Frederikshald og Frederriksteens Fæstning i Norge
den 16de Martii, 1822.
Høivelbaarne
Hr. Etatsraad Thorwaldsen!
Professor i den bildende Kunst;
Ridder af den Kongelige Danske Dannebrogorden, m.m. i Rom.
Naar en Mand i det fjærne Norge, endog uden at have havt den Lykke personligen at kjende Deres Høivelbaarenhed, tillader sig den Frihed at skrive Dem til, da maa allerede det første Blik paa hans Brev indeholde det Spørgsmaal: Hvem er denne Mand, og hvad monne han ville? – Hvor meget mere maa da ikke dets Indhold vække blandede Følelser af baade Forundring over mit besluttede Skridt, og øm Medlidenhed over min Skjebne; thi disse Linier komme ikke fra den Mægtige, den Rige, eller den Lykkelige; men fra en paa nærværende Tid ulykkelig Familiefader.
Jeg føler tilfulde hvad Skridt jeg tillader mig; – jeg stred længe med mig selv, og med denne min dristige Idee. – Men Forvisningen paa den ene Side idetmindste om Tilgivelse hos den store Kunstner, hvis Hjerte slaaer ligesaa ædelt som Haanden arbeider, og min Bevidsthed paa den anden Side om retskaffen Vandel og uforskyldte Lidelser, indgød mig Mod. Jeg søgte Motiv-Styrke for min Beslutning, mindre i den Omstændighed af Fødsel under en fælleds, under Nordens Himmelegn; under en fælleds Konges, den uforglemmelige Frederiks Scepter, eller i den, at Nordmænd og Islændere vare Grene paa et og samme stolte Stammetræe, end i den Omstændighed, at De er ligesaa meget den Ulykkeliges og Lidendes Ven, hvad enten han føddes i Trondhjem eller i Rom, som De er Kunstens ophøjede Dyrker, og hvis Dyrkelse omsider gjorde Verden til Deres Fædreland!
Men kommer dette Brev end ikke fra den Lykkelige, er det dog ikke heller skrevet af den Fortvivlede, der – lignelsesviis – i Havet griber efter Halmstraaet. Nei, dette er dog, Himlen være lovet, ikke Tilfældet, skjøndt jeg maa tilstaae, at det Usædvanlige i denne min Beslutning snart kunde friste til at antage det. En mægtig Mands Hevngjerrighed og Magt, kan vel skabe Lidelser endog for flere Aar; men hvor, som her, den Lidende har en god Sag; hvor den almindelige offentlige Oppinion i den Henseende er paa min Side, tillige fordi Enhver veed men ej vover at yttre, at intet uden Hevn reiste Sagen; der vil Rigets, Norges lykkeligviis endnu staaende Constitution, dets Love og dets øverste Tribunal standse Forfølgelsen.
Da min Hensigt her er, at bede om en stor Opofrelse af en stor Mand: af den udødelige Thorwaldsen! – saa vil en Opofrelse af Tiden til mit lange Brevs Gjennemlæsning være lidet at bede om, idet jeg dog med muligste Korthed tillader mig at give en troe Skildring af mit Liv; – Anledningen til mit Uheld, – og hvori dette sidste bestaaer: Efterat saavel mine Forældre som en anden nær Paarørende: Biskop Gunnerus i Trondhiem vare i min Børnealder bortdøde, satte dog en ædel fremmed Mand mig istand til at bibringe mig nogle Kundskaber, især Mathematik og Tegning.
I Aaret 1788, da norske Tropper i Følge Tractat med Rusland rykkede ind i Sverrig, traadde jeg ind i Armeen, blev strax ansat som Officier, og tjente i denne Egenskab indtil i Aaret 1799, da jeg ved Universitetet i Kjøbenhavn absolverede juridisk Embeds-Examen, og søgte min Afskeed af Krigstjenesten. Min Øvelse i Tegning og Landmaaling forskaffede mig mere indbringende Arbeider, hvoriblandt Rigsgrændseliniens Erfaring imellem Norge og Sverrig. I Aaret 1804 var jeg igjen reist ned til Kiøbenhavn, og blev da ansat som Auditeur samt Magazin- og Amunisions-Forvalter ved Wardøehuus Fæstning under Nordpolen.
