| Beste fortreffelige Ven! | Napel d 22 Maj 1804. |
O! at hiine faa Lykkelige Dage naaer jeg kunde Vente at see dig, saasnard maatte forsvinde, det var haardt, dog jeg maa fortroste mig med at de ennu tilbageværende 4 Maaneder ogsaa [hul i papiret: vil] faa ende og jeg da for fleere Aaer kan see og omgaaes dig, du min [hul i papiret: Eneste s]ande Ven. – hav Tack at du vilde forskaane mig for afskeden, Lug- [hul i papiret: -tede jeg] endskiøndt Lunten af din Tale saa Troede jeg dog ej at Reisen alt var [hul i papiret: be]stemt til anden Dagen, Hornbeck kom til mig Søndag Formidag og Spuhrte om jeg havde Tahlt med dig i Løverdags Jeg sagde ham du havde vaaren hos mig om aftenen, ja nu er han Reist i morges tilig, jeg nægter ikke det var som en havde givet mig et Ørefigen og Kaalt Løb det mig over heele Kroppen, dog saadanne er de menneskelig ting, man siger, Glæden er lig en Flygtig Ven som paa en Reise vi Møder, og som i det vi Favner Ham Kiøsser os Sød og Forsvinder, det er meget sand, men nock om denne ting endskiønd jeg ej ved hvor [du] Lever og Svæver i denne Tid, saa vil jeg dog sende disse Linier til Zuega, i den Forhaabning at han sender dig dem hvor du en er, jeg haver seet hvormeget du Gode Ven Intereserer dig for min Heldbred, altsaa vil jeg sige dig det gaaer mig hver dag bedre, jeg faaer fleere Kræfter, og kan galandt bruge mine Been som en Karl, og naaer Veiret kun vilde holde op at være saa Bestialisk som det er, da vil det gaa uden al Tviil ennu meget bædre, d 1 Junii er jeg paa Øen Ischia, og vil denne Luft og Badene ei heller Coreere mig i det minste for det miste, saa havde jeg nær sagt kan heele Skrotten fare Heeden – Nu sidste Post havde jeg Brev fra min Broder Martil som immer hildser dig, han Berettede mig, at den store Herr Damm nu og skal Reise, en Privat mand haver ved Colect hos aldskens Mennesker skrabet sammen for ham, at dette store Chinie ej skulde blive ufrug bringendes for Fædrene landet, dog siger min Broder han haver hørd hans Reise gaaer til Skotland og Irland formodenlig for at Stodeere paa at Bygge Kulvminer, forresten ved jeg intet Nydt, fra Hornbeck og Rothe kan jeg hildse dig de ere endnu hær. de besøger mig redt Flitig som er meget Snilt af dem den sidste var nu hær, jeg haver og vaaren hos dem, – Nu var jeg tilfreds jeg visste vo du var[,] endnu hellere være hos dig, det vilde være en Glæde for mig. Du kan aldrig troe hvor Brav endskiøndt ennu immer noget madt, jeg nu Befinder mig, dog jeg vil ikke kede dig med meere af midt Vaas denne Gang, men lad mig dog naaer Leilighed Gives, faa see nogle faa Ord fra dig du kan Umuligt troe hvormeget det vil Glæde mig, Lev nu saa Vel jeg Omfavner dig af Hiertet og i Tankkerne trykker dig til min Længselfulde Barm, hold af din Ven [hul i papiret: der] Uforanderlig hendlever din
C F Stanley