglich einen Bildhauer von RomIII kommen zu lassen. Auf der andern Seite ist die Sache von gröβter Wichtigkeit, und erfordert ein[en] [papiret mangler] geübten Künstler, schon der GröβeIV wegen. Freilich keinen Bildhauer [papiret mangler] erster Claβe, und das sind auch die nicht, von denen ich Ihnen schrieb[.] [papiret mangler] zu der ersten Claβe gehörenV diejenigen, welche erfinden und Mod[el]le verfertigen, zu der zweiten die, welche eine besondere Praxis [ha]ben solche Modelle in Marmor auszuführen, und deren sich die [Erstern] denen diese Praxis oft abgeht, bedienen. zu diesen gehört CocchiVI [.] [Er] hat darin vor die meisten Andern einen Vorzug, daβ er zeichnen [kann.] Von seiner Forderung würde sich wahrscheinlich Manches modifizierenVII [papiret mangler] laβen, die Eisen müβte er natürlich besorgen, und wenn er eine [Termin] für die Wollendung bestimmt hätte, so müβte er die Arbeiter auf [papiret mangler] Rechnung halten, die er dazu anwendete, er würde diese Zeit auf [papiret mangler] Monate bestimmen. Ich hoffe, daβ bedeutende BeiträgeVIII eingehen werde[n], wenn der LöweIX zur Zeit der Tagbesatzung einträfe. Ich hoffe denselbenX über Bologna Piacenza, Mailand und den St GotthardXI zu sen[den] [a]ls den kürzesten WegXII, und laβe denselben so gieβenXIII, daβ er auseinandergenommen und wieder zusammengefügt werden kann. Indeβen macht mich diese Geschichte noch krankXIV, denn der Löwe ist seit einiger Zeit fertig, nur fehlen die WaffenXV, und ich konnte es noch nicht dazu bringen, daβ er sie gemacht hätte, gesternXVI schleppte ich Thorwaldson beinahe mit Gewalt ins Studium und wollte nicht von der Stelle weichen, bis er sie nicht gemacht, da führt der Gukkuk eine Bottschaft her vom KaiserXVII, zu dem er gerufen wurde, er lieβ mich mit einer langen Nase mit groβen Entschuldigungen, gieng und wurde CommandeurXVIII, denn der Kaiser schenkte ihm den Orden des eisernen KreuzesXIX, am Halse zu tragen. Ich hoffe indeβen, das die KistenXX noch zu rechter Zeit eintreffen werden, denn über den GotthardXXI dauert die Reise nur Sechs Wochen und in der künftigen Woche muβ der Löwe nothwendig fertig werden.

Von Neapel habe [ich] keine AntwortXXII. SnellXXIII sagte mir, es sey hier [papiret mangler] nichts zu hoffen, weil meistens nur Schweitzerkünstler, die nicht viel hätten, hierseyen, KaisermannXXIV ist reich aber von ihm gerade am [we]nigsten zu hoffen. Snell will – einen Louisd’orXXV geben: Ich habe [i]hn aber nicht bezogen und weiβ nicht, ob ich diese groβe Gabe beziehen soll???

Generel kommentar

Brevet indgår i en lang korrespondance mellem bestilleren af monumentet Døende løve (Schweizerløven), jf. A119, Karl Pfyffer von Altishofen og mellemmanden Heinrich Keller, der som bosiddende i Rom kunne virke som indpisker for Thorvaldsen. Se referenceartiklen om monumentet for mere herom. Eller se hele korrespondancen mellem Keller og Pfyffer von Altishofen her.

Arkivplacering

Staatsarchiv Luzern PA 18/4 nr. p. 42, 39.

