Herr Etatsraad Thorvaldsen,
Professor, Directeur for det Kongl
Kunst Academie i Kiøbenhavn
&c &c &c.
Høivelbaarne Herr Etatsraad!
Det er sjeldent at jeg skriver til Rom, og endnu sjældnere til en saadan Mand, som Dem; (i egentligst Forstand: aldrig). Dog skriver jeg disse Linier som Reconvalescent, efter en ikke meget svær, Sygdom paa 8 Dage, men det er første Gang i 20 Aar at jeg har lagt mig under Lægens Kur; – Gid De selv i de næste 20 Aar ikke maatte behøve en saadan Hielp tiere. Norden og Danmark veed jeg De ikke har glemt; Island vist ikke heller; herom holder det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, som har den Ære at regne Dem blandt sine Medlemmer, sig overbevist, og beder Dem derfor ikke forsmaae de til Dato udkomne Hefter af Tidsskrift for nordisk Oldkyndighed som udgives af det. Muelig kunde en eller anden Notitz deri interessere Dem og gjenvække barnlige Erindringer, som stedse ere Manden kjære, ja vistnok des kjærere, som han selv føler sig at være kommet videre og gjort mangefoldige Erfaringer paa Kunstens eller Videnskabernes Bane.
Hvis De erindrer Deres Medstuderende paa det Kjøbenhavnske Kunstacademies skole, Gunlög Briem (sidst Kammerraad og Sysselmand paa Nordlandet i Island, hvis Datter de har seet i Rom med afgl. Etatsraad Thorlacius og hans endnu levende Enke) – vil det gjøre Dem ondt at erfare, hvad jeg saaledes melder Dem, at han i Fjor, alt for tidlig, døde. Hans Retskaffenhed var uden al Daddel, selv af Fiender, og det er sjeldent nok i vore Dage. Hans ommeldte Datter er gift med Dr. Schütz, og er bosat i Westphalen, en af hendes Brødre er Snedker i Paris, en anden Præst i Jylland, en studerer her o:s:v. Alle Nyheder herfra erfarer de bedre fra andre Hænder eller Tunger. Lev længe og glad til Danmarks Hæder ønskes inderligst af Deres
ærbødigste og hengivneste
Finn Magnusen.
Undskyld det aldeles uforberedte Hastværk, hvori disse Linier skrives.