Min naadigste Prindsesse!
Efterat jeg lykkelig er ankommen til Rom, hvor min Tilstædeværelse af flere Grunde var mig af Vigtighed, bør jeg ikke længer opsætte den kjære Pligt at takke Dem ret hjerteligt for de behagelige Dage, som jeg nød under mit Ophold hos Dem; meget føler jeg mig ogsaa Dem forbunden for den moderlige Opmærksomhed, som De skjænkede min Datter, og jeg maa ligeledes i den Henseende bevidne Dem min levende Taknemmelighed. Paafaldende har det været mig, at jeg siden min Afreise aldeles intet skriftligt har hørt, hverken fra Pauelson eller min Datter, saa at jeg i dette Øjeblik befinder mig i fuldkommen Uvidenhed om hvorledes Sagerne forholde sig: imidlertid er jeg fuldkommen beroliget ved Tanken om at min Datter er under en saa høi og ædel Beskyttelse: ligeledes veed jeg, at jeg tør vente saa megen Deeltagelse fra Deres Side at De godhedsfuld ved et Par Ord fremstiller mig Tingenes sande Sammenhæng, i Tilfælde at Giftermaalets Fuldbyrdelse skulde tage en altfor langsom eller skjev Vending: Deres Blik er skarpt, og De veed at skille det Falske fra det Sande.
Fra Rom har jeg intet Nyt at melde Deres Kongelige Høihed, uden at dette Aar sandsynligviis vil bringe usædvanlig mange Fremmede hertil, og at her allerede nu spores en mærkelig Livlighed.
Jeg glæder mig til ret snart at see Dem i vor Midte for personligen at bevidne Dem min dybe Høiagtelse, og ønsker Dem imidlertid at leve lykkelig, og bevare mig i Deres venskabelige Erindring. Maatte jeg tillige bede Deres Høihed at hilse paa det venligste Hr. Doctoren og Frøken Harboe fra
Rom d: 24d Nov: 1832. | Deres allerærbødigste |