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Andre referencer

Emneord

Personer

Værker

A119 Døende løve (Schweizerløven), 1819, inv.nr. A119
N9 Bånd til den østrigske jernkroneorden, ca 1819, inv.nr. N9

Kommentarer

  1. Thorvaldsen var omkring den 22.4.1818 (jf. brev af denne dato) gået ind på at modellere en døende løve og levere en gipsafstøbning i naturlig størrelse af denne til et mindesmærke, der skulle opstilles i Luzern, jf. Døende løve (Schweizerløven), afstøbning på Thorvaldsens Museum, A119. Monumentet skulle hædre mindet om de schweizergardister, der kæmpede for Ludvig 16. under de revolutionære styrkers storm på Tuilerierne i Paris 10. august 1792.
    Keller virkede som mellemmand mellem bestilleren Karl Pfyffer von Altishofen i Luzern og Thorvaldsen i Rom.
    Se referenceartiklen om bestillingen for mere herom.

  2. Bestilleren Pfyffer von Altishofen havde igangsat en subskription, dvs. en indsamling, mhp. at få monumentet finansieret. I alt blev der indsamlet 28.102 franc, jf. Felder op. cit., p. 14. Thorvaldsen skulle have 300 Scudi for at udføre modellen til monumentet, jf. Vincenz Rüttimanns brev til Thorvaldsen af 7.9.1818.

  3. Keller havde i sit foregående brev til bestilleren redegjort for, hvorfor det var dyrt at få en i Rom bosiddende billedhugger til at udføre værket efter Thorvaldsens model på stedet i Luzern. Se evt. dette brev af 22.5.1819.

  4. Keller havde foreslået Thorvaldsen at lade løven hugge i kollosalstørrelse direkte i sandstensklippevæggen i Luzern, hvor monumentet skulle opføres, i stedet for at lade den hugge i marmor eller granit eller støbe i metal i lidt over naturlig størrelse. Dette medførte, at udhugningen efter modellen i naturlig størrelse, jf. Døende løve (Schweizerløven), afstøbning A119, skulle skaleres voldsomt op. Dette arbejde krævede særlige matematiske kompetencer. Thorvaldsen var begejstret for ideen; se hertil også Kellers breve af antagelig 5.12.1818, 20.2.1819 og 22.5.1819.

  5. Denne skelnen mellem forskellige typer af billedhuggere er vigtig og afspejles også i Thorvaldsens selvopfattelse og værkstedspraksis. De “førsteklasses” billedhuggere stod altså for udviklingen af konceptet bag værkerne og de første (ler)modellers udførelse. Herefter kom den rent praktiske del af udførelsen af værket – først afstøbning i gips af modellen i ler foretaget af en gipser, og siden udførelsen af figuren i marmor foretaget af stenhuggere, billedhuggerlærlinge og assistenter. Se hertil referenceartiklen om Thorvaldsens værkstedspraksis og se evt. også Thorvaldsens kontrakt af tidligst 23.3., senest sommer 1803 med billedhuggerassistenterne Finelli & Keller, der beskriver denne skelnen.

  6. Dvs. billedhuggeren Cocchi, der arbejdede for Thorvaldsen og som ifølge Keller var særlig berømt for sin udhugning af hår (og derved håbedes også løvepels) i marmorværker, jf. Liebenau op. cit. p. 38.

  7. Her hentydes muligvis til Kellers utilfredshed med løvens bagkrop, som han ikke fandt tilstrækkelig god/realistisk, jf. udateret brev fra juli 1819, citeret i Liebenau op. cit. p. 39.
    Han foreslog derfor at sende Cocchi til til Parma eller Verona, hvor en levende løve skulle være at se, eller at lade Cocchi få adgang til studier efter en levende løve.

  8. Her refereres til den igangværende indsamling til monumentets finansiering, jf. kommentar til Summe ovenfor.

  9. Dvs. den store model af Døende løve (Schweizerløven), jf. afstøbning A119.

  10. Dvs. den store model af Døende løve (Schweizerløven), jf. afstøbning A119.

  11. Dvs. Skt. Gotthard-passet i Schweiz, der var og er en af de vigtigste trafikovergange i Alperne og dermed forbinder Nordeuropa med Sydeuropa.

