Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9307 af 10178
Afsender Dato Modtager
Henrik Stampe [+]

Afsendersted

Antagelig Nysø

19.11.1843 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Antagelig Nysø

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Resumé

Sang i anledning af Thorvaldsens sidste fødselsdag.

Se original

Til Thorvaldsen
den 19 Novemb 1843

Det fulde Glas foruden Toner
Ei Tørsten rigtig slukke kan,
Men synge Mænd og muntre Koner
Som Viin selv bliver Kildevand,
Hvorfor vi alle synge med
At Tørsten ei kan finde Sted

Ja Mutter med vor Frøken Datter
Som Nabokone med sin Mand,
Og selv vor kjere, gamle Fatter
De synge med saa godt de kan,
Og det er let og ingen Sag,
Thi Fatter han er født i Dag

I Dag vil ingen af os tørste
Men foresætte sig til Maal
For den i Laget kjere Første
En fuld og livlig munter Skaal,
Imens i Glasset staaer i Skum
Champagne over Rand og Rum

Vor gamle Fatter hader ikke
Champagne Skum til Glassets Rand
Beed I ham derfor kun at drikke
Af alle Kræfter hvad han kan,
Thi kjerlig, lystig, og saa god
Han staaer da let paa Dandsefod

Ja nydelig i seer ham dandse
Med Mutter selv i Stuen glad,
Og kan I Piger rigtig sandse
Hans lette Trin i Dandserad
For Amors Piil jer vare tag,
Thi han er ung i Dandselag

I Stuen om vi andre springe
Med Dandseskoe, men ei saa let,
Hvor Spil og muntre Toner klinge
Til Mutter hun er blevet træt,
Thi Fatter han kan holde ud.
Som den der dandser med sin Brud.

Gid han maae mange Fødselsdage
I denne Stue dandse med
Gid Viin i Glas ham ogsaa smage
Mens Toner driver Tørst afsted
Vort Vennelaugs det høie Maal
Er da vor kjere Fatters Skaal.

Generel kommentar

Denne sang findes i yderligere to eksemplarer, ét i Thorvaldsens Museums arkiv med en anden håndskrift, og ét andet i Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2842 folio, med samme håndskrift som nærværende eksemplar.

Det førstnævnte eksemplar af sangen er forneden med anden hånd påskrevet “H. Stampe”, dvs. formentlig Henrik Stampe, der også tidligere havde forfattet fødselsdagssange til billedhuggeren, jf. 19.11.1840 og 19.11.1842.

Arkivplacering
m32, nr. 111
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912. Fødselsdagen omtales p. 228-232, dog uden at denne sang nævnes.

Emneord
Digte til Thorvaldsen · Nysø · Thorvaldsen og dansen · Thorvaldsens fødselsdag 19.11. · Thorvaldsens kvinder
Personer
Christine Stampe · Elise Stampe · Jeanina Stampe · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 21.01.2019 Print