[…]ikke forestille Dem. Dette prægtige Basrelief har han forfærdiget siden vor Tilbagekomst fra Genua, følgelig i mindre end fiorten Dage, og dog var der 13 Figurer. Det er et sandt Vidunder, og ikke mindre skiønne ere to Buster som han i Collosalsk Størrelse har giordt af mig og min Kone. Alle beundrer Ligheden, og Arbeidet. Han vil nu udføre dem i Marmor, naar han kommer til Rom. Vor gode Thorwaldsen er blevet gandske oplivet paa Montenero, hvor vi har søgt at opmuntre hans Siæl og at overbevise hans Hierte om, at Venskab ikke bestaaer i blotte Ord. Han har dybt følt at der endnu paa denne Jord gives sande Glæder og gode Mennesker; thi den Kreds vi have trukket om os, bestaaer af fortreffelige Mennesker og yndige Muser. Min Kone som elsker lidenskabelig Musik og Kunsten i Almindelighed, havde med sig hendes fortreffelige Capel-Mester fra Pisa, en Mand hvis siældne Egenskaber udmærker ham blandt alle Italienere, og beviiser der endog iblandt disse sydlige Folk findes ret eyegode Mennesker. Vi levede i den lykkeligste forening her i Montenero, og at vi vil favne vor Thorwaldsen, vil De let begribe. Hans Hierte er saa godt, saa ædelt, at man maae ynde ham.
Vi tænke sidst i Oct: eller først i Novemb: at vende tilbage til Neapel, og da vi tage Veyen over Rom, haaber jeg i et hvert Tilfælde at see min gode Ven og Landsmand Stanley, det være sig i Rom eller Neapel.
Deres Breve foraarsage mig stedse Glæde, og jeg beder Dem ikke at bedømme denne efter min Taushed, som jeg herefterdags vil aflade med. Skriv mig snart til! Giv mig gode Efterretninger om Deres Helbred, og Forsikringer om, at De tilgiver mig min Stiltienhed
Deres oprigtige H. Schubart