  12. Transportruten fra Bologna til Luzern ville se omtrent således ud. Det er uvist, om ruten fra Rom til Bologna skulle foregå delvist med skib til f.eks. Livorno og derfra videre over land til Bologna.

  13. Den store model var for tung og skrøbelig til at transportere samlet og skulle derfor støbes således, at den kunne transporteres adskilt og efterfølgende samles i Luzern. Desværre gik den alligevel itu under transporten. Se referenceartiklen om bestillingen for mere herom.

  14. Keller havde i slutningen af 1818 overtaget den vanskelige opgave med at være indpisker for Thorvaldsen ift. udfærdigelsen af tegning og model til monumentet. Opgaven blev i bestillingens første måneder varetaget af Vincenz Rüttimann. Se evt. Kellers alvorlige rykkerbrev til Thorvaldsen af 17.6.1819 eller hans beskrivelse af sin frustration over Thorvaldsens langsomhed i brevet til bestilleren af 19.6.1819.

  15. Dvs. de skjolde (hhv. det schweiziske og det franske våbenskjold) og ituslåede våben, der skulle omgive løven som symboler på schweizergardisternes kamp under forsvaret af Ludvig 16., jf. kommentaren til Löwen i brevets indledning.

  16. Dette brev daterer, jf. det følgende, udnævnelsen af Thorvaldsen til østrigsk ridder af Jernkroneordenens tredje klasse præcist. Udnævnelsen fandt altså sted 11.6.1819. Se evt. referenceartiklen om Thorvaldsens udnævnelser.

  17. Den østrigske kejser Frans 1., der forlod Rom denne dag, jf. Friedrich Noack: Das Deutschtum in Rom seit dem Ausgang des Mittelalters, Berlin & Leipzig 1927, vol. II, p. 182.

  18. Den østrigske kejser Frans 1. udnævnte Thorvaldsen til østrigsk ridder af Jernkroneordenens tredje Klasse, se Thorvaldsen-kronologien.

  19. Båndet til den Østrigske Jernkroneorden opbevares stadig på Thorvaldsens Museum, N9. Selve korset kendes p.t. ikke.

  20. Dvs. transportkasserne, i hvilke de to modeller til løvemonumentet skulle transporteres. Den store model, jf. Døende løve (Schweizerløven), afstøbning A119, og en mindre model i reliefform af løven placeret i grotten findes begge som originalmodeller på Historisches Museum Luzern. Se referenceartiklen om bestillingen for mere herom.

  21. Dvs. Skt. Gotthard-passet i Schweiz, der var og er en af de vigtigste trafikovergange i Alperne og dermed forbinder Nordeuropa med Sydeuropa.
    Den tidsmæssige bekymring går formentlig ikke blot på forsinkelsen af monumentets udførelse, men også på efterårets komme, der ville forhindre eller vanskeliggøre passagen over Alperne.

  22. Denne afsluttende del af brevet handler tilsyneladende om muligheden for at opnå midler til monumentets finansiering gennem fra de i Italien bosiddende schweizere.

  23. Formentlig den schweiziske bankier C.A. Snell, der var bosat i Rom.

  24. Formentlig den schweiziske landskabsmaler Franz Kaisermann (1765-1833), der havde skabt sig en god forretning i Rom bl.a. ved at male veduti fra Rom og omegn, primært akvareller.

  25. 1 louis d’or svarede til ca. 4 scudi og altså ca. en ugeløn for en billedhuggerassistent på dette tidspunkt. Se f.eks. Thorvaldsens samtidige værkstedsregnskaber fra hhv. 1.5.1819, 8.5.1819 og 22.5.1819 for eksempler på ugentlige udbetalinger til hhv. assisterende billedhuggere, stenhuggere m.v.
    Keller er tydeligvis ikke imponeret over bankierens gavmildhed. Se hertil evt. referenceartiklen om datidens møntenheder.

Sidst opdateret 26.01.2018