Til Thorvaldsen
den 19de Novbr 1843.
Det fulde Glas foruden Toner
Ei Tørsten rigtig slukke kan,
Men synge Mænd og muntre Koner
Som Viin selv bliver Kildevand,
Hvorfor vi alle synge med
At Tørsten ei kan finde Sted.
Ja Mutter med vor Frøken Datter
Som Nabokone med sin Mand,
Og selv vor kjære, gamle Fatter
De synge med saa godt de kan,
Og det er let, og ingen Sag,
Thi Fatter han er født i Dag.
I Dag vil ingen af os tørste
Men foresætte sig til Maal,
For den i Laget kjære første
En fuld og livlig munter Skaal,
Imens i Glasset staaer i Skum
Champagnen over Rand og Rum.
Vor gamle Fatter hader ikke
Champagne-Skum til Glassets Rand,
Beed I ham derfor kun at drikke
Af alle Kræfter hvad han kan,
Thi kjærlig, lystig, og saa god
Han staaer da let paa Dandsefod.
Ja nydelig I seer ham dandse
Med Mutter selv i Stuen glad,
Og kan I Piger rigtig sandse
Hans lette Trin i Dandserad,
For Amors Piil jer vare tag,
Thi han er ung i Dandselag.
I Stuen om vi andre springe
Med Dandseskoe men ei saa let,
Hvor Spil og muntre Toner klinge
Til Mutter hun er blevet træt,
Thi Fatter han kan holde ud
Som den der dandser med sin Brud.
Gid han maae mange Fødselsdage
I denne Stue dandse med,
Gid Viin i Glas ham og saa smage
Mens Toner driver Tørst afsted,
Vort Vennelags det høie Maal
Er da vor kjære Fatters Skaal.