min kiære Ven
saa vidt jeg kan erindre er De ingen Ynder af lange Breve; det er jeg ikke heller.
Bindesbøll har bedet mig at sende Dem Indlagte, naar jeg skrev, og da jeg ikke gierne udsætter noget, saa skriver jeg strax.
Jeg vilde ønske, at De var her, De vilde glæde Dem ved at see hvorledes Deres Bygning kneiser. Den seer ud som den vilde trodse Tiden. Nu ere de grove Vanskeligheder overvundne, og nu er der ingen Tvivl paa, at det vil gaae raskt frem; men at Deres Nærværelse vilde hiælpe betydelig til at sætte Liv i alt, er afgiort. Det var ogsaa en stor Trøst for Bindesbøll, især naar der bliver Spørgsmaal om baade ydre og indre Detailler.
At mange, mange længes efter Dem, vilde jeg ikke sige, naar det ikke var Sandhed.
Til Modtagelse i Museet af alt hvad Fregatten kan bære og bringe, vil der itide være Localer færdige.
Jeg faaer dog vel engang et Par Linier fra Dem? om ikke andet, saa dog Deres Navn under et Par Linier, De har dicteret; thi jeg veed nok, at Pen og Blæk ere ikke de Materier, hvermed De har Lyst til at udtrykke Deres Tanker; men det meest talende Basrelief kan ikke afgaae med Brevposten.
Lev nu meget vel! og glem i Kunstens Hiem ikke
Kbh. 19 Febr 1842 |
Deres Ven Collin. |