Samme Tid indgik jeg Egteskab med min nu havende Kone, en Jomfrue Gadebusch fra Flensburg i Sønder-Jylland. I 1811 blev jeg under nyt Ophold i Kiøbenhavn ansat som Kongelig Pakhuusforvalter i Helsingøer ved Toldkammeret sammesteds med Løfte at blive om faa Aar igjen forflyttet til et bedre Embede i Norge. Imidlertid indtraf i 1814 den tunge Adskillelse af Rigerne; min Familie var bleven talrigere, og Embedsindtægterne vare utilstrækkelige til at leve af; men en af mine Landsmænd, en gammel – fra 1798, da jeg første Gang var i Kiøbenhavn – en ægte Ven og Velynder, Hr. Etatsraad og Ridder Pram, antog sig med Varme min Sag, forskaffede mig Reisepermission til Christiania, hvor jeg hos den norske Regjering fik, tildeels ved denne anseete Mands Anbefalingsbreve, bevirket, at Kong Frederiks mig givne Løfte om Ansettelse til en bedre Post i Norge, blev gjort gjeldende, hvorefter jeg ved Slutningen af Aaret 1815 forlod dansk Tjeneste, men hvilket jeg nu med dybeste Veemod maa fortryde, deels fordi det Embede jeg erholdt her i Frederikshald som Casserer ved Toldvæsenet, ej gav mig bedre Indtægter end de jeg havde i Helsingøer, og deels fordi jeg høist uforskyldt blev underkastet hemmelig Forfølgelse, formedelst følgende Anledninger:
Jeg havde i Aaret 1810 optaget og tegnet et par af de skjønneste, forhen ubekjendte, Natur-Prospecter, omtrent 20 Mile norden for Trondhiem, af hvilke den ene var et af Norges største Vandfalde, som i sand majestætisk Storhed fuldkommen kunne settes ved Siden af Sarpen. Som denne laa det ikke i en blid Egn, men indtog en trang Klippedal nær ved de svenske Grændser. Ældre Rygter, og Bøndernes Fortællinger om Fiskum Foß drog mig derop, og virkelig fandt et norsk Niagara.
Man opfordrede mig til at udgive denne Prospect. Jeg medtog da i det følgende Aar 1811 Tegningen til Khavn; udstædde Subscriptionsplanen i begge Riger, og var særdeles heldig, hvortil ogsaa lykkeligere Tidsomstændigheder bidrog Sit. Maleren paa Charlottenborg Hr. Professor Lorentzen, skjøndt han sad i varmt Arbeide med, for en Nathanson at male Scener af Holbergs Comedier, værdigede Objectet den Yndest, at han tilbød sig at male det i Oljefarver, og efter hans Malerie blev det graveret. Naturen havde her havt Fordring paa den hedenfarne Poulsens uforlignelige Gravstikke. Clemens havde Prinds Christian Frederiks Portrait under Arbeide, og Mere var bestilt.
Grosch stod allerede med den ene Fod her i Norge, hvor han nu er, og ventelig til sin Død forbliver. Haas hørte jeg var underkastet Alderdommens Symptomer. Altsaa blev nu A. Flint Fiskums Bearbeider, og, skjøndt denne Art Gravure ej var hans egentlige Fag, skildte han sig dog temmelig got ved den.
Men tilgiv, at jeg allerede er for vidtløftig, og derfor nu over til hvad jeg nærmere ønskede at maatte sige: Alt var nu i min Faveur, paa det nær, at jeg manglede Penge til de nødvendige Forskude, som Udgaven krævede. Just erfarede jeg, at den af mine Landsmænd der da, og endmere nu under Norges sande Forarmelse, var og er den Rigeste som den Mægtigste, en Grev Wedel-Jarlsberg, opholdte sig for nogle Uger i Khavn. Jeg anholdte hos ham om en Forstærkning af 300 Daler, idet jeg foreviste ham min Tegning tilligemed Lorentzens Malerie. Strax indvilgedes denne Assist[a]nce, og jeg ærer i denne Stund hans den Gang viiste Velvillie. Men snart erfarede jeg hvor lidet tilstrækkelig denne Sum var, da Pladen, Papir, Trykning m.m. steeg op i meer end 800 Daler foruden Trykningen af en Beskrivelse over Namsen Flod eller Elv, som danner Fossen. Hos Kongen erholdt jeg nu den videre og større Forstrækning. Jeg føelte med inderlig Erkjendtlighed hvad den mægtige Greve havde gjort, og hvad hans billige Forventning var; men ej mindre følte jeg for min elskede Konges Understøttelse! Med faa Ord: Pram var aldeles enig med mig, og Stykket blev dediceret Hendes Kongelige Høihed Kronprindsesse Caroline.
Da jeg, som meldt, nogle Aar derefter, blev ansat i Norge, fik jeg netop Grev Wedel-Jarlsberg til min nærmeste Foresatte. Jeg sporede strax, at hans Ærgjerrighed var krænket. Desuden vidste jeg, at han allerede før Rigernes Adskillelse ej var nogen Ven af det danske Kongehuus. Han nød nu den første Plads i Carl Johans Yndest. – –
Prinds Christian havde forskaffet Riget en herlig Constitution. Det syntes som denne efterhaanden skulde nedbrydes; idetmindste saae man hvert Aar Propositioner m.m. som aabenbar vilde dens Svækkelse. I Sverrig var det almindelige Løsen: Amalgamation! Ingen oplyst, redelig og kjæk Nordmand vilde, eller taalte nogen nogen af Delene. Selv gyldne Kjæder vare dog Kjæder, og efter nogle Aars Slid vilde det Jern stikke frem. Adskillige Nordmænd benyttede Skrivfriheden, og skrev med ædel Varme, men just ikke Alle med tilbørlig Klogskab.
Endeel Penne vare vel spidse. Imidlertid blev dog Constitutionen staaende, hvortil vel ogsaa en Minister fra den største Fastlandsmagt i forrige Aar ej bidrog lidet. Endskjøndt jeg virkeligen var udenfor al Opposition, rettedes dog Mistanken ogsaa mod mig.
Nogle af Carl Johans Yndlinge bleve i et Blad oftere angrebne, hvorfor deels de Vedkommende selv, og deels Redactionen sattes under Tiltale, og da jeg erfarede, at Magthaverne atter havde tillige gjettet paa mig, gjendrev jeg det offentligen under mit Navn, og erholdt, paa Opfordring, tillige Redacteurens høitidelige Erklæring, at jeg ikke var Forfatter af nogen fornærmelig Artikel. Alligevel blev dette, og Dedications-Sagen en skjult Anledning til Hevngjerrighedens Udbrud under Retfærdighedens Maske, og til mit følgende Uheld:
Mine høje Modstandere saae, at mine Indtægter vare saa ringe, at jeg med min talrige Familie, 12 à 13 Mennesker, umuelig kunde leve. I flere Aar søgte jeg om Forbedring i dem, eller Forflyttelse til en anden Post som ej var forbunden med Pengeansvar, men forgjæves, uagtet jeg aarlig havde at aflægge Regnskab for 25 til 30,000 Species. Jeg saae tydelig, at Hensigten var, at jeg ved Mangel og Nød skulde komme i en sørgelig Forlegenhed. Det var mig ogsaa virkelig den højeste Umuelighed igjennem Aaringerne at undgaae en Cassedefect, der til Slutning uformærkt løb op til 1,100 Species, hvilke jeg dog ved Remisserne endnu formaaede at dække af Cassens egne Midler. Aabent og redeligen erklærede jeg mine Foresatte, flere Gange, at jeg formedelst den slette Lønning, var og maatte være udsat for Defect. Alt uden Virkning, og uden Hjelp.
Endelig traf mig mod Slutningen af Aaret 1819 den Ulykke, at en Tyv, der havde forskaffet sig Tyvenøgel til mit Contoir, frastjal mig 800 Species. Han blev omsider opdaget og dømt her i Frederikshald; men Pengene vare borte. Forgjæves søgte jeg om Fritagelse for Tilsvar. Jeg blev saaledes ved dobbelte Vanheld skyldig 1900 Specier Sølv, og denne Sum kunde jeg ikke dække. Nu var det Tid. – – Nu havde altsaa den hemmelige Hevn Leilighed og Paaskud nok. Carl Johan vilde det samme som min Greve. Man gav Befaling til at arrestere mig, og at sagsøge mig for Beløbet. Mine klare Beviser om, at jeg i 5 Aar, med vis og uvis Indtægt ej havde havt meer end 220 Specier Sølv aarlig at leve af; – mine grundede Beklagelser om, at dette ej var til nødtørftigt, langt mindre til anstændigt Udkomme for saa mange Mennesker; – mine Beviser om den strængeste Orden i mine Forretninger, og min ligesaa strænge Indskrænkning i mit private Liv; – mine Forestillinger om denne haarde Fremgangsmaade og Behandling, og at de høje Vedkommende havde i samme Decennium og under selvsamme Omstændigheder viist al Humanitet og Skaansel mod andre endog meget got aflagde, Casserere, saa at de uden Arrest gaves Tid til at rette for sig; ja at endog en større Sum var blevet en Anden, med langt mindre Grund, aldeles eftergivet – Nei, Alt var og blev forgjæves. Endnu mere: man havde foruden ovennævnte 1900 Sp:, endog indflettet i mit Ansvar omtrent 200 Sp. som alene vedkom min Formand, en Yndling, og fængslet mig tillige for dem; men disse har man igjen maattet fradrage. Derhos vorder nu beviist, at Greven har ulovligen udhalet min Proceß, og derved forlænget mine Lidelser. Saaledes har jeg nu siden Sommeren i Aaret 1820 siddet indspærret under Laas i denne Fæstning, som et sandt Offer for den ulyksaligste af Mægtiges Lidenskaber.
Man rev mig pludselig og uden Frist ud af en elsket, en dydig og øm Egtefælles Arme, omringet af 7 kjære Smaa, af hvilke det Yngste laa ved hendes Bryst. O hvor er dog Hevnen en af de afskyligste og rædsomste menneskelige Passioner, og hvor grusom, naar den saaledes udøves mod en uskyldig Mand og Familie! –
Mine gjentagne Ansøgninger til Carl Johan om at maatte flytte fra Fæstningen ned i Byen, for i mit 51de Aar, under min med Lægeattester beviste sygelige Forfatning, at kunde leve hos mine Elskede og nyde deres Pleje, blev ligeledes afslaaet. Da han i forrige Sommer var her i Norge, reiste den ædle af Sorg og Lidelser nedtrykte Kone med alle sine Smaa, flere Mile hen for at treffe ham og bevæge ham til Ømhed og Retfærdighed, men fik ham ej i Tale. Grevens Broder var desuden en af hans Adjutantser.
Store Gud! hvert følende Menneske maatte have fundet sit Hjerte rørt. Den hele Nation veed og kjender at det er Hevnsværk. Strax efter min Fængsling i Aaret 1820 sendte jeg til mine Venner i adskillige Byer skrevne Planer til en Subscription af Summen. Adskillige Ædle have allerede tegnet sig efter deres Evne. Men hvad skede atter her! – Nye Cabaler viiste sig. Ved skjulte Indflydelser og skjulte Paavirkninger skede snart Forebyggelse af ogsaa denne Redning. Subscriptionen blev ved Gud med Eet standset, som om Alle frygtede for en Despots Unaade og Forfølgelse. Nogle Enkelte blandt Embedsmænd sendte mig under Forsegling nogen Hjelp, tildeels endog anonymt, hvilket dog kun blot lindrede min Families Trang. Hertil kommer, at i dette forarmede, og man kan med Sandhed lægge til: i dette i senere Aaringer, formedelst adskillige Omstændigheder, saa og tillige Handelens Aftagende, trykkede Land, ere de, der før kaldtes Rige, nu fattige. Pengemangelen er nu umaadelig stor.
Min Proceß bliver her ved Underretten ej sluttet førend i næstkommende April Maaned; den gaaer da til Overretten, og tilsidst til Højesteret, hvor den sandsynlig dog nu vil kunne blive tilendebragt inden Høsten. Tvende af Landets første Advokater, der have gjennemgaaet min Sag, have paa Samvittighed forsikret mig om, at jeg, paa Grund af de mange Omstændigheder der tale for mig, forenede med den overrumplende Fængsling og anden haard og urigtig Behandling, tvertimod den Mildhed Departementschefen har viist Andre der havde gode Indtægter – aldeles ikke i Højesteret kan blive dømt til at miste mit Embede; kun til at betale Summen. En sand Beroligelse for mig. Men kan jeg ej da inden 15 Dage præstere Pengene; saa kan jeg ej heller modtage Embedet. Det staaer da paa ny i Forfølgernes Magt at continuere denne umenneskelige Indspærring indtil – ja indtil min Død, ifald jeg ej kan betale. Da vilde min og min arme Families Skjebne stedse forblive den samme – og Hevnen endnu længere nyde sin skammelige Tilfredsstillelse.
Hvo kan hjelpe og redde denne ulykkelige, denne ligesaa talrige som uskyldig lidende Familie ? – Hvo kan aftørre Faderens og Egtefællens, Moderens og syv haabefulde Børns Taarer ? –
Hvor findes paa Jorden den Mand, hvis menneskekjærlige og følende Hjerte tillige kan finde Adgang til et Hjelpe- og Redningsmiddel ? – –
Disse vare de Spørgsmaale, som i Bønner og Raadførsel til Gud, saa tit opstod i min bekymrede Sjel! –
Sandelig! Fjærnt fra en blind Phantasies sværmeriske Billeder, kan jeg kun antage et højere Væsen at have inden disse Fængselsmure ledet min Tanke hen paa Nordens bolde Ætling og Verdens største Kunstner – paa Dem Hr. Etatsraad Thorwaldsen!
Har Gud ledet min Tanke, da griber jeg ikke efter et Halmstraae! Saavist hans Viisdom og Godhed styrer Menneskets Skjebne og Handlinger, hvor det selv vil følge hans guddommelige Vink, saavist har han ogsaa uendelige Veje og Midler til at bringe Lys og Haab og Hjelp; selv naar Udsigten for den svage Dødeliges Øje synes allermørkest.
Men hvilket Hjelpemiddel vover jeg vel at fordre af Dem ædle Mand! – Penge af Deres igjennem mange Aars daglige Opofrelse af Tid og Tænken og ædel Virksomhed erhvervede Belønninger, om Penge ellers kan fortjene at kaldes Belønninger for Dem! – ? Nei, visseligen ikke Penge, ikke Guld eller Sølv tillader jeg mig at bede om. Disse Ting ere rigtig nok Universalmidler for Enhver der ejer dem til at skabe baade Lykke og Ulykke med i Livet, men ej altid, endog yderst sjeldent, ere de forenede med det ædle og ømtfølende Menneskehjerte. Jeg kunde, naar jeg var den fortvivlende Sværmer, gjerne henvende mig til tusinde Rige i Verden, der ejede Skatte i Overflod, men ejede maaskee kun Følelse for dem, uagtet de veed, at Charon ikke tillader at medtage dem paa Reisen, men altid Bevidstheden om at have forvandlet værdige Lidendes Vanheld til Held – og jeg vilde vist stedse fornemme Halmstraaet i min Haand, og kunde vente mig det.
Nei, jeg troer at være saa lykkelig, at have opdaget hvor Hjertet og Midlet, begge ere forenede. Men jo højere og ædlere Rang dette Middel har over Penge, jo større bliver den Begjering jeg her fremsetter om et Offer paa Menneskehedens Alter.
Ædle Thorwaldsen! – ja jeg nævner kun det blotte Navn, der igjennem Secler vil være Verdensslægterne Mere end de hæderværdigste Fyrsteudmærkelser – En retskaffen Mand, en dydig Kone, og 7 uforsørgede Børn hæver her sin forenede Røst til Dem! Hjelpemidlet hviler i Deres Haand, som i Deres Hjerte!
Skjænk os et lidet, et gandske lidet Stykke fra denne Haand, hvad enten den har frembragt det ved Penselen, eller ved Meiselen – og vi ville da alle staae frelste og lykkelige!
Et livløst Stykke fra Deres Haand, er istand til at bringe Liv: Hjelp og Glæde for en nu i Sorgen uskyldig nedtrykt Familie.
Ædle Thorwaldsen! Deres Følelse baade for Mennesket og for Kunsten er det forbeholdt at frembringe dette Liv: denne lykkelige Redning for 9 Mennesker, og denne Glæde tillige for alle vore Paarørende, samt deeltagende Venner baade i Danmark og Norge. Med Rette vil de, ja selv vore Børns Efterkommere sige, at jeg søgte en sjelden Mand, for at finde en sjelden Hjelp.
Men om jeg ogsaa virkeligen er værdig til denne store Redningsdaad, ej blot fordi jeg og Familie lider under hine Ulykkens Jernhænder, og at Gjeldssummen med øvrige Omstændigheder indeholder Sandhed, det maa blive en af mine første Pligter, paa muligste Maade at lægge for Dagen. Documenter, Kongelige egenhændig, underskrevne Bestallinger; Attester og Bevisligheder fra Danske Collegier, og baade fra Danske og Norske i Live værende højere og lavere Embedsmænd, var det min Agt her at medsende; men jeg finder at Postportoen alt for meget vilde forøges.
Derimod vil jeg i næste Maaned sende og nedlægge disse Papirer hos en agtværdig Borgermand i Kiøbenhavn, i hvis Huus jeg lige siden mit første Ophold der i 1798 har været kjendt (: siden Etatsraad Pram nu er paa St: Thomas som Toldforvalter:), nemlig Classelotterie-Collecteur Christen Dyhr boende i Store-Regnegade, lige over for Lille-Regnegade, uden at han af mig kundgjøres den virkelige Hensigt, men at han blot vil bevare dem og forevise dem for den Mand som muligens ud paa Foraaret maatte i Følge Nogens Ordre melde sig for at see dem og prøve deres Ægthed, og deres Sandhed i alle Dele. Jeg har en Landsmand i Italien, som Deres Høivelbaarenhed kjender, men det er uvist om han erindrer mig, da jeg blot en Aften ved Siden af Pram havde den Ære at complimentere ham under Festen i Khavn i December 1811, da det Norske Universitet feiredes, og hvor han da under sit Besøg i Danmark holdt en skjøn Tale i et Italiensk Videnskabsselskabs Navn: Academia Italiana di Scienze ed Arti. Denne fortreffelige Mand er Hr. Baron von Schubart, Kongl: General Commerce-Intendant. Jeg vilde have anseet mig lykkelig om han havde kunnet erindre mig, og anbefalt mig til Dem! Muligens kan
Jeg har just i Sinde at faae denne min ældste, snart 16 Aar gamle Søn ind paa bemeldte Academie. Han begyndte med Blyanten først hos mig selv; dernæst under Tegnemester Sanne i Helsingøer, og har siden i Christiania, medens han der har været i Latinskolen, tillige arbeidet under Grosch i det offentlige Maler-Institut, hvor Munch med Flere ere Directeurer. Da han foretrækker Penselen for Bogen, saa kan mine Følelser mindst være ham imod; thi jeg vilde selv udentvivl have været lykkelig paa denne Bane.
Maatte der da i Deres store Attelier hvile et lille, et af de mindre betydelige Kunststykker, som ej havde nogen vis Bestemmelse, da vilde dette blive Redningsmidlet. Det vilde ej alene frembringe Pengesummen, men i sig selv beholde et dobbelt Værd, hvor og hvem dets Ejendom tilfaldt. Dobbelt Værd, saa længe det var til, vilde det i og ved sig selv bevare: Først fordi det ofredes af Europas og Verdens første Kunstner; og for det andet, fordi det, ofret paa Menneskehedens Alter, frelste en heel Familie fra videre Ulykker.
Maatte Gud og Thorwaldsen have bestemt disse 9 Mennesker dette Frelsemiddel, vilde det fra Rom vel ikke kunne fremkomme til den Tid, til August eller September Maaned, da det just og især skulde udgjøre Frelsen fra at maatte – i Mangel af da at have de 1900 Spec. Sølv – give Slip paa Embedet, og saa at sige paa Alt!
Men min høje Velgjørers foreløbige ædle Bestemmelse ved nogle Ord til Deres Commissionair enten i Kbhavn eller andensteds, og – om jeg maatte være saa lykkelig – tillige til mig, om, at et vist Arbeide var saaledes offereret, og at, forinden det kan fremkomme eller modtages af dets enten ved Kjøb eller Lykketref blivende Ejer, dets Betaling forud maatte erlægges til en vis Mand i det eller hiint Land, i den eller hiin Stad, – vilde hæve Vanskeligheden. Overalt, jeg vover ikke at bestemme Maaden, i Henseende til Summens Frembringelse ved Stykket. I rige Steder som London, Amsterdam, Hamborg m:fl: var den vist nok i en Haandevending, endog af enkelt Mand, frembragt. I andre Steder vilde et fastsat Antal Lodder, f: Ex. 200, à 2½ L. Sterl. eller 10 Sølvspec. pr. Lod ej mindre begjærligen være taget og betalt, for at vinde et Stykke fra Thorwaldsens Haand.
Enhver Pengemand vilde ile med at kunne komme til at eje denne Trophæe for Kunstnerens Hjerte!
Da jeg efter Fleres Tilskyndelse har bestemt, at lade mit Forsvar, og Sagen i det Hele gives den største Publicitet ved at trykkes, paa det Almeenheden kan skue hvilke Mishandlinger Lidenskab og Magt selv i en christelig Stat kan foretage sig; saa være det mig gunstigst tilladt at sende Deres Høivelbaarenhed et Exemplar deraf i sin Tid.
Min fornemste og kjæreste Tidsfordriv i Fængslet, har været Tegning. Just havde jeg for nogle Aar siden, fra et heldigen valgt Standpunct, optaget en Prospect af Norges ældgamle Kongesæde Trondhiem, hvis flere historisk-mærkværdige Bygninger, saasom den 1100 Aar gamle Kongeborg, den berømte Domkirke m: fl. saavelsom dens overordentlig skjønne Omegn, der tillige fremviser Hedninge-Regenten Hakon Jarls, og Kong Harald Haarfagers Bolig Lahde, stedse gjør den, blandt Landets Steder, til den første Gjenstand baade for Malere og Digtere.
Dette Stykke, i stor Format, reentegnede jeg i forige Sommer, og er det i disse Dage indfattet i norsk Valbirk.
Det har aldrig havt nogen Bestemmelse, men nu vover jeg at lade min Pen bede for min usle Pensel, at dette Stykke, for dets værdige Gjenstands Skyld, maatte gunstigst forundes Sted i Deres Eje, og være en Amindelse fra en Fange.
Trondhiem er tillige mærkværdig derved, at især derfra skede for omtrent 1000 Aar siden under Haralds Krige og Eenevoldsmagt, de største Udvandringer til Island, som da modtog dets vigtigste Befolkning. Fra Helsingøer vil det være mig let at faae det med Skib til en af de nærmeste Havne i Middelhavet, og siden vil Addressen understøtte den videre sikre Befordring. Tillige tager jeg mig da den Frihed at sende et Exemplar af Kobberet over Fiskum Foß med Beskrivelse.
Jeg slutter med til Deres! høje og inderlige Følelse at anbefale mig, min Kone og vore elskværdige Børn. Hun den gode og taalmmodig lidende Kone ahner tilligemed mig selv en blid og øm Optagelse. Intet Menneske under Solen, uden hun og jeg, kjender, eller for Tiden kundgjøres dette mit Skridt.
Jeg veed De er ligesaa uafhængig af Magthavere i Norge, som af Fyrstepassioner og Politik; men om derimod Deres ædle Beskedenhed endog paalagde mig ej at nævne min store Velgjørers Navn, ville jeg dog ikke kunne adlyde denne Befaling uden for en vis Tid. – Thi formaaer den menneskelige Pen, til den Kundskab Verden bør have, at skildre Velgjørenhed, der forvandler en heel Families nærværende og tilkommende Skjebne fra Ulykke til Lykke, og frembringer Glædestaarer istedetfor Sorgens, da maa den her komme til at skildre.
Ja, vi nære og vedligeholde vort lykkelige Haab til Gud og Thorwaldsen! Og slutter vore forenede Bønner med det hjertelige Ønske, at Deres Levealder maa naae den Høide, der efter Naturens Orden kunde staae i nogenlunde Forhold til den Velsignelse og Hæder, som vil ledsage Deres Minde!
Med Høiagtelse og dyb Ærefrygt
Deres Høivelbaarenheds
allerærbødigste
Hans Henrik Gunnerus.
Kongl: Dansk Kammerassessor, og Toldcasserer i Frederikshald
E.S. Tilgiv gunstigst, at jeg, da man ej sjelden baade i Norden og Sønden hører Posterne plyndrede eller forulykkede, tillader mig om en Uges Tid eller to, at sende en Dupplicat af denne min Skrivelse.
dybærbødigst
H.H. Gunnerus